What a boring place.. - April

Årstid: Vinter
Dag: Torsdag
Dato: 13/01
Tid: 20:09
Sted: En tilfældig gade i Werclare by
Vejr: Roligt, og mørkt. Koldt, og overskyet.
Omgivelser: Et beboelseskvarter.

Zoran slentrede roligt afsted gennem byens tomme gader. Han kedede sig noget så gevaldt. Han gad ikke tage på club, der skete alligevel aldrig noget nyt. Og han var så forfærdeligt træt af at lade natten gå med et eller andet pigebarn, for senere at smide hende ud, som en gammel dukke. Der var simpelthen alt for få spændende personer her omkring. Det var som om han havde mødt dem der var værd at møde, og der så bare ikke var mere at lave her. Han sukkede. Hvor han dog savnede nogen at lege med. Han savnede faktisk Rose, hans lille engel. Han havde besluttet at han måtte finde sig en ny engel at lege med. Hans leg med Rose var ødelagt af hendes lille raceskift. Han sukkede igen. Det ville ikke være til at finde en som Rose at lege med. Og han vidste med sig selv, at han ikke ville være i stand til at slippe hende. Hun betød alt for meget for ham. Det var dog utroligt! Var det virkelig intet spændende at tage sig til, på denne triste og kolde aften? Åbenbart ikke...
Egentlig var han sulten. Ikke så sulten at han ikke ville kunne vente, men han var sulten. Han sukkede irriteret. Han var sur og sulten, og han kede sig. En eller anden ville komme til at fortryde at vedkommende havde bevæget sig ud i natten, det var helt sikkert. Det skulle Zoran nok sørge for...

April luntede stille afsted i mørket. Dette var intet nyt for hende. Hun var vant til at rende rundt hvor det passede hende, og tog sig ikke af de advarsler hun fik hver eneste gang en voksen gad at interessere sig for hende. Hun havde en gammel, nusset bamse i hånden. Den havde lange ører som en kanin, og den manglede det ene øjne. Det andet sad ej heller for godt fast. Den var i det hele taget bare grim at se på. Men den var nu hendes kæreste eje. Hun så lidt ned på bamsen, og trak den så op i favnen. Hun havde lovet den, at hun ville passe på den. Og lige var den bange, og sulten, og træt. Det var April i hvert fald, men det var selvfølgelig ikke noget hun ville indrømme, overfor nogen! Derfor blev det til bamsens følelser. Egentlig var hun ikke rigtigt bange. Hun var bare... Usikker... En usikkerhed, født af udmattelse havde bredt sig i hende krop. Ja, det var den bedste måde at beskrive det på. Hun sukkede svagt, og mumlede uforståelige ord til den gamle, grimme bamse.

Zoran fik færten af et menneske. Et ungt menneske endda. Se det kunne jo godt gå hen og udvikle sig til noget sjovt. Han fulgte færten i skyggerne, og stoppede op da han fik øje på den lille pige. Hun kunne næppe være ældre end de 6 år. Skøn alder. Et ubehageligt smil gled hen over hans ansigt, idet han trådte ud fra skyggerne, lige foran pigebarnet. Straks blev smilet venligt, og charmerende. Han satte sig på hug foran hende, og så blidt på hende, mens skumle tanker udfoldede sig i hans hoved. "Hvad laver du her ude så sent, lille ven?" spurgte han nærmest faderligt, og smilede venligt til hende. Han havde ikke tænkt sig at være særligt sød, denne aften. Dertil var han alt for sur og irriteret. Nej, han skulle bare have en lille smule af hendes tillid, og så ville fælden klappe. Han ville ødelægge det unge menneskesind, og efterlade varige ar på hendes sjæl. Han ønskede kun at tilføje hende smerte. Hun var sådan set selv udenom det, når hun bevægede sig udenfor efter mørkets frembrud. Alle små børn der gjorde sådan, risikerede at støde ind i skumle folk som Zoran...

April så overrasket på manden, der lige pludselig sad på hug foran hende. Hun var nær ramlet ind i ham, da han var trådt ud af skyggerne. "Går..." svarede hun simpelt, og så undrende på ham. Hendes usikkerhed var helt forsvundet nu, overfuset af nysgerrighed. Hvis April havde en svaghed, så var det hendes nysgerrighed. Gjorde noget hende først nysgerrig lod hun det sjældent være før det gjorde hende ondt. Hun var ganske enkelt ikke i stand til at vide hvornår hun skulle holde igen, og lade et emne ligge. "Hvem er du?" spurgte hun undrende, og så undersøgende på ham. Han var mærkelig besluttede hun sig. Meget mærkelig, faktisk.

