Boring...Willith

Tid: 21:23
Sted: Den triste skov
Vejr: Koldt, skyet, blæst og vådt
Omgivelser: Vådt, mørkt og skov-agtigt
Påklædning: Sort blazer, hvis stram skjorte, sorte stramme jeans, sorte stilet støvler, en sort hat (se profil billeder)

Jaelyn kom lige så stille gående ind i skoven. Hun vidste virkelig ikke hvad hun lavede der, da hun aldrig rigtig havde brudt sig om skove, hun opholde sig for det meste i byerne eller andre steder hvor der ikke var mudder. Hendes skridt var langsomme, men elegante. Hun bevægede sig sikkert på de høje tynde stilet støvler, på den bløde skovsti hun havde valgt at følge. Det dryppede lidt fra de næsten helt nøgne træer, de havde ikke fået tabt alle bladene, og dem som var blevet tabt lå som et tæppe på skovbunden i en blanding af mudder og andet skidt som fandtes i en sådan skov.
Hendes lysebrune silkebløde bølgede hår var proppet op under hatten og pandehåret hang løst ned over hendes venstre chokolade brune øje.
Hun blev mere og mere i dårlig humør, jo længere hun kom ind i den beskidte skov. Hun sukkede og fyldte lungerne med luft og kunne ikke fange nogen lugt af mennesker. "Der er ikke engang nogen at jage.."sagde hun med en lav stemme, der bar præg af en svag britisk accent. Hun så rundt mellem træerne og kneb øjnene sammen da hun ville se om der var et eller andet hun kunne pine for morskabens skyld. Sugede luft ind igen og smagte på den duft den bar med sig. Hun så i den retning blæsten kom fra, den retning færten også kom fra, da den svage blæst der havde lagt sig ned mellem træerne bar den med sig.
"Måske bliver det sjovt alligevel?"sagde hun og smilede en smule lumsk mens hun ventede på at vedkommende skulle komme tættere på. Hun ville se om det var en ven eller fjende, selvom hendes betegnelse af venner kun indebar at de ikke angreb hende, hun mente ikke selv at hun havde brug for venner for hun havde jo hendes søster og der var alligevel ikke andre som kunne klare at være sammen med hende i længere tid og især ikke hvis hun var sulten.

Hun fordelte hendes vægt på hver fod, så hendes balance var godt og gjorde sig klar, hvis nu at den anden som havde begivet sig ud i skoven besluttede sig for at angribe hende med det samme.

Vinden susede igennem det korte røde hår der lå fladt imod pigens hvide ansigt på grund af farten. For en gangs skyld havde hun givet sig selv lov til bare at løbe, rigtigt løbe så meget hun kunne. I nærheden af byen var det jo absolut udelukket at løbe så hurtigt for mennesker ville nemt kunne opdage et eller andet underligt, og den risiko kunne hun ikke tillade sig at løbe nu. Menneskelige øjne ville med den fart hun havde på bare se hende som et kraftigt vindpust men for væsner ville hun stadigt være synlig om end lidt utydelig i kanten.
farten var berusende og hun var inde i sin egen verden af fart og utydelige farver da hun indså at hun havde kurs direkte mod en eller anden. Med opspærrede øjne satte hun bremserne i og forsøgte at sætte farten ned med det resultat at hun var ved at glide og måtte gå i knæ for at undgå at falde. Hun gled de sidste meter inden hun nåede kvinden men fik grebet fat i et træ inden de ramlede sammen.

Lugten af dæmon ramte hende som et slag i den friske lugt af skov, og hendes øjne blev staks forsigtige hvor de før bare havde været store og berusede af farten. Hvad lavede en dæmon her? hun var klædt helt forkert til en tur i skoven, hun lignede mere en der hørte til i en natklub eller noget i den retning.. Selv var den unge vampyr klædt i en et par numre for stor skovmandsskjorte med grønne tern og et par mudrede jeans. Tidligere på aftenen havde hun trænet sine evner og en smugle mudder kunne ikke undgås på den måde.. i hvert fald ikke for folk der ofte var så klodsede som hun var. For hende var det nærmest umuligt at gå en tur uden at blive mudret til på den ene eller den anden måde, med mindre hun faldt i havnen. Hun huskede tydeligt de to gange hvor hun havde end i havnen, og kunne ikke lade være med at smile over det.
Imens hun hun ordenligt op at stå, med let spredte ben så hun stod ordenligt fast og et interesseret blik på kvinden.
"Det må du undskylde, jeg så dig ikke, dæmon."
Et lille smil spillede om hendes læber da hun henvendte sig til den velklædte kvinden foran hende.

