på dette tidspunk er det irriterende at have evigliv (Embry)

dato: irl
tid: 24.00
vajr: kold, sne, blæst
omgivelser: dæmoner, vampyre og deres ofre. røg og stank af blanding af blod og hash

man kunne næsten ikke se noget i det lille baglokale, som var fyldt op med røg fra diverse ryge bare stoffer. en svag duft af blod kunne der dog bryde igennem, da en vampyr bed en uskyldig lille pige på ikke meget mere en 14 år. en lille dæmon sad over i et hjørne og stirrede tomt, nærmest livløst ud i luften. han havde en næsten færdig røget hjemmerul mellem to fingre. gløden fra den brænte lidt ind i dæmonens beskidte fingre, men han reagerede på ingen måde. han havde store sorte rener under øjnene der vidste stor søvnmangel og alt for mange stoffer. der var ikke gået meget længe, men David havde gjort hvad han havde tænkt sig da han verdens ende brød løs. han var igang med at ødelægge sit liv fuldstændigt, imens han ledte efter en dusøgerjæger der kunne gøre hans liv forbi. den lille dæmon rejste sig stille op og vaglede stille ud af det llle baglokale, videre ud af af selv clubben. han ville hjem.. hjem og glo på de minder der plejede ham. han nåede dog ikke lngere en lige ud for han satte sig ned midt i det hele, da hans ben gav op. han træk vejret i små halvkvalte hiv, da han virkelig havde det skidt og havde taget mere en en overdosis.

Embry sad på en bænk i sneen. Han skævede til sin cigaret der blev ved med at gå ud.. han var træt, men han kunne ikke sove.. han ville gerne sove, men han kunne, det var umuligt.. det havde det været siden han havde været nødt til at gå fra David.. Hans øjne glødede lilla, han havde ikke spist i temmelig lang tid så hans krop var efterhånden begyndt at plage ham, selvom han var god til at holde sig selv fra at bide, spise, leve af andre.. hvad man nu ville kalde det. Han tog et sidste halvtræt hvæs af sin smøg og skodede den mod bænkens armlæn inden han rejste sig og begyndte at gå. Det var det han bestilte nu om dage.. at gå, det meste af natten. Han savnede virkelig David.. det gjorde ondt bare at tænke på den lille dæmon. Han havde flere gange taget sig selv i at ende op nede i havnen på sine lange gåture. Men han kunne ikke.. han ville ikke gøre ham noget ondt, og han var ond, han var et monster. Han nærmede sig Petronia Night Club.. mindedes kort Al dder havde troet han var en pige.. Mindedes de gange han havde været så fuld at han knap kunne gå hjem.. Han sukkede bare og tændte en ny cigaret.

David prøvede at tage nogle dybe vejrtrækninger, men det fik ham blot til at hoste. han fik med stor besvær stilt sig op og vente sig om, men støtte lige ind i en stor vampyr der så små irriteret ned på ham. David frygtede ikke noget længere... han ventede egentlig blot på bank eller en anden form for skade. der var ikke noget der rørte ham mere, udover savnet til sin elskede. uden EMbry var livet ikke noget værd efter Davids mening. han vidste at Embry ville hade ham hvis han så ham nu, men det var der ikke noget at gøre ved, da David havde bestemt sig for at hvis han ikke kunne være ved Embry ville han ikke noget. han så op på den store vampyr og spyttede ham i ansigtet velvidende at det ville havde store koncekvenser. det mærkede han nu også meget hurtigt efter, da han blev skubbet hårdt ned i jorden og nærmest overfaldet af vampyren, med spark og slag af alle former. David lukkede blot øjnene og krymmede sig sammen. han håbede den fysiske smerte kunne tage den psykiske. et fint billede af EMbry's glade ansigt plagede David og fik det spykiske til at føltes meget værre en det fysiske. pludselig stoppede vampyren og gik, da David alligevel bare lå helt stille. nærmest livløs.

