julen skal nydes med dem man holder af (Privat, Dawn)

Han var overrasket så meget hun vidste om det og lagde en arm om hende.
"Jeg tænkte ikke på abort, jeg ville bare være..sikker..." sagde han og kyssede hende på panden.
"Men jeg er stadig ked af den smerte det giver dig...mon ikke kan få noget smertestillende?" foreslog han
"Vis altså vi er enige om at få det...vis du er gravid" sagde han

Dawn var 100% klar på at være mor, hun tænkte bare mere på sin uddannelse, "Jeg vil gerne have barnet, vis jeg er gravid, men jeg nægter at købe en test, det overskrider mine grænser" hun syntes sex var noget meget privat, og hun kunne ikke få sig selv til at
tisse på sådan nogle ting.

"Det acceptere jeg, så må tiden vise om det så er det...ellers bliver jeg mere bekymret" sagde han og så lidt på hende
"Men hvad med din skole?" sagde han så
"Det hårdt at klare begge dele, selv med en kæreste der er med til at passe barnet, jeg har hørt nogle historier om folk der er brudt sammen og...ikke har kunnet komme videre med deres liv på en ordentlig måde..." det var tydeligt han bekymrede sig meget for hende og om hun havde det godt.

"Jeg er så tæt på at være færdig med skolen, og selvfølgelig kan jeg klare det"
hun tænkte lidt og mumlede så "Det er viljen der tæller" hun bed sig
i læben, hun kunne dog godt lide tænken om at se
Zean og et lille barn lege sammen. hun så på ham,
"Nu har du bekømmert dig nok om mig, nu det min tur, er du klar til det" spurgte hun roligt.

"hmmm...har lige meldt mig til militæret, har lige fået besked om jeg er optaget...." sagde han
"Men ellers..." han så tænkende ud i luften, det var på en måde lidt forsent ikke at være klar til det, han kunne ikke bare lade hende være med barnet..og så en måde...skabte det en underlig men lykkelig følelse i ham...lige som når hans mor smilte til ham.
Han smilte lidt og nikkede
"Jaerh...jeg er klar"

Dawn mærkede en stor smerte, forlod han hende .
han ville i militæret. måske snerer hen i krig, hun sank en klump,
vendte blikket fra ham og sætte sig op,
hun kiggede ikke på ham, hun smilede ikke hun så bare ned på sin mave,
hun knyttede kort en hånd.

"Hei?" han forstod det ikke helt, havde hun nu smerter igen?
"Dawn? Hvad er der...har du smerter igen?" pludselig slog det ham, militæret...måske var det det?
"er det...fordi jeg tager i militæret?" han så lidt på hende
"Tror du ikke jeg kan have en kæreste og et barn, bare fordi jeg er i militæret? Jeg har ingen planer om at rejse ud i krige...foreløbig og ellers komme jeg jo regl mæssigt hjem...vi har osse ferier og weekender..."

Hun bed sig hårdt i læben og rystede kort på hovedet, det gik
først op for hende nu at hendes hånd blødte, hun sukkede bare
og så op på ham.
"Du... du kan jo ikke altid selv bestemme hvornår du skal hjem"
hun begyndte at græde, "Vis jeg nu skulle føde imens.. også døde.. ingen kunne tag sig af den lille" hun rejste sig fra sengen, hun løb ud af døren hun havde fat i den og smækkede hårdt med den, hun løb ud på bade værelset. og lukkede og låste døren, hun kastede op, heldigvis nåede hun at sætte sig på knæ foran toilettet først. Hun havde så meget brug for hende, men Dawn's far var død efter en trænings tur med militært og det havde taget hårdt på hende, det var også en af grunden til at hun var bange.

Han var ked af at gøre hende ked af det...igen.
Han rejste sig langsomt, ville give hende lidt tid til at slappe af, og gik så ud og bankede på døren, blidt, forsigtigt.
"De er jo ikke ren uhumanske, vis ens kæreste er gravid sender de ikke en direkte i krig og når ens kæreste skal føde får man lov at tage hjem...Men vis det kan glæde dig kan jeg udsætte det...og gøre min massør uddannelse færdig imens...det var alligevel min plan.
Og du dør ikke..." han dunkede en knytnæve ind i døren
"...Det må du ikke"

Dawn rejste sig op og vaskede sin mund, hun hørte havd han sagde.
hun gled ned af væggen og sad helt stille op af væggen, men hun begyndte så at
græde. hun hev sig selv i håret. "De sender dig i krig!Man kan aldrig altid selv vælge!" hun mærkede en krampe i sin hånd efter de voldsomme sår hun havde givet sig selv, hun skreg kort,
hun fik voldsomt ondt igen. hun lå ned på bade værelsets gulvet helt bukket sammen og skreg.
Smerterne var meget store. hun fik en kort pause, "Du forlader mig" hun mærkede tårerne trille og smerten hold en pause, det var hun glad for.

