Ikke igen... - Zean

Dato/Dag: IRL
Tid: 18.43
Sted: politi stationen
vejr: udenfor regner det
Omgivelser: en politimand og et bord

Oliver sad roligt og tilbagelænet på en stol i et forhøringslokale, han kiggede irreteret på politimanden overfor sig som dovent kiggede tilbage på ham. For kun en time siden havde han været vidne til en lille gruppe vampyre der var stormet ind i en restaurant og begyndt at angribe uskyldige mennesker. Han havde selvfølgelig prøvet at hjælpe og det havde endt i et slagsmål med en vampyr som var flygtet. "For sidste gang jeg aner ikke hvad du snakker om!" forklarede Oliver og slog hånden irreteret ned i bordet. Politimanden havde blevet ved med at snakke om hvordan øjenvidner havde set et umenneskeligt slagsmål. Det var sandt, han var blevet nød til at bruge sine evne og selvom han havde brugt den diskret så havde folk stadig fattet mistanke. Politimanden sukkede og gav ham lov til at gå ud i venteværelset igen. Oliver gav ham et nik med hovedet og skyndte sig ud i venteværelset hvor han satte sig ned på en stol. et stykke overfor ham sad den gruppe mennesker der havde været vidne til slagsmålet, de kiggede skræmte på ham. Det gjorde ham lidt irreteret at han satte livet på spil for dem også var takken dette. Det var osse den dumme krig, der gjorde at vampyrene ville forvandle flere mennesker. I det mindste havde der ikke været nogen forvandlinger fordi vampyrene havde flygtet sammen med den han havde kæmpet imod. Hans bukser og trøje var godt revet op og noget en smule blodigt fra kampen, men han havde hurtigt fået noget forbinding på da han kom til stationen og lige nu ville han helst bare hjem og i bad, da han faktisk på nuværende tidspunkt bare lignede et rod, hvilket han hadede.

Zean stod og så ud over rummet mens han ventede. det hele var gået lidt amok, han var stødt på en flok vampyrer alene og havde kæmpet for sit liv, som den dæmon han var, men selvfølgelig skulle menneskerne blande sig i ting de ikke forstod! Han kunne nemt have forsvundet, kommet fri, lige som vampyrerne, men nogle dusørjægere havde kigget mistænksomt på ham da de kom forbi og for også at slippe for dem lod han sig tage af menneskerne.
Nu skulle han jo så bare ud herfra igen, de var ikke meget for at lade ham gå da de først opdagede hvilken fisk de havde fået fat i, en fyr med en stor straffeattest.
Han havde åbnet sin sorte vinterjakke som nu havde en del rifter, ligesom t-shirten inden under, sorte bukser, nogle kondisko, hans sorte hår strittede som altid.
Han sad roligt i vente værelset og så på omgivelserne med sine mørke, hemmelighedsfulde øjne.
De havde lige hørt på hans forklaring som gjorde ham uskyldig, men nu sad han altså her.I venteværelset.
Han så på englen der kom ind og satte sig.
"Hvad så engel, haft en hård dag?" spurgte han og nikkede sigende til at han så ret medtaget ud.

Oliver hoppede næsten i stolen af forskrækkelse da han hørte en stemme ved siden af sig. Han slog hurtigt blikket hen på fyren ved siden af sig og analyserede ham kort. Oliver var utrolig dårlig til at lugte sig frem til racer og brugte derfor udlugningsmetoden til at finde ud af hvad han var. Han var bestemt ikke menneske eftersom han vidste at han selv var engel. Hans krop var levende, hans pupiller samarbejdede med lyset så han var ikke vampyr til Olivers lettelse, han havde heller ikke varulve træk og udgav ikke nogen beskyttende aura som fx engle og elvere så han var jo nok dæmon. Med et næsten usynligt smil kiggede han lidt væk igen. "mere eller mindre.." svarede han kort og slog hovedet lidt tilbage. "Du ser heller ikke lige ud til at have haft den bedste dag hva dæmon?" fortsatte han og bed sig let i læben. Dæmonen ved siden af ham så næsten ligeså dårligt tilredt ud som ham selv og han gættede på at de nok begge to havde oplevet noget lidt det samme agtigt.

