Flydende guld - Zean

Dato/Dag : IRL
Tid : Sen Eftermiddag.
Sted : La Sunisha - Strand.
Vejr : Solnedgang. Koldt og let blæsende.
Omgivelser : Meget få personer..

Amanda smilede for første gang i lang tid. Vandets lette brusen lød som musik. Takten når vandet brusede over og blev til skum, var blevet så fast, at den var printet til hendes hukommelse. Så kom tidspunktet hvor solen dykkede lidt ned under vandet, og som ved et trylleslag, blev vandet til flydende guld. Amanda smilede let. Man ville blive rig hvis det havde været rigtig guld.. Men penge var jo ikke alt vel? Hun smilede let og lagde sig i sandet, mens solens sidste stråler varmede hende, da den kolde blæst ikke gjorde. Amanda samlede en sten op og begyndte at trille den mellem sine fingre, som en form for tidsfordriv, mens hun betragtede det gudommelige syn.

//Emnet skal være i samme årstid som vi har IRL//

//OOG: Så er det godt at jeg har rettet det ;)//

Zean lynede lidt op i sin jakke da det var lidt køligere end han først havde troet, men nu var han jo også ved vandet.
Ud over sin jakke havde han også nogle mørke bukser på og inden under jakken en mørkegrå T-Shirt.
Han så lidt ud over vandet, solen var endelig på vej ned, endnu en dag slut, endnu en dag tættere på foråret. Han holdt skam af vinteren, en masse dejlig mørke, hygge indenfor når det regnede...Men det ville nu og så være dejligt med noget anderledes nu.
Han huskede krigen der var lige for tiden og sukkede svagt og så sig omkring da han opdagede en der sad lidt længere henne. Da han kom tættere på mødte lugten af menneske ham. Gad vide hvilken side hun holdt til?
Han stoppede op lidt fra hende, kendte hun i det hele taget til væsenerne, han vidste mange mennesker gjorde lige for tiden, men ikke dem alle.
"Kender du til krigen?" spurgte han lige ud og så på hende, menneske...Sjæl. Sult.

Amanda trak jakken tættere omkring sig, da et vindpust fik sandet til at flyve op at piske hende på halsen. Hun snerrede stille, og gøs over kulden. Der var kolder end hun havde regnet med, da hun havde forladt huset, men hun havde været indenfor hele dagen, og var fast besluttet på at få noget frisk luft. Så så hun en bevægelse ud af øjenkrogen.
Køn. Kønnere. Kønnest.
Fyren overstrålede en del Amanda havde set, og hun havde ellers både været sammen med vampyrer og engle. - Ikke at hun var specielt stolt af det, for den verden skræmte hende. Mest af alt fordi hun havde fået at vide, at der var mere end hun kunne forestille sig. Hun gøs let da fyren talte. Ikke over stemmen, men over hvad han sagde. Først hørte hun ikke specielt efter hvad han sagde, lyttede til hans stemme, og kiggede bare undrende på ham, som om hun ikke helt fattede at han faktisk snakkede til hende. "Krigen?" Spurgte hun stille og hævede et øjenbryn. "Altså. 1939-1945 ikke? 2. verdenskrig. 1914-1918 Første verdenskrig." Hun hævede et øjenbryn. "Eller hvilken krig snakker du om?"

Han grinte lidt, ja, han havde oplevet de krige, men han var ikke så sindssyg at han troede de stadig var i gang.
Han gik tættere på hende og stod nu ved siden af hendes og lod blikket glide ud over havet, før de faldt tilbage til hende.
"Overhoved ikke" hun kendte vist ikke til krigen, så ville hun havde vist hvad hun snakkede om. Skulle han fortælle hende det? Eller skulle sandheden springe hende i øjnene når det store slag begyndte? Han var lige ved at trække på skuldrene, men lod være.
"Kender du til racerne?" spurgte han så i stedet.

Amanda rynkede øjenbrynene sammen, lettere utilpas over den unge fyrs mange spørgsmål. "Væsenerne?" Spurgte hun og bed sig i læben. Hun vidste ikke om hun burde sige ja, for hun kendte til vampyrer og engle, men hvad nu hvis han bare var ude på at gøre hende pinligt berørt. "Det tror jeg da?" mumlede hun og kløede sig let i håret. "Sådan som.. Du ved.. Engle?" Hun bed sig i læben og bad til at han ikke var et væsen selv, alt var forvirrende nok i forvejen. Ikke flere væsener liige nu, tak. Hun smilede skævt. "Ellers ved jeg ikke hvad du mener, desværre." Hun trak let på skuldrene, og skubbede lidt sand væk fra sit lår i en hurtig bevægelse.

