Faret vild - Til Theo

Dato: 9. oktober '09
Årstid: Efterår
Dag: Fredag
Vejr: Mild støvregn, og kold brise. Koldt, klart vejr.
Sted: En stid langs bredden af Silent River.
Tid: Ved ti-tiden, aften.
Omgivelser: Mudder, nedfaldne, forrådnede blade og nøgne træer.

Sidsel var på vej hjem fra en veninde. Hun og hendes familie var lige flyttet til byen, og hun havde været glad for at have mødt en at hænge ud med. På vej hjem var hun drejet af et forkert sted. hun følte sig så åndet, hvad tænkte hun på, hun for jo næsten altid vild! Hun fandt mobilen frem for at ringe til sin far og få ham til at komme og hente hende, men mobilen var død. Sidsel kneb øjnene sammen i frustration, og trak afsted med sin cykel langs bredden af floden i den retning hun var kommet fra. Så kunne hun i det mindste komme væk fra det her klamme sted og forhåbentlig finde sin venindes hus igen. Hun var træt og det nyttede ikke at cykle, hvis hun ikke vidste, hvor hun var på vej hen. Og hvem kunne hun finde at spørge om vej på den her tid?!

Theo så lidt på den sorte flod der drev dovent afsted. Han havde fået blod på hænderne efter 'middagen' hvis man kunne kalde det sådan, og så havde floden lige været i nærheden. Han smilede lidt, og gik langs bredden selvom han godt vidste at det var farligt og der var en del der var druknet der, men nu var det jo ikke ligefrem nemt at dræbe en dæmon. Han hørte en svag knirken, og så lidt op. Hvad var nu det? Han kneb øjnene sammen og fik øje på en ung pige, omkring de seksten måske? Han stoppede op, og hans undren stod malet i hans ansigt. Han håbede ikke han havde blod på tøjet eller om munden, for det ville nok skræmme livet af hende, klokken var jo lidt mange. "Hey!" sagde han lidt højt så hun kunne høre ham.

Sidsel gik lidt i sine egne tanker. Hvor var hun dog træt...
Et pludseligt råb fik hendes hjerte til at slå et slag over og hun så op. En dreng, ældre end hende selv i mørkt tøj stod lidt væk. Sidsel så sig omkring. De var alene. Han kunne ikke have kaldt på andre. Blodet forlod hendes arme og ben og steg straks op i kinderne på hende. Hun var glad for at det var mørkt. Forhåbentlig så han ikke hendes rødmen. Hun vidste ikke om hun skulle være bange for at møde en mystisk fremmed på den her tid af døgnet ved den her flod, eller om hun skulle være lettet over at møde en der sikkert var stedkendt.
"H-hej!" svarede hun og gik hen i mod ham. Hun lød ikke så imødekommende som hun gerne ville.

Theo så på hende, og lagde hovedet på skrå. Godt han lige havde spist, ellers kunne det sagtens have gået ud over hende men det var selvfølgelig også synd at tage livet af så unge mennesker. Han smilede venligt, ikke et tandsmil for det kunne afsløre de sære hjørnetænder med takker. "Hvad laver du herude?" spurgte han, for det var da sært at begive sig rundt i det mørke hun kunne jo falde i floden. Han gik et par skridt nærmere, og blev igen taknemmelig for at han havde spist, så var hans øjne ikke røde. Han så lidt på cyklen "ikke et særlig fremkommeligt sted du har valgt at gå rundt" sagde han smilende. Det var ikke faldt ham ind at hun måske kunne være faret vild, de fleste han mødte kendte nærmest byerne ud og ind. Han stak hænderne i sine lommer, og betragtede hende lidt og smilede indvendigt af hendes højde.

