Af jord er du kommet...

Allie rystede svagt på hovedet og prøvede at hive sine hænder til sig mens hun havde kniven i hånden "Efter dit hoved nej .. " sagde hun og hørte så sin søn stemme som kaldte på sin mor, hun lukkede kort øjnene og bed til gud om at han ville stoppe, hun sank kort og knugede hænderne om kniven.

Han greb bedre fat i hende og slyngede hende ned i jorden så hårdt han kunne, og placerede foden på hende og bukkede sig ned til hende. "Jeg slår jer begge ihjel, men jeg gør dig den tjeneste ikke at torturere du og din søn".
Han holdt hende nede med foden og tog kniven op og hævede den over hendes bryst, parat til at slå hende ihjel.

Allie så skræmt op på ham, hun tog fat om hans hænder med et hårdt greb og begyndte at trække hans sjæl til sig "Du kan godt glemme det" vrissede hun vredt og følte det var den eneste løsning på at han ville forsvinde, det var at slå ham ihjel.

Sira trak hurtigt sine hænder til sig, da han mærkede det. Aldrig havde han prøvet sådan en mystisk følelse før, og han havde ikke tænkt sig at prøve det. Han tog kniven og spiddede den igennem hende, men ramte ikke hjertet, selvom han forsøgte.

Allie gispede og kneb øjnene sammen i smerte, han havde ramt hende i siden lige under brystet, hun tog fat i ham med den ene hånd og tog sig til såret med den anden, blodet gjore hendes trøje gennemblødt i blod der hvor han havde ramt hende, hun skubbede ham væk fra sig og rejste sig op, hendes sår ville heale langsomt og gjore derfor også ekstra ondt, hun fik fat i kniven fra før og stak den i benet på ham "Forbandede dusørjæger" hvislede hun ud mellem sine sambidte tænder og trak ikke en gang kniven ud igen, hun gispede lidt efter vejret i smerte og så rundt efter noget hun kunne bruge som forbinding, hun rev noget af gardinerne i stykker og bandt det stramt rundt om såret.