Af jord er du kommet...

Dato: 3. december
Årstid: vinter.
Dag: Torsdag
Vejr: gråt, køligt, drypregn.
Sted: Kirkegården udenfor domkirken.
Tid: 10:30
Omgivelser: Gravstene, blomster, træer, en stor familie klædt i sort og en præst.

Sira stod blandt en lille mængde mennesker og så på præsten der holdt tale. Sira var den eneste der var klædt i sit hvide outfit, og skilte sig noget ud fra den sørgmodige gruppe.
Drengen der var død, var blevet angrebet på mystisk vis i sit værelse, og ingen havde fundet spor af nogen gerningsmænd.
Han rømmede sig lidt, da den afdødes moder der stod ved hans side, begyndte at storhulke, og hendes mand, der trøstede hende i sine arme. Han så lidt på dem og derefter ned i hullet, hvor kisten lå.
Det var trist, at det skulle gå således. Man vidste ikke engang hvad der rigtigt var sket med den dreng. Men selvfølgelig havde Sira jo svaret, da det var ham selv, der havde slået drengen ihjel.

Chritine gik uden for kirken og lo hurgtigt mærke til den fremmede dreng..

Sirayo så op i himlen og lukkede præstens tale ude. Han hadede begravelser, men han havde tvunget sig selv til at tage med, da han var skyld i, at drengen ikke blev reddet i tide fra et bid.
Jagten på vanskabningerne havde været hård lige fra den dag han trådte ud af flyveren på lufthavnen og han havde ikke rigtig haft tid til at slappe af.
Der var så mange af de skabninger omkring ham der gjorde, at han forvirrede sig selv, når han forsøgte at spore deres nærværelser. Netop nu kunne han fornemme noget, men han var slet ikke sikker på det. *Jeg har svigtet* sukkede han stille og så op i himlen, der hilste ham med nogle enkelte dråber.

Allie stod lidt væk ved en af de andre grave, hun havde sin søn på armen og smilede svagt, hun havde en dæmpet stemme for ikke at forstyrer begravelsen som var i gang, hun forklarede sin søn at når folk døde så puttede man dem i en kiste og begravede dem, også lagde man blomster til dem som var døde, ligsom de gjore nu til hans mormor, hun satte ham ned og lod ham ligge rosen på graven, hun smilede svagt da han så på hende med et stolt smil fordi han havde langt den.

Sira blinkede fattet med øjnene, da han fik en dråbe i det ene øje. Han rystede lidt på hovedet og vågnede fra sine egne tanker. Han så hen imellem nogle buske og træer, hvor Allie stod. Han undrede sig lidt og bemærkede hendes meget fremtrådte skønhed.
Han sank og blev ved med at stirre.
*Det er ingen almindelig skønhed..* kom han frem til. Forsigtigt rykkede han lidt væk fra den afdødes familie uden at blive opdaget, men blev stående lidt i nærheden, for ikke at vække opsigt.

Allie tog justin i hånden og satte sig på hug så hun var på højde med ham og gav ham et lille kys på panden "Det fint skat .. " sagde hun moderligt og bar ham op i sine arme og rejste sig, hun så en sidste gang på graven i et suk og gik lidt videre ned af kirkegården.

Han så hurtigt drengen hun havde med sig og kunne straks mærke et stik i brystet. Skulle han nu slå et barn ihjel også? Han brød sig ikke om tanken, men fulgte med dem, efter at de havde fået et tilstrækkelig langt forspring.
Han havde mest af alt lyst til at lade være, men hverken skønhed, alder, personlighed eller tilstand måtte forhindre ham. Det var det hans bror havde lært ham.

Allie satte ham ned så han kunne gå selv og holdte ham i hånden, hun så sig lidt omkring og mærkede så at justin slap sin hånd og løb hen til en gravsten og pegede på en fugl der var hugget i sten, hun smile svagt og satte sig på hug ved ham "det en fugl .. " sagde hun og smilede lidt, han kiggede på hende og gentog ordet fugl, hun smilde og pjuskede ham blidt i håret "nemlig .. " sagde hun og han lo lidt, hun så sig omkring og fik øje på Sira længere væk, hendes smil stivnede lidt og kunne godt se på den måde han kiggede at det ikke bare lige var et almendentligt menneske, hun rejste sig op og tog sin søn i armende, hun stirrede kort på ham og gik lidt videre.

Han bemærkede godt den pludselige stilhed der kom fra hende, men han fortsatte blot imod hende med samme tempo. Han holdt sit blik stift imod hende mens han gik og kom hånden op under skjorten til sit bælte, hvor han havde alle sine håndvåben opbevaret.
Han spekulerede stadig på, om han ville kunne klare at slå hende ihjel, nu når hun havde sønnen med sig. *Hun er en dæmon* Tænkte han modsigende *Derfor gør det ingen forskel*.

Allie så sig kort tilbage på ham og gik lidt hurtigere, hun kom ud af kirkegården og så sig lidt omkring * Bare .. han ikke er dusørjæger* tænkte hun nervøst og blev usikker, hvis hun døde hvor skulle hendes søn så være?, hun knugede ham lidt ind til sig ved tanken og valgte at gå mod højre.

//skal logge, kommer igen senere.//

Sira satte selv tempoet op, da hun selv gjorde det. Han ville jo ikke miste dem af syne, så nu holdt han inde med at holde det skjult, at han ville hende noget.
Han holdt hånden parat i sit våbenbælte, mens han prøvede at tænke tilbage på, hvordan man nu dræbte dæmoner.
Dæmoner var ikke just hans favoritfjender, da han ikke havde trænet så meget i at slå dem ihjel.

