Nat - Zean

S: Silent river
O: ingen, dejlig stille..
T: omkring midnat.
v: rimelig fugtigt efter regn og rimelig mudderet, lidt vind.

Der var næsten lydløst ved søen, ikke andet kunne høres end træernes blade og grene der slog imod hinanden når vindstødende kom.
Irissa var på jagt, efter dæmoner, og alle de andre skabninger, som hun efter egen mening ikke kunne forstå eksisterede, alt det smerte de havde forvoldt menneskerne, og så mange liv der var blevet ødelagt. Vreden voksede i hende, for hver dag der gik. Det var kun de skabningers skyld at hun skulle gå rundt uden forældre, og uden familie. hun ønskede dem lagt væk fra denne verden!
Irissa sneg sig igennem krattet, hendes hvide top var mudderet og beskidt, og hendes hår vådt og tjavset, og hendes sko tildækket med mudder. Og benene fyldt med hudafskrabninger. Raseriet stod langt ud af hendes blå øjne. Hun hev langsomt kniven frem og ventede, hun skulle nok finde et ofre ...

Zean trak vejret dybt. overskyet, fugtigt. generelt...friskt. og dog. Stanken fra vandet var vel nok til at ødelægge selv de dybeste tanker.
Han begav sig rundt om søen, uden at træde ned i der forræderiske mudder, han havde siddet fast der før og fandt ingen grund til at gøre at gøre det igen.
På havde han nogle tilfældige kondisko, mørke jeans og en sort T-shirt. ingen jakke. Han tog først mere tøj på når sneen kom.
Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår og lod sit mørke blik glide over søen. I aften var Zean ikke helt Zean...Han var Ichabod. den tredje person i en. Og dog hørte han ikke helt til alligevel.
Det var den koldeste af dem alle tre...den der var mest ligeglad. De andre tænkte altid over det at tage en sjæl...det at leve på bekostning af andre. Åh ja, det var en forbandelse, lev evigt hvis du spiser andres liv. De fleste ville nok vælge døden...men så enkelt var det jo ikke lige. at tage sit eget liv.
Ikke fordi han ville...Han sukkede svagt.
Nå pyt...aftenen havde bragt herned...nu måtte han finde ud af hvorfor...

Irissa smilede for sig selv, hun kunne udmærkede godt se når der var en dæmon til stede, nogengange kunne de godt ligne ganske aldmindelige mennesker, men med Hendes erfaringer så var der altid noget i deres blik der skældte sig ud. Hun sneg sig en del tættere på hendes nye ofre, og tog et fastere greb på kniven.
Hun havde altid været god til det med at snige sig frem, selvom at mudderet dog gav nogen små lyde fra sig.
Hun gik frem fra krattet og tyrrede kniven så den kom flyvende direkte med fuld fart imod Zean...

Zean hørte nogle svage lyde. ikke mere end man ville forbinde med et lille dyr eller noget...hvis det ikke var fordi han viste dyrene ikke ligefrem elskede at være her. Nu han tænkte over det...lugtede her faktisk svagt af menneske.
Han vente sig rundt ved en fornemmelse og en svag lyd af noget der gled gennem luften...Og nåede at flytte sig for den kniv der var kommet flyvene. Den snittede ham kun en anelse på den ene arm.
Kniven endte ude i mudderet bag ham, hvor mudderet allerede havde kastet sig over den for at trække ned ned.
Havde det været den ideel kniv til at slå dæmoner ihjel med? Dem med pentagrammer og det hele? Hvis ikke måtte det godt nok være en nybegynder....Hvis det var, måtte det være en mere erfaren en, som havde lært at se forskel på racerne. Men det havde han ingen chance for at se nu.
Han så ind mellem træerne.
"kukkuk? Lille dusørjæger? Kom frit frem, eller er du fej?" kaldte han og lod blikket glide rundt.
"En forbier! Lille menneske..."

Irissas kolde blik fulgte kniven igennem den køglige luft, hun smilte svagt for sig selv ved at se at kniven snittede, hun havde selvfølgelig brugt den rigtige kniv, hun hadede de væsner men under alle omstændigheder, var hendes forældre jo blevet dræbt af en dæmon, så det var klart det var dem hun var ude efter mest. Hun gik med langsomme og kølige skridt frem imod Zean og stoppede ikke før hun stod ca 3 meter fra ham. Med hendes erfaringer vidste hun dog også godt at man skulle holde, en hvis afstand fra dæmonerne under en kamp.
Hun kiggede koldt på ham "Ikke helt en forbier så vidt jeg kan se" sagde hun og henvidste med blikket der hvor at kniven havde snittet, hun smilte provokerende, det var klart hun ville sørge for at skade og pine dæmonen så meget som overhovedet muligt, dog var kniven nok den eneste mulighed for at dræbe dæmonen. Men hun ville først lige have et intryk af hvem hun var oppe imod, en trussel eller en svans..