Sidsel gled i mudderet så snart han havde bemærket hendes spøjse valg af tilholdssted. Hun lavede et skørt badutspring for at undgå at falde med cyklen. Hun så ham trække på smilebåndet, og rettede sig øjeblikkeligt op. Hun rømmede sig og gik lidt tættere på.
"J-ja... Jeg for vild p-på vej hjem og så..." hun var kommet tæt på ham. Nu dukkede han tydeligt frem af mørket. Hun stod lidt og så på ham. Så frøs blodet i hendes årer.
Der var pletter på hans hænder. De glinsede stadig rødt.
Et kort øjeblik gik Sidsels hjernefunktion ned. Han bemærkede det garanteret.
"Øøhh, ligemeget," fik hun fremstammet. "Jeg skulle vist også hjem nu." hun begyndte at gå baglæns.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af hendes badutspring "Skal du have en hånd?" spurgte han drillende.
Han så lidt på hendes smil, hun var egentlig ganske charmerende, enkel, men charmerende. "Aha det var ikke så godt, hvor bor du?" spurgte han roligt. Han fulgte hendes blik ned på sine hænder. Han kunne næsten ikke lade være med at smile af det "Maling" sagde han roligt, og betragtede hende da hun gik baglæns. Han stod stille, hun havde nok tænkt blod. Sikke makabre mennesker kunne blive så sent på aftenen. "Okay" sagde han og trak på skuldrene. Han kiggede lidt frygtsomt på der hvor hun gik "paaas nu på du ikke falder i" sagde han med et kast med hovedet mod vandet "det er ikke smart at gå baglæns i det der smat.." sagde han og nikkede mod mudderet.

Sidsel blev øjeblikkeligt beroliget, da han forklarede det bare var maling. selvfølgelig var det maling, hvad havde hun regnet med? Det var bare maling. Kun maling. Selvfølgelig.
Hun tog en dyb indånding og stoppede op.
"Undskyld, jeg er lidt paranoid. Jeg er ny i byen og ved ikke rigtig..." hun slog med den ene arm i en sigende gestus men det gjorde at hun fik overbalance endnu en gang. Hun bandede stille. "En hånd ville ikke gøre noget..." smilede hun forsigtigt.

Theo grinede lidt af hendes paranoia. "Det er iorden, jeg er vant til det.." sagde han roligt, Fie var også lidt paranoid til tider, men stadig mere nervøs end paranoid. Han stod fortsat stille, og lagde igen hovedet på skrå og betragtede hende med et lille grin "er der en der er lidt klodset måske?" sagde han drillende, og rakte hende en hånd, og håbede blodpletterne ikke var for tydelige. "Jeg hedder forresten Theo.. hvad hedder du om man må spørge?" sagde han. Han rynkede sine øjenbryn lidt "sagde du ikke noget om at være faret vild?" spurgte han "Hvor skal du henad?" spurgte hn så bagefter, for det kunne vil være at han kunne få hende lidt hurtigere ud af den muddergryde det var havnet i.

Først så hun bare forurettet på ham. Så brød hun op i et skævt smil. Hans overskud smittede af på hende og hun befandt sig egentlig godt i hans selskab. Han havde sikkert været til fest eller sådan noget. Han lignede typen, der godt kunne lide fester.
"måske bare en lille smule," svarede hun, næsten uden stammeri, og rakte ham hånden til svar. "Jeg hedder Sidsel." Han havde et betryggende, fast håndtryk. Det føltes rart, at stå der, selvom hendes gummisko og vindjakke var ved at blive godt gennemsølede.
"Jeg bor på Sheria Lane, tæt på gymnasiet. Kan du hjælpe mig?" Hun holdt stadig hans hånd. Da hun bemærkede det, slap hun den hurtigt, forskrækket.

Theo så på hende, og blev overrasket, lidt sær var hun altså, og måske en smule uforudsigelig.
Han smilede drillende og havde egentlig ikke lagt mærke til hendes stammen. "Sidsel.." sagde han og smagte lidt på det "Ssssiiidseeel.." sagde han igen og grinede lidt "det er et godt navn, passer til dig" sagde han. Han slap roligt hendes håndtryk og måtte kvæle et lille smil, hun virkede som om hun.. ja han kunne ikke finde ord for det, men det var vel ligemeget hun var ikke irritende og det var en rimelig vigtig ting for ham da mange havde nemt ved at gå ham på nerverne. "Okay det kan vi godt finde ud af men du skal den anden vej" sagde han og grinede lidt.

