Uskyldigt barn?

Alec lo lidt inde fra det andet værelse "Ja selvfølgelig! Vis du altså her lyst!"

"Meget gerne!" sagde hun glad og nikkede ivrigt. Hun smilede stort, og taknemligt. *Tænk engang. En lejlighed... Sejt.* tænkte hun stille og kunne egentlig ikke rigtig forstå hvorfor Alec dog ville have hende til at blive dagen ovet...

Hun kom ind til Lucy "Øhh, hvad skal vi lave nu?" Hun smilte let, o vimsede rundt i stuen, fo rat gøre rent, det var noget hun gjorde, når hun kedede sig.

"Hmmm... Har De en radio?" spurgte hun med en håbefuld undertone. At lytte til musik var noget af det bedste Lucy vidste, men det var desværre ikke særlig tit at hun havde changen for det.

Alec smilede og tændte radioen.

Lucy gik ind i stuen hvor Alec også var og smilede stort. Hun satte sig i skrædder stilling på gulvet, ca en meter fra radioen, og lyttede bare til musikken.

Alec lænende sig op mod en dørkarm. Hun betragetede den lille pige med et sorgmodigt smil og sang stille med på sangen. Det var sorgelig sang.



//Sangen: Amy lee med Sally's song//

Lucy vendte sit hoved mod Alec og lagde det en anelse på skrå. "Er De ked miss Alec?" spurgte hun undrende og forsigtigt. Hun kunne ikke forstå hvorfor Alec skulle være ked, men hun kunne godt mærke den sørgmodige stemning der osede ud fra hende.

Alec rystede på hovedt og tvang et smil frem "Nej... Ingenting!". *Godt Nora ikke er her!..* hun smilede lidt mindre anstrengt.

"Er De sikker på at der ikke er noget der går dem på?" såurgte hun videre da hun var alt andet end overbevidst af Alec's stemme. Hun brød sig ikke om når folk løj, men gad heller ikke forsøge at presse sandheden ud af dem. Hun måtte bare lytte efter om de deres stemme, og deres bevægelser og så handle ud fra hvad de fortalte hende..

Denne gang smikede hun oprigtigt "Nej Lucy... Ikke noget du skal bekymre dig om!" hun grab og sig selv i at klappe Lucy på hovedt. *Det er så nemt, at glemme hun er 3000 år gammel og klogere end alle mennesker og de fleste vampyre...!' hun sukkede og smilede på samme tid.

"Hm.." svarede Lucy stadig ikke overbevist, men hun gad ikke til at skændes med Alec. Det var for besværligt, og så nysgerrig var hun alligevel heller ikke.. Endnu i hvert fald...

Alec kiggede ud af vinduet. *På et tidspunkt, skal du nok for det at vide, Lucy* hun truere ikke atsige tænken højt, det at slemt nok tænken den. Hun smilede svagt og blev ved med st stirre ud af vinduet.

De er en af de mest underlige vampyrer jeg endnu har mødt, miss Alec." konstaterede hun og kløede sig i håret. "Og jeg har mødt en del.." tilføjede hun med drillende skævt smil som læberne.

Alec smilede "Måske, det har jeg fået at vide af mange... Hvad skal vi lave?" hun vendt sig mod Lucy og lænede sig op af væggen. Et smil spillede om hendes læber.

"Det ved jeg ikke... Hvad har De lyst til?" svarede hun tænksomt og slikkede sig om læberne. Hendes ansigt var vendte mod Alec, mest for at vise at Alec havde hendes opmærksomhed, da hun nomalt ellers bare havde ansigtet rettet frem for sig.

Alec trak på skuldrene "Aner det ikke. Solen står måske snart op" tilføjede hun og så tænkende ud af vinduet igen. Lidt efter så hun på Lucy.

"Øv hvor jeg hader dagen!" udbrød hun ved kommentaren om solen. "Der er så kedsommeligt, at være nødt til at sidde indendøre i så langtid.." tilføjede hun og trak benene op mod brystekassen, og lagde armene om sine knæ.

Alec gik fra det ene værelse til det ander. Bare for at have noget at lave. Hun smed sig på sengen, det var ironisk at hun havde en seng, hun sov jo ikke. Hun lukkede øjnene og sukkede dybt.

Lucy sad stadig inde i stuen, og forholdt sig tavs. Hun lod sine tanker vandre tilbage til den aften med Aubrey. Hvorfor havde han gjordt som han gjorde? Det var et spørgsmål der optog Lucy meget for tiden, og konstant forvirrede hende.

Alec gik tavs ved iden af hende. Hendes blik søgte diverse ting, men det så ikke ud til hun fandt dem. Hun åndede lydløst ud og skævede til Lucy.

//Det er lidt dødt det her, skal vi ikke bare sige over and out?//

//Jo... Out//