Jeg... Tænker? (åbent)

Sted: Det præcise sted er uvidst. Men et sted i Chasseur, på en lang, tilfældig gang.
Tid: Aften
Omgivelser: Ikke så mange på lige denne gang, men et par dusørjægere opholder sig da rundt omkring i Chasseur.
Vejr: Mørkt udenfor. Det regner. Men det er stuetemperatur her inde, og dejlig tørt.
Påklædning: En halvlang hvid tanktop der når ned til midt på lårene, og et par stramtsiddende, sorte bukser.

Det blondte hår var løst, og hang lidt tilfældigt ned over skuldrende på den unge kvinde. Hun så ud til at være lidt malplaceret, i denne bygning, hvor forskellige forsvarer af den menneskelige race enten hvilede sig efter en lang dag, eller trænede til den forestående nats arbejde. Odin derimod, stod blot på en tilfældig gang, og stirrede ud af et vindue, på regnen der silede ned udenfor. Det var koldt udenfor. Det var let at mærke, når man stod ved vinduet. Glaspladen der gjorde det ud for ruden, var kold, og nedkølede luft omkring den en smule. Det var ikke noget der var til at mærke hvis man blot gik forbi, men når man som Odin havde stået på den måde et stykke tid, blev det let at mærke, hvordan luften lige foran vinduet var en lille smule koldere end resten af luften i bygningen. Ved første øjekast kunne Odin let tages for at være en ganske seriøs pige, der var fordybet i tanker. Så man lidt bedre efter, lagde mærke til hendes holdning blev det tydeligere at der var et eller andet ved hende, der ikke var som det burde være. Hendes blik var tomt. Hun stod med knæene samlede, og fødderne let spredt med tæerne pegende mod hinanden. Hun så... Barnlig ud. Ja, barnlig... Det var det rette ud. Hun lignede i hvert fald ikke en ung, seriøs jæger. Hun var malplaceret med sit barnlige udseende. Så ikke ud til at høre til her. Lignede nærmere noget er burde være lukket inde på en eller anden form for hospital.

Men hvad der foregik bag dette tomme blik, det var der ingen andre end Odin selv der vidste. Men var man i stand til at se ind i pigebarnets hoved, og læse hendes tanker, så ville man få noget af et chok. Det var nemlig alt andet end et barns tanker, der kredsede i hovedet på hende. Kølige tanker om taktik, kampteknik og diverse scenarier var hvad der hovedsageligt hvirvlede rundt mellem hinanden, så det ville være umuligt for andre hende selv at holde styr på dem. Det var sådan set også ret lige meget, eftersom der ikke var andre end Odin der skulle se disse tanker..

En høj veltrænet mand med kort brunt hår som sad lidt uglet kom roligt gående ud af træningslokalet hvor han havde tilbragt dagen med at træne sin styrke nu var han dog lidt træt og ville bare gerne hjem til sine hundene men han overvejede dog han sku blive natten over nu hvor mørket var kommet så var vampyrerne sikkert os ude og så træt som han var lige nu ku han ikke kæmpe, han sukke let hen over hans skulder hang en sort træningstaske, han var iført et par jogging bukser i sort desuden bar han en sort undertrøje og en skjorte i hvid samt et par hvide løbesko, hans navn var Sirius dog kaldte han sig Sir for alle andre folk dog ku han bruge sit ægte navn her, han var en fyr på 29 år og havde haft dette job i 9 år dog var han næsten lige kommet til dette land, Sirius smilede let imens han vandre gennem de mange gange for at finde et ledigt værelse så han ku få sovet, han gik roligt forbi en lyshåret ung kvinde som han regnede med også var ansat ellers ville hun ikke være her, han stoppe let op og vendte sig mod hende"godaften frøkken?"sag han spørgende.

Først reagerede Odin faktisk ikke på hans tiltale. Hun stod blot og stirrede fortsat ud af vinduet. Blikket forblev lige så tomt så det hele tiden havde været. Efter lidt tid slog hun dog blikket ned. Så blev hendes ansigtsudtryk helt overrasket. Som om det var første gang hun overhovedet så sine fødder. Hun stod og stirrede på sine fødder så længe, at man faktisk godt kunne blive i tvivl om, om hun kunne høre noget overhovedet. - Og om hun var helt rigtigt i hovedet. Og så, drejede hun hovedet i en hurtig bevægelse, så de lyse hår knapt kunne følge med. Hun stod lidt også på ham, før hun rettede sig helt op, og smilede barnligt til ham. "Godaften." svarede hun så, og lod de blå øjne hvile på hans veltrænede krop, med et ulæseligt blik. Ikke et koldt, eller koldt blik. Bare ikke læseligt. Der var sådan en lettere varm glød i hendes blik, men om det var godt eller dårligt, det var ikke umiddelbart til at se.

