why try?.... Fellix

David sank en klump og så ned i gulvet. han så lidt hen mod Fellix og overvejede at lade ham gå, men rystede så på hovedet og rejste sig op "Fellix vent lidt.." sagde han og gik hurtigt efter Fellix "det er for koldt... du burde blive.. du for lov til at gå imorgen.. det er forsent og for kold nu" sagde han og stod i åbeningen til gangen fra stuen. han bed sig lidt i læben og var fuldstædnig ligeglad med den trøje, han ville bare havde Fellix var okay lige nu. det føltes ikke rigtigt at lade ham gå "glem nu den trøje okay...kom med ind.. bare sov her i nat så lover jeg at lade dig være resten af dit liv" forklarede han og bed sig hårdt i læben så der gik et lille hul.

//ved ikke hvorfor min lrea bliver ved med at være død >.<//

Fellix så sig over skulderen og stirrede tilbage på david, han havde det ikke særlig godt mere, han følte bare han måtte ud og grave sig ned i et lilel hul et sted, han havde måske bare brug for at være alene, ligesom da han havde været sammen med Juliet og havde måtte slippe hendes hånd fordi han ikek kunne klare mere nærkontakt, det havde gjordt for.. undt.. hvis man kunne sige det sådan, han var slet ikek van til at være omgivet af mennesker døgnet rundt, han havde det som om han havde levet hele sit liv helt alene, så det føltes bare ubehaligt når man i flere timer havde været sammen med en, så havde han brug for at være alene og i dette til fælde bare i nogen få timer, der var vel ikke gået særlig længe igen? Fellix følte sig fuldstænig splittet der imellem at vælge David elelr vælge ensomheden, han kunne ikke, ville ikke.. men det kunne han jo heller ikke? Han så med fuldstændig håbløse øjne på David og rystede let på hovedet inden han lukkede døren bag sig og faldte bare ned på gulvet, han magtede ikke mere nu, han kunne ikke mere, han krøb sammen i sidene forsterstilling og gemte ansigtet i armene, han skulle bare lige have nogen minutter så skulle han nok tage sig sammen igen.

//det går nok :3 er glad så længe du svare ^^ //

David sank en klump og stirrede lidt på Fellix. han så lidt ned og tænkte lidt over hvad han skulle gøre "okay...jeg lader dig ligge her lidt endnu... så du kan falde ned...okay" sagde han stille, da han havde det på fornemmelsen at Fellix ikke kunne klare selvskab. han gik stille tilbage indi stuen imens han holdte lidt øje med Fellix men vente så ryggen til og satte sig hen på sofaen. han ville ikke genere fellix længere og ville give ham tid til at finde sig selv. han vidste godt hvordan det kunne være at føle sig utilpas i andres nærvær, men han reagerede dog aldrig på den måde. han var måske lidt bedre til at skjulde det, end Fellix var. det virkede hvertfald sådan.

//godt godt for min krea er ikke så god ^^//

Fellix begravede hovedet i armene og lod nogen tåre løbe ud men tørte dem så hurtigt væk og løftede hovedet lidt han prøvede at smile og prøvede at opføre sig ordenligt, han manglede altså virklig noget i sit liv, hvad det var, måtte han altså snart finde ud af så han kunne få det med også. "Tak David... du virklig.. rar" mumlede han lidt og blev endelig bare sidene. Han lukkede øjnene igen og prøvede desparat at få noget fra sit tiderliger liv tilbage, og underligt men der kom noget.. mærkelige billeder, de måtte have gemt sig laaaangt nede i underbevidstheden, men han havde aldrig drømt det før, og dette var også bare glimt, ikke noget man som sådan kunne tyde selv om han ville ønske han kunne. Han lod et skævt smil glide over munden, han havde det pludesli gmeget beder, underligt nok? Han rejste sig og kom op at stå inden han så sig om efter David.

David tænkte sig om og holdte sig til hovedet, da han virkelig havde det som om han havde gjort noget grulig galt. han hadede virkelig når han fik andre til at græde eller ahvde det dårligt. David tog nogle dybe indåndinger, da han kunne mærke han ikke længere brød sig om at være den 'voksne'. han opdagede ikke at Fellix kom ind i stuen igen. han sad egentlig bare i sin egen verden og prøvede at finde rundt i sit liv. det hele var bare alt for rodet og en tænke om at han nok bare skulle havde efterladt Fellix strejfede ham, da han var sikker på at Fellix så ikke var blevet så ked af det og så bange for ham, men han vidste dog også at hvis han ikke havde taget Fellix med og prøvet at hjælpe, ville han ikke kunne leve med sig selv.

//du sagde da at han fortid fra slettet helt fra hans hukommelse? Oo.. altså det vil også sige underbevisthed//

// joov.. jeg failer bare virklig meget.. jeg må finde på et eller andet.. prøv lige at svare på min besked på et tidspunkt, så finder jeg på noget og svare ordenligt. //

Fellix drejede hovedet lidt indne han igen løftede det mod David og så på ham med tvivlsomme øjnene, han var ikke sikker på han længere var velkommen, han burde virklig gå, men det kunne han umuligt få sig selv til ikke når David havde bedt ham bliver, han måtte bare lige se at tage sig lidt sammen nu, det var simpelhen for meget han skulel gå og være så ned trykt konstandt og hele tiden, han havde virklig brug for noget lykke i sit liv. "Ehm David?" mumlede han kort og gik hen til ham uden at sætte sig med stod bare lidt og så ned på han uden helt at være klar over hvad det endelig var han ville sige. Han smilte skævt og havde det allerede meget beder.