faret vild? - Jayden

Dag: En søndag sidst i november
Tid: 21:30
vejr: halvmørkt, lummert og en blid vind
Omgivelser: en sti imod Werclare. høje træer som næsten danner et skjold over skoven så det er svært at se himlen.
Påklædning: et par rød-lilla bukser med en smule hængerøv, en sort uld frakke med store sølv knapper og krave, et par sorte all star, uldsokker og en skrikhue

Usikre skridt bar Tinka afsted hen af den stenede sti. lyset fra lommelygten kæmpede for at lyse den mørke skov op, selvom det ikke gik så godt. hun var kommet alt for sent hjem fra sin veninde, hvilket var skyld i at hun nu måtte passere skoven i mørke. et svagt suk undslap hendes læber og hun strammede sit greb om lommelygten. vinden var kold imod hendes ansigt og fik håret som stak ud fra den lidt skore hue til at plafre. "forhelvede da.!" mumlede hun sammenbidt og følte en hvis paranoia over skoven. hun bed sig i læben og forsatte sin gang i håb om at hun ikke havde overset noget som kunne føre hende hjem. tanken om huset, dynen og et varm kop te fik hende til at sætte tempoet en smule op, men stadig ret usikkert.
det havde eller været nogle gode dag hos veninden, hun boede på en bondegård udenfor byen og tinka havde hjulpet den store familie med alle dyrene. hende øjne flakkede rundt og ligeså gjorde lygtens lys.
*måske skulle jeg bare været blevet en nat mere..* tænkte hun og trak vejret dybt i den kolde vinterluft, men i morgen var der arbejde igen og hun havde brug for de penge hun tjente. lyden af hendes slæbende skridt og hendes eget åndedrag var det eneste hun hørte i den store skov. Normalt virkede den så fredsfyldt og skøn, men lige nu i mørket ville hun helst langt væk fra den.

Jayden forsøgte at få et overblik over hvor han befandt sig, men det var svært da alkoholen huserede i hans blod. "Gud hvor forvirrende.." mumlede han, og standsede op et par sekunder. Han frøs ikke, men det var også overraskende lummert i vejret selvom ddet var november! Han gned sig i nakken og gabte. Han var ikke rigtig klog at drikke en søndag.. men man skulle jo prøve det en gang i livet.. eller måske to.. tre.. ja man skulle prøve det et par gange, for ellers havde man ikke levet. Sådan ville han nok ikke tænke den følgende dag, men han lavede kunst derhjemme, så han kunne vel bare stå op når han ville. Han fik endelig et lidt klarere overblik, og begyndte at gå af en sti. Det var nemmere at skyde genvej gennem skoven hvis man skulle til Werclare by, selvom den var dybt forvirrende og stierne næsten var borte, skulle det nok gå!
Han gik videre, og lyttede til den stille susen i træerne.. gennemgjort pisseuhyggeligt, men Jayden var ikke så nem at skræmme og slet ikke når han havde drukket. Han tog et skridt, og stoppede så.. var der ikke andre skridt end hans? Han så sig lidt om, men de mystiske andre skridt var stoppet op. "Hm.." mumlede han langsomt, og begyndte så at gå igen. Igen.. lyden af skridt der ikke var hans egne. Han stoppede op og så ind mellem træerne, og fik øje på noget der bevægede sig. Vedkomne var mørkt klædt så han kunne ikke helt tyde hvem eller hvad det var. "'Ey.." udbrød han så for at få skabningens opmærksomhed.

tinka trådte over noget krat som lå hen over stien, selvføldig sad hun fast og da hun endeligt var kommet fri, frygtede hun for sit bukseben. det ville være noget lort hvis de allerede var gået i stykker. lyden af en stemme fik hende til at stivne midt i sit forsøg på at tjekke buksekanten. hun satte foden imod jorden igen og kastede et lettere panisk blik rundt. * PIS!* tænkte hun forvirret. efter et øjeblik fik hun øje på en skikkelse. tankerne flød igennem hendes hovedet. der var sgu da kun mordere og voldtægtsmænd som rendte rundt i skov om natten, altså udover hende selv. hendes hjerte hamrede hårdt imod brystet og hun stod stille og tavs i håb om at personen ville forsvinde igen. *måske var det slet ikke til mig?* tænkte hun og håbede lidt naivt på det, men der var ikke andre. hvad skulle hun svare? hvis det var en eller anden psykopat hvad fuck skulle hun så gøre.? hun besluttede sig for at løbe hvis det udviklede sig. der var ligesom ikke så mange andre muligtheder. "øhh hej!?" råbte hun lavt og følte sig en smule dum.