Jaelyn opmærksomhed blev fanget af den rødhårede vampyr der var på vej mod hende. Hun rettede sig op i normal stilling, da det ikke lod til at vampyren havde lagt mærke til hende. Hun fnøs og sendte hende et elevator blik mens hun stadig nærmede sig. Hun vurderede pigens tøj og konstaterede at hun ikke kunne lide den tøjstil pigen havde. Hun selv var til noget råt og elegant, og ville aldrig gå rundt i den slags tøj.
Hun flyttede sig overhovedet ikke da pigen styrede lige i mod hende og tydeligvis ikke kunne nå og stoppe. Hun rynkede på den næsen da pigen væltede rundt i mudderet, som hun selv hadedet. Hun forstod ikke at pigen kunne smile på den når hun var blevet så beskidt.
Jaelyn gjorde intet for at skjule at hun ikke brød sig om den måde pigen så ud på, men hun sagde dog ikke noget til det, for så uhøflig var hun nu heller ikke.

"Tilgivet"sagde Jaelyn med en charmerende stemme og lod blikket hvile på den rødhårets ansigt, mens hun ventede på at vampyren skulle føre samtalen videre.

Skjorten var ikke fyldt med mudder... endnu, men det betød ikke så meget for vampyren. det kunne ikke betale sig at have alt for pænt tøj på når hun skulle ud og træne. Og derudover så hun ingen grund til ikke bare at gå klædt behageligt på trods af at det ikke altid var lige elegant. Alligevel børstede hun lidt mudder af sit tøj da hun havde rettet sig op.
Det var tydeligt hvordan dæmonen så på hendes tøj og på hende så hun nærede ingen tvivl om hvad den anden tænkte. Dæmonerne var vist begyndt at blive lidt fine på den, nok lidt ligesom vampyrerne, men barnet i Wilith morrede sig stadigt med at tumle rundt selvom hun havde levet i flere århundreder.
"Er der noget ved mit tøj der generer dig?"

Vampyrens stemme var kølig, og var ment som et tydeligt vink om at kvinden stirren på tøjet var mere eller mindre uhøfligt. Rødt hår stod om pigens ansigt der så ud til at være omkring de 16 år og som lige nu udstrålede den samme kølighed som hendes stemme også var præget af. Monsteret inde i hende gnæggede koldt over drejningen på dette møde. det havde desværre også bemærket vampyrens noget reserverede opførsel som afgjort ikke lignede hende.
*jeg er begyndt at blive stærkere.. jeg ved du kan mærke det* Det var desværre sandt. det var begyndt at blive stærkere men det var der ikke noget at gøre ved lige nu med en dæmon lidt for tæt på. Det kunne umuligt gå godt.

Jaelyn begyndte at smile over vampyrens spørgsmål. Når folk reagere sådan på hendes stiren og tydelige hentydninger om hvad hun mente, begyndte hun at kunne lide dem. Hun var ikke til dem som bare var stille, søde og ikke turde sige noget til hende når hun opførte sig på den måde.
"Jeg er vist mere til en anden stil"svarede hun og var blevet en smule venlig i stemmen da hun svarede på spørgsmålet, men hun kunne dog ikke bare lige ryste hendes snobbede facade af sig, som hun altid gik rundt med, for at skræmme de vattede folk væk.



//Krea svigt :/

Et lyst øjenbryn skød op i panden på vampyren da hun hørte dæmonens svar. En andens stil? ja, det kunne man vist roligt kalde det. Forskellen på deres tøjstile kunne vel let betegnes som modsætninger.
"Det siger du ikke.. Er der ikke ubehageligt at gå i sådan noget stift tøj?"
Hendes mund trak sig op i et tørt og skævt smil, stadigt forsigtig. Måske virkede hun mere venlig nu, men det var tydeligt at hun var en person der kunne lide modstand. sådan nogle personer var tit også dem der sloges mest og (endnu) en slåskamp var ikke hvad hun havde bruge for lige nu. Efter hendes smag var der rigeligt med pistoler, stager og trusler om død i luften og hun behøvede ikke endnu flere af dem.

Hun stak hænderne i hendes jeans lommer og stod bare og lignede en mudret teenager uden noget unaturligt eller magisk ved sig. Normalt foretrak hun at ligne en hver anden teenager, det gjorde det både nemmere at slippe væk og at overholde hemmeligholdelsen. Derudover slap hun også for at tiltrække sig uønsket opmærksomhed. måske var hun et gammel, blodsugende monster, men alligevel fortrak hun at gemme sig under en maske af anonymitet. Nogle vampyrer gik ind i politik eller blev berømte sangere eller skuespillere. Hun havde prøver de to sidste for længe siden, men havde hurtigt fundet du af at det var alt for besværligt for hende. For det første kunne man under ingen omstændigheder blive set når man tog føde til sig fordi at folk så kunne genkende en, og derudover var man også mere udsat..