Can you hear her beg for it? - Viccer.

Tid: Langt inde på natten.
Sted: Vicentes hytte.
Vejr: Styrtøsregnvejr.
Omgivelser: Vicentes hytte.. o.o
Dato: Irl.


En fugls skrig ebbede ud i mørket. Kun en med abnormt god hørelse, ville have opfattet lyden, da regnen ødelagde alle former for livsbekræftelser. Men Faith, en lille, 'uskyldig' pige havde hørt skriget. Det var så fyldt med længsel og savn. Ting hun engang havde været i stand til at føle. Hendes gråblå øjne skinnede nærmest, da hun havde siddet i flere timer, lænet ind over et korthus. Hun var i gang med syvende etage, så hun sad dybt koncentreret. Hendes ellers så perfekte ansigt var rynket i dybe folder, der kun udviste dygtighed og klogskab. En af de spidse vampyr tænder var blottede, da hun langsomt lænede de to kort mod hinanden.
Hvorfor befandt hun sig her? Jo, det var fordi hun ikke havde andet at lave. Ellers ville hun nok sidde i toppen af et træ, nyde regnens dødelige lyde. Nyde kulden fra skoven. Hendes blik blev kun forstyrret af den lille lysestage hun havde tændt på bordet. Det flakkende lys dansede op, og gjorde alle de skygger der var i rummet lange og uhyggelige... Uhyggelige... Sikke et ord, når Faith på en måde befandt sig i helvede. Hun sad i en gammel vampyrs hytte. Hun havde boet her siden 1994. Og hun havde nydt det, selvom hun næsten aldrig havde været hjemme.
Faith spærrede øjnene op, da hun kunne mærke en lille svag rysten fra hendes håndled. Hun stirrede forskrækket på de lyseblå pulsåre der stod i kontrast med den flødefarvede hud. "Det er løgn!" hvæsede hun og stirrede koncentreret på det der foregik. En sjælden gang blev hun overvældet af en blodtørst der overgik ens vildeste fantasier. Hun kneb øjnene sammen, og så krøllede hun kortet sammen i sin hånd. Hun rejste sig, så stolen blev skubbet lidt bagud. Hun løftede armen i vrede, og så væltede hun det høje korthus.

En høj skikkelse bevægede sig igennem skoven, bevægede sig med lange, målrettede, dog lydløse skridt. Denne skikkelse var Vicente, han var på vej hjem til sin hytte. Vicente kendte skoven, som sin egen baglomme og så i hvert fald dette område af skoven, som hans territorium. Han var kongen her, den almægtige, sådan var det i hvert fald, hivs du spurgte ham. Vicente slæbte på et lig, det var liget af en ung kvinde, kvinden havde allerede mistet al farve og var ligbleg, ligesom Vicente. Det eneste farverige ved Vicente var hans røde øjne, som lige nu var lettere matte. Kvinden var endt som Vicentes føde, hendes liv var blevet taget af Vicente, en skæbne som var hændt for mange i løbet af de mange år, som Vicente havde været vampyr. Den unge kvinde var ikke mere end 17-18 år. Vicente var nået til sin hytte, han havde boet i den i mange, mange år, men havde aldrig taget sig af den, så den så ret faldefærdig ud, men den holdte da sol og lignende ude, så det fungerede for ham. Han lagde en hånd på dørhåndtaget og trådte derefter ind. I hytten fandt han Faith, en pige, som han havde gjort til vampyr tilbage i 1994. Det virkede efterhånden som et par hundrede år siden, men det var det dog ikke. "Faith." Lød Vicentes mørke, lettere montone stemme, hvorefter han gik forbi hende for at smide liget på gulvet henne ved væggen. Kvindens ansigt viste stadig, hvilken frygt hun var blevet ramt af i det øjeblik, hvor de sidste sekunder af hendes liv løb ud.

Faith kiggede op på den høje skikkelse. Så høj og muskuløs. Skræmmende. Han kiggede på liget, indtil hans stemme gennembrød hendes tanker. "Vicente..." hviskede hun hæst. Så rettede hun blikket mod sin skaber. "Er der noget tilbage i hende?" spurgte hun og nikkede over mod pigen. Hun kiggede på de mange kort der nu lå spredt udover det hele, efter en vind udefra havde grebet fat i dem. Hun tog fat om spar fem... Spar fem. Siden hun var helt lille, havde hun moret sig med at kalde sig selv for spar fem. Så hvorfor lige præcis det kort? Og ikke andre? Hvorfor var det lige præcis det hun havde taget? Hvorfor ikke hjerter otte? Eller ruder spar? Hun rystede tanken af sig og kiggede over mod pigen. Duften af blod kildede i hendes næsebor og hun skælvede nærmest.
Prøvede at ignorere duften, hun gik bare i gang med at samle kortene sammen. Et efter et samlede hun dem sammen på bordet, lagde dem perfektionistisk oven på hinanden. Satte sig så på stolen igen. En let skælven gik igennem hendes spinkle krop. "Der er noget tilbage i hende, ikke?" spurgte hun stille.