Jayden fugtede kort sine læber med tungen mens han lyttede til de mange lyde der pludselig kom henne fra skyggen.. eller det lød som om den havde smidt sig i et krat. Han så derhen med en slående rolighed. "Hvad laver du? Det lyder som om du er faldet i en eller anden busk" råbte han muntert tilbage. Det var en pige, det havde han tydet på stemmen.. eller også var det en utrolig feminin dreng.. eller måske en draq? nå.. det måtte jo så undersøges. Han gik derhen imod "har du brug for hjælp?" spurgte han så lidt lavere da han fik øje på hende. Hun så ud til at sidde fast i busken med det ene ben. Han kunne ikke lade være med at smile lidt af situationen hun stod i, det morede ham ustyrligt men han kvalte latteren der forsøgte at komme op gennem hans hals, og rømmede sig og blev stående på stedet så hun ikke blev bange.

først var hun meget opmærksom på ham, men hurtigt gjorde hans smil hende bare en smule sur. hun kunne godt se at det nok så ret komisk ud, men hun smilte ikke. "nej jeg er okay." svarede hun roligt og hev dit ben til sig så der kom en flænge i buksekanten. først nu kastede hun et blik på den fremmede dreng. han så ikke ligefrem farlig ud men alligevel var der et eller andet over ham som skræmte hende en smule, måske var det stanken af sprut. "jeg har det fint." sagde hun unden videre og rødmede en smule. det virkede utroligt akavet at stå sådan og tale med et fremmede menneske. eller menneske var vel så mget sagt, men det anede hun intet om. hendes blik blev en smule varmere og et lille smil gled frem. lygten holdte hun stadig hårdt i hånden og da hun havde genfundet sig selv lyste hun han lige i ansigtet. "hvad vil du?" spurgte hun sarpt og vuderede ham.

Jayden forstod godt at han nok var temmelig provokerende med sit smil, men han kunne ikke lade være, og et eller andet sted.. gad han heller ikke. Han nikkede til at hun var okay "nå okay det er jo godt så" sagde han og smilede let til hende. Han lod sine hænder glide ned i lommerne på jakken, og betragtede hende da hun fik revet sig løs "godt godt.." sagde han så, og gjorde mine til at gå et skridt nærmer eller til siden da hun lyste ham lige ind i skærmen. Han missede med øjnene og så på hende "Jeg vil.. til Werclare?" sagde han lidt undrende. Hvad troede hun han var? Voldtægtsmand eller hva'? Han himlede let med øjnene, selvom han igen måtte misse lidt med dem "kan du ikke lige sænke den der lidt..?" spurgte han og pegede på hendes lommelygte. Det skar i øjnene, og det burde hun jo næsten vide hun måtte da have fået skarpt lys i øjnene engang.. eller noget.. "Hvad laver du egentlig herude?" spurgte han så lidt undrende, for hun måtte jo også have en grund til at rende rundt så sent på natten ude i skoven.. det var egentlig lidt spooky at tænke på.

hun betragtede ham lidt og sænkede så lygten og lod lyset pege imod jorden igen. tjo han talte vel sandt efter hvad hun kunne se på ham. hun nikkede svagt og trådte nogle skridt hen af stien, for senere at vende sig om imod ham. "jeg er på vej hjem... til Werclare" forklarede hun. han virkede ikke længere så farlig men alligevel var hun en smule opmærksom. hun følte sig en smule dum over at være så fjentlig men det var ikke hver dag hun mødte folk ude i skoven, og bestemt ikke på det her tidspunkt.
med den ene hånd kørte hun en tot af sit tykke hår ind under huen så det ikke sad i vejen for hendes synsvinkel.

Jayden var hurtigt henne ved siden af hende og smilede let "så kan vi jo slå følge" sagde han muntert og begyndte at gå. Han traskede langsomt så hun kunne nå at komme med hvis hun ville. Han syntes godt nok hun virkede lidt ung for at rende rundt på den tid af døgnet i en mørk skov så tæt på Werclare, der havde rekorden i voldtægter, mord og vold i det hele taget. Han gøs stille, selvom han selv var en uhyggelig nattens skabning, kunne han sagtens finde dem der var langt værre. Han var kun en lille del af det, ikke engang det farligste man kunne finde. Han vendte om og gik baglæns og så på hende "kommer du?" råbte han lidt lavere så det ikke rungede ud i hele skoven.

hun smilte og kastede kort blikket ned for at se hvor hun lyste. han virkede okay nu, og langsomt blev hun mere tryg ved hans nærvær. kort rettede hun på sin hue før hun begyndte at følge ham. det var ret dejligt at have nogle nær sig, selvom hun ikke kendte han var det alligevel mere tygt nu end før. "tjo.." smilte hun sødt og indhentede ham med nogle korte hurtige skridt. vinden legede let i hendes hår og hun gøs.
"jeg hedder Tinka.." sagde hun og holdte sit blik ned på lyset og jorden for ikke at komme til at vælte over et eller andet. det ville være ret typisk faktisk. diskret kiggede hun over på ham for at høre hans reaktion.