Embry tog et sug mere af sin smøg, og skævede mod den mørke himmel hvor de små hvide dun dalede ned fra igen.. det sneede da også hele tiden. Han bed sig stille i læben, og hørte så noget tumult henne ved clubben. Han stoppede langsomt op, lugten af blod begyndte at rive i hans næse, og han vendte ansigtet væk fra gyden i nogle sekunder til han havde kontrol over sig selv. Der var noget foruroligende ved lugten.. han kendte den, han knne ikke lide at han kunne lugte lige netop denne blodlugt. Han gik stille derhen og fik øje på en lille bylt der lå i sneen. Først stod han bare, så opdagede han hvem det var "Davi.." hans stemme tonede hen i ingenting, og han smed hurtigt smøgen fra sig og gik hen til ham. "Jesus kristus hvordan er det du ser ud?!" udbrød han lettere forfærdet over at se ham på den måde. Han gled ned på knæ i sneen, og kilede forsigtigt en arm ind under Davids ryg. Et øjeblik have han glemt sine sorger, sin frygt for at skade den lille dæmon. Han fik ham forsigtigt op i sine arme "Du stinker af tjald.." mumlede han, egentlig mest til sig selv. Han kunne dog ikke få sig selv til at slække grebet om ham. Han tørrede spyttet af, og kunne regne ud at det måtte have været David der havde været offer for tævene. Han så ondt i retning af enden af gyden. "Vi må have dig hjem.." sagde han så, og kom på benene med ham. Han var flyttet fra Jamie efter det med David, de havde ikke kunnet enes, og til sidst havde Embry valgt at skride, han var der alligevel aldrig, han gik jo altid rundt.

David hørte en stemme han med det samme kunne genkende "Embry." hviskede han næsten lydløst og kunne for første gang efter den dag de blev skilt ad mærke tårene trange på. efter EMbry var gået den dag havde David grædt til dagen efter og derefter taget ud i byen og ledt efter alle de forkerte typer. han mærkede svagt at han blev løftet lidt og f'lte sig først meget tryg. det var som om alt var godt igen, dahan vidste Embry var der. men det gik op for David at det måske ikke var virkelighed.. og hvis det var virkelighed var risikoen for at Embry ville forlade ham igen stor. da David kom op og stå fik han sig meget ynkeligt skubbet væk fra Embry "du gik fra mig.." hviskede han halvkvalt og kæmpede for at stå på benene. han havde ikke kunne tænken om at skulle hjem, for han anede ikke hvordna hans hjem ville se ud. de sidste par dage kunne han ikke rigtig huske, da han havde været konstant fuld og skæv. David tog sig lidt til hovedet "du forlod mig" hviskede han med et lille hulk. en tåre var undsluppet, men David nægtede at græde mere. han ahvde grædt for meget og derfor ville han ikke græde mere. aldrig mere. David så ikke på EMbry, da han vidste at hvis han så på ham ville han bare kaste sig i hans arme, men det ville han ikke for så ville være svære at skulle sige farvel igen.

Embry hørte den svage stemme, og blev først utrolig lettet over at høre at han var i live.. men selvfølgelig var han da det, men stadig.. Han knugede ham kort ind til sig, men mærkede så at david sled sig løs. Han slap ham modvilligt og lyttede til de ord der forlod hans elskedes blege læber. Han blev stående hvor han stod, hvad ville han have at han skulle sige? Han kunne jo ikke benægte, han var gået, for deres begge tos skyld, selvom det hele kun var blevet mere miserabelt. Han trak vejret ind i et dybt suk, og så lidt på David "du er skæv.. og du er fuld.. jeg er ligeglad om du så flår mig til blods, du skal hjem nu" mumlede han kort og kontant som hvis han havde snakket med et barn. Han gik roligt hen til ham, og tøvede i nogen sekunder og tog blid om hans håndled, og begyndte så at gå mod havnen. Han vidste godt David var såret, han ville heller ikke blive længere end nødvendigt, han ville ikke rippe op i hans sår, eller sine egne selvom det nok allerede var for sent, men han ville heller ikke stå der og se på at den person han elskede overalt i verden gik og mentalt tog livet af sig.. og hvem vidste måske forsøgte han rent faktisk at dø? Embry fik en klump i halsen ved tanken.