Han grinte bare svagt og lod blikket glide over hende. både bedømmende men også udfordrende. Ichabod havde altid haft et godt øje til visse kvinder...helst dem med mest udfordring i. Men det var ikke det han var ude efter i aften...han ville bare provokere lidt.
"Et lille snit...åh nej da..." han tørrede kort den smule blod der var kommet, af. såret var derefter næsten usynligt da det var et lille et.
"Nå jæger...hvad bringer dig hertil i aften? Hvilke bevæg grunde har du til at dræbe mig?" de fleste havde ne kedelig historie. Fordi de ikke hørte til. Fordi de ikke var guds skabninger, men djævlens. Fordi man havde kedet sig og fundet en profession i det...men hans ynglings var en sørgelig historie. de slog min familie eller venner ihjel. Se, det forstod han meget bedre. Selv om han ikke kunne se hvorfor det skulle gå ud over alle andre...
Pyt nu med det. Denne dusørjæger ledte øjensynligt efter noget ved ham...sikkert en svaghed eller noget. Han var ligeglad. Faktisk helt kold.
Han virkede ret neutral i det...neutral og dog fuldstændig ligeglad og kold.
"Og hvordan vil du slå mig ihjel? Har du flere knive, eller måske en pistol fuld af specielle kugler?" han smilte svagt. hans anden evne begyndte at virke...Han havde ikke selv styr over den, vidste ikke hvordan han skulle kontrollere den. Den kom for sjældent til han rigtig kunne finde ud af det.
Den bragte blandede følelser med sig...vrede, lyst til hævn først og fremmest.
Og et billede af...døde folk. nogen der betød noget for hende. Dæmon der havde slået dem ihjel...
Lille pus da...
Og da holdt evnen op igen. Den kom som altid kun i nødsituationer, næsten. Når han faktisk skulle bruge det.

Irissa gik tættere på Dæmonen, hun tog stille sin hætte af så hendes ansigt blev mere tydeligt. Hun log hånden kurre igennem det halvkrøllede hår og skimtede Dæmonen lidt igennem med sit blik. Ikke værst, hendes krop var fyldt med forskellige ar og skrammer, men ikke noget der så ud til at have været specielt farligt. Irissa vendte meget kort blikket ud på søen. før hun vendte sit kolde blik imod dæmonen igen "gør det nogen forskel for en dæmon hvorfor den burde dø?, og hvordan jeg har i tankerne om at dræbe dig, det finder du ud af før eller siden"
Irissa ærgede sig over at hendes kniv var blevet taget af sumpen, hun kiggede kort hvor kniven var faldet til jorden, men dog var der ingen synelige spor af dem mere.

Han virkede som om han faktisk tog hendes ord alvorligt. men i virkeligheden var det ikke andet end leg for ham..hvad skulle hun kunne stille op mod en så stærk dæmon som ham?De kunne højst lege lidt...men han manglede stadig at finde ud af hvor stærk hun var.
"selvfølgelig gør det det, vil du dø uden at vide en gyldig grund?" han regnede ikke helt med hun ville svare på den. Eller også ville hun bare svare med en ligegyldighed. for hende betød intet åbenabrt noget. Bare hun kunne slå ihjel og få det bedre indeni.
Dæmoner var ikke mennesker...men nogen af dem havde stadig partnere...ja, han havde faktisk et spædbarn...en lille Elyas. selv om det kunne være en sætning som kunne få hende på andre tanker, var han alligevel ikke så dum at nævne det. folk der var opslugt af deres egen hævnlyst, havde sjældent særlig meget fornuft...og derfor viste man aldrig hvor sådann oplysninger kunne ende...eller ende med for den sags skyld.
Pyt...dø skulle ingen af dem jo alligevel. døden...et interessant emne.
Han grinte svagt for sig selv og flyttede sig lidt væk fra mudderet, bare for hun ikke skulle skubbe ham i, så han sad fast...Faktisk...var det ingen dum ide...
Han overvejede det et øjeblik...pludselig, med hvad der normalt ville have virket for hurtigt til et menneske, greb han fati hende og prøvede at skubbe hend eu di mudderet.

