silent river (Rikkie)

S: silent river
t: eftermiddag
V: koldt, det små sner
o: træer, buske, en hurtigt flod...

Silent river var ikke særlig stille, vandet løb af sted som om det var bange for at komme forsent til noget.
Men det var klart, nu var sneen ved at smelte og det gav floden mere vand til at få alt det forurening væk, synd folk ødelagde det på den måde.
På havde han en sort vinterjakke, nogle mørke jeans og halvstore sorte, vinterstøvler, hans sorte hår sad for det meste ned over hoved og hans mørke, hemmelighedsfulde øjne gled rundt på deres omgivelser med en ligegyldighed.
Han havde engang mødt et menneske her...men han havde ikke set hende siden, sjovt som man kunne støde på nogen og så...væk, men hun var sikkert i byen eller i en af dem rundt om.
Sneen gled roligt ned fra den mørke himmel, det var vinter, mørket sænkede sig hurtigt.
Han trak vejret dybt og mærkede hvordan luften lugtede af forurening fra floden, men ignorerede det for han kunne og dufte den friske luft fra sneen.

Rikkie kom gående fra en mørk gyde, hun havde det skidt med sig selv som hun jo altid havde, men det var blevet værre.
Hun var begyndt at frygte sig selv, ingen stolede hun på, men hun var bange for at blive til noget, som ikke havde en del at gøre med Vampyr mere.
Længre nede af en lille sti lå en coladåse den tog hendes opmærksomhed og langsomt stod hun ved siden af den, hendes ben sparkede den måske 5 meter væk og det blev hun ved med indtil hun hørte at hun var tæt på Silent River, hendes sted hvor hun altid havde været når hun var trist.
Nu havde hun bare ingen tro til sig selv, skræmt var hun blevet, mon alle osse var bange for hende? Det vidste hun ikke, men hun kunne jo spørge folk til råds.
Så hun gik lidt hen og der var en smule siv og hun tog et og knækkede af og langsomt lavede hun mindre stykker af dem.

Han gik i visheden om at han var alene, han havde ikke fornemmet eller lugtet nogen endnu i hvert fald.
Han hoppede over en væltet træstamme og gik videre på sin lille tur mens han tænkte lidt tilbage, det havde han kke gjort længe, ikke villet, bare prøve at tænke fremad, men nu gik det hele baglæns, længere og længere tilbage til den gang hvor han stadg var sammen med sine forældre og hvor en ældre mand havde lært ham en masse.

Rikkie gik rundt og begyndte at bruge sivet til at fjerne noget under neglene, selvom det gjorde hendes negle endnu beskidtere.
Hun var træt af at skulle spilde sin tid på at gå rundt og være alene hele tide, hun var ikke vant til det, så hun måtte vene sig til det. Hun sukkede kort og havde bare en sangtekst i hovedet, den gad ikke forsvinde.


// undskyld glemte emnet :(//

Han fornemmede en svag lugt af blodsuger og stoppede op.
Det kom...med vindretningen, altså bag fra ham.
Han krøb hurtigt ind i siden og gemte sig lidt, selv om han ikke vidste om hun var erfaren nok til at finde ham alligevel, første prøve. Vis ikke hun fandt ham ville hun sikkert være barnemad at slå ihjel...Det var jo krig og han støttede sin race, dæmonerne, fuldt ud. Det første drab. Han smilte ved tanken. I hvert fald det første fra hans side.
Han gemte sig og holdt øje med stien, nu måtte man se hvad der kom.

//ok//

Rikkie stoppede op, hun fornemmede en meget svag lugt.
Hvilken lugt? Hun sukkede det var måske en af sine fjender, hun gik lidt længre ned af stien.
Lugten var far en dæmon, men måske skulle hun bare slå den ihjel, men hvor? er denne person.
Hun stoppede op og kiggede hun skulle være på vagt, for dæmonen kunne jo også slå hende ihjel, men hun havde ikke lyst til at dræbe, men hun blev nød til det.

Man var aldrig nød til noget, man havde et valg, men man måtte tage konsekvenserne af sine valg.
Vampyren nærmede sig, men tøvede så, hun fornemmede eller lugtede ham altså. Han smilte lidt. Godt.
Hun virkede ikke helt tryg ved det, men heller ikke skræmt væk, gad vide hvor stærk hun var, hvor let det kunne blive at slå hende ihjel...Her kunne jo ikke komme nogen og hjælpe hende, tja, så skulle de komme gående.
Han ventede stadig, på det rigtige tidspunkt...

Hun gik et par skridt vidre, mon han ville springe på hende, vis hun gik forbi?.
Hun vidste det ikke rigtigt, men hun kunne jo bare vente til han gik ud derfra hvor han gemte sig? Ej det ville virke for kujon agtigt, hun ville ikke overgive sig.
Hun forsøgte at beskytte sig, for hun havde spiecelt ikke lyst til at dø af en dæmon, men alene var hun svag.
Hun sukkede, mens hun kiggede til begge sider.

