why try?.... Fellix

Fellix rystede utålmodigt på hovedet "Nej det skla du da ikke.. det mig.. jeg skal nok gi dig en ny trøje" sagde han og havde allerede beslutted sig han ville da ikke lade David rive sin tørje i stykker for hans skyld, ikke uden at erstatte den i hvert fald, men oget kom alligvel til at undre ham.. en trøje? og det snede.. "Fryser du slet ikke?" spurgte han og så op mod himlen for bare af få et sne fnug i øjet, de små hvide pleter dalede ned fra himlen og når de kom i berøring emd Fellix forsvandt de efter lidt tid, men han var alligvel hvid fra top til tå. Fellix så usikkert på David.. hjem til ham? Han fik en trang til at protostere men han vidste ikke hvorfor, og hvis han begyndte at kæfte op ville han nok alligvel sige ham imod så havd var der andet at gøre end bare at følge efter ham og tage med ham, han så tilbae på kirken da han begyndte at følge efter david, hvor skulle han så være i nat? Håbet forlod stille hans øjne.
Han så hen på David og kom i tanke om det de nu skulle til eller retter dte david havde tænk sig at gøre ved Fellix.. nåle.. han stoppede op slog øjnene i og følte igen det smærte fulde minde fra sin fortid, en kold hån mod hans strube, to nåle boede ind i halsen på ham, smerte masser af smerte, og livskraften der forsvandt langsomt. Han åbende øjnene op igen og rystede let på hovedet indne han tog sig til halsen, men der var jo ikke noget.. hvor var han dog bange for nåle.

David så på ham og sukkede stille han ville ikke til at diskutere om en trøje "hvis du vil" sagde han blot og så frem. han forsatte bare videre, men holdt ehele tiden øje med mennesket fuglte med. han så lidt ned af sig selv. han brude fryse, hans trøje var i stykker og han havde gevet sin jakke til mennesket, men han frøs ikke.. eller han kunne ikke mærke det "øhm... nej ikke rigtigt" sagde han ærligt og så på Fellix med et forsigtigt smil, men stoppede så op, da han så han stoppede om "er du okay?" spurgte han bekymret og bed sig let i læben. han lagde hovede let på skrå og brugte sin evnte for at finde uf af hvad der kunne være galt, men han stoppede dog hurtigt da han så et djævelsk ansigt. han havde ikke brug for flere voldsomme oplevelser. han havde ikke kunne finde sammenhæng i Fellix fortid, da det virkelig var som om der manglede en hel del. David rystede kort på hovedet og gik hen til Fellix "Fellix?" spurgte han bekymret.

Fellix nikekde ivirgt han ville heller end gerne give ham den trøje, hvis han kunen finde pengene til det, så måtte han bare arbejde sort igen men det var det værd, han ville ikke ødelægger andres træjer bare fordi han blødte en smule, han kunne havde ødelagt sin egen trøje kunne han ikke? Han hanvde slet ikke lagt mærke tila t det ikke vr hans egen jakke han havde over sig, han lagde stadig ikke mærke til det og havde vel bare glemt at han havde fået den så han så undrende på David, havde han ikek haft jakke på tideliger? "Jamen du havde da en jakke før.. havde du ikke?" sagde han forvirret og så sig over skulderen for at se om den skulle være blevn smidt på jorden et sted. Han retted blikekt mod David igen da han var kommet hen til ham "Jaja.. jeg har det fint, jeg.. det.. det gør bare undt" sagde han og brugte sit dår som undskyldning og begyndte at gå foran David han ville gerne ind i varmen, "Bor du langt væk?" sagde han og så tilbage på ham med et skævt smil på læben, han havde igen presset sin hånd mod såret, det var lidt en slags vane.