David knyttede stille sine hænder og rystede på hovedet af det EMbry sagde "kan du ikke være ligeglad.." hviskede han og tænkte slet ikke over hvad han sagde. han mærkede den varme hpnd om sit håndled og fuglte helt automatisk med, men stoppede så op, da han tænkte på hvad det egentlig var der skete "nej Embry" sagde han bestemt og stoppede op. han ville ikke med. han ville ikke tilbage til det hus med så mange minder om sit liv han havde holdt så meget af, da han var sikker på EMbry var hans forevigt. han magtede det ikke. han magtede ikke den smerte som ville give ham lige så snart han var ædru og tømt for stopper. han vill ikke livet mere og det havde han tænkt sig at gøre klart "Embry.. slip mig... jeg vil ikke hjem... jeg vil blive her...jeg vil ikke tilbage" klynkede han ynkeligt som et lille barn og prøvede at få sin hånd til sig. han ville heller ikke såre Embry og det vidste han han kunne komme til i denne tilstand, hvis han altså ikke allerede havde gjort det. han fik vredet sig løst og gik stille tilbage. det hele sortnede så for ham og han faldt ned på røven. han mistede kontrolen over sin krop.

Embry så lidt på ham og rystede på hovedet "nej det kan jeg ikke.." mumlede han bare og trak ham videre. Han stoppede op da han hørte Davids protester. Han så på ham og lagde hovedet på skrå "vil du virkelig ødelægge dig selv?" spurgte han stille. Han mærkede at han fik revet sig løs, og himlede kort med øjnene. David kunne jo ligeså godt holde op.. selvom de var samme race var Embry klart den med fordelen, både fordi David virkelig var langt ude og Embry ikke vidste hvad han havde taget, og at han var trænet i at jage hvis David nu skulle finde på at løbe.. selvom Embry ikke var særlig glad for at løbe.. desuden kunne David overhovedet komme nogen steder i den der tilstand? "Du kan da ikke blive her.." mumlede han stille, og mærkede at han fik vristet sig løs. Han blev stående og så at han faldt. Han var hurtigt henne ved ham "David kom nu.." bad han inderligt, da han havde fået lagt armene om ham og fået ham op og stå. Han nægtede at slippe ham denne gang, han måtte ikke.. "David please.." hviskede han mod hans nakke.

David kunne lige høre hvad Embry sagde, men synes dog det hele virkede meget sløret. han prøvede at komme lidt væk igen, men han kom ingen vegne "ja.. jeg vil... hvis jeg ikke... ikke kan få dig... vil jeg ikke.. ikke livet mere" sagde han små snøvlet, men mente dig hvert et ord. han tog sig til hovedet da det hele drejede rundt. han sank en lille klump og prøvede at tænke klart, men det lykkedes på ingen måde. det hele drejede rundt og han havde det virkelig som om han faldt stadig væk. derfor forvirrede det ham virkelig, da han mærkede EMbry's arme om sig, men stadig havde fornemmelsen af at falde. han hørte Embry's inderlige beden og sank en klump igen. han ville ønske han ikke havde på denne måde i dette øjeblik, for han ønskede virkelig at kunne have en ordenlig samtale med Embry om deres problem. men han fortrød nu stadig ikke han havde gjort det som han havde gjort mod sig selv. han prøvede igen at skubbe Embry væk, men det lykkedes ikke, slet ikke "nej... Embry.. jeg vil ikke mere" mumlede han ynkeligt og de var tydeligt han var helt væk. han ville sansyndlig hvis intet kunne huske af dette her.

Embry sank en klump "sådan noget må du ikke sige, det må du altså ikke.." hviskede han, og vendte sit ansigt ned mod hans skulder. Pludselig følte han sig svag, og utrolig skyldig. "Undskyld" hviskede han stille mod den kolde trøje, og det stykke af halsen han kunne mærke på sin kind. "Jeg elsker dig David.. du må ikke gøre det her mod dig selv, jeg ved godt at jeg har givet dig skubbet ud i det, men jeg lader dig ikke slå dig selv ihjel på den måde" hviskede han og trykkede ham kun tættere ind til sig da han mærkede at David forsøgte at komme løs igen. Han ville ikke slippe ham, han ville ikke lade ham gå på den måde, for han ville ikke vide hvad der ville ske med ham hvis han lod ham være alene, og lod ham passe sig selv. Han bed tænderne hårdt sammen ved Davids ord "undskyld" hviskede han igen, og gav ham et blidt klem, før han fik ham op over skulderen og holdt ham fast i et jerngreb, for han turde ikke tage chancen.. Han begyndte at gå mod havnen, der var heldigvis ikke så langt. Men efter den halve time eller hvor lang tid det nu tog - det havde Embry ikke styr på- satte han forsigtigt david ned foran døren. Hans skulder havde ikke været helt vild med turen, men han var ligeglad med den lige nu, det gik over. Han ventede lidt på at David låste op, for han kunne jo ikke gøre det.

