ikke igen - Emily

Tid: 17:30
Sted: Skadestuen
Vejr: Køligt og snevejr
Omgivelser: Et par mennesker rundt omkring

Der var næsten helt stille på skadestuen, da det jo ikke ligefrem var et sted hvor man kunne være bekendt at sidde og råbe og skrige. i venteværelset sad der nogle mennesker som var kommet til skade, på en stol lidt væk fra alle andre mennesker sad der en ung dreng. han sad bare og så ned på sin hånd som lå i sit skød, han holde sin anden hånd på den for at den ikke skulle blive rykket. hans brune kryller hang let ned foran hans øjne, og han overvejede ikke engang på at fjerne dem da han jo bare tænkte på en ting. og det var hans had til is, hvorfor skulle det findes? det havde jo fået ham til at falde og brække sig arm, eller det viste han ikke endnu men det var han sikker på da han jo havde prøvet på at brække sin arm før. han gav et let suk fra sig, og ville endelig bare hjem så hurtigt igen så han kunne sove og forhåbelig glemme denne dag. han kunne jo ikke fordrave at være på skadestuer, da han jo havde været så meget på den så længe og derfor var han begynde at hade det mere og mere.

Emily kom brasende ind ad døren, og løb op til skranken. Hun kiggede desperat rundt efter en recepsionist. Der kom en dame ud. "Undskyld mig," Begyndte hun, men damen gik videre. Hun stod og trippede. Det eneste hun vidste var at hendes mor var kørt galt i bilen, og hun havde fået en melding om det. Hun kiggede rundt, og lagde kort mærke til den unge mand der sad på stolen, men han fik kun et kort blik, og så så hun væk igen. Da der ikke kom nogen recepsionist, gik hun ind bagved for at finde en. Alle sygeplejeskerne og lægerne stirrede underligt på hende. "Hvem styrer det der ude?" Sagde hun og var ved at blive meget meget utålmodig. Hun så rundt da en dame pludselig svarede. Emily nikkede. "Hvor ligger Evangolina Payton?" Sagde Emily meget bestemt. Damen pegede ned ad en gang. "Men du må ikke besøge hende" Sagde damen bare. Emily så ned, gik tilbage og tog en plads et lille stykke væk fra den unge mand. Hun var meget vred og ked af det. Hun kørte hendes tommeltotter rundt om hinanden, så de havde få lette berøringer, imens hun så ned.

Jasper sad bare og så ned på sin arm og var faldet lidt ind i sine egne tanker, det gjorde han ret så tit da han ikke var den store snakke type. hans blik gled op som så mange af de andre, når pigen kom brasende ind og ødelag stilheden ret så meget. han så bare kort på hende inden han lod sit blik glide ned på sin arm igen, dog kunne han ikke lade være med at lytte med på hvad der skete omkring ham. selv om det jo ikke ligefrem var så høfligt at gøre sådan nået, men i det mindste gjorde han ikke som mange af de andre? og bare stirrede over pigen. hans blik gled op på hende igen da han så at hun gik forbi ham, han kunne godt se at hun så ked ud af det. og han havde endelig en stor lyst til at spørge om hvad der var galt, men det var han alt for genert til at han kunne gøre det. han snakkede jo ikke så meget med folk, da de jo bare ville synes han er mærkelig og derfor alligevel droppe ham når de fandt ud af hans sygdomme og fobi. han så bare hurtigt ned på sin hånd igen, og gav et svagt lille suk fra sig.

Emily stirrede på drengen ud af øjenkrogen. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen, da hun ikke var den store snakketype, og når først hun kom igang, troede folk hun var sindsyg. Hun kørte bare sine tommelfingre rundt og kiggede op, og ventede på at svar. Hun trippede lydløst med foden. Hun bed sig i underlæben, for ikke at græde. Tænk hvis hendes mor var død? Hun så en dame komme gående hen imod hende. Hun så op, men damen gik lige forbi hende. Hun bed sig endu strammere i den, så hun svagt begyndte at bløde. Hun slikkede sig over læben, og tog hånden til den. Hun tørte blodet væk, og ventede kun på svar.

Jasper ventede bare på at det var hans tur, det var jo altid kedeligt at sidde og vente. Han ville jo også bare helst hjem, han blev altid så træt når han kom til skade. hvorfor viste han endelig ikke? men det kunne også godt være at det var stressendeat slå sig, men det var ikke nået han tænkte så meget over at han altid gik hjem og sov efter han var kommet til skade. dog var der nået andet som fulde hans tanker, han måtte jo ringe til sine forældre på et tidspunkt for fortælle at han var kommet til skade, da han jo viste at dem han boet hos alligevel ville ringe til hans forældre og fortælle det når de nu jo var venner. han så kort over på pigen da han mærkede et blik på sig, han lag sit hoved lidt på skrå når han så over på hende inden han igen vende sit blik ned mod sin arm, han viste jo godt med sig selv at han aldrig ville kunne få sig selv til at begynde snakke med en person.