David tænkte lidt over det med trøjen og havde det egentlig ikke så godt med det, da han jo selv havde ødelagt sin trøje, så han synes ikke Fellix skulle give ham en trøje. han håbede derfor bare at han glemte det, da han jo havde opdaget Fellix glemte, så forhåbenligt glemte han også den dumme trøje. David så på ham og tænkt esit svar igennem. han vidste ikke om han skulle sige at hanhavde gevet ham sin jakke for så var han bange for mennesket ikke ville beholde den på "nej.. jeg havde ikke jakke på" sagde han blot og så lidt ned velvidende at der nok ville komme koncekvenser når mennesket lagde mærke til det ikke var hans egen jakke han havde på. David gik hurtigt med mennesket "okay.." sagde han stille og så lidt rundt "nej jeg bor nede på havnen, så der er ikke så langt" sagde han og var egentlig ret glad for der ikke var så langt.

Fellix så lidt på david og nikkede så bare, "Jeg forstår ikke hvordan du kan gå rundt i det vejr uden at fryse?" sagde han undrende, men den trøje måske skulle han.. låne ham sin jakke, men han rystede tanken af sig, han frøs jo ikke så Fellix havde lov til at være lidt egoistisk og tænke på sig selv for han hunde frøs. Fellix var virklig en dårlig løgner så det undrede ham lidt at david ikke spurgte ind til det, men det passede ham dog fint da han aldrig ville kunen forklare det mod ord havd der forgik i hans indre, folk ville tro han var gal og få ham indlagt, på den psykiskesyge afdeling. Det havde han prøvet engang, og det var overhovedet ikke noget for ham, ikek det mindste, så han var stukket af, fjolserne holdte jo ingen gang ordnelig øje med ham, de troede nok han ikke havde hjerne til en flugt plan men det havde Fellix's haft heldigvis. "Havnen?" sagde han roligt, det var jo der han selv havde drømt om at bo i et godt stykke tid, hvorfor han ikke havde fundet noget i nu vidste han ikke, han ville sådan ønske at han boede der. "Det er et pragtfudlt sted.." ságde han roligt og fulgte med ham i den rigtige retning.

David træk på skruldrende "min frysetærskel er meget lav.. så jeg har svært ved at fryse" sagde han og så på ham med et venligt smil og lagde hovedet på skrp. han kunne godt fryse. gjorde hn afaktisk ofte, men lige der frøs han ikke rigtigt. ikke hvad han kunne mærke af. han sp lidt fremog havde godt lagt mærke til løgnen, men han ville ikke til at spørge ind til det. han gav et lille grin, da han høtye hvad mennesket sagde "det er et dejligt sted at bo... jeg bor i det store hus der ligner et kunstværk, som de fleste siger det" sagde han med et lille grin. han var så stolt af sit hjem, da hna slev havde kraeret det smamen med en dygtig dessigner. han så op mod himlen hvor de hvide små snefnuk fløj ned. han så så på mennesket og lagde hovedet på skrå. der gik ikke langtid før de var kommet end til havenen og kort efter stod de foran et stort hus med alle former for vinkler og cirkler. det lignede et kunstværk i sig selv og selve dørnelignede et kunstværk. David åbende stille dørne og holdet døren for mennesket.

Fellix lyttede stille og så forvirret på ham, træskel? havd skulle det betyde, men som han havde stillet sprøgsmplet i sig selv fik han hurtigt svar på det også og nikkede så bare som om han havde forstået det lige fra starten af "nåh.. okay så?" sagde han og smilte skævt, hvis han ikke førs, hvorfor skulle Fellix så føle dålig samvittghed? Fellix nikkede og følte sig helt misundelig på David, han ville gi alt for at bo sådan et sted, han elskede at være ved havet og han tilbragte meget tid der, meget mere end han havde tilbrgat i skovene og i byerne. Han så på det flottte hus der formede sig foran dem "guuud.. hvor er det smukt?" sagde han og måbede helt, han fik stik af misundelse, han havde alt det Fellix aldrig ville få det vidste han bare. HAn havde lyst til at grave sig ned i et hul og bare lade nogen skovle jord på ham og så bare blive liggende ind til livet var forbi og han døde, og så ligge der i døden og rådne op. Han smilte halvt og trådt indne for, forsigtig med ikke at røre noget, for så ville de sikkert gå i stykker det var han sikker på.