//Fint fint. Skal også lige have fundet ud af hvordan man slår dæmoner ihjel. Mennesker kan nemlig ikke udføre magi, så derfor kan han ikke slå dæmoner ihjel. Prøver at få svar fra Admin//

Allie lyttede til skridtende længere henne som tilhørte manden, hun sank kort og begyndte at løbe, han ville hende noget, det havde hun godt gættet "Hvorfor løber vi mor?" spurgte justin, hun så kort på justin "Vi har bare travlt skat .. " sagde hun og ville helst ikke gøre ham bange eller utryg, hun mærkede hvordan regnen stille blev en smule kraftiger, hun hev hætten over justins hoved for at han ikke skulle blive våd.

Sira satte så i løb efter dem og hev en kniv frem, der var specielt egnet til at slå dæmoner ihjel. Dens blad og skaft trådte ud i et, og var gjort af sort krystal. Den var så underlig let i hånden, og følelsen af at holde om den, var kraftig. Den fik ham til at føle sig mere tomsindet end nogensinde før.

Allie så sig tilbage og fik øje på kniven, der gik et sug gennem kroppen på hende og hendes hjerte begyndte at banke som ti vilde heste af bare synet, hun knugede sin søn ind til sig og løb lidt stærkere, hun løb in i en lejligheds blok og ind af døren til sin lejlighed, hun låste døren efter sig og gik ind i soveværelset, hun gemte Justin i skabet og gav ham en lysstage i hånden som var lavet af jern, hun satte sig på hug og så alvorligt på ham "Hør, bliv her ind til jeg kommer igen og hvis der er nogen der åbner skabet som ikke er mig .. Så slå dem med den her, okay?" sagde hun og håbede han forstod det, hun lukkede skabet og gik ud af soveværelset, hun låste soveværelsets døren og fandt en køkken kniv frem.

Sira løb afsted efter hende, kom til lejligheden og sparkede døren op i et smæld. Han stoppee op da der så tomt ud. Han gik mere forsigtigt ind i lejligheden og spejdede sig omkring i stuen. Han var på vagt og havde kniven knuget godt i hånden.
Forsigtigt gik han imod soveværelsesdøren og tog i håndtaget, men den var låst. *De må være herinde...*.

Allie hørte ham og kom ud fra køkkenet "Det ikke pænt bare at brase ind .. man banker altså på " sagde hun og holdte kniven i hånden og så stift hen på ham og skjulte sin frygt og angst, hun trak sin hætte af og tog sin våde jakke af og var parat til hvis han skulle prøve på noget, selvom hun ikke var sikker på hvor god en jægern han var.

Sira vendte sig om imod hende og så hurtigt kniven i hendes hånd. "Hvis du gør det let for mig, slår jeg ikke din søn ihjel" Sagde han lavt. Selvfølgelig passede det ikke, da det var hans arbejde at udslette dem alle.
Han gik hende forsigtigt nærmere med kniven i hånden.

Allie troede kort på ham, men kom så til fornuft "Du lyver .. " sagde hun bestemt og var sikker på at han ville dræbe dem begge lige meget hvad, næsten, "Jeg er altså ikke så naiv som du tror" sagde hun og var parat med kniven, hun håbede inderligt på at hun kunne aflede hans opmærksomhed fra soveværelset så han ikke gjore justin noget.

"Ja" Svarede han og så hende i hendes smukke brune øjne. Han stoppede tæt på hende og greb fat i begge hendes håndled før hun nåede at gøre noget "Men kun fordi det er mit job".
Han knugede helt hårdt fat omkring hendes håndled og samlede dem begge i sin ene hånd, så han kunne have kniven i sin anden.

Allie så ned på sine hænder og vred dem lidt for at komme fri, men valgte så at bruge kvindelige kneb, hun jog knæet op i mellem benene på ham og trak hurtigt sine hænder til sig "Jeg håber du bliver steril .. " vrissede hun og gik lidt væk fra ham, hvis han nu skulle finde på at slå ud efter hende med kniven eller ligne.

Sira tog sig straks mellem benene og sank ned i gulvet. Han gav et smerteligt støn fra sig, da hun havde ramt ham meget hårdt. Det var ikke spor forventet, da det var en dæmon han havde at gøre med. Normalt ville dæmoner jo suge sjælen ud af ham, før han vidste bedsked.
Han kæmpede sig op på benen igen og så vredt på hende. "Du gjorde mig kun vred".

Allie så skarp på ham "Det havde jeg også regnet med .. men jeg kom fri og det var det der var menningen" sagde hun og rettede kniven mod ham, hun gik hen mod ham og tvang ham derfor til at gå lidt baglænds.

Han smilte lidt da hun direkte forsøgte at true ham. Han smilte lidt af hendes kniv. "Besynderligt våben for en dæmon at bære" Lo han lavmælt og tog roligt fast omkring knivens skaft ovenpå hendes hænder "Kom ikke og sig, at du ikke lever på sjæle?".

Allie så på ham "Hvad skulle jeg måske ellers leve af, og jeg går ikke rundt og bære på våben .. " sagde hun og kunne ikke lide den måde han gjore nar ad hende på, det gjore hende ophidset og vreden steg stille i hende, hun ville fjerne sine hænder, men så ville hun miste kniven og derfor intet våben have.

"Du skaæ slet ikke leve..." Svarede han for hende. Han så på hende uden at gøre noget. Han endte altid at trække tiden ud med de ofre, der var uskyldige. Derfor gjorde det det lidt svært. Han var jo en ny dusørjæger, der først lige var begyndt at dræbe.