på dette tidspunk er det irriterende at have evigliv (Embry)

Embry lænede sin pande mod hans "shh shh shhh.." hviskede han lavmældt og lænede sin pande mod hans, og lagde sine hænder på hans kinder, og strøg forsigtigt tommelfingeren hen over hans kind så han fik strøget hans tårer væk. Han snøftede, men lod ikke flere tåre passere, han nægtede at græde. Han holdt ham stadig tæt ind til sig. "Jeg har ikke lyst til at forlade dig" hviskede han, og sank stille, og så ind i Davids grønne øjne. "Jeg kan ikke.." hviskede han så forpint. Han kunne ikke gå fra David, han kunne ikke når de store grønne øjne så på ham på den måde. Han elskede ham jo, han elskede ham overalt på denne jord. Ligemeget hvor meget han ønskede at gå, ligemeget hvor længe ville han ikke kunne være gået fra ham. Han knugede ham tæt ind til sig og lukkede sine øjne, og lagde sin kind mod hans hår "jeg elsker dig.. jeg elsker dig så frygteligt meget.." hviskede han, og kyssede ham i håret. Han forsøgte at være helt rolig, og få styr på sig selv. Han lod sin ene hånd glide om livet på ham og den anden lod han glide op i hans hår i nakken.

David så ind i Embry's øjne og betragtede dem. han kunne mærke det store savn han havde haft til ham og denne gang faldt der ikke flere tåre efter han tørrede dem væk. han snøftede dog en gang i mellem og kunne mærke en stor varme, da han hørte Embry ikke ville forlade ham. det havde han virkelig savnet at høre. han kunne mærke det var det han manglede at vide for at kunne se noget håb i livet. David knugede sig helt tæt på Embry, da han mærkede han igen blev trykket ind til ham. han puttede sit ansigt mod Embry og sank en lille klump "jeg elsker virkelig også dig.. har hele mit hjerte..det betyder så meget at du bliver ved mig" hviskede han med en hæs stemme, da det hele jo havde taget forholdvist hårdt på ham. han nød kysset og nød at mærke Embry holdte ham så tæt på den måde. David lod sine arme blidt glide rundt om hans brystkasse og ryg og trykkede sig helt tæt ind til ham igen. han ville ikke væk. han ville være sammen med sin elskede i alt evighed-

Embry var bange for at der ville ske noget frygteligt, han ville ikke gøre David fortræd men han kunne heller ikke forlade ham. Han svarede ikke på det, trykkede ham blot ind mod sig, og kyssede ham i håret. Han ville kun have sin David hos sig, han var ligeglad med alt andet i det øjeblik. Han vendte sit ansigt ind mod hans hår, og snuste stille. Det duftede nu lidt blandet, men han kunne godt dufte sin David i det sorte hår. Han vendte sit ansigt og mærkede Davids næsetip mod sin. Han tøvede nogen sekunder, før han forsigtigt trykkede sine læber mod hans. Der havde været sådan en hunger inden i ham, sådan en trang til bare at mærke ham hos sig. Den hunger forsvandt nu stille. Han kyssede ham lidt mere inderligt. Han ville have ham hos sig altid, mærke hans nærvær, og han ville gøre alt.. absolut alt, for at komme af med den anden side af sig selv.

David nøf kysset i sit hår og nød egentlig bre at være så tæt på Embry. hn håbede aldrig nogensinde der ville ske noget så slemt igen, men hvis det gjorde vidste han at han var klar, for han ville gøre alt for at beholde sin Embry. han så ind i hans øjne da han mærkede næsetippen og slikkede sig stille over læben. han lukkede sine øjne da han mærkede det varme læber og mærkede hvilket savn han havde haft. han kørte stille sin hånd op på Embryøs kind og nussede ham blidt. hvor havde han dog længdes efter de læber. det var helt overdrevet hvor meget han havde savnet dem. David kyssede med i det inderliger kys og rykkede så tæt på Embry som han kunne. han nød følelsen af at være sammen med Embry igen og havde besluttet sig for at hjælpe så meget han kunne for aat Embry blev helt god igen og hjælpe med at komme af med det onde sidde. han mærkede hvordan hans krop skreg efter søvn og væske, men han ignorerede smerten og ville bare være så tæt på Ebry som muligt.

Embry kunne ikke helt løsrive sig, selvom han vidste at det skulle han.. for han ville gerne have lov at pleje David lidt for det følte han at han havde bryg for. Han nød den blide nussen på sin kind, og lukkede sine øjne i. Han nussede ham blidt i nakken, og løsrev sig så kysset lidt efter med en lille lyd, for han ville egentlig ikke slippe, han ville gerne blive ved med at kysse ham "du er altså nødt til at komme ud af det tøj og i bad eller noget, også så jeg kan se hvor skadet du blev.." hviskede han, og gav Davids læber et kort kys, før han rejste sig med ham i armene. Han så lidt på hans ansigt igen "men jeg ville nu ønske du ville drikke lidt vand.." mumlede han så, og kunne ikke lade være med at smile af den evige gentagelse som han mindst havde nævnt 3 gange. Han havde fundet David i en gyde og han havde været ret medtaget.