David grinte list af det mennesket sagde "jo tak.. er også meget glad for det" sagde han og gik stille ind efter ham. selve gangen var forholdsvigst stor og der hang to tre kunstværker og så eller meget fínt ud. døren stod åben ind til stuen og man kunne se selve stuen også var stor og formet på en sjov måde. møblerne lignede kunst lige så meget som det rigtige kunst i hele huset. David gik meget op i det hele få mærkeligt ud, så det afspejlede han hjerne og tanker. væggen ud til havet var et stort vindue, så man kunne se havet så smuk som det nu var. en hund kom luntene iind og satte sig, imens den så nuttet op på den fremmede. David sp lidt på hunden "det er min hund Bailey.." fortalte han og tråte sine sko af hvorefter han så på Fellix med et lille smil.

Fellix nikkede bare, inde i huset gled hans blik rundt og kørte hen over alt havd det kunne opfange både i øjnhøjde og længer oppe eller nede, han måtte give sig tid til at betraget det hele, der var så meget, og han havde bare lyst til at bryde ud i snak og snakke om hvor smukt og fint det var, han følte sig lidt som en igle... et udskud her midt i det hele og det fik ham til at føle sig mindre og mere håbløs, David var virklig en fin herre, han fortrød nu at han havde givet ham lov til at hjælpe sig, han ville ikke.. gå ham på og bruge hans tid, han havde sikkert en masse andet han kunne spilde den på, det vidste han jo godt, slev om David nok ikke ville indrømme det, han var stædig, hvilket Fellix også var, og det gjrode det nok lidt svært men han havde ikke noget imod det som sådan, han kunne godt lide David han var flink, og havde vel redet hans liv på en måde, hvis han bare var gået forbi havde han vel været død af blodmangel det havde david i hvert fald sagt. "tak David" sagde han stille... "for alt". Han så ned på hundne der stirrede tilbage på ham, okay første gang han så sådan en, han stirrede nærmest påd et lille dyr, han vidst jo godt havd det var og hvad man brugte det til.. men alligvel første gang. "Bailey" mumlede han for sig selv.

David så på Fellix og rystede stille på hovedet "du skal ikke takke.. jeg vil bare hjælpe...og desudden kunne jeg da ikkebare lade dig ligge der" sagde han venligt og smilte skævt. han gik forbi og klappede kort Bailey på hovedet "kom med" sagde han og gik ind i stuen. Bailey lorgede med halen og gik hen til Fellix hvor den stak sit hovede op mod Fellix's raske hånd for at få ham til at klappe hende. det var en af det mest kælende hunde nogensinde og hun var altid utrolig venlig med andre og gjorde altid hvad der blev sagt. David gik ind i køkkenet og fandt alle de ting hanskulle bruge. både nål, tråd, vand, forbinding pg selvfølgelig noget bedøvende, så det ikke skulle gøre for ondt på Felllix. da han ikke ville forvolde ham mere skade.

//krea røg lige kort >.<//

Fellix rystede på hovedte, jov han kunne da så? Han var så sikker på han ville lade ham ligge, så sikker, en vampyr ville have gjordt det? Men nu var david jo et menneske.. ik? Han blev forvirrede over sine egen tanker og fulgte bare efter David hvor han nu gik hen, han havde ikke mere at sige til den sag, han så ned på hundne og tak håndne til sig med det sammen den blev rørt ret forskrækkede over hundnes opførsel. Han skyndte sig over til David væk fra den mystiske hund, men her var ikke beder og han falmede tilbage til hundne og så sig om eftr et sted at side eller ligge, for nu fik han straks kvalme igen, lige da han torede smerten var væk og det hele var godt igen mærkede han hvordan pulsen steg og hjertede hamrede hårdt ind mod ribene så det nærmest bjorde undt, det prikkede i hans hals og han følte sig svimmel som før, men han ville ikke besvime igend et kunne han ikke byde David, 2Jeg får det dårligt" klynkede han og vidste ikke havd han ellers skulle sige, det her vilel blive de væreste minutter i hans liv det var han straks sikker på, han rev jakken lidt ned over såret, for at skjule det for David, som om det vilel hjælpe. AHn havde begge jakker på satdig med lagde ikke rigtig mærke til det.