"Det var præcis hvad jeg ville vide" smilte han, de havde tit mest været i kontakt med engle, men det var også fint nok.
Han satte sig ved siden af hende og lod kort blikket hvile på hende. Ikke værst, a little pretty...
Han så ud over vandet igen da solen var ved at være forsvundet og farvede himlen rød og orange.
Han vidste om han skulle sige at han var selv var dæmon
"Jeg er Zean" smilte han til hende.

Amanda betragtede hans hånd før hun tog den, og kun meget varsomt. Hun havde på fornemmelsen at han selv var et "væsen", og var derfor lidt bange for hans styrke. I tilfælde af at han var vampyr var han stærk, meget, meget, meget, meget stærk, og Amanda havde ikke lige lyst til at dø idag. Hun mærkede hans blik på sig, og en let rosa farve skød op i hendes kinder af forlegenhed. Hun var ikke vant til at folk kiggede på hende, og var taknemmelig da han fjernede blikket fra hende, og rettede det mod vandet. "Mmh.." mumlede hun, da hun fulgte hans blik ud på de mangefarvede skyer. "Hvor er det bare flot" sagde hun stille for sig selv, og smilede drømmende. Tænk at verden kunne være så smuk. Det var i sådanne tidspunkter Amanda glemte alt om ondskab i verden, og bare kunne betragte skønheden. "Jeg hedder Amanda" Svarede hun og smilede skævt til ham. "Hyggeligt at møde dig."

"Ja, det siger folk jo" halv smilede han da han undrede sig over hun tog hans hånd, da han ikke havde tilbudt den i et såkaldt håndtryk. Han tog den hurtigt til sig og fyldte den i stedet med sand som han lod glide mellem sine fingre.
"du er et menneske" sagde han
"Du ved, eller kan sikkert mærke, at jeg nok ikke er et almindeligt...menneske" han irriterede ham at at han måtte samligne sig med den svage race, men så var han da sikker på hun ville forstå det.
"Ud over engle...Har du virkelig ikke mødt andre slags?" han så på hende

Amanda kløede sig tøvende i håret og kiggede ned på sit ben. For mindre end 2 måneder siden var hun stødt på en varulv, og var sluppet fra ham med et ben der ikke kunne bruges. Hun var først nu her begyndt at gå ordenligt, uden at humpe. Og så var der selvfølgelig dengang med den gruppe af drenge der havde trængt hende op i en krog, og så var der dumpet en dreng ned fra himlen, som havde tævet hele bundet af drenge, og derefter taget Amanda med sig hjem for at spørge om hun var okay. Han var vampyr.
"Altså..." mumlede hun og bed sig i læben. Nu var hun ved at blive utilpas. Hun håbede ikke at han var vampyr eller varulv, for de havde åbenbart et hidsigt temperament. "Jeg har ligesom stiftet bekendskab med Varulve og vampyrer, og så selvfølgelig engle." Hun smilede skævt og trak på skuldrene.

Han nikkede lidt, hun havde altså mødt andre racer, godt.
Han så sig lidt omkring, men alt så bare lige så fredeligt og næsten kedeligt ud som før.
"Jeg er dæmon" sagde han så og så på hende for at se hendes reaktion, overraskelse? Frygt? Prøve at løbe væk? Eller bare lade som ingenting? Nogle af de reaktioner han havde mødt flest gange. Til hendes uheld var mange dæmoner også præget af temperament. I hvert fald ham, det kunne skifte hurtigt.

Amanda hævede let dovent et øjenbryn. "Okay" sagde hun og nikkede stille. Så der fandes også dæmoner. Hendes øjne lyste liddt op og hun vendte sig mod ham. "Okay. Dæmoner - Engle. Vampyrer - Varulve." Hun smilede skævt. "Findes der flere?" spurgte hun nysgerrigt. Hun var ikke bange for Zean, for hun vidste jo ikke om han var god eller ond,, og hun havde mødt gode og onde vampyrer. Desuden havde hun indset at hun ikke ville kunne løbe fra væsener.. Hun havde prøvet at løbe fra en varulv, hvilket ligesom ikke rigtig kunne lade sig gøre. Amanda var klog af et menneske, så den måde at hun var realistisk. Hun ville ikke få noget ud af at løbe væk fra dæmonen, andet end at Zean enten ville blive irriteret, sur eller såret, og hun havde ikke fanget noget truende endnu. Det var så en dårlig ting ved Amanda. Hun var ofte meget naiv.

Han var overrasket over hun bare accepterede det, det virkede slet ikke som om hun vidste hvor farligt det kunne være. Hvor naivt.
"Ja..." svarede han
"...Elvere, jer mennesker...Så er der nogen der enlig ikke er en race..Man kan vel kalde dem en slags opgraderede mennesker? Nemlig dusørjægerne" sagde han og så lidt på hende
"Stoler du bare på alle du møder?" spurgte han