Cath havde slynget armene om halsen på sin engel, og hvilede nu hovedet mod hans skulder. Havde lukkede øjne. For enhver udenforstående, eller ethvert menneske, ville de blot se ud som et søskendepar, måske, der søgte et sted at bo efter en længere rejse. Egentlig var de vel faktisk også noget i den stil. Hun elskede i hvert fald englen som en broder, og de havde sådan set lige foretaget en længere rejse.
Selvom det kunne ligne at hun sov, så var dette langtfra sandheden. Alle hendes sanser var på højeste beredskab, klar til at opsnappe det, om der skulle være eventuelt fjendtlige væsner i nærheden. Det vil sige alle undtaget selvfølgelig hendes syn. Men der havde hun jo Malachi, og de andre sanser, der ville advare hendes hvis der var noget på færde. Et kort øjeblik gled et svagt, yderst tilfreds smil hen over hendes kønne ansigt, før det blegnede og forsvandt.