David nød at blive nusset i nakken og håbede inderligt at kysset ville forsætte forevig, men han vidste godt det ikke var muligt. dog var det tydeligt han ikke var tilfreds med at Embry slap kysset. han så på ham og lyttede til hvad han sagde. han nød det korte kys og lod sig bare komme op at stå "skadet..okay.. så" sagde han lidt tøvende, da han vidste han nok havde rimelig mange skræmmer for han havde virkelig ondt i kroppen. det eneste måde han overlevede den nat på var at han var Dæmon. et hvert menneske ville ikke havde en eneste chance for overlevelse. David så ind i hans øjne "jeg skal nok drikke noget vand" hviskede han, da han havde bestemt sig for at gøre hvad Embry sagde, så han fik det godt igen. david så lidt ned og lagde sine hænder mod han brystkasse, men gik så helt forsigtigt to skridt tilbage, hvorefter han træk sin trøje af. allerede der var der massere af så og blå mærker på han over krop. hans arme afslærede stik sår efter kanyler og ridser efter noget der enten minede om et meget ujævnt kniv blad eller en rusten skap ting. han sank en lille klump, da han slet ikke var stolt over hvordan sin overkrop så ud.

Embry så på David, og kyssede ham kort på panden, og nikkede bagefter. "Det er godt.." sagde han stille, det var godt hvis han kunne få lidt væske i koppen og få lidt kræfter tilbage. Han overvejede hvordan det kunne lade sig gøre. Han så lidt på hans overkrop da han tog trøjen af. Det skar i ham at se, for han kunne slet ikke overkomme at David havde gjort så meget skade på sig selv på så kort tid. Han sagde dog ikke noget, han tændte bare for vandet i badekarret for at få det fyldt op så David kunne få skyllet kroppen. Han stod lidt og kløede sig kort i nakken "vil du have jeg går ud?" spurgte han forsigtigt, og så på ham med et ømt blik, han ville jo gøre alt for ham og at se ham på den måde.. vækkede både vrede og forfærdelse i ham. Han trak vejret dybt ind, og pustede stille ud igen.

David nikkede stille og så lidt ned. han kunne med det samme mærke Embry ikke brød sig om synet. forståeligt nok egentlig. David kunne slet ikke lide det og han frystede det aldrig ville gå væk, men han kunne bare ikke klare den tid uden Embry og sås var der selvfølgelig de omgange tæsk han havde fået. han lyttede til vandet der rislede ned og sank stille en klump, hvorefter han så op på EMbry igen "det må du selv om... du sagde jo du ville se hvilke skader jeg havde fået..." hviskede han stille, da han virkelig skammede sig over sin krop. han turede ikke engang at tage bukserne af af frygt for hvordan hans ben så ud. han ville æsnke intet af dette var sket og Embry ikke havde den onde dæmoniske side i sig. han prøvede at få sig selv til at tage resten af sit tøj af, men han kunne bare ikke få sig selv til det. David lagde stille armene om sig selv og følte sig virkelig som en vandskabning, nu når han stod der og havde så mange tydelie sår og andre former for skader.

Embry følte ikke afsky for David.. han elskede ham jo inderligt, så han ville aldrig komme til at hade synet af hans krop. Men det der var blevet gjort mod ham, gjorde ham vred. Han rystede på hovedet "det var hvis du ville have lidt fred, jeg kunne se på dem bagefter hvis det var.." hviskede han, og så på ham. Han kunne godt se David ikke brød sig om det. Han trak vejret stille, og gik hen til ham og lagde armene om den bare ryg og kyssede ham på skulderen. Han skævede kort til badet, og løftede ham så op til sig, og trådte ud af sine sokker og op i badet, og satte stille David ned i det varme vand. Han rullede sine bukseben op over knæene, og satte sig på kanten. Så kunne han være der uden at være nødt til at sidde langt fra David og uden at sidde unødvendigt helt op af ham hvis han ikke ville have det. Han så ømt på ham.

David så på ham Embry med et trist barnlig blik og rystede stille i kroppen. han lukkede sine øjne da han mærkede Embry løftede ham op og holdte om hans nakke, til han blev sat ned i det varme vand. han kunne med det samme mærke det sveg i alle de sår der ramte vandt og der røg et lille gisp ud af ham. han sank en lille klump og så ned i vandet. han fik trækket sine bukser af og skubbede dem ned i den anden ende af badekaret. hans ben var på samme måde som hans overkrop, dækket af sår og blå mærker. han så lidt ned og sank en klump "undskyld Embry" hviskede han hæst og så undskyldende op på Embry. David havde det skidt med han nu så sådan ud og at der var sket alt det her. han tænkte lidt tilbage og kunne mærke at han egentlig fik skyldfølelse. det havde jo trods alt været ham, der havde bedt Embry om at gå, men han havde virkelig ikke troet Embry faktisk ville gå den gang. han sank en klump og knyttede stille sine hænder.