Han trak på skuldrene
"Her myldre jo med bloddyr" mumlede han til svar mens han strakte sig og lod blikket glide rundt. Han overvejede bare at gå.
"Hvilken side er du på? eller forholder du dig neutralt?" spurgte han og så på ham igen, nogle engle havde valgt klogt og sluttet sig til dæmonerne for at deres blod ikke skulle blive drukket...alt for meget, nogen valgte slet ikke at være med, mens dem der fulgte deres leder rustede sig til selv at være en part af krigen, kæmpe for den plads som tilhørte dem, de hellige. Komisk faktisk. Hans skytsengel havde vist valgt sig upartisk...så vidt han vidste, han havde ikke hørt andet.
Han pillede ubevidst i en rift i hans bukser, kunne sjældent side alt for stille alt for længe.

"De er skide irreterende" svarede han og kløede sig i håret. Menneskene overfor dem blev ved at stirre, godt de ikke kunne høre hvad de sagde, men han kunne egentlig godt forstå at de kiggede lidt, det måtte være et underligt syn med 2 helt 'messed up' personer siddene helt roligt og snakke. "Jeg vil ikke holde mig neutral" svarede han kort og tøvede lidt inden han fortsatte "Jeg hørte nogle engle snakke om at de ville tage part i krigen som den 'hellige race" Han smagte lidt på ordene og smilede så lidt svagt, "Men jeg er ikke kristen og ved ikke hvor vi engle kommer fra, hvad der skulle gøre os mere hellig end andre racer, så jeg vælger at bruge min fornuft frem for min stolthed, og joiner dem som kan hjælpe mig med at reducere vampyrene, altså jer dæmoner" Oliver kiggede kort over på dæmonen ved siden af ham. Stolthed var intet hvis man døde i forsøget på at holde den.

Han så lidt på ham og nikkede med et smil.
"Ganske fornuftigt" Enlig kunne de ikke love dem helt den beskyttelse de måske gerne ville have, men vis bare de prøvede ville det vel være godt nok, ligesom men menneskerne, dog stod englene nok lidt højere for at beskytte end menneskerne da menneskerne ikke var andet end til besvær, dog måtte man jo prøve at finde lidt allierede hist og her, man vidste jo aldrig om man fik brug for dem. Hvem ved? Måske kunne de bruge nogle af menneskerne som lokkemad...selvfølgelig uden de vidste det.
Han lænede sig tilbage og så menneskerne omkring sig, de skulle bare vide! Hvilket en del af dem jo også var begyndt at gøre, han grinte lidt ved det, mange af dem kunne ikke lide at blive rystet ud af den sikre verden de før havde levet i.

Oliver vente kort hovedet ved dæmonens svar. Han brugte altid fornuften frem for alt andet. "Men jeg er bekymret" fortsatte han så og lagde armene over kors. "Man ser flere og flere rygter på tv og i avisen, der vil ikke gå længe før menneskeligheden er klar over eksistensen af væsner". Det havde bekymret ham noget tid, hvis væsner blev kendt for menneskeligheden så ville der ske ting, som at englefjer eller knogler blev en vare på det sorte marked og det var en skræmmende tanke. På den anden side så ville man begynde at forske i væsners gener, dette ville måske udvikle sig interresant, eller frygteligt, hvem kunne vide det?. Han sukkede kort og rystede på hovedet. "Det ville måske skabe problemmer i længden" afsluttede han og slog blikket over på menneskene overfor dem, de var så småt begyndt at vænne sig til dem og kiggede ikke mere så underligt på dem.

Han så sig tænkende omkring og nikkede lidt.
"Hvordan kan de undgå ikke at lægge mærke til det? Dusørjægere leder efter væsener på gaderne, forskellige slås midt i byerne og en masse mennesker ser overnaturlige ting de ikke kan forklare..." sagde han
"...For mit synspunkt kan de ikke undgå at komme til at kende til os, det ville sikkert også være sket før eller siden" han så lidt på menneskerne omkring, måske var det fordi de ikke kendte hele sandheden eller måske fordi de valgt at ignorere det for nu, men ellers så de her mennesker ud til faktisk at acceptere de var der, måske tænkte de bare på dem som...skøre? Måske ville menneskerne acceptere dem? Nogen af dem har sikkert altid haft en følelse af det var mere end man kunne se....Man vidste jo ikke. Det skulle nok blive spændende, i hvert fald for ham, han var stærk nok til at slå igen. Tanken om at slå igen over for en stor menneskeflok...måske ville det nok ikke gå så godt så? for begge parter.