Hun tøvede endnu, men fortsatte så alligevel, hvor dumt.
Han følte allerede at en sejr var på vej, dog skulle han passe på at han ikke undervurderede hende.
Da hun var gået et skridt eller to forbi ham sprang han hurtigt frem og stod nu klar bag hende til hvad hun end kunne finde på.
Han smilte mens han så på hende, han ville lege lidt med hende først.
"Hallo blodsuger"

Hun så denne unge dæmon springe frem, hun var parat på hvad der ville ske.
Langsomt kiggede hun lidt ned, hun var overhovedet ikke den stærkeste af sin slags, men stærk var hun alligevel, men hun skulle passe på, hun var en smule stærk, men snedig det var hun.
hun tog en dyb indåning før hun fik et smil på sine læber.
Nærvøs var hun, måske ville han vinde over hende.

Han så lidt på hende, direkte mod hendes øjne, desværre så hun ned, som om hun allerede vidste hun nok ikke kunne klare det her.
"Hilser man ikke tilbage?" spurgte han og gik nogle små skridt i mod hende.
Floden løb raskt ved siden af dem, eftermiddagen var ved at blive til aften og mørket begyndt at sænke sig mere om dem, værre end før.
Men mørket gjorde ham ikke noget, sikkert heller ikke vampyren foran ham, hun var ung og virkede ikke som en af de stærkeste, helt som han havde forventet. Men nu måtte hun godt snart vise sig bare lidt mere...udfordrende.

Hun kiggede mod ham, men venlighed var ikke det hun havde lyst til at vise for ham, men han vidste sikkert hun ikke var så stærk, så hun trådte et par skridt tilbage.
Men så stoppede hun op " hej, er du så glad nu?" Spurgte hun og smilede bare.
Hun ville ikke være den første der sprang frem, men det ville han måske.
Så hun stod bare og kiggede, han så overhovedet ikke ud til at være bange for hvad der ville ske, måske havde han intet at miste?

Han stoppede op og grinte så lidt mens han så tøvende på hende.
"Jeg ved der er krig" sagde han
"Men jeg havde ikke troet du ville være så uhøflig, men det ligger måske til jer? Eller..." han lod den ufærdige sætning hænge i luften.
Eller hun var måske bange, det viste sig tit, usikkerhed, så man kom til at sige sådanne ting, fordi man ved der vil ske noget, men ikke rigtig hvad eller hvordan.
Hendes tur.

Hun brød sig ikke om denne krig, den var ubehagelig, men hvorfor? Mange ville jo dø.
" Blod suger er heller ikke den pæneste måde at være høflig på " sagde hun og løftede det ene øjenbryn, han var nu ikke selv høflig, men hun svarede igen.
Han så ud til at være selvsikker, men nu var han, men måske er det dumt at vise selvsikkerhed i starten.
Hun havde ingen idé om hvad hun skulle sige så hun stod tavst og kiggede.

Han trak på ¨skuldrene
"At kalde dig vampyr ville heller ikke, for mig er det synonymer, begge et skidt ord" smilte han
"S du har nok ret" han så lidt på hende, det kede ham faktisk, hun havde altså ikke tænkt sig at gøre noget som helst? Håbede bare han ville gå sin vej og...de begge ville komme helskinnet ud af det? Endelig fandt han en skide blodsuger og så virkede det ikke engang som om hun havde lyst til at flå hoved af ham. Han gjorde intet for at skjule sin åbenlyse skuffelse der nu stod malet i ansigtet på ham.

Hun snerrede af ham, han var virkelig ikke det man havde lyst til at snakke med.
Måske skulle hun bare dræbe ham også lade som ingen ting bagefter? hun tænkte det virkede som en god idé, hun manglede også blod, han ville være det perfekte offer. Han var også et af de mest fristende dæmoner hun havde mødt.
" Hmm " Mumlede hun roligt.

Vampyrer der drak dæmonblod? Det havde han aldrig hørt om før, selv om han havde nogle stykker true med det. Han havde altid troet de ikke kunne lide endten blodet eller tanken om at de sugede blod fra deres fjender. Men han var jo ikke blodsuger, så han kunne jo ikke vide det, han håbede dog at vis de sugede blod fra en dæmon at de så ville blive syge, få smerter...Deres blod var jo ikke bare blod.
Han smilte roligt og så på hende, uden at sige mere, hun havde forandret sig lidt, virkede ikke helt som en lille pige.

Hun kiggede lidt på ham, men smilede så kort, hun fniste ved tanken om han var død, bid ham eller drikke han's blod. Arghh hun ville helst bide ham eller lade ham forsøge hvad han ville. Ej så var det hende der ikke ville have en chance, men hun virkede selvsikker udenpå, men indeni var hun nærvøs, man kunne overhovedet ikke se det. Hun lænede hovedet på skrå, hvorfor var der overhovedet krig?