David blev helt stille, da han hørte hvad Embry sagde og lukkede stille øjnene. han sank en klump og rystede stille på hovedet "ti stille... ti nu stille" hviskede han næsten lydløst, da han ikke ville høre på Embry. han ville ikke til at fortryde sine handlinger, da han kunne mærke ved de søde ord at han fortrød han havde gjort alt det ved sig selv. det fik nogle tåre til at trille ned over hans kinder, da det gjorde så ondt i hele hans krop at få de ting afvide. han mærkkede han blev lagt op på Embry's skulder og prøvede ikke engang at stille væk. han kunne dog mærke det ikke lige var noget hans mave brød sig ret meget om. han fik en stor fornemmelse af kvalme og havde det virkelig skidt, men han ville ikke sige det og han kunne heller ikke. han faldt nærmest ind i døren da han blev sat ned og træk vejret hurtigt og ujævnt. han fandt nøglen, men fumlede virkelig med den, da han ikke kunne forkusere på nøglehulet. han rystede over hele kroppen og sveden løb ned af hans pande. han tabte nøglen og så ud til nårsomhelst at besvimme "Embry.." klynkede han, da han virkelig havde det skidt.

embry bed sig i læben, og slikkede hurtgit det blod væk der dukkede op når David bad ham om at tie stille, det gjorde ondt at skulle gøre de ting mod ham npr han nu holdt så pokkers meget af ham. Han lukkede sine øjne nogen sekunder og forsøgte at være fattet. Han så lidt på David da han skulle til at låse op og lagde mærke til at han rystede "er du oka.." længere nåede han ikke før David svejede lidt, og han lukkede hurtigt sine arme om ham "shh shh.." forsøgte han at berolige ham lidt med, og fik fat i nøglen og låste op. Han lukkede døren bagefter dem og fik slæbt David med op til toilettet. "Så.. nu skal noget af den alkohol altså op.. jeg ved godt det er virkelig svært, men du må prøve" bad han forsigtigt, og sank ned på gulvet sammen med David, og støttede ham så han kunne komme hen til kummen. Han fortrød sine handlinger med at have gået fra David.. men han havde været så frustreret.. Han bed sig i læben igen, og overvejede igen og igen hvad han skulle gøre.. hvordan fik man virkningen af stofferne væk, og hvad havde David taget? Han skævede mod håndvasken.. først måtte han have ham til at kaste op, og så måtte han jo give ham en masse vand..

David lod sig bare blive slæbt med, da han ikke rigtig kunne gøre noger. han kunne ikke sige noget eller bevæge sig. han mærkde han sank ned på gulvet og fik fat i kanten af kummen. han så lidt frem og rystede stille på hovedet "jeg...jeg kan ikke" hviskede han halvkvalt, hvorefter han kastede op. det var tydeligt der røg blod med op, da det var helt rødt. David rystede mere i kroppen og var blveet helt bleg i hele ansigtet. han kastede lidt mere op, men faldt så om på siden. det hele blev mere sløret og det var som om gulvet forsvandt under ham. han havde stadig åbne øjne, men han kunne intet se, intet høre, intet lugte og intet smage. det eneste han kunne var at mærke at han faldt, selvom han lå helt stille op gulvet. kort efter forsvandt han helt og besvimmede. den dårlige blanding af alkohol og diverse stoffer havde lsået ham helt ud og ødelagt hans krop fuldstændigt. slagene han havde fået af vampyren blev mere og mere tydelige nu blegere David's hud blev. han så nærmest død ud.

