The Master and his student. - Nich.

Sted - Vicentes hytte.
Vejr - Udenfor er det mørkt og koldt.
Omgivelser - De ting, som altid har været i Vicentes hytte.
Tid - 2:30.

Vicente sad inde i sin hytte, han sad ved et vindue og stirrede ud. Hans blodrøde øjne glødede let i mørket, den stærke farve, som hans øjne havde, var et tegn på at han var tørstig. Vicente sad helt stille, han hverken blinkede eller trak vejret, hvilket ikke var særligt unormalt for Vicente. Han sad tit sådan og kunne bruge flere nætter på at sidde sådan og stirre ud i mørket, næsten som om han ventede på noget og hans stirren kun blev afbrudt af hans behov for at skjule sig for lyset. Tanken om at finde noget føde havde skam strejfet hans tanker, stemmerne i hans hoved havde i et stykke tid bedt ham om at finde noget føde, dog adlød han ikke stemmerne. Der var stadig en slags 'indre kamp' igang i hans hoved.

Selvom Nicholas havde levet isoleret et stykke tid nu, var rygterne om krig mellem Dæmoner og Vampyre nået hans lille fredsplet. Hvordan han havde hørt det, kunne han ikke ærinder, men 2 ting havde været i hans tanker siden. At finde ud af om det var sandt, og ha Neo i sikkerhed/sørger for den. Det var nok derfor han havde bestemt sig for at opsøge Vicente. Ikke at Vicente skyldte Nicholas noget, andet end hans menneskeliv selvfølgelig.

Da Nicholas nåede fordi skovbrynet, var de røde øjne præcist lige så synlige som Vicentes var. Det var nok noget han ville ha stoppet op af skræk normalt. MEn ikke idag, ikke nu. og nok ikke mere. Det eneste han gjorde var at skubbe døren op , før han stoppede op og stirrede på den livløse Vicente. Han valgte ikke at sige noget til at starte med.

Vicente kunne dufte den bekendte duft, det var Nicholas, som var et sted i nærheden. Han fik øje på et par røde øjne et stykke væk fra hytten. Det var Nicholas, kunne han så. Han vendte sig om imod døren og hans blik hvilede nu på den, han ventede på at døren skulle gå op og Nicholas ville træde ind. Da det skete, rejste Vicente sig roligt. "Nicholas." Lød Vicentes rolige, næsten monotone stemme og hans blik studerede kort den vampyr, som han havde skabt. "Hvad bringer dig herud til min hytte?" Spurgte han så, stadig med samme toneleje som før. Vicente lignede sig selv. Ligbleg, røde øjne og det lange sorte hår, som hang løst ned langs hans ryg.

Nicholas' blik hvilede på Vicentes ansigt. Selvom det var bældmørkt, kunne han se Vicentes ansigts træk ganske tydeligt. Det unge træk, de gamle øjne der forlængst vidste alt. Selvom Nicholas engang havde og nok stadig afskyede ham. Så var hans respekt for ham nok lige så stor, hvis ikke større. Og det var helt sikkert derfor han nu stod her. Foran Vicente. Fordi han vidste at dette var manden han kunne stole på. På visse områder selvfølgelig.

Nicholas' blik var respektfuldt, da hans dybe stemme satte igang. "Jeg vil høre mere." Sagde han tydeligt inden han fortsatte. "Herre." og slog blikket kort som tegn på bevidsthed om hans status.

Vicente nikkede let, da Nicholas forklarede, at han ville vide mere. Han nikkede endnu engang, denne gang et tilfredst nik, da Nicholas kaldte ham 'Herre.' Det kunne han lide at høre, det var kun på sin rette plads, at folk så på ham med ærefrygt og respekt. "Tag plads." Sagde han og vendte sig om for at sætte sig ved det bord, som han altid sad ved, det var også det bord, som han arbejdede ved, når lavede sine kunstværker. Der stod fire stole ved bordet, den ene af de fire havde Vicente allerede sat sig ved, det var det ved siden af vinduet, det var hans plads. "Du vil vide mere omkring krigen, som der bliver snakket om." Sagde han og lænede sig tilbage og med blikket hvilende på Nicholas.