Han var stille meget længe.
Selvfølgelig.....han mærkede selv smerten der gled op fra hans mave, over hjertet og hele vejen om gennem halsen og ville ud, men han lod den ikke.
Så svag var han ikke! Hvordan kunne han nogensinde tro nogen ville støtte han i hvad han gerne ville? Tro at nogen elskede ham nok til at vide han altid kom tilbage...Han følte sig...svigtet....igen.
"Jeg forlader dig ikke, det ville jeg aldrig gøre" sagde han bare lavt, gå gik han...han gik ind i soveværelset hvor han hev sit tøj på, stod lidt i stuen og bare stirrede frem for sig...Tvang sig selv til slappe lidt af.
Så gik han ud i entreen og låste hoveddøren op, lukkede den næsten lydløst efter sig.
Lige så godt du har det...lige så slemt vil du få det.

Dawn åbnede badeværelses døren i det han gik, hun rystede på hovedet, det eneste hun var bange for var at han
ville dø under en krig, hun rystede grædende og åbnede døren, hun havde kun en morgen kåbe på, hun løb ned af trappen og hoppede op på hans ryg, "Du må ikke gå" sagde hun grædende,
og pressede sine læber imod hans hals, hun stillede sig ind foran ham og krammede ham. "Pleas.. det eneste jeg er.. det er at jeg er bange for jeg mister dig, ligesom jeg mistede min far" hun så trist på ham.

"How many times shall I tell you?" mumlede han og lagde armene om hende og holdt hende hårdt ind til sig, dog uden det gjorde ondt på hende
"Magi og pentagrammer er det eneste der har dødelig effekt på mig...og i militæret bruger de kun almindelige menneskevåben...Det er bare ikke nok spænding i en almindelig hverdag til mig, jeg keder mig lidt...og er bange før jeg ryger tilbage til mit gamle ødelæggende jeg...et du ikke kan lide" han kyssede hende på panden et par gange.

Hun puttede sig ind til ham, og mærkede hvor hårdt det havde taget på hende,
"Men du kan få bombet finger af og sådan" hun sukkede.
"Skal vi ikke gå ind og snakke om det" spurgte hun da de jo stod midt ude i gangen.

Han så lidt på hende...
"tjo..." han følte sig også træt og alle de tanker og alle de følelser...han var ikke helt van til det og det udmattede ham.
Han gik med hende op i lejligheden igen og låste døren ud udefrakommende ikke kunne komme ind.
Han gik ind i soveværelset og tog de to krus te med ind i stuen, de var lune og lige til at drikke.
Han satte sig tungt i sofaen og drak af sin te, han mærkede straks den beroligende effekt teen havde på ham.

Dawn tog roligt tøj på da de var kommet ind, lidt efter gik hun hen til ham
og puttede sig ind til ham, hun tog en tår af sin te, og tændte tvet, og sappede lidt rundt, hvad havde de lyst til at se. "Noget du har lyst til at se" hun tog en tår af hendes egen te.

"Lige hvad du vil" svarede han og var glad for de ikke med det samme tog emnet op.
Han forstod godt hendes følelser, vis hun før havde mistet en...Men han var også fast besluttet på at gøre det, alligevel. Han ville komme tilbage, han havde mange års erfaringer med både slåskamp og faktisk også forskellige våben, desuden kendte han nudagens militær godt nok til at de ville lade en ny far få lov at nyde lidt tid med sin familie.
Men hun havde også ret i at de kunne indkalde ham.

Dawn vidste godt at han ikke kunne dø i en kamp.
men hun vidste hvor mange venner han skulle se dø for øjne af ham,.
hun tog hans hånd og flettede ders finger sammen hun drak noget af sin te
og kiggede på tvet, hun var gået hen på en film der hed the gril in the park, den var god,
og han ville nok godt kunne se den. "Jeg elsker dig meget højt, og derfor vil jeg lade dig op fylde dine drømme, bare du husker at skrive til mig, at komme hjem når du kan og hjælper mig så meget som du kan med den lille" hun så stillet på ham.

//Logger skal sove ;) //

"Selvfølgelig" han mærkede en spredt glæde blande sig i hans krop og han smilte og kyssede hende.
"selvfølgelig" Det var sjældent han fik direkte venner, så social var han dog ikke, måske nogle kammerater...det hørte jo til.


//osse mig//

Hun kyssede ham tilbage, hun var stolt af sig selv, hun puttede sig helt ind til ham og mærkede nogle kræmber i maven,
og gav et lille støn af smerte .

Han gav hende et blidt klem for at fortælle hende at han støttede hende og ville hjælpe vis der var noget...og selvfølgelig at han var der og holdt af hende.


//Det sker jo ikke så meget, så tænkte på om vi skulle slutte emnet?//

Hun nød det lille klem og lukkede øjne hun faldt hen i en lille søvn..

//Jo men hvad gør vi så ? //

//indten har vi intet emne eller også starter vi et nyt^^//

//Jamen så laver du et nyt :P //

//okay...noget bestemt sted?//