Embry så på David, og strøg ham forsigtigt ned over ryggen, og mærkede så at han bøjede sig frem og kastede op. Han blev helt dårlig af det selv, men tvang sig selv til at støtte ham sådan så han fik det hele op. Han så hurtigt på hans ansigt da David faldt ned fra toilettet "David?!" sagde han hurtigt, og satte sig på knæ over ham, og lagde sine hænder på hans kinder, og så ind i de tomme grønne øjne.. "Skat? David?" forsøgte han, og ruskede blidt i ham. Han fandt dog til sidst ud af at David var besvimet. Han så lidt fortvivlet på ham, kunne ikke lide hans blege hud, kunne ikke lide de blå mærker der var på hans krop.Han lænede sin pande mod hans "unskyld, undskyld, undskyld.." hviskede han hæst, og mærkede tårerne dryppe ned fra sine øjne. Han tørrede dem hurtigt væk, og fik lagt et håndklæde under Davids hoved. Han fandt en klud og dyppede den under den kolde hane, og vred den kort før han lagde den på Davids pande. Han fandt et glas og fik det fyldt med noget vand, og så satte han sig ellers med ryggen mod badekarrets side, og trak sine ben op til sig, og lænede sine albuer mod sine knæ og støttede sit hoved i sine hænder med et tungt suk..

David lå stille i langtid og bevægede sig på ingen måde. pludselig kunne David høre en svag summen for ørene og mærke en ulidlig hovedpine "Mhm" brummede han stille. han kunne intet huske og da han igen kunne se noget, anede han ikke hvordan han var kommet op på sit toilet. det sidste han huskede var en smerte, da han fik bank af vampyren. han så lidt frem for sig, men prøvede så at se mere rundt. der fik han så øje på Embry. han gned sig lidt i øjnene og fattede ikke hvem han lige havde set. så igen så han hen mod EMbry og da han stadig kunne se ham, mærkede han nogle tåre presse på "Em..bry?" stammede han helts tielle og fik endnu mere ondt i hovedet af at miste mere væske. han kunne intet huske og det gjorde ham virkelig bekymret. for hvis han nu havde sagt noget forkert. han kunne mærke han havde ondt i hele kroppen og prøvede derfor ikke at rykke på sig, da han var bange for han ville få flere smerter af det.

Embry kørte fingrene op i det hidsigrøde hår, og purrede let i det. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre af sig selv..Han blev bare siddene, og forsøgte at få ro på sig selv. Han hørte Davis små mumlen og løftede hovedet fra sine hænder. "David?" hviskede han stille, og betragtede hans ansigt. Han ville ikke.. komme for tæt på, men han kunne jo heller ikke tage afstand når han skulle pleje David.. Men David ville jo helst have at han var gået.. Han tog en dyb indånding, og rykkede sig så stille hen til ham, og så på vandet "Kan du drikke lidt vand?" spurgte han stille, og betragtede hver en trækning i hans ansigt, granskede det for tegn på smerter. "Hvordan har du det?" hviskede han, og betragtede det blege ansigt.Han konkluderede at David havde brug for at sove.. men først og fremmest skulle han havde noget væske, og.. et bad, for han stank seriøst af det bagindgangen til the reggie club.. eller i hvertfald af tjald, bogstavelig talt..

David stirrede bare på Embry og fattede intet af hvorfor han nu lige pludselig var der. han lukkede sine øjne "vand?.. jeg har det virkelig skidt... hvad er der sket.. hvorfor...hvorfor er du her lige pludselig" hviskede han dybt forvirret, da han virkelig intet huskede. han fik tvunget sig op og side og kunne med det samme mærke han var øhm i hele kroeppem og han var træt og havde kvalme og stor hovedpine. det hele var så smerte fuglt. han ville bare væk. EMbry hans elskede han ikke havde set i noget tid, sad pludselig sammen med ham på toilettet og ville hjælpe. David fatttede intet og kunne slet ikke finde en løsning på hvordan det hele var endt og hvad der egentlig var sket "ååh jeg husker intet" hviskede han og mærkede igen tårene trillede ned af sine kinder, da det gik op for ham at Embry ikke var hans kæreste længere. det havde han jo ikke været i noget tid, men det kom David bare lige i tanke om igen. det fik ham til at få det dårligere og han følte virkelig det hele var noget rod.