David så på ham og sank en klump. han tog stille fat i ham "kom sæt dig ind i stuen hvis du er svimmel." sagde han bekymret og hjalp Fellix ind i stuen og satte ham på sofaen "bliv her" sagde han hurtigt og gik ud og hentede noget vand, men puttede noget i som med det samme opløste sig. han kom tilbage med glasset og gav ham det " drik det stille og rolig og træk vejret dybt" sagde han stille og fik begge jakker af mennesket. hvorefter han fandt en lille nål frem, men gemte den så Fellix ikke fik øje på den "og sørg for at drik det hele" sagde han og smilte venligt til mennesjet. Bailey så på dem fra gangen af, men lagde sig så hen til sin kurv og faldt i søvn. gjorde hun altid når folk ikke brød sig om hende. David satte sig på gulvet over for Fellix og så lidt på stoffet om fellix's arm.

Fellix fulgte efter David ind i stuen og satte sig helt ude på kanten af sofaen han ville ikke og kunne ikke slappe af han følte det sugede et sted dybt inde og forstod godt havd hans krop prøvede at fortælle ham, han var virklig skrækslagen for den nål han vidste David sad med, selv om han skjulte den for ham, han kiggede lidt på det glas og tog bare en lille mundfuld af vandet han var ikke tørstig eller noget, og vare bange for at kaste op ud over alt. Han så lidt på de to jakker der røg af og følte at David var lidt for nærgående men de skulel vel af så han kunne komme til ikke? .. nej vent.. de? "Hvorfor har jeg to jakker på?" spurgte han hæst da hans stemme skælvede rimlig meget og resten af hans krop også rystede, han avr virklig skrækslagen for nåle, han troede hans skulle blive syg oven i af det her, han ville råbe op og trakke håden til sig, slå om sig i forvirring, han ville ikek ahve at han rørte han ville ikke have han stak, men Fellix var Fellix, så han sad bare og holdte det hele inde og skælvede let imens han ventede på smerten. Han sgade ikke noget til det med glasset han vilel ikke drikke det, men han tagte vejret langsomt og tungt som David fortalte han skulle gøre.

David så lidt på glasset og bed sig lidt i læben "du burde virkelig drikke noget mere af det Fellix" sagde han og så op på ham med bhedende øjne. han havde budet noget bedøvende i vandet. så Fellix ikke ville lægge mærke til noget, når han begyndte at sy, men han var ikke sikker på den slurk var stor nok, til at det ville virke "bare drik lidt mere" sagde han igen bedende og så op på ham med et lettere bekymret blik, men så så på glasset igen. han tog det og løftede det op til Fellix, så han kunne drikke mere. den slurk han havde drukket skulle nok havde gjort ham døsig og var måske også¨nok, men David ville være helt sikker på mennesket ikke skulle lide mere en han allerede havde oplevet.

Fellix begyndte og så mistænkeligt på David hvad havde han gang i, han ville ikke drikke det vand, hvorfor skulle han presses til det? Han grublede lidt over det med jakken og at han ikke havde fået svar på det med at David bare fablede virder om det glas og det vand der skulle drikkes, hvad skulle vand hjælpe? Han tog glasset fra David og så mistroisk på ham "Hvorfor?" spurgte han med drak dog bare lidt mere som David nu sagde han skulle, det endete bare med han måtte på toilettet midt i det hele, og han ville ikke ture våge sig rundt i huset for at finde det på egen hånd, han ville jo ødelægge alt på sin søgen. Han bunede glasset og satte det fra sig og stirrede på David, han følte sig utilpas med den måde det nu var på, han var det lilel barn der bare skulel gøre som det fik besked på, han gjorde det jo også men han brød sig ikke om det. "David.." mumlede han men vidste ikke havd han mere skulle sige så han ventede bare. Han følte sig endelig rimlig træt sådan lige pludelsig, underligt på en måde.