Hun kunne ikke lade være med at grine højt. Latteren boblede bare ud af hende. Måske var det tidspunktet. "Mange tak," *Det vil jeg tænke på, næste gang nogen ufrivilligt spytter, når de skal sige mit navn.*
Hun syntes ik rigtig Theo passede så godt til ham. Theo fik hende til at tænke på lave drenge med underlige tænder og grimme hunde. Ham her var lidt for pæn til at være en Theo. Men det turde hun naturligvis ikke sige højt.
"V-v-vil du," hun blev nødt til at tie kort for at standse stammeriet "Vil du følge mig lidt på vej?" Hun håbede ikke, hun lød for ynkelig.

//GG* hvor er du dum din n00b XD, aj du ved jeg elsker dig 8D ENFZEN!//

Han smilede lidt af hende, det var svært at lade være. Han så lidt på hende og overvejede hvad hun mon tænkte på *Sidsel..* gentog han inde i sit hoved for ikke at glemme det, det kunne jo være kønt hvis han gjorde! Han skar kort en grimasse. Han nikkede kort, det kunne han vel ligeså godt "Ja selvfølgelig jeg tør da ikke lade dig vade rundt her og så skvatter du og ryger i floden.." sagde han dramatisk, hun ville nok mene at han ikke havde tiltro til hende, men efter de hop hun havde vist ham var han ikke helt overbevist om at hun ikke kunne ryge i floden. Han begyndte at gå og ventede på hende.

//GGGG* :D Gu er jeg en n00b! og stolt! Undskyld, jeg ku ik lade være, den var for oplagt! xDElsker også dig, tak for at ha introduceret mig til det her. Efzen FTW!//

Hun lagde mærke til grimassen og blev pludselig lidt bange. Tænk at en, der så så godt ud, kunne se lige så faretruende ud på et øjeblik! Hun tænkte straks på at trække i land og undskylde for at være en påtrængende pestilens, men hun skulle jo hjem på en eller anden måde, så hun gik lige så stille efter ham.
"Mange tak... og undskyld," mumlede hun med blikket på sine sølede gummisko. Kort efter tog hun mod til sig. "... Hvad laver du egentlig selv her så sent? Har der været fest i nabolaget?"

// jeg vidste næsten at du ville blive bidt af det ;D//

Han så lidt på hende mens han gik "du behøver ikke undskylde" sagde han roligt, det var som om hun var bange for at gøre noget forkert! Det var i hvertfald noget han havde prøvet mange gange før, men oftest kun med andre væsener fordi de kunne fornemme hans temperament.
Han så lidt på floden "ja-aa en af mine venner havde fødselsdag så jeg kommer lige derfra" sagde han, og trak lidt på det, for han kunne jo ikke fortælle hende at han havde været på jagt. Løgne havde aldrig været hans stærke side selvom hans liv egentlig var meget præget af dem. Han så kort rundt for at sikre sig at der ikke var for mudret, så hans sko blev pløret til.

//Noooob!//
"Okay," sagde hun og tænkte lidt... "Undskyld," tilføjede hun så med et smil.
Hun syntes, han blev så underlig fjern i blikket, da han sagde, han havde været til fest, men det faldt hende aldrig ind at han kunne finde på at lyve for hende. Hun var frygtsom at natur, men når hun først stolede på folk, var hun som regel lidt for godtroende til sit eget bedste.
*sært sted at ende efter en fest* tænkte hun, mens hun gjorde sig umage for at undgå at glide i flere mudderpytter.
"Og I... I malede til festen? Det var sådan, du fik de pletter?" Hun skævede til hans beskidte hænder. Han havde også lidt på tøjet. Tænk at hun havde troet, det var blod! Hun grinte lidt af selv indvendig, men hun fik nu stadig kuldegysninger af at se på pletterne.

//Neeeeej din n00bieloob..//

Han så lidt på hende som om hun var retarderet, men opfangede så at hun smilede, og smilede svagt tilbage.
Han så lidt på hende og tænkte som en gal, for at finde på den næste løgn, men det kunne vel ikke være så svært når man havde fyret én løgn af var den næste lettere. Han grinede lidt "nej nej, det er fardi jeg maler i fritiden.." sagde han med tilkæmpet rolighed. Han kunne aldrig i sit liv finde på at male noget som helst andet end en væg måske, men malerier? Nej aldrig.
Han så vejen længere fremme, hvor floden forsvandt under en bro "vi skal bare lige op af den der bakke så er vi oppe ved hovedvejen så er det nemmere at genkende" sagde han roligt, og så på Sidsel.