Nicholas så tilfredsstillelsen i Vicentes Blik, hvilket fik hans smilebånd til at trække ganske hurtigt. Men sikkert nok til at Vicentes skarpe blik ville opfange det mens Nicholas satte sig ned overfor Vicente. "Ja." Sagde han, og holde Vicentes blik fast, veg ikke fra det. Nok var han bevidst om sin status. Men han havde sin stolthed, sin vilje. Så længe den ikke overgik Hans herre. "Og jeg regnede med herren var en af dem der vidste nok." Sagde han med monotont stemmeleje.

Vicente betragtede fortsat Nicholas med sit rolige, dog lettere kolde blik. Han havde endnu ikke blinket en eneste gang og havde højst sandsynligt heller ikke tænkt sig at gøre det i den nærmeste fremtid. "Korrekt." Svarede han og placerede sine blege, knoklede hænder på bordpladen. "En krig er på vej. Dette er stilheden før stormen." Lød Vicentes stemme. Hans stemme var fortsat monton, så man kunne ikke spore i hans stemme, hvilke tanker han havde om krigen. "Jeg får brug for så mange krigere, som overhovedet muligt i krigen mod dæmonerne." Sagde han. Det var vel ikke svært at gætte, hvor Vicente ville hen ad med den sætning. "Er du en kriger?" Spurgte han så og det bekræftede, at han ville prøve at rekruttere Nicholas. Hvis han ikke var en kriger, så kunne han gøres til en kriger.

Nicholas' rolige facade knækkede et kort øjeblik, mindre end et split sekund.
Neo. Han lukkede øjnene, i et forsøg på at samle sig i skjul som om han under gav sig. Selvom udmærket klar over at Vicente højst sandsynligvist havde set hans knæk i sin facade.
Han åbnede øjnene, med kontrollen tilbage. "Det kommer an på hvad herrens tanker om en kriger er." Sagde han blot, og rettede blikket mod Vic igen.

Vicente lagde godt mærke til knækket i Nicholas' facade. Han vidste allerede godt, at Nicholas ikke var en kriger, i hvert fald ikke den slags, som han ledte efter.. men han kunne selvfølgelig trænes til at blive det. Vicente kommenterede ikke knækket i Nicholas' facade, men lod det passere - indtil videre. "Vi skal vinde den selvfølgelig. Vi skal vise alle de beskidte racer, at vi, os vampyrer, er den stærkeste race, at vi er renligheden på denne beskidte klode.." Forklarede han og rejste sig derefter op for at gå lidt rundt i hytten imens han fortsatte sin forklaring om, hvordan han så på denne krig. "Vi får brug for flere vampyrer, vampyrer som skal være koldblodige dræbere. Vi skal have slagtet så mange af dæmonerne som overhovedet muligt. De andre racer skåner vi - Hvis de overgiver sig til vores storhed." Vicente knyttede næverne og løftede dem op i luften, det var tydeligt at Vicente led af storhedsvanvid, dog var det nok det mest raske ved hans tankegang. "Hvis ikke, så vil de føle vores styrke.." Tilføjede han så og stoppede ved at af de kunstværker, som han havde skåret, hans blik hvilede på det.

Nicholas så roligt til, mens Vicente gik i mere eller mindre selv sving over sine tanker om verdens herredømmet. "Herre. Jeg siger dette lige ud." Begyndte Nicholas efter at havve rømmet sig. "Med mine ord valgt med ærbødighed selvfølgelig." Sagde han. " Jeg støtter ikke alle herrens.. idealer.. men jeg er parat til at kæmpe for herren. jeg er herrens hvalp." Nicholas bukkede hovedet. "Klar til at blive trænet." afsluttede han og kiggede så op på sin vanvittige leder.