Oliver kløede sig let i håret imens han slog blikket ned på sine fødder. "Det er sandt, men hvad jeg er bekymret er de koncekvencer det vil få" svarede han og bed sig let i underlæben. "Verden vil jo falde fra hinanden" afsluttede han og spejdede lidt omkring, han havde stadig et neutralt udtryk på. Selvom at man ikke ville behøve at skjule noget i den verden så var det jo ikke til at vide hvad der ville ske og som det så ud nu så det ikke ud til at der ville være vildt mange andre engle, hvis englene altså planlage at gå med i krigen for at vinde selv ville de jo blive udrydet fuldstændig, selvom han nødig ville indrømme det så var de ikke så fysisk stærke som nogen andre væsner, han selv kunne kun hamle op med nogen dæmoner og vampyre på grund af hans inteligens.

Igen tænkte han lidt over det, men trak så på skuldrene.
"Tja..." startede han, han lagde mærke til nogen der sad med lange øre for at opsnappe hvad de snakkede om. Hvor var folk dog nysgerrige!
"...Det vil endten føre krig med sig, at de nægter at dele deres verden med os, selv om vi har været her længere end de, nægter at slippe illusionen om en tryg tilværelse, eller også siger de fint, vi må alle finde en plads i den nye...dagsorden og leve ved siden af hinanden...Men selv om det skulle være det sidste vil nogen på et tidspunkt sige det til resten af verden og så kommer der sikkert andre som vil slå os ihjel eller måske ligefrem eksperimenterer" sagde han, han så frem for sig, han gad ingen af delene, han havde endelig fundet sig tilrette et sted og så skulle det bare ødelægges? Lige meget hvad der skete skulle det blive med Dawn. Vis hun...Han rystede på hoved.

Oliver tænkte lidt over det, men kom hurtigt til den konklution at menneskene nok ikke ville acceptere dem, eller han var måske heldig som engel at blive accepteret, men vampyre, dæmoner og varulve som altid var blevet opfanget som onde væsner, de ville blive jaget vildt. "Ja dusørjægerne er godt igang.." svarede han og tog sig opgivende til hovedet "er det bare mig eller vælger de at ignorer vampyrene og går efter jer dæmoner istedet?" fortsatte han med ned lidt dæmpet tone for at ingen ville høre det. Han havde lagt mærke til det i nogen tid nu, de forøgede dæmon våben som de havde på sig og forminskede vampyr-dusørjæger sammenstød. Et øjeblik frygtede han lidt at vampyrene og dusørjægerne ville gå sammen så de faktisk havde en reel chance for at vinde, men så igen så ville det aldrig ske, der var for stort et had imellem til at de ville kunne sammen arbejde.

Han lagde armene over kors og så sig lidt omkring igen.
"Hmm, jeg må give dig ret" han så på ham
"Det går ikke så godt for os lige for tiden, tror jeg mødte 3 dusørjægere på 3 dage, en med ekstra "soldater" vis man kan sige det...Vi har heller ikke hørt noget fra vores leder, overvejer seriøst selv at få fat i en gruppe og så terroriserer vampyrerne, d skal ikke tro de slipper så nemt!" til sidst snerrede han næsten
"Men vi skal nok klare det, har en fornemmelse af at vi er lidt mere...udholden, måske? En tendens til stadig at være der selv om andre tror man ikke er...en samling insekter som bare ikke kan forsvinde" han smilte lidt ved de forskellige sammenligninger, sådan så han i hvert fald selv på det.

Oliver lænede sig lidt tilbage i stolen og overvejede bare at gå, de ville ikke opdage det alligevel og de havde ingen af hans person oplysninger. "Ja, heldigvis er de fleste dusørjægere ikke specielt stærke" svarede han med et lille smil og fortsatte. "Ved du hvad mr dæmon leder pynser på? Man ved ikke helt hvad man skal gøre når man ikke høre fra ham" Oliver afsluttede med et fjernt smil. Han vidste ikke helt hvordan han skulle få oplysninger om hvordan han kunne hjælpe, når han kun sjællent mødte dæmoner og andre på deres side, det eneste man egentlig kunne gøre var at holde lav profil.

Han så lidt på ham.
"Faktisk...Har han været ret stille" han smilte selv om nyheden ikke lød som den bedste.
"Og det er lidt genialt, alt fortsætter, men man høre intet til hvad dæmonerne pønser på...så når han endelig er færdig med at tænke, så smask! et modangreb man nok ikke helt havde ventet...eller måske havde man" han trak p åskuldrene
"Men planlægningen er i fuld gang...mere kan jeg ikke sige" smilte han, både fordi han ikke vidste mere men også fordi han alligevel ikke ville have fortalt særlig meget, man vidste aldrig hvor der var en svag forbindelse...