Hun virkede mere sikker nu, men hendes øjne sagde noget andet.
Han bevægede sig frem mod ham for at se om hun ville gå tilbage, og derved bevise at hun næsten allerede havde opgivet sig eller var skræmt eller truet, eller blive stående og udfordre ham.
Han håbede begge ting, et lille ryk som bevidste hvor usikker hun var, men også tegn på hun ville gøre modstand.
Han var dog overbevidst om at han ville vinde lige meget hvad.
"Helt alene på en uskyldig gåtur...eller hvad?" smilte han roligt mens hans øjne holdt hendes fast, brugt sin evne, lod sit spind glide ind i hendes hoved, rundt over det hele...

Hun kiggede hen på ham, hun havde lyst til at gå et skridt tilbage, det kunne godt være hun ville vise hun ikke var svag, men dem der ikke er svage tør også at vise vis de er en smule skræmte. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare så hun stirrede stift ind i hans øjne.
" Ja! " Sagde hun og hævede en smule stemmen. Hun følte at hun skulle fjerne øjenkontakten, men en del af smerte fulgte med, han gled rundt i hendes hoved hvorfor? Hvad hjalp det? En del smerte, hun mærkede det, men om hun skulle lade ham gøre det eller om hun skulle vise hvad hun kunne, hun var i tvivl.

Han grinte, hun kunne altså mærke det, ikke alle kunne det.
Hun kunne fjerne øjenkontakten og forhindre ham i at glide længere ind i hans hoved, men han ville stadig være der, han havde plantet sit spind i hendes hoved og kun han kunne fjerne det igen.
Han gjorde intet for at skjule han var der, lod hende mærke lidt smerte for at vise at han kunne styre hende vis han ville, hans evne gik både ind og styrede det fysiske...som det mentale. Genialt, folk blev altid skræmte når de fandt ud af hvor meget han enlig kunne.
Han stoppede foran hende nu og så direkte ind i hendes øjne.
"Usikker...Men stadig overbevist om at vise sig stærk" smilte han

Hun lukkede øjnene, hun vidste ikke hvad hun kunne gøre, smerte. Smerte. SMerte og smerte var det eneste hun havde i hovedet, men hvad kunne hun gøre få ham væk? Flygte ? Nej det var nærmest umuligt, hun skulle have vidst noget før hun turde vise sig stærk.
Hun åbnede øjnene også han var gået helt op foran hende og hun stod helt stille og kiggede på ham. Hendes hænder blev plantet på hans skuldre, hun ville skubbe ham væk, men hvad end hun prøvede følte hun han begav sig rundt i iovedet på sig.

Han stod og så smilende på hende, velvidende at hun højst sandsynligt ikke ville kunne finde styrken til at skubbe ham væk, hvilket sikkert var hendes hensigt. Manden var jo også, af naturen, stærkere end kvinden...selv om der var få eksempler af det modsatte.
Han greb fat om hendes håndled og fjernede hendes hænder fra hans skuldre, ændrede grebet lidt og trang så hendes arme om på ryggen af hende, så han nu stod helt op af hende med armene om hende.
Han så ned på hendes ansigt og lænede sig ind mod hendes øre.
"Hvordan vil du helst dø?" hviskede han blidt som om han hviskede godnat til at barn. For at bevise han var i stand til hvad han ville lod han en af sine "tråde", noget af sit tankespind, ramme en nerve som normalt ville sende smerte ned gennem rygraden.

//du siger bare til vis det bliver lidt for meget?//

Hun var sikker på der var en vej væk fra dette, hendes lange stylter, det var jo kun hende's arme han holdte fast i, men nu når han spurgte kunne hun jo svare " Jeg vil ikke dø! " Hvæsede hun af ham.
Hun lod en fod sparke bagud, men det hjalp ikke, men det så ikke ud til han lagde mærke til det, men så sparkede hun benet op, det var et kraftigt spark, det endte oppe ved hans lem, et af drengenes svagepunkter, måske ville hun komme fri af det, hun håbede.

Han havde glemt benene i et øjeblik, faktisk havde han håbet på hun ville blive mere usikker, skrige af smerte måske, men hun så ud til fuldkommen at ignorere det, måske var smerte hendes drivkraft?
Han mærkede smerte da hun ramte ham, han slap hende og vaklede et par skridt bagud mens han tog sig til skridtet.
Han sendte hende et blik fuldt af had, fuldt af vrede. Skide blodsuger! Han snerrede og rettede sig lidt mere op.
Han så på hende, tog ikke blikket fra hende, brugte sin evne til at gøre smerten værre, han vidste at nåede han smerte nok ville det til sidst ikke være en drivkraft mere, men bare ren smerte. Og han ønskede intet andet end smerte for hende lige nu.
Men hurtigt efter ombestemte han sig og stoppede igen, mens han så smilende på hende. Smerte ville jo ikke gøre noget, jo, vis han blev ved længe nok ville hun måske tage skade, men det havde han ikke lyst til.
"Fint nok..." sagde han og overvejede sit næste skridt.
"...Kan du andet?"