Uskyldigt barn?

Dato :: 20. November
Årstid :: Efterår
Dag :: Lørdag
Vejr :: Koldt men tørt
Sted :: En lille gyde nær parken
Tid :: Irl
Omgivelser :: Lucinia og en yderst uheldig pige i 15års alderen

Lucy holdt stramt fat om pigen med sine små, men stærke arme. Pigen holdt om Lucys skuldre og forsøgte at skubbe barnet fra sig, og kunne ikke forstå hvad der foregik.
Efter kort tid var der ikke længere det mindste spor af liv tilbage i pigens krop, og Lucy trak sine tænder til sig. Hendes nomalt uhyggeligt blege øjne var nu som to stykker kul. Hun slikkede roligt bllodet væk fra munden og gik ud af gyden. Hun smilede lallet, og begyndte stille at gå mod parken mens hun nynnede 'På loftet sidder nissen' (Pyrus versionen).

//Elloow? Peopel?//

Alec gik gennem gaderne på jagt efter blod, måske en engels?

Lucy fik færten af Alec og forsvandt i en lille sky af mørk røg. Hun dukkede op lige bag Alec og smilede stort da hun sagde: "God aften miss Alec." Hun havde stadig en smule af pigens blod om munden, men gad ikke tørre det af.

Alec vendte sig, smilende. "Godaften, Lucy" hun kunne se blodet, men det generede hun ikke. "Er du stadig sulten?" hun var væmmelig sulten.

"På ingen måde. Jeg har lige suget en 15-årig tør... Det går noget tid før jeg bliver sulten igen!" sagde hun slikkede blodet væk.

"Np, men skal jeg er sulten" hun smilede svagt *Øvv!* "Vil du med?" hun vendte sig halvt om.

Hun nikkede og smilede. "Gerne" sagde hun og smilet kunne tydeligt høres i hendes stemme

"Så kom! Hvor hurtigt kan du løbe?" hun begyndte at gå og spejde efter mennesker.



//Skal logge af nu//

"Iforhold til Dem? Ikke ret hurtigt... Men jeg kan bevæge mig fremad langt hurtigere end Dem."
svarede hun og smilede.

//ok//

"vi skal vi ikke løbe hurtigt bare i menneske tempo" Hun fnys, det irriterede hende meget. "Si' til hci sdu finder er mnneske" hun smilede ondt.

"Det skulle jeg nok kunne klare" sagde hun og smilede lidt. "Til" sagde hun lidt efter og smilede barnligt. Der var jo mennesker alle vegne inde husene, og det var som regel hos dem Lucy fandt sin mad når hun altså ikke tog en ung pige eller dreng der undrede sig over hvad et lille barn lavede alene på gaderne midt om natten.

Alec smilede "Nu" hviskede hun. Hendes krop sprængtes, men det var ikke har at nå fart, nærmere få ikke ar nå fart!

Lucy fulgte med hende, men løb ikke helt så hurtigt. Hun kunne ikke så godt lide at løbe, da det gjorde det sværere at høre omgivelser hvilket hun konstant var afhængig af at kunne.

Alec smilte til hende, mens hun løb. Hun kunne godt lide at abgribe personer, der var alene. Så de ikke kunne råbe om hjælp eller hvad de nu fandt på....! Hun satte farten en tand højere op.

"Der er et menneske der inde" sagde Lucy og stoppede op. Hun pegede på en gammel lejlihedsblok der så godt og grundig faldefærdig ud, men hvis man så efter kunne man lige skimte noget lys i de ellers mørklagte vinduer.

Alec havde været dybt inde i hendes egen tanker at ikke havde opdaget det. "Great!" Alec smilede til hende og gjorde et kast med hovedt *Et gammelt menneske.. En kvinde...*.

"Jeg bliver her ude..." sagde hun og vendte sig væk fra huset. Hun havde ikke lyst til samvær med mennesker lige nu, og hadede selv når andre vampyrer betragtede hende mens hun spiste og ville ikke forstyrre Alec i at stille sin sult.

Alec nikkede "2 sek." en lille vind rørte sig, da Alec satte farten op til vampyr-fart. Hun lod sig overgive til sine instenter (staves). Damen sad sammen trybbet i et hjørne. Hun kiggede op på Alec som var standset op. "Søde pige, dræb mig, dræb mig, dræd mig!!! NU!!" hun var døende og hun led. Alec fik medlidenhed med damen. "Jeg skal nok gøre en ende på dine lidelser...!" hun tog fat i damens nakke og der lød et lille knæk. Damen var i live, men kunne ikke føle noget. Alec drak til der ikke var mere. Da hun var færdig kastede hun kroppen op mod væggen, hvor den smadrede. Hurtigt var hun ude hos Lucy igen. "Hej igen" hun smilede, der var kommet et par pletter blod på tøjet, men lagde ikke mærke til det.

Lucy lo lidt af hende. "Jamen goddag igen... Er De så mæt nu?" smilte hun og og begyndte at gå ned af gaden. Hun gad ikke at stå stille, når der ikke var nogen speciel grund til det.

Alec indhentede hende og smilede lidt. "Det kan du tro, jeg er...." hun følte ingen ubehag ved at slå ihjel. Mennesker var kun føde nu. "Hvor er vi på vej hen?" spurgte hun selvom, hun følte at de bare gik uden hensigt.

"Formodenligt der hen hvor vejen fører os... Med mindre De da har et bestemt sted De gerne vil til?" svarede hun og smilede stille. Hun gik ofte bare derhen hvor hendes ben nu bar hende... Det kunne føre en de mest forunderlige steder hen...

"Næ endtlig ikke...." hun smilede til hende "Kan du huske din fortid selvom det er så lang tid siden?" Alec kiggde lige ud.

"Overraskende meget af den står stadig klart i min hukommelse, men der er også en del der er forsvundet i glemsel..." svarede hun og trak på skuldrene. Hun var egentlig selv lettere overrasket ovar at hun stadig kunne huske ting fra sin tid som menneske selv om det var så længe siden...

Alec kiggede på hende. "Jeg er bange for at glemme, jeg mener så er man bare en person uden fortid og fremtid. En morder." hun trak på skuldrene.



//Skal lige noget i 15 min.'s tif men kommer igen^^//