Zoran smilte skævt, men venligt til hende. "Hvem jeg er? Jeg er Zoran." svarede han med en lattermild stemme. Hun var for ung til samlingen. Og meget for ung til at forvandle. - Det var ellers noget Zoran fandt yderst underholdende. At forvandle folk der ikke passede til hans samling. Selvfølgelig lå der et stort arbejde i at forvandle en person, Zoran var nemlig ikke typen der blot efterlod en nyforvandlet vampyr. Tværtimod tog han gerne imod andres nye forvandlinger. Men han fandt hele arbejdet omkring oplæringen af en ny vampyr som en sjov og til tider udfordrende hobby. Nå, men det var lige meget. Med mindre selvfølgelig han skulle prøve med hende? Det ville være første gang han fovandlede en så ung.. Nej, det ville han ikke. Det ville forhindre ham i at kunne bryde hende ned. Endnu en af Zorans små hobbyer. Nej, han ville blot holde sig til at lege lidt med hende. Børn var noget af det bedste han vidste. Deres blod var næsten bedre end en engels, idet det var så uskyldrent som noget overhovedet kunne være. "Og hvem er så du, min ven?" Spurgte han med et godmodigt drillende smil, og prikkede hende let på næsen.

Et halvt smil bredtes på Aprils lille mund, da Zoran trykkede sin kolde finger mod hendes næse. "April" svarede hun, og så på ham med en stadig nysgerrighed i de udtryksfulde blå øjne. Zoran... Det var et mærkeligt navn. Måske var han så også mærkelig? Når bare han var god-mærkelig og ikke dum-mærkelig. Der var nemlig meget stor forskel på de to ting. god-mærkelige folk var ofte sjove, og folk som April brød sig rigtig godt om, mens dum-mærkelige folk ofte var skræmmende, og ikke spor rare at være sammen med. Hun så undersøgende på ham. Kunne godt lide hans ansigt. Han havde rynker. Og skæg. April kunne godt lide folk der havde skæg, det føltes nemlig sjovt, når man rørte ved deres ansigter. April smilede let ved tanken, før smilet forsvandt væk, og blev erstattet af den nysgerrige mine igen. "Hvad laver du selv herude, så sent?" spurgte hun, som svar til hans mere eller mindre nedladende spørgsmål tidligere. Nej, man skulle i sandhed ikke bruge ord mod April, som man ikke havde lyst til at få igen.

Zoran lo brummende, af hendes spørgsmål. Hun forstod da at give igen af samme skuffe. "Jeg laver som end ikke så meget." svarede han roligt, og så hende i øjnene, med et venligt, og indbydende blik. Han ville have hende. Hun skulle blive hans, og hun skulle nedbrydes totalt. Han kunne kun med nød og næppe tilbageholde et smil ved tanken. Han glædede sig. Lod ugeneret blikket vandre op og ned af den spinkle barnekrop. Hun var ikke særligt gammel. Han foretrak uden tvivl børn omkring de tre år, men 6 år, som hende her, var også en helt fantastisk alder. De var så dejligt naive, og fuldkommen hjælpeløse, når først de faldt i hans vold. Så på hende med et omsorgsfuldt blik. "Du må være træt. Og sulten. Vil du ikke med hjem til mig og have noget mad?" spurgte han og rejste sig op, mens han rakte hånden ned til hende, for at hun skulle tage den. Han kunne jo se på hende, at hun var tynd. Og hun så noget så beskidt ud, så det var let at regne ud at hun sandsynligvis ikke havde spist sig rigtigt mæt i længere tid.

Et kort glimt af usikkerhed kunne ses i Aprils blå øjne, da den fremmede rejste sig, og inviterede hende hjem til sig. Hendes mave lagde ikke skjul på hvor tom den var, ved udsigten til mad. Hun var før gået med fremmede med hjem, uden at der skete noget. Men der gik som regel lidt længere tid, før folk besluttede sig til at de ville lege reserve-forældre for en aften. Så tog hun sig sammen, og nikkede. Hun var ikke sikker på hvad der fik hende til at tøve. Det var dumt at tøve, det kunne få folk til at trække deres tilbud tilbage. Hvilket var en dum ting, når man var en lille pige der altid gik rundt for sig selv, og så blev tilbudt gratis mad og logi for en nat. Hun lagde let sin lille hånd i hans, og blev overrasket ved kulden. Lagde dog ikke meget mere i det.