Hans ord fik hjertet til at synke i livet på Sidsel. Hun havde ikke lyst til at skilles fra ham allerede, det var egentlig meget hyggeligt at gå sammen med ham.
Hun syntes næsten han så helt skræmt ud ved tanken om sin fritid og vidste ikke rigtig om hun burde spørge om mere. Hun kunne tænke sig at vide hvilke malerier en dreng som ham lavede. Hun åbnede munden, men turde ikke rigtig spørge ham og sagde i stedet: "Ok.. det b-b-bliver rart at kunne genkende noget. H-h-her er så mørkt..." hun skævede til det mørke vand. Hendes far havde været forsvundet længe... en makaber tanke om at han måske lå på bunden at The Silent River slog ned i hende. Det gav et sæt i hende og hun rykkede længere fra søbredden og tættere på Theo.
"Hvor... hvor bor du egentlig selv?"

Theo så på hende og smilede lidt. Han hørte hendes stammen og hævede et øjenbryn, stammede hun også så meget før?
"Ja her er meget mørkt, men om dagen er her lyst, ikke ligesom i Werclare der er altid så dystert.." sagde han langsomt og så kort rundt. Han så kort på bakken der var kommet tættere på "her i sheria i en lejlighed" sagde han og så på hende. Det var egentlig rart at hun ikke var bange for ham, det var der så mange der altid var, fordi de enten havde set hans temperament, eller vidste at han havde det som David, der var forsigtigt med de ting han sagde.

Sidsel blev lidt irriteret over at han ikke ville give hende en tydeligere adresse. Hun kunne godt have lyst til at besøge ham og se de der malerier. Hvis de overhovedet fandtes. Det trak lidt i hendes ene mundvige og hun bed sig i læben. Hvis hun dog bare turde spørge ind til ham!
"J-j-jeg har aldrig været i Werclare..." sagde Sidsel og prøvede at få styr på sin stemme. Det var i Werclare sporet til hendes fars forsvunden førte hen. Hendes hjerte slog lidt hurtigere ved emnet, og hun tog en dyb indånding. "Men jeg tænkte på at tage derhen snart. Det lyder nu lidt uhyggeligt... tror du det er et sted for mig? Også for en med min st-st-st... stedsans." Det sidste ord skulle næsten spyttes ud og hun rødmede irriteret.
"Undskyld min stammen..." mumlede hun forknyt.

Theo så på Sidsel, og smilede stille "Werclare er... dystert syntes jeg, men det er jo bare min mening" sagde han stille, og gik op ad bakken til vejen. Han så på hende og lagde hovedet på skrå "Nej jeg tror ikke det er et sted for dig.." sagde han med en hovedrysten. Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun sagde det med sin stedsans "du er jo lige flyttet hertil, du må ikke være så hård ved dig selv.." sagde han.
Han smilede blidt og lagde en hånd på hendes skulder "bare tag det stille og roligt, jeg lytter og jeg forstår dig godt" sagde han og smilede lidt, hun var ligeså umulig at blive vred på som alle andre han kendte, samme uskyldige træk, og konstante undskylninger.

Hendes krop blev varm der, hvor han lagde hånden på hendes skulder. Hun smilede til ham og sank en klump. Hvor var han dog rar. Rar, men... speciel. Hun begyndte at kunne genkende sine omgivelser og det fik hende til at gå lidt raskere og sikrere.Hun tænkte lidt over hans beskrivelse af Werclare en stund. "Er du stedkendt? Kunne du måske... vise mig rundt i Werclare en dag? Det er lidt vigtigt, jeg kommer dertil."
Hun grinede beklemt. "Det er lidt sjovt, jeg for også altid vild der, hvor vi boede før. Men der var ingen uhyggelige søer eller skumle mennesker og..." hun så på ham og klappede straks i. "Altså, jeg mener..."