Irissa så ham i øjnene, vreden, raseriet og sorgen stod langt ud af hendes øjne. Hun var jo næsten som en åben bog, det var træls, for hende, for mange ville nok bruge hendes fortid imod hende.
Irissa stod lidt i sine egne tanker da Zean som på ingen tid havde fat i hende og fik skubbet hende ned i mudderet. Det kom faktisk som et chok, for Irissa havde stået og tænkt over det han sagde, hendes forældre døde uden grund, hendes søskende døde uden at få nogen grund og resten af hendes familie ligeledes.
Irissas krop spændte helt alle muskler i hendes krop var synelige, hun forsøgte så hurtig hun kunne at slå ud efter Zean..

Hvor måtte det være trættende at bruge alle muskler på en gang.
Selv om ens kære måske var død uden grund, og ja, han havde også slået ihjel uden grund bare fordi han havde lyst, skulle man vel ikke føre det onde videre? Så var man ikke selv bedre...
Det forræderiske mudder greb fat i hende og begyndte at trække hende ned. Han havde selv engang siddet fast...Hjulpet fri af en engel der var i nærheden. Han slap hende hurtigt og trådte et skridt væk. hun nåede kun lige at ramme ham. Noget sagde ham at hun viste en del...men stadig ikke var helt så...god som de andre. måske fordi vreden skabte ubalance...han var selv en dårlig kæmper, som vred. selv om han virkede mere dødelig når det var. Han trådte endnu et skridt væk fra kanten, så hun ikek kunne få fat i ham og hive ham ud i det.
Det forræderiske mudder havde altid gjort sit til at hive folk ned i døden...det slap i hvert fald ikke bare folk.
"Nå...jeg går ud fra du sidder fast nu...som regl giver mudderet ikke slip, uden at nogen hjælper en" han slog ud med armene og så sig omkring.
"Ups...her er kun mig" han smilte svagt, men stadig koldt...ligegyldigt. Som han så det, havde han overtaget, for nu i hvert fald...men han skulle også passe på han ikke undervurderede hende...

Irissa kunne udmærkede godt mærke hvordan hendes krop blev nærmest trukket ned i mudderet. hun kiggede forvirret rundt og dernæst lettere irreteret op på Zean..hun vidste jo godt at når du først sad fast så sad du fast. hun holde fast med hænderne og prøvede at trække sig selv op. før hun kiggede op på Zean igen "du ved jo udemærkede godt at lader du mig hænge her ender jeg med at dø.. og det gør sikkert ingen forskel på dig, men hvad nu hvis jeg LOVER ikke at gøre dig noget ondt, hjælper du mig så op" spurgte hun og så på ham bedende. Selvfølelig ville hun stadig forsøge at skade ham, det behøves han jo ikke at hvide ..

//Øhh....havde slet ikke forstillet mig det skulle gå så hurtigt med at synke ned i mudderet? Det plejer at gå langsommere...? Jeg siger det kun fordi...ja, fordi jeg havde forestillet mig noget andet, måske at de fik snakket lidt inden hun sank for langt ned...og så han måske hjalp hend eop til sidst...? Det passer lidt dårligt for min person allerede a tskulle redde dig...? hvad tænker du?//

// lige to sekunder så ændre jeg lige mit svar, du har ok ret :-) //

// rettet :-) //

//okay :)//

Han grinte svagt og satte sig ned på jorden, han så lidt på hendes forgæves kamp på at komme op, mens mudderet langsomt hev hende ned af...langsomt, men sikkert.
"Åhh nej...sådan leger vi ikke" smilte han og blinkede som om de kendte hinanden.
"...Og bare så du ved det...har brugt en del tid på at studere andre...så kender tegnene når folk lyver" han strakte sig lidt og så lidt på hende igen.
"Fortæl mig nu...hvorfor vil du så gerne se mig død?" han lagde hovedet p åskrå som om han faktisk var interesseret. Det var han også...næsten. Ikke for hende, eller nogen anden, men bare af nysgerrighed.

"og fortæl mig hvorfor jeg skulle fortælle dig det?" sagde hun snerrende, det var ligefør man kunne mærke hvor sur hun var indenvendig og hvor rasende hun var men ligeledes var der også en del sorg at se i hendes hårde blik. hun var blevet hærdet godt det kunne man tydeligt se. hun var vokset op uden familie, og af mad fra skraldespande, imens hun kun fik varme hvis hun fandt et gammelt tæppe. ja helt nemt havde et ikke været. Hendes blik flakkede lidt så hun ikke behøves at se Zean i øjnene..

Han grinte kort.
"Hvorfor ikke?" svarede han bare. det var tydeligt han morede sig over dette her.
"Jeg vil bare samligne den med andre historier...nogen er jo bedre end andre, og en der er så meget ud af balance grundet hævnlyst og vrede, som dig, må da have ne grund" han lænede sig lidt tilbage, støttede med armene så han ikke faldt bagover.
"Noget med din familie, har jeg ret? De skulle vist alle sammen være døde..." Han bemærkede kun kort hendes flakkende blik. noget som man normalt tog for usikkerhed...
Han havde ikke tænkt sig at bruge sin evne lige nu alligevel...hun sad jo fast der og blev langosmt hevet længere og længere ned.