David ville ikke til at forklare nu enden på det med jakken eller det med hvorfor. det ville han hellere, når han var færdig "shh... rolig nu... bare.. lig læn dig tilbage og slap af.. jeg lover dig det hele er helt okay.. bare stolt på mig" forklarede han og fik Fellix til at læne sig tilbage, hvorefter han fik lukket hans øjne. han var sikker på at det bedøvende nok virkede nu og ville havde fået mennesket til at falde i søvn i kroppen. mennesker plejede at blive hurtigt påvirket af det. han tog stille nålen frem og bandt stille stoffet op. han så lidt på såret og tog en klud, hvorefter han begyndte at rense hans sår forsigtigt. bedøvelsen ville havde fjernet alt følelse i menneskets krop, så han burdeikke kunne mærke at David rørte ham.

Fellix så op på David og mumlede noget mere uforståligt til ham og lænte sig bare tilbage på sofaen og lukkede øjnene udne at stille flere spørgsmål, alt flimerede sådan for ham og hele kroppen prikkede underligt, og det killede på en virklig ubehalig måde, men han følte sig virklig træt og tog ikke rigtig notist af det. Han faldte ind i drømme verdnen og begyndte at føle hvordan han fløj gennem et hav af minder, som alle bare var helt sorte, der var ingen ting, men så dukkede hun op, pigen, med det lange blonde hår og de røde læber, de funklende øjne, og hun lyste op i et smil og det samme gjorde han ubevidst, en længsel brandte i hans brøst og han ville rakke ud efter hende, men hendes smil belv til et grin og to sylespidse tænder blev blottet i over munden, han gispede højt så David ville kunne høre det, men han kunne ikke vågne.. hvorfor unne han ikke vågen? Han vidste det var nålen der havde sat den skrækkelige marrit i gang, han vidste det bare, men han kunne ikke vågne og nu borede nålene ind i ham over alt.

David fik renset såret, da han ´fik et kæmpe chok, da han hørte gispet og sank en lille klump efter. han så lidt på nålen og bed sig i læben. han begyndte stille at at sy såret sammen, uden at trække vejret. han var blevet skræmt af menneskets gisp og var derfor blevet meget nervøs, men han forsatte dog og fik syet det sammen, så det så utrolig profesionnelt ud. han forbandt hurtigt hans sår for at det kunne heale ifred og for at Felli´x ikke skulle se såret. han sank en klump og flyttede alle tingene, hvorefter han hentede noget nyt vand. han satte sig ved siden af Fellix og støttede hans hovede lidt "Fellix?" spurgte han forsigtigt og prøvede at give ham lidt vand for at få ham til at vågne.

Fellix mærkede som sådan ingen ting og hans krop var fuldstændig slap af bedøvelse hans øjn låg føltes så tunge som de nu kunne blive, men inde bag ved dem var han lys vågen det vidste han selv, han var lys vågen og så bare et grinende ansigt foran sig, de spidse tænder og det onde blik, hvorfor var hans noget så skønne drem belev til noget så forfærndeligt, han ville ikek sove han ville vågen han ville aldig sove igen han ville aldrig drømme igen. Han hørte sit navn blev nævnt men mærkede intet og følte intet han sov bare vider, han havde intet andet at gøre, han mærkede ikke vandet han lod det vre trille ned genne halsen som var det det mest naturlige i verden, men han vågnede ikke.

David sank en klump og bed sig i læben "pis" sagde han og rejste sig op. han lagde forsigtigt mennesket ned og sørgede for han lå godt, hvorefter han lagde et tæppe over ham *han må vågne om nogle minutter...* tænkte han og stilte glasset på sofa bordet. han sank en klump og satte sig ned på gulvet. nu var det bare om at vente på at mennesket vågnede igen, for han ville vide hvorfor han havde gispet så højt. det havde gevet ham et stort chok og derfor også blevet lidt små bange.

//krea døde >.<//

Fellix var stadig i en slags drømme verden, måske et sted mellem drøm og virklighed, men han kunne høre, men ikke vågen fra sin tilstand, ville han ikke vågne måske, var det derfor? Men han tvivlede stærk på det, han ville gerne vågen, for det stak stadig over alt i kroppen stak det go gjorde forfærndeligt udnt, mest i halsen, og imens stod hun der bare og grinte ondskabsfuldt til ham. HAn gav igen et gisp fra sig og ville ikke, han ville ikke se hende mere, han havde troed hun var en engel for himlen, en smuk engeld er en dag ville komme til ham og befri ham fra dette håbløse liv, men hun havde altid været helveds tilhænger og var der nok bare for at snyde ham, udne han havde bemærket det var det vel hende der fik nålene til at bore sig ind i halsen på ham, men nu vidste han jo godt at det ikke var nåle, det kunne han se når hun smilte. HAn slog øjnene op og satte sig brat op og trak vejret som om han havde været ude at løbe en meget lang tur og næsten ikke kunne få luft.