"Vi for se" svarede Oliver med et kækt smil inden han kiggede sig lidt omkring. mængden af mennesker var begyndt at tynde ud og han overvejede kraftigt at komme ud herfra inden han skulle til at udgive nogen oplysninger. "Hvad siger du til at komme ud herfra?" sagde han så og kiggede på dæmonen med et smil da det gik op for ham at faktisk ikke kendte hans navn. "forresten så hedder jeg Oliver" fortsatte han så og kløede sig i baghovedet med et smil. Det kunne vel ikke skade at lære sine allierede at kende kunne det? og man kunne jo altid bruge venner her midt i en krig. De eneste mennesker tilbage i rummet var få mennesker og en kvinde der stod bag ved et bord og holdt øje med folk, hun så ikke videre kvik uud og ville nok ikke blive det store problem at slippe fra.

Han fik kort øjenkontakt med kvinden der stod og holdte lidt øje med det hele og pludselig fandt hun noget ekstra papirarbejde at lave.
Han rejste sig.
"jo, lad os gå" smilte han og undrede sig en smule over hvor let det faktisk var at komme væk fra politiet igen.
Han gik over mod døren mens han så på englen ved siden af sig, tja, hvad kunne det da også skade?
"Zean" svarede han og åbnede døren og trådte ud i den friske luft.
Ganske som forventet bemærkede kvinden ingen ting, men stod bare og arbejdede videre. Han smilte, mennesker var altså for nemme!
Han ventede til englen var kommet ud og lod så døren glide i efter dem.

Oliver kiggede tøvende op på dæmonen da den rejste sig, han slog blikket hen på damen der var sat til at holde med dem, hun så ikke ud til at opdage noget, mærkelig nok. Han rejste sig og fulgte efter Zean ud af døren med et lettere venligt smil. "Hyggeligt at møde dig Zean" svarede han så til Zeans intruduktion og kiggede sig omkring. Politistationen lå ikke ligefrem i centrum af byen og der var et par træer rundt omkring. "Hvor skal vi tage hen?" fortsatte han og spidsede øre da en lyd hørtes inde fra politistationen. Det lød som om at betjentene nu havde opdaget at de var væk, *hvilken dårlig timing* tænkte Oliver irreteret og kiggede på Zean "Lige meget hvad må vi hellere så at komme væk, hvis vi ikke vil tilbringe natten her" afsluttede han med et lille smil inden han begyndte at gå med hastige skridt væk fra stationen.

Han fulgte efter ham, dog i rolig gågang, han havde intet imod vis han kunne...afreagere lidt. De var jo ikke rigtig nogen trussel alligevel.
Han så sig over skulderen og en så betjent hurtigt alarmerede nogle af sine venner som snart ville komme løbende ud..Og så ville jagten begynde.
Sceneriet mindede om et han havde prøvet før, faktisk også her ved politistationen, hvor han var flygtet med...ja, en eller anden anden han ikke lige kunne huske.
Han satte endelig farten lidt op og var snart oppe ved Oliver.
"De vil ikke kunne gøre os noget" sagde han roligt og smilte hemmelighedsfuldt.

Oliver kiggede på Zean der var kommet op på siden af ham. Det minede ham lidt om dengang han var flygtet fra stationen med en anden engel, de var så blevet angrebet af vampyre senere på aftnen. "Måske ikke, men hvis de først begynder at angribe så bliver vi jo nød til at slå igen" begyndte han og kastede et blik over skulderen, hvor en betjent havde fået øje på dem og stod og råbte noget. "Og det ville bare være et spild ikke?" fortsatte han og prøvede at forme et lille smil. Det lå ikke i hans natur at skade mennesker og han havde ikke lyst til det, men hvis det var en nødvendighed så kunne han jo blive nød til det.

Han trak på skuldrene.
"Det kommer an på vis synspunkt man tager ud fra" svarede han
"Jeg syntes ikke det er spild, faktisk bare sjovt, men næsten så nemt at det er kedeligt" En engel der havde skadet mennesker? Hvorfor ikke...Det mindede ham om de dusørjægere han havde mødt som påstod de ikke var interesseret i de svage mennesker som ikke gad melde sig til jægerne. Hvad sloges de så for? En eller anden gud? Han havde hørt at de fleste var overdrevne katolikker, eller i hvert fald guds troende...Som om der var en gud.