"det kan du vel få afvide hvis du hjælper mig op herfra" sagde hun og så ham kort i øjnene før hun så væk igen, hun gad bestemt ikke at svare ham imens hun sad fast der. det var typisk, nu skulle hun jo være flink overfor ham, så hjælpeløs en situation hun sad i ..
Irissa begyndte langtsomt at fryse, hendes arme skælvede en smule af den kulde der langsomt sneg sig ind over hendes krop

Han grinte lidt.
"Åhh ha...du er vist ikke i en situation hvor du kan tillade dig at bestemme noget" smilte han. Han virkede venlig nok lige nu...men det var tydeligt det ikke ville røre ham at se hende drukne i mudder. Det var jo bare en måde at overleve på...en dusørjæger mindre at bekymre sig om.
"Men fint...din historie er sikkert også kedelig...det er de flestes" han trak svagt på skuldrene. Han rejste sig op og bankede kort noget skidt af bukserne.
"Nå...jeg tror jeg smutter videre..." han havde enlig ikke tænkt sig bare at gå fra hende sådan her...men hvis hendes sidste chance for at komme op, var ved at forsvinde...så kunne det godt være hun fik tungen på gled. Ellers måtte hun jo tage den tunge vej og glide længere ned i mudderet. det var allerede nået godt op om benene på hende...

Irissa så irreteret op på ham før hun himmlede vredt med øjnene. hun forsøgte igen at komme op men uden noget resultat. "hvad skal du have for at hjælpe mig op?" spurgte hun og så på ham før hun så sig omkring for flere mugeligheder.. men der var intet.
hun ville selvfølelig ikke slippe hvis han hjalp hende op ville hun nok overfalde ham igen.. men det behøvede han jo ikke at hvide lige med det samme..

Han grinte svagt og stoppede op. han så lidt tilbage på hende.
"To ting" han elskede magt. Følelsen af den...men han kunne også beherske sig.
"At du ikke slår mig ihjel når du kommer fri og at du besvare mine spørgsmål" han så ventende på hende, for at se om hun ville gå med til betingelserne. Nogen burde virkelig lære hend enogle ting...om at slappe lidt mere af. Viste hun ikke man var en meget bedre dræber, når man var i bedre balance med sig selv og også tillod sig selv at tænke på noget andet? Nogen skulle nok nå at tage livet af hende, hvis hun ikke blev klogere...men det var jo ikke hans problem.

Irissa kiggede irreteret rundt, ih hvor hun hadede at han skulle bestemme bare fordi at hun sad fast..
hun kiggede op på ham og så ham kort i øjnene, før hun tænkte sig lidt om - måske skulle hun bare tage imod hans tilbud så hun kunne komme op. Hendes muskler var stadig helt spændte, hele hendes krop var heletiden helt spændt pga alt det raseri og vrede hun havde i kroppen, specielt når hun var i nærheden af en dæmon.
"fint" sagde hun og så op på ham..

Han nikkede lidt og gik over for at sætte sig igen.
"Du kender sikkert udemærket mit spørgsmål..." han smilte ikke mere. nu havde de forhandlet og han satte ære i at holde hvad han lovet.
"...Hvorfor vil du så gerne slå mig ihjel?" han overvejede at give hende nogle råd...både for at irritere hende, men også fordi han kunne...og faktisk havde lyst. til forskel fra hende, var han ikke helt ligeglad med alle og enhver...selv om han ønskede han var det. Han var ved at blive lidt svag på det. Som Ichabod måtte han rette op på det de andre to havde lavet...men det om han nok til.

"hvis du hjælper mig op så skal jeg nok fortælle det" sagde hun vrissende, det var tydeligt at hendes arme snart ikke havde flere kræfter til at holde sig så langt oppe fra mudderet. hun så op på ham og var oprigtig, hun ville bare gerne op derfra hun frøs og hendes muskler kunne ikke holde hende oppe i længere tid.
Hun spejdede lidt rundt, stadig var der ikke andre tilstede end de to..

Han grinte svagt og rystede på hovedet.
"Jeg er ikke dum...så snart du kommer op glemmer du alt om løfter og vil hive hovedet af mig...jeg vil være sikekr på du holder bare en smule af hvad du lovede..." sagde han kort, hans smil var væk nu. Hans kolde øje var rettet direkte mod hende, han sad bare og så neutralt på hende.