Emily smilede skævt. "Hej" Sagde hun og smilte. Hun var ikke god til samtaler, men at man snakkede med en person kunne altid berolige en. Hun smilede lidt, og håbede self. Han ville snakke med hende, men det var jo ikke sikkert. Hun så lidt ned på sine tommelfingre og kørte dem bare rundt. Hvorfor havde hun sagt hej, det var jo ikke engang sikkert han ville snakke med hende? Hun trak på skulderne, og var igen som altid, begyndt at snakke med sig selv. Hun rystede kort hovedet og fokuserede. Hun var blevet urolig for hendes mor, og håbede ikke der var sket noget. Hun skulle sikkert være her et par dage, men hun ville alligevel høre resultatet. De var kommet rimelig hurtigt så der var nok ikke sket det helt vildt dramatiske.

Jasper sad bare lidt i sine egne tanker da han hørte en stemme, han så stille op og fik øje på pigen som han bare lidt før havde set på. han sad bare lidt og stirrede på hende, inden han fik taget sig sammen "hej" hviskede han stille i det, både fordi han ikke havde brugt sin stemme i et stykke tid og fordi at han jo var så genert som han var. han vende sit blik ned mod sin arm igen, da han ikke havde mere at sige eller ikke nået som ville komme ud af hans mund. han bed sig kort let i sin underlæbe, inden han gav slip på den igen.

Emily grinede svagt. Han svarede hende, men lignede ikke en der havde lyst til at snakke. "Du er ikke den store snakketype?" Sagde hun stille, så det kun var de to der kunne høre det. Hun så lidt ned på hans arm og så så tilbage på hendes tommelfingre. Det var meget kedeligt at vente og det var også meget nervepirrende. Hun fik en smerte i hendes hals, og havde ansigtet i smerte. Hun ømmede sig kort, og prøvede at massere sin hals, det gik bare ikke. Hun drejede det. Hun kom til at mærke på det vampyr bid hun havde. Hun så væk, imens hun bed sig i underlæben. Det havde aldrig gjort så ondt.

Han var endelig bare en som ikke kunne lide at snakke, han viste jo godt at folk ville droppe ham når de fandt ud af hans sygdomme og endda hans fobi. så at få venner var ikke nået han gik efter, da han jo ikke havde lyst til at blive såret fordi folk forlader ham. han så dog stille op på hende igen og rystede langsomt op hovedet "ikke rigtig" sagde han helt stille i det og var endelig ligeglad med om andre hørte dem, de havde vel lov til at snakke? selv om der ikke ligefrem kom særlig meget ud mellem hans læber.

Emily smilede bare. Han virkede da rar. "Heller ikke mig.. Folk tror jeg er sindsyg.." Sagde hun og grinte af det. Hun rykkede en smule tættere på ham med stolen, da de sad godt to meter fra hinanden, men alligevel kunne de hviske, det fandt hun besynderligt. Hun smilede til ham, og overvejede om han syntes hun klistrede. Hun rykkede tilbage igen, og virkede nu igen som en sindsyg. Hun rystede på hovedet. Satte sig tilrette i stolen som stod hvor den stod før. Hun lukkede øjnene og lænede hovedet ind imod den kolde mur. Hun tog dybe indåndninger og pustede ud. Hun smilede til sig selv, og havde glemt hendes mor for en meget kort stund.

Jasper hævede sit ene øjebryn lidt, mens han så ned på sin arm af hendes ord. hvorfor fortalte hun sådan nået til ham? det var da lidt underligt at fortælle sådan nået til en fremmede person, han tænkte endelig lidt over det mens han nikkede "okay" sagde han bare da han ikke viste hvad han ellers skulle sige, han lod sit blik glide hen på hende igen "Jasper" sagde han og kunne ikke få sig selv til at spørge om hendes navn, han kunne jo knap nok få nogle ord ud af sin mund. så man kunne vel godt tro at han slet ikke kunne snakke, selv om han nu godt kunne det dog havde han ikke så meget at sige.

Emily åbnede øjnene, og lod blikket falde på Jasper igen. Hun nikkede kort og smilte. "Emily her" Sagde hun, og lukkede igen øjnene. Hun kunne mærke en lille summende fornemmelse nærme sig i hendeshoved. Hun var ved at få hovedpine, men tog sig ikke af det ligenu. Hun åbnede øjnene, og rykkede tættere på Jasper. Hun så på ham og smilte, og håbede på at hun kunne dræbe den kedsomhed der var på dette hospital. Hun havde nu siddet her i et godt stykke tid. Hun kunne se lægen komme ud og han sagde til hende at hendes mor skulle blive her de næste par dage. Det var næsten forventet. Hun følte sig pludselig tom indeni. Som om hun overhovedet ikke havde nogen følelser.

/Undskyld den sene tilbage ting, men havde faktisk glemt den../