Oliver smilede lidt af det han sagde. "Nemt, ja" gav han ham ret inden han satte farten lidt ned og fortsatte "Måske har du ret, jeg kunne også godt bruge lidt træning inde krigen går helt amok" afsluttede han og tænkte lidt over det. Det så dumt ud at en engel sloges med mennesker, men ligenu var han egentlig ligeglad, han havde været irreteret her på det sidste over en dusørjæger han havde mødt. Dusørjægeren havde udstilt engle som nogen der skulle rende rundt og passe på de små mennesker og det havde gjort ham vred. 2 politimænd kom løbende imod dem og Oliver nåede ikke rigtig at reagere inden den ene var helt tæt på og havde taget fat i hans skulder. Med et overrasket gisp førte han per automatik en hånd op til politimandens bryst og blæste ham et par meter bagud med en boble. "woops.." mumlede han imens han bed sig i underlæben.

Han vente sig om og så hvad der skete.
Han så lidt overrasket på ham, så det var hans evne? Et kunne et eller andet med bobler? Han fik øjenkontakt med den anden betjent og han stoppede pludselig op, men det var anderledes end med receptionist kvinden, for med ham her kunne man se i hans øjne at han var bange fordi han ikke selv kunne styre sin krop.
Zean smilte lidt da betjenten tog sin pistol frem og afsikrede den og pegede på den anden mens han nærmede sig ham, han var jo røget et godt stykke væk.
Men zean beordrede ham ikke til at skyde, det ville bare tiltrække mere opmærksomhed, i stedet lod han betjenten ligge sid ved siden af sin kammerat som lå bevidstløst på asfalten.
"Jeg tror ikke der nytter at øve på mennesker, man vil ikke få det rigtige indtryk..." sagde han og begyndte roligt at gå videre.

Oliver kiggede på den anden betjent der nærmede sig med en pistol, han kiggede på Zean og tilbage igen, kunne han styre folk ved tankens kraft? Oliver skulle lige til at bede Zean stoppe manden fra at skyde da han lagde sig ned ved side af den anden betjent. Han ånede lettet op og kiggede på stadig på dæmonen. "Du har ret igen" svarede han og sank en klump. Zean virkede meget mere trænet og stærkere end ham selv, men så igen så var han jo osse dæmon og derfor naturligt stærkere. "Hva nu?" fik han sagt og kiggede sig tilbage inden han kiggede frem igen. "Skal vi ta et sted hen eller?". Han var blevet en smule bleg da det g ik op for ham at han nok ville møde flere situationer som denne fremover nu hvor menneskene snart ville kende til dem måtte han vel forsvare sig selv næsten hver dag.

Han kunne styre dem, give dem smerte..alt muligt han ville.
Han trak på skuldrene
"Tja, vi kan godt gå et sted hen, men ved ikke hvor,måske bare hvor vores fødder bringer os?" smilte han og fortsatte med at gå mens han så på ham.
Mange så ham som stærk, han havde den opfattelse at det var få virkelige stærke heromkring, men han vidste han var ved at blive en dem, lidt mere øvelse i slåskampe ville måske hjælpe? Han brugte jo normalt altid sin evne, så han var blevet lidt rusten til en god slåskamp..uden evner.
Han sukkede lavt og så sig lidt omkring, han var faktisk også sulten...Efter en god sjæl.

Oliver fulgte tavst efter dæmonen som faktisk så meget selvsikkert ud som han gik der. "I orden" svarede han så med et skævt smil. "Så Zean, du så ud til at være trænet i kamp, har jeg ret?" fortsatte han så sparkede til en sten der lå på jorden imens han gik. Det var utroligt så meget denne krig påvirkede ham. For bare 4 år siden ville han ikke drømme om at skade nogen eller noget ud over vampyre der var ude efter ham, men nu forsvarede han sig uden at tøve imod mennesker også selvom han havde muligheden for at flygte. Han sank en klump ved tanken og proppede hænderne ned i sine jakkelommer. Det var bekymrende. Havde han gået med de andre engle der gik sammen så ville han nok have forblevet som han var før, men han var bare ikke klar til at lide sådan et nederlag som de snart ville komme til.
Det var nok derfor at han var glad for sit valg med at gå med dæmonerne. Det sikrede ham den største chance for at overleve den opkommende krig.