//det også svært at skrive noget når den ene sover xD //

David så på ham og bed sig let i læben. han så ned da han hørte et gisp igen og sank en lille klump. han brød sig ikke om de ting der skete, men han ville ikke gå. han ville blive der. David så hurtigt op på menneske t da han satte sig op "godt... hey trøk vejret dybt" sagde han og satte sig op på knæ. han studerede Fellix lidt, for at tjekke om han var okay. og han så okay ud forhold til bedøvelsen, men han så ikke ud til at havde det slrlig godt psykick "hvad er der sket?.." spurgte han forsigtigt og bed sig let i læben. han vidste ikke helt hvad han skule gøre for at få Fellix til at kølde ned, da han virkelig ikke kunne lide han virkede så bange.


//tja.. men min krea er virkelig død Oo//

Fellix stirrede på David han anede ikke hvor glad han var for at se det ansigt igen, alt andet end den pige, han ville aldrig ture sove igen jo, han var rædselsslagen for at lukke øjnene bare det at blinke gav ham kulde gysninger over hele kroppen. Han stirrede bare på David og mærkede hvordan alt sortnede for ham, men han trak vejret dybt og prøvede at få det under krontrol igen. Han så lidt på David "hvad der er sket?!" sagde han surt "Hvad har du gjordt ved mig?!" sagde han arrigt og så baneg og surt på David, da han var sikker påd et var hans skyld han havde det som han havde det, selv om der ingen grund var til at være sur på David da alt han havde gjordt var at hjælpe ham, hvor ingen andre kunne.

// nu har jeg også misted mit .___. //

David sad helt stille og stirrede på det sure menneske, men sank så en klump og så ned "jeg... jeg gav dig noget bedøvende... så duikke skulle føle nogen smerte når jeg syede såret sammen..." hviskede han stille og hadede virkelig når folk på den måde skældte ud eller vrissede af ham. han knyttede stille sine hænder og bed sig hårdt i læben "Jeg vidste ikke..ikke du ville reagere på den måde" stammede han og så lidt ned "jeg ville bare hjælpe" sagde han undskyldende og sank endnu en klump i halsen. det havde ikke været hans hensigt at gøre Fellix så bange. han prøvede faktisk at gør det så ufarligt som overhovede muligt, men der var åbenbart sket noget så Fellix havde reageret på den måde.

Fellix så forvirret rundt det var selt ikke ham at opføre sig på den måde, det skræmte båede ham selv og David, og nu havde han såret ham, han så siog om efter noget.. noget hårdt, men kunne kun finde glasset så han rejste sig bare i et lynhurtigt træk. Og så tilbage på David da han var noget hen til døren, med et virkligt fortabt blik, han havde fået et stort tilbage slag, han kunne mærke det, der var helt omtåget i hans hoved, det var som da han vågende i skoven første gang og intet huskede. " Det ik din skyld.. undsklyd David.. der er noget galt med mig.. jeg kan ikke.." sagde han i fortvivlese og forvirring. "Jeg burde gå.. tak" mumlede han. Han gik mod døren uden sin jakke selvfølige men han havde en hvis trang til at komme ud og var pisse bange for at såre David igen, som prøvede at hjælpe ham, men var det overhovedet muligt at hjælpe Fellix. Han kunne gå ud i kulden igen men hvor skulle han gå hen? Han forventede ikke David skulel have ham overnattende hele natten, det var ikke lige frem noget man tilbød en der havde redet ens liv. "Jeg skal nok betale trøjen" sagde han forvirret og åbnede døren, skævende da kulden ramte ham og stadig svimmel oven på det han havde givet ham, hans hovede dunkede også voldsomt.