What you see.. Oh! I can't see.. - Zean

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: 15:30
Sted: Domkirken
Omgivelser: Ingen, bortset fra Madeleines medhjælper
Vejr: Koldt og lidt blæsende
Påklædning: En lang sort tætsiddende jakke, et par små sorte støvler, et par normale lyse jeans og et hvidt bind for øjnene.

Ude i horisonten kunne man godt begynde at ane solen forsvandt. Dumme vintertid, eller faktisk var det stadig efterår, men vejret var så koldt at man sagtens kunne tro at det var vinter. Madeleine og hendes hjælper som var hos hende nogle gange, fulgte hende ind i domkirken og lukkede porten efter dem. Madeleine kunne godt lide at være i kirke, hun var dog ikke den mest troende, men hun følte sig mest hjemme og mest beskyttet i kirken. Hendes medhjælper var menneske, så hun viste intet om at Madeleine, faktisk godt selv kunne finde ud af at gå rundt, selvom hun var blind. Det var derfor kun elskede sin evne så meget. Men alligevel var der altid noget hendes evne ikke kunne vise hende, så hun bad altid sin hjælper om at beskrive kirkens former, farver og diverse særheder, så kunne hun nemmere få et billede inde i hovedet. Medhjælperen fulgte hende hen til en af de forreste bænke i kirken og lod hende sætte sig. "Jeg kalder på dig når det er.." sagde Madeleine stille og hendes medhjælper nikkede bare og gik derefter over i en anden afdeling af kirken. Madeleine sukkede lidt og follede så sine hænder på sit skød. "Kære fadder.. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er hernede på jorden, jeg vil hellere være oppe i himlen sammen med dig og de andre engle, der er ikke krig, mord og andre forfærdelige ting.. Jeg vil bare gerne hjem.." hviskede hun og en lille tåre trillede ned af hendes ene kind og ramte hendes hånd, men hun sad bare helt stille og hviskede videre for sig selv. For man viste jo aldrig om man var alene.

Kirken. Et underligt sted, et sted som alle andre, og alligevel så folk det som noget specielt. Han stod lige i udkanten af kirkegården, tøvede med at gå op af grusstien til selve kirken.
Sidst han havde været her...åh ja, sidste han havde været her, havde det virkelig været en kamp mellem godt og ondt. Hvem der enlig vandt til sidst, kunne han ikke huske. Det såkaldte gode slog vist det andet ned for nu. Men man havde vel individuelle syn på hvad der var godt og ondt.
Han så kort ned af sig selv. Tilfældige kondisko, mørke jeans, sort T-shirt. ingen jakke, hvis han kunne slippe for det.

snart stod han oppe ved kirken. Han havde intet at skulle her, han var ikke troende...det var man ikke når man havde levet så længe og set så meget som han havde...Der kunne ikke findes en gud.
Han skubbede den lille port op og trådte ind i kirken.
Den lignede sig selv. Der var kun to, et menneske i den ene ende, og en anden oppe ved alteret, ved en af de forreste bænke.
Han bevægede sig op af, uden at vide hvad han enlig skulle. Det eneste han viste var at her fik man fred.
Der var ingen der forstyrrede en, i hvert fald ikke med vilje, for man viste aldrig hvad personen lavede. Han satte sig helt forrest på en bænk og stirrede på alteret...En svag duft af engel. Han så til venstre, på personen, en ung...kvinde eller der omkring. Sandsynligvis blind, af hvad man kunne dømme, af det hvide klæde om øjnene.
Han så op på alteret igen...
Han havde sjældent mødt en troende engel, men dem fandtes der vel også nogen af.

Madeleine rykkede lidt på sig, da hun kunne høre at porten til kirken blev lukket op og at der kom en ind. Hun bed sig kort i læben, fordi han lugtede langt væk af dæmon. Hun var ikke helt vilde med dæmoner, fordi i hendes hoved var de onde og man kunne aldrig stole op dem. Hun fulgte ham nøje med sin evne, så hun var helt sikker på hvor han bevægede sig hen, så hun kunne være forberedt hvis han gik over imod hende. Men det gjorde han heldigvis ikke. Hun sukkede diskret lettet, da han satte sig ned på en bænk og rykkede lidt på sig igen. Hun kunne kort se at han kiggede hen på hende, fordi han rykkede på sit hoved og stivnede kort. Men da han vendte hovedet væk fra hende igen, folede hun sine hænder ud og placerede dem på bænkens ryglæn foran hende og rejste sig roligt op. Hun kunne sagtens gå uden sin medhjælper, men hun havde faktisk ikke lyst til at gå. Måske var det lidt overdrevet at være bange, men det var hun altså. "Hva laver en dæmon i en kirke??" kom det så lige pludselig ud af hendes lille mund, hun lod ikke frygten komme ud sammen med ordene og lød i stedet for rolig.

Han så op på hende med en anelse overraskelse. Ikke over at hun viste han var dæmon, eller at han var der...Men det hele, kombineret med at hun helt præcis viste hvor han sad.
Han var stille en del tid før han valgte at svare hende ignorerede om mennesket længere væk hørte noget eller ej.
"Det er jo det store spørgsmål...Bare rolig, troende er jeg ikke...Det er bare et af de få steder man kan finde den fred man har lyst til" svarede han rolig. Og oprigtigt. Der var jo ingen grund til at lyve.
Mange ville nok undre sig. Især dem der havde den absurde påstand at dæmoner var sønner af Lucifer, djævlen, satan...hvilke navne den person nu bar rundt på.
Men sådan var det. Og Zean var stadig ligeglad.