The sun is going down (Zean)

Tid:21:23
Sted: Stranden
Vejr: Køligt, men til at holde ud
Omgivelser: Ingen
Årstid: Forår(Tidligt)


Lucky gik rundt nede ved vandkanten, med sine små lysegrønne balarinasko i den ene hånd. Der lå et smil på hendes læber hver gang vandet skyldede op og rørte hendes fødder. Det endnu kolde vand fik det til at prikke stikkende i huden, men på en forfriskende måde. Hun lavede et lille hop da vandet skyldede hen over hendes fødder, så vandet frøjtede en smule op af hendes ben. Hun havde lange lysegrå jeans på, som var blevet godt våde i bunden af buksebenene og en rosarød top, som var en smule for stor til hende og så en grå stræktrøje med lynelås, for ikke at komme til at fryse, som hun så let gjorde.
Lucky stoppede op og så ud over vandet. Hendes brune øjne stoppede ved den rødmende sol, som var ved at forsvinde. Hun smilede svagt og lod den frie hånd køre gennem det brune hår, for at få det væk fra ansigtet. Hun havde aldrig været god til det med at sætte hår og havde det derfor altid løst, og lod det falde som det ville. Men nogle gange kunne det blive irriterende med al det hår, som dækkede for ens øjne så man ikke kunne se ordentligt.

En ung mand, af udseende, kom roligt gående et sted langs stranden, mod kvinden, han vidste dog ikke at hun var der endnu.
Han havde nogle sorte jeans på, med et lid slidt udseende, en sort sommerjakke som holdt ham varm. Jakken var halvåben og afslørede en mørkegrå T-shirt. Bare fødder som så tit, det foretrak han. Han lod en hånd glide gennem sit mørkebrune, næsten sorte, hår så det strittede lidt mere. Hans grå øjne gled over sandet, muslingeskallerne, vandet, som netop lige præcis ikke ramte hans fødder, og ud over vandet til solen der var på vej ned.
Han gik i egne tanker som så tit, dog var stranden ikke et af hans foretrukne steder. men han gad heller ikke gå de samme ture igen og igen, lidt forandring gjorde altid godt.
Han strakte sig lidt og så nu længere op og opdagede endelig kvinden der gik et sted forude. Hans tanker gled straks hen på om hvad hun var og om hun var fjendtlig. Vis ja, så var han kla til at tage kampen, han var stærk.
Han viste dog ikke selv tegn p åat ville kæmpe, hans skuldre var afslappede...Og i det hele gik han afslappet og med et roligt udtryk. Hans øjne vidnede om mere viden og et længere liv end hvad man ellers skulle tro og oveni virkede det hele lidt tiltrækkende...Det kom dog an på hvad man var til.
Han lod tæerne begrave sig lidt i det kølige, vandmættede sand, men fortsatte med at gå, efterlod sig fodspor.

Lucky havde flyttet sine øjne fra solen og sænket dem tin sine fødder, som sank længere og længere ned i sandet, i takt med at vandet tog lidt af sandet med sig, når det trak sig tilbage. Hun gøs en smule, da hendes fødder var begyndt at blive kolde. Da hun så op igen kastede hun et hurtigt blik tilbage af den vej hun var gået og nåede lige at se en mandelig skikkelse inden hun vendte hovedet igen. Hun lavede en lille klik lyd med læberne og overvejede kort om hun skulle fortsætte eller blive stående. Hun kunne godt lide at have selskab af andre, men de sidste levende væsner hun havde mødt på sin vej, havde ikke virket videre venlig indstillet.
Lucky tillod sig at se sig tilbage igen for at få lidt mere af den mandelige skikkelse at se. Han så ud til at være et væsen, hun kunne mærke det. Han så dog ikke så farlig ud, men det kunne jo nå at ændre sig. Lucky var ikke typen der kunne lide at slås, hvis der bare var tilløb til en vred diskution, stak hun tit halen mellem benene. Det var ikke fordi hun var bange af sig, hun vidste bare at hun ikke var fysisk stærk og at hendes evner med følelser endnu ikke var hel under kontrol, så det var ikke altid den ville virke og nogle gange, var det den forkerte følelse hun plantede hos vedkommende.

Kvinden, da hun havde opdaget ham, virkede lettere nervøs. Sikkert over ham, de fleste var endten nervøse eller fjendtlige, de havde alle mødt andre som ville slås. Selv foretrak han verbale slåskampe, der kunne han følge med, de mere fysiske...Tja, så skulle det foregå på afstand eller vis han gik i deres hoveder, gav dem smerte...Og alt det han ellers kunne derinde.
Han nikkede kort som hilsen da hun kiggede tilbage igen, hun så ud til at gribe chancen og se hvad der ville ske..I hvert fald flyttede hun sig ikke.
Han stoppede op omkring en lille meter fra hende og lod blikket glide kort over hende.
"Hej" halvsmilte han så og så sig kort omkring. Et menneskepar gik lidt længere væk, næsten helt oppe ved vejen, hvor sand blev afløst af græs og siden asfalt.
Ellers var der nogle måger rundt omkring.

Lucky stod stille ved vandkanten og gøs svagt hver gang det kolde vand rørte hendes bare fødder. Hun flyttede kun sit blik et kort øjeblik, for at se på menneskeparet der gik oppe i nærheden af vejen bag ham. Men hun vendte dog hurtigt igen sin opmærksomhed mod den unge herre da han hilste.
"Hej"hilste hun igen med sin lave men alligevel tydelige venlige stemme. Hun efterlignede hans smil af størrelse, hun vidste endnu ikke om der var grund til at smile, måske var han ikke så venskabelig anlagt. Men det var nu heller ikke noget hun var van til at se hos dæmoner, og ham her var en dæmon.

Selvfølgelig havde folk nogle...ting, ved andre racer, som de bare gik ud fra var ens hos dem alle sammen. At dæmoner var knap så søde, var nok en af dem. Men selv dæmoner kunne være venlige, tit blev nogen af dem kun evigt onde fordi folk blev ved med at behandle dem sådan..Som evigt onde.
Zean havde aldrig set sig selv som fjendtlig, han havde måske leget lidt med menneskerne og de andre racer, men lige for tiden, nu hvor han var sammen med Dawn, følte han ingen grund til at forpeste andres hverdag.
Han bedømte hende let, endten var hun ikke særlig selskabelig, denne engel af en art, eller også behandlede hun bare andre som de behandlede hende, hvilket kun ville være fair. Men hun regnede i hvert fald ikke med at han bare ville hygge snakke.
Han fik lyst til at være fjendtlig, bare for at bekræfte hvad hun sikkert tænkte. Det irriterede ham når folk allerede havde en mening om en fremmed, uden at kende ham eller hende, uden at have snakket med ham eller hende...De gik bare ud fra at sådan var det.
Hans ellers let venlige smil forsvandt, han trak på skuldrene, gik uden om hende og videre.
Det måtte hun også selv om.