Embry så lidt på ham og fik sat sig så han kunne støtte David i at sidde og rakte ham glasset. Han undrede sig lidt, kunne han ikke huske det der var sket? Han sagde ikke noget, var bare stille lidt. Han ville gerne bare nyde den måske sidste tid, og han ville ikke nævne noget omkring det der var sket tidligere. Han gav hans skulder et lille klem "det er ikke sket noget voldsomt.." hviskede han så tonløst. Det var jo løgn, måske den største han nogensinde havde fyret af. "Du skal have noget hvile, og noget væske, og jeg ved ikke om du er for træt til et bad.." mumlede han opremsende som havde han en seddel på det. Han så tårerne der pludselig flød ned af Davids kinder "nej.. david" hviskede han en smule opgivende, for han troede at David kom i tanker om det han havde lavet "du skulle jo ikke af med væske.." mumlede han, men joken døde ligesom lidt da Embry ikke rigtig lagde nogen kræfter i den, og han var mere optaget af at muntre David lidt op. Selv var han så træt.. træt af sig selv, så havde han haft muligheden havde han taget livet af sig med det samme.. men istedet forsøgte han at indgyde david lidt mere livsglæde. Selv havde han ikke mere, han var død, brugt op, sårede kun andre, han tjente ikke noget formål længere.. sådan havde han det med sig selv. Han satte sig foran david på sine knæ, og tørrede forsigtigt tårerne væk.

David tog imod glasset og tog en lille tår, selvom han egentlig ikke havd elyst til at få det bedre, da han godt vidste EMbry snart ville forsvinde igen. han så lidt ned og stilte glasset fra sig. han rystede stille på hovedet "Embry..." hviskede han og sank en klump "der er sket.. noget.. jeg fik tæsk... det kan jeg huske sojm det sidste... så må der da været dket voldsomt??" spurgte han hviskende og lidt forvirret, da han ikke abnede om det gav nogen mening. han så ned af sig selv og kunne se hvor ødelagt han så ud og han var også begyndt at kunne lugte det "jeg gider ikke" hviskede han og så ned i jorden. det hele virkede forkert, hvorfor lå hun ikke ude i snen og led. hvorfor var han her med sin elskede Embry velvidende de snart skulle skildes. der kom blot flere tåre til da Embry tørrede dem væk. David lod sog så dumbe ind til Embry "hvad er der sket? " hviskede han forvirret, da han avr sikker åp der var sket noget siden Embry var der.

Embry gned sig træt i ansigtet med et suk. Han lyttede bare, og sad helt stille imens David talte, han havde ikke lyst til at sige det, tænk hvis David fik idéen igen og straks skulle ud og tage livet af sig? Han vendte blikket mod ham gennem sine fingre "jeg syntes ikke du skal vide det.." mumlede han så. Der var sket noget voldsomt, der var sket.. og Embry følte ikke for at rippe op i det. Han så studerende på David da han sagde at han ikke gad. Han følte sig lidt fastklemt for han kunne jo ikke bede ham om noget han ikke ville, han havde intet at skulle sige i den sammenhæng overhovedet for det var jo hans skyld David var endt på den måde. Han mærkede at han dumpede ind mod ham, og bed sig lidt i læben. Han kunne ikke lade være, så han trak ham bare helt ind til sig, og så lidt ned af Davids ryg "jeg ved godt at du prøver at tage livet af dig selv.. hvis du ikke selv kan lugte det kan jeg informere dig om at du har taget.. lidt af hvert, jeg er faktisk ikke sikker på hvad og hvor meget.." hviskede han lavmældt, og bed sig lidt i læben igen. Han strammede forsigtigt grebet "men det må du altså ikke.." hviskede han hæst, og knugede davids trøje på hans ryg.

David tog en dyb indånding og lyttede til ham, men var ikke tilfreds med svaret. han ville vide hvad der var sket og hvis han så skulle bruge sin evne til at finde ud af det. han blev llidt glad for at Embry træk ham tættere på. det havde David hvertfald frygtet han ikke ville havde gjort og måske havde skubbet væk. et lille suk undslap hans læber da han hørte hvad Embry sagde "lige siden du gik... har det været min plan...jeg har tænkt mig at gøre det...hvis du ikke er i mit liv...er der ikke mere at komme for..." hviskede han trist, da han ikke kunne lide tanken om at Emrby ville forlade ham igen. han vidste godt han havde taget alt for mange stoffer, det var alt det der var sket efter han ikke huskede. han ville vide hvordan Embry var kommet og hvad han havde sagt. han ville vide om han havde dummet sig. han snuste stille ind, men fortrød det kort efter, da han virkelig ikke brød sig om lugten af alle de ting og fordi han ikke engang kunne dufte Embry "jeg må godt... jeg vil ikke mere Embry.. det må du forstå..du er mit liv" hviskede han og mærkede igen tårene strømme ned over sine kinder. det blev hovedpinen blot værre af.