Vicente rettede blikket imod Nicholas, da han begyndte at tale. Han lyttede til det og lod Nicholas tale ud. "Hvilke.. idealer støtter du ikke?" Spurgte han så og betragtede ham med sit skarpe blik. Han ville gerne have, at Nicholas forklarede det, han ville være sikker på at det var noget, som ikke bragte hele 'operationen' i fare. Hvis det var.. så måtte han tage sig af det på en helt anden måde, som Nicholas sikkert ikke ville bryde sig om på nogen måde. Vicente var dog ganske tilfreds med, at Nicholas var klar til at lade sig træne. Han ville også begynde direkte efter, at han havde fået en forklaring fra Nicholas - Hvis altså ikke det var noget, som kunne bringe det hele i fare.

Nicholas vidste godt han måske talte en smule over sig, men han var nogle gange for ærlig uden at tænke over det. Dte var nok derfor han tænkte sig godt om inden han svarede. en løgn, det var det. Men det var ikke noget Vicente ville få øje på, Nicholas var jo Vampyr, løgne var en af hans specialer.
"Jeg føler mig ikke ren." Han slog blikket ned som om han skammede sig, skammede sig over ikke at være ren. "Jeg føler ikke jeg er renligheden... herre."

Vicente trådte et enkelt skridt imod Nicholas, stadig med hans skarpe blik på ham. "Hvorfor føler du ikke vores renlighed?" Spurgte Vicente så. "Vi er den eneste rigtige race her i denne verden. De andre racer er blot skabt for, at vi kan tømme dem for deres blod.." Lød Vicentes stemme så. Han måtte vide, hvorfor Nicholas ikke følte sig ren, før han kunne rette op på det og begynde på træningen. "Jeg skabte dig. Du burde føle dig som en af de reneste.." Sagde Vicente så og trådte hen til vinduet for at kigge ud i mørket. Han tænkte.

Nicholas havde ikke forventet han ville spørger ind til det, men han var som sagt jo utrolig god til at lyve. Så han fandt hurtig på et svar, fortsat med hovedet mod jorden.
"Jeg er ikke stærk nok. Ikke værdig til at være så værdigt et væsen som dem herre." Mumlede Nicholas og sukkede, han med hovedet af ren skam nu. For han følte sig faktisk ikke specielt som et mægtigt væsen.

Vicente rystede let på hovedet af Nicholas. "Det bliver du." Sagde han og trådte så imod døren og åbnede den, så de kunne komme udenfor. "Jeg kan ikke være med dig igennem din træning, jeg vil blot fortælle dig, hvad du skal gøre." Sagde han og trådte udenfor i den kolde luft, som dog ikke rørte ham på nogen måde. "Du skal lære, hvordan man slår ihjel uden at føle noget som helst." Forklarede Vicente så.

Nicholas kiggede op da Vicente åbnede døren og begyndte at tale. "Dræbe uden at føle?" Spurgte han overrasket, lettere mistroisk.Kunne han nogensinde kunne gøre det? Slå ihjel uden at føle noget? Han sukkede opgivende, men rejste sig op og fulgte med sin herre. Han ville jo gerne kunne beskytte Neo.

Vicente rettede blikket imod Nicholas, da han spurgte. "Det er ganske nemt. Nogle får dog en bedre start end andre.. Det kommer an på, hvem du slår ihjel." Lød Vicentes stemme, hvorefter han så lukkede døren efter Nicholas, da de begge var kommet udenfor. "Har du slået ihjel før?" Spurgte Vicente så og lod sit blik hvile på Nicholas.

Nicholas stoppede op foran Vicente.
Han stirrede på ham. Slået ihjel? Selvfølgelig havde han slået ihjel.
"Ja." Svarede han og fik sit mistroiske ansigt under kontrol. "Selvfølgelig har jeg det."
Han kiggede rundt, der var stadig mørkt. længe til at det ville blive daggry. Længe til at menneskenes dag ville overtage vampyrenes.