Han så på hende, og var glad for at han ikke var vampyr, de havde så nemt ved at afsløre sig selv på grund af deres blodtørst. Med bloddæmoner var det anderledes, de slog som regel ihjel og efterlod ikke nogen spor. Han smilede til hende, og gik i hendes tempo "Jeg er måske ikke ligefrem stedkendt, men jeg har været der et par gange.." sagde han og lyttede til det hun sagde "hvorfor vil du så gerne til Werclare?" spurgte han undrende for Werclare var dystert, og han forstod ikke hvad Sidsel ville der, der var masser af væsner især vampyrer.
Han kunne ikke lade være med at grine "syntes du at jeg er skummel?" sagde han drillende, og vidste udemærket godt at han tværede i hendes forlegenhed, men han ville gerne have at hun var tryg, så derfor drillede han hende.

//romanindlæg Wheeeeee 8D N000b!//

Hendes hals snørede sig sammen ved tanken om, hvorfor hun gerne ville til Werclare.
*for at lede efter min far og komme til bunds i hvad der skete... for at få ham igen*
Hun kunne mærke hjertet banke og gik tættere på Theo, for at føle hun ikke var alene. Underlig nok følte hunsig tryg sammen med ham. Hun havde en følelse af, at selvom han var nok så fattet og rolig, ville han kunne forsvare sig selv og hende, hvis der skulle ske noget. Hvis hun havde haft en arm ledig, og hvis hun havde været mindre genert, havde hun taget hans hånd.
"Jeg leder efter nogen," svarede hun stille. "Jeg tror han bor i Werclare. Han kunne godt finde på at holde til på... dystre steder."
Hendes fingre skiftevis strammede og løsnede grebet om cykelstyret. hvis hun ikke havde haft det at holde fast i, var hun sikkert begyndt at bide sine negle febrilsk.
"Om du er skummel... altså det, jo lidt, eller NEJ, men..."
Hun kneb øjnene hårdt sammen. "Jo jeg s-s-ynes d-d-du var lidt skummel..." hun sank en klump og prøvede at redde den med en lettere panisk tilføjelse: "men jeg kan rigtig godt lide dig!" hun slog øjnene op og stirrede lige frem for sig, hendes knoer blev helt hvide af at gribe sådan om cykelstyret, og hendes kinder brændte.
*idiot, idiot, idiot...*

// Haha din no00b.. XD//

Theo så på hende, og syntedes at hun så tænksom ud "hmmm.. et me.." han stoppede hurtigt sig selv, selvfølgelig ledte hun efter et menneske.
"Du tror han bor i Werclare? Dude hvem er det du leder efter? En gammel ven eller noget?" spurgte han, for det lød underligt at hun ledte efter en, eller det gjorde det måske ikke.. der var jo mange der ledte efter gamle venner eller familiemedlemmer.
Han grined elidt af hendes forvirrende snak. "Det kan jeg godt forstå du syntedes, det er jo ikke lige sådan at finde en på sådan et sted om natten, med røde pletter på fingrene" sagde han stille. "Jeg kan da også godt lide dig selvom du ønsker at være bevidst om alt hvad du forager dig.." sagde han roligt, med en drillende undertone. "Sidsel.. slaaaaap af" sagde han og prikkede til hendes side "jeg bider ikke...kun lidt" sagde han og smilede stort.

//Jeg håber du er klar over at jeg forestille mig en eller anden lille, fed fugl sige det, hver gang du siger "n00000ooob!" hahahah ;D xD//

Sidsel skævede til ham. Var der et eller andet han holdt skjult? Hun skar en grimasse, dels fordi han drillede hende og dels fordi hun ikke helt vidste om hun havde lyst til at fortælle om sin far.
Hans ord fik hende til at tænke... var hun virkelig så nem at læse? Hun var nervøs. Det havde hun været siden... siden altid. Det var ikke ligefrem blevet bedre efter hendes fars forsvinden. Hun prøvede at slappe af, men det kunne hun bare ikke. Ikke sådan uden videre. Men det ville hun ikke prøve at forklare ham. Hellere fortælle om hendes besøg i Werclare, især hvis han skulle være hendes guide.
"Tja... Det er..." hun sukkede, "Min far. Han har været forsvundet længe... og meget tyder på han er i Werclare. Død eller levende..." hun slog blødt ud efter ham for sjov. "La' vær, det kilder! Man ved aldrig med dig... og dine røde p-p-pletter. Hun gengældte hans smil og så på ham. Så så hun forundret på ham.
"Vilde hugtænder - var det en udklædningsfest?"