Embry lukkede sine øjne i afmagt "Du må ikke sige sådan noget.." bad han forsigtigt, og kunne ikke særlig godt lide lugten af alkohol og tjald som David stank langt væk af. Han klemte ham endnu tættere ind til sig "jeg ville ønske.. at jeg ikke var sådan, jeg vil så gerne være sammen med dig, være hos dig, du må ikke tro andet" hviskede han inderligt til ham, og trak sit ansigt lidt tilbage og åbnede sine øjne og så på ham. Han tørrede forsigtigt tårerne væk, selvom han vidste der kom flere. "Nej du må ikke, om jeg så skal holde dig i live selv.." sagde han bestemt, men stadig med en hvis sorg i stemmen. Han knugede ham ind til sig, og bed sig lidt i læben "undskyld David.." sagde han så.. Han følte virkelig at han skyldte ham den undskyldning, han kunne ikke undskylde nok. Han forsøgte at tage sig lidt sammen, og snøftede ind "kan du ikke.. drikke lidt vand?" spurgte han stille.

David så lidt nefd og sank en klump "jeg siger bare sandheden..." hviskede han ynkeligt, da han jo bare sagde sandheden. han ville ikke kunne undvære sin Embry. aldrig. David trykkede sig tæt ind til ham og snøftede stille og fik blot flere tåre frem, selvom Embry tørrede dem væk "jamen.. så bliv ved mig.. jeg elsker den du er.. jeg er ligeglad med hvad der er sket" hulkede han og turede slet ikke at se på Embry, da han ikke ville havde han så ham græde så meget. han gemte sit ansigt ind til ham "så bliv ved mig.." hviskede han næsten lydløst og hulkede igen. han kunne ikke lide den sorg i stemmen som Embry havde haft. det fik ham til at føle sig dårligt tilpas. David rystede blot på hovedet af undskyldet, da han ikke ville havde for han synes ikke at Embry havde noget at undskylde for. David snftede stille og så lidt op på Embry "vand?..." sagde han stille og bed sig let i læben.

Embry sukkede og trykkede ham kun tættere ind til sig og trykkede sit ansigt ned mod hans skulder og hals, og kom med et lavmældt hulk, det var knap nok hørligt, men det var der. Han kunne ikke holde det tilbage længere, det irriterede ham lidt, men han elskede virkelig David, han ville slet ikke tænke tanken om at han var død, eller måske ville dø. Han snøftede lavmældt "men.. hvad så hvis det sker igen?" spurgte han forsigtigt, og lod sin ene hånd glide op til sit ansigt og tørrede tårerne væk. Han hørte hans hulken, og så lidt på ham da han mærkede at han så på ham. Han kunne se tårerne sidde i hans øjenvipper, og kærtegnede hans ansigt og så ind i hans øjne. Han tørrede kort sit ene øje, og så på David igen. Han lænede sine læber mod hans pande, og lukkede sine øjne i i en smertelig grimasse. Han kyssede ham forsigtigt på det ene øjenlåg, og derefter langsomt på det andet "undskyld min skat.." hviskede han næsten uden lyd.

David tænkte over det og kunne slet ikke klare tanken om at det kunne ske igen. han kunne huske det ubehagelige blik og den kolde stemme. det havde ikke været Embry, det havde været en helt anden. derfor bebregdede han ikke Embry. han tag en dyb indånding, da han havde hørt hans hulk "jeg ved det ikke...hvis det gør...så må jeg jo bare låse mig inde igen...eller noget... jeg skal nok finde på noget.. bare du ikke forlader mig" sagde han med gråd i stemmen, da han bare ikke kunne stoppe med at græde. det irriterede ham grusomt meget. han så på Embry og bed sig stille i læben. han lukkede stille sine øjne og nød de små kys "du har intet at undskylde søde..." hviskede han meget stille og snøftede. han kunne ikke lide at Embry for første gang græd på den måde over for David. det var ubehageligt og David ville bare havdee ham til at stoppe.