Sirius betragte hende nøje undre sig over at hun var så langsom til at svare men folk var jo ikke ens, han sendte hende et let smil"Sirius er navnet og de er?"spurgt han høfligt imens han rakte en hånd frem mod hende, Sir var en ret køn fyr især hans chokolade brune øjne var kønne og utrolig dybe samt fyldt med varme som vidste at han var flik, han betragte hende nøje" forstyrre jeg?"spurgt han så lidt undrende imens han langsomt tog en vandflaske op af sin taske med den frie hånd, han åbnede den hurtigt hvorefter han tog en stor tør før han lag den væk igen.

"Odin." svarede hun kort, og glippede kort med øjene. Hun brugte aldrig andet end sit fornavn. Måske var det faktisk en fejltagelse. Det kunne godt være at hun skulle finde sig et dæknavn. Odin var et navn man huskede alt for godt. Det samme var Björnson. I hvert fald i dette samfund, hvor så mange navne var engelsk klingende. Så blev et navn så nordisk som Odin Björnson et man huskede. Hun tænkte ved sig selv, at det var noget hun var nødt til at tage op med sig selv senere. En flyvsk tot gled ned foran de blå øjne, og med et let kast med hovedet fik Odin en væk igen.
Faktisk var der til tider folk der tvivlede på hende, når hun fortalte dem sit navn. Odin var da ikke et pigenavn? Det var da en gammel gud, var det ikke? Jo det var da så! Men faktum var, at det altså også var et nordisk pigenavn.

Sirius så let på hende men lod sin hånd falde ned igen da hun ikke tog den" hyggeligt at møde dig har du været Dusørjæger længe?"spurgt han roligt og var ved at blive lidt frisk igen og så var han bare glad for at møde kollegaer, han betragte hende nøje før han selv faldt lidt ind i sine tanker*hhmm kærligheden er svær*tænkte han fordi han for nogle dage siden var faldt for en anden kvindelig dusørjæger som bode hos ham, han så lidt på hende igen og afvendte hendes svar med et let smil.

Odin lagde let hovedet på skrå, og smilede til ham med et barnligt udtryk i ansigtet. Hvor længe hun havde været jæger? Hvorfor ville han vide det? Hvad vedkom det ham? "Længe." svarede hun simpelt. Det kunne godt være at hun ikke var helt normal, men det betød ikke, at hun ikke var påpasselig med hvilke informationer hun gav ud til hvem. Der var kun en der virkelig kendte hende. Hendes søster. Men det var lige meget, for hendes søster var ikke her. Hun smilede let. "Hvad med dig?" spurgte hun så, og betragtede ham let. Mon han ville give hende den oplysning, selvom hun havde undladt at give ham den?... Måske.

Sir betragte hende nøje"javel så"svarede han roligt"jeg har været det i 9 år nu og jeg er 29 år"svarede han roligt imens han lod de brune øjne studere hende hun var da en ret spændene person som han måske ku lære at kende? han ville da gør et forsøg det er en god ting at kende sine kollegaer, han sendte hende et let smil, han havde kun mødt en dusørjæger men dette var så nummer to.

Odin nikkede let, og smilede barnligt. Det kunne selvfølgelig bare være at han ikke var lige så påpasselig med hvem han gav hvilke oplysninger, men Odin fandt det nu interessant at han faktisk gav hende flere oplysninger end hun bad om. Han var den første jæger - som hun vidste var jæger - som hun mødte i dette område. Hun betragtede ham let, med et ubekymret blik, mens hun analyserede ham i detaljer i tankerne. Det var utroligt så meget kroppen kunne fortælle om en. Hans tanker om at lære hende at kende, kunne han godt droppe igen. Odin lod ikke nogen ind på livet af sig. Dog kunne han godt komme til at føle, at han kendte hende. Dét var nemlig et af Odins helt store talenter. At holde sig for sig selv, og alligevel have en masse såkaldte venner.

Sirius betragte hende let hun var enligt ret tavs noget som han sjældent var da han elske at snakke selv med de 8/9 hunde han havde derhjemme nå ja han var stor hunde elsker og rede ret mange hunde fra gaderne da han syns at alle sku ha en ny chance i dyreriget, han smilede let"nå...øhhm?>"lød det så fra ham da han ikke rigtigt ku finde på noget at sige men han tav blot igen, han lænede sig lidt op af den ene væg imens han så på hende afvendte at hun måske ville sige noget men brød dog selv tavsheden "nå har de så trænet i dag eller hegner de bare ud her?"spurgt han let.