Perfekt - Maya

Dag: Lørdag
Tid: Eftermiddag
Sted: Stranden
Vejr: Overraskende varmt og himlen er skyfri
Årstid: Tidlig forår
Omgivelser: Havet, en masse sand og ingen andre end hende
Påklædning: Outfit (klik)

Vejret var overraskende varmt og dejlig. Derfor var stranden det perfekte sted at befinde sig den dag. Overraskende nok var der ingen på stranden. På nær en eneste person. Den person var ikke et menneske, men et væsen. En engel. Jameelah. Dagen var simpelthen for smuk, til at hun ikke ville nyde den. Så derfor havde hun besluttet sig for at tage en tur ned på stranden. Desuden trængte hun også til at komme ud af sin lejlighed, der lå i midten af solrige La Sunisha. Nogle gange blev den altså bare for.. trang at være i. Specielt for en engel. Hun var vant til at have masser af plads når hun fløj. Det havde hun ikke lige frem i sin lejlighed. Desværre.
Med et suk gik hun ned af stranden på bare fødder. Sine sko havde hun dinglede i hånden. Hun lukkede smilende sine øjne i. Nød sandet under sine fødder. Faktisk kilede det lidt, hvilket som resultat fik hende til at le. En engel blid latter, der kunne smelte hvem som helst der hørte den. Hvor var dagen bare perfekt! Ingen vampyre eller noget. Slet ingenting der mindede om den krig, som var i gang. På en måde var det som om den smukke dag symboliserede en slags kort fred. Så kunne krigen fortsætte den næste dag, hvis den havde lyst. Bare ikke denne dag. Den var alt for perfekt til at blive spilt på en dum krig.
Mindet om krigen, fik fjernet smilet fra hendes ansigt. Kort rynkede hun sine øjenbryn. Krigen. Desværre var den brudt ud. Desværre havde hendes race ikke erklæret sig neutrale, men nogle var hoppet med vampyrene, dæmonerne eller prøvede selv at få lidt indflydelse og vinde. Selv havde hun valgt sin side. Den der virkede sikrest. For hende, i hvert fald. Dæmonernes.
Hurtigt skubbede hun tanken fra sig og fortsatte sin gang ned ad stranden.

Maya gik på stranden, der var ingen som fulgtes med hende hun var altid alene borset fra nor hun var hjemme i det ulidlige hjem af hendes. Hun måtte snart til finde et sted hvor hun kunne bo. Et hvor hun ikke var det sortefår, men hvor det anede hun ikke. Hun var iført en blå sommerkjole, som hendes hende far havde valgt til hende. Han kunne godt lide at se hende im kjoler, men det var ikke det værste han kunne finde på. Hun mærkede hvordan en vidunderlig lun brise legede med hendes hår. Det var dejligt endelig at kunne være udenfor i noget varmt vejr, istedet for den kolde og meget lange vinter som havde været. Hun undrede sig over at der ikke var andre som ville være herude på denne vidunderlige perfekte dag. hun forsatte ned igemmen det varme sand ned imod vandet. Den rolige lyd af bølgerne som skvulpede gjorde hende godt tilpas, og hun endte med sidde vandkanten. Maya var ligeglad med at hendes kjole blev våd. Men hvis hendes far havde været ved stranden havde hun fået skældud, men det var han ikke så han kunne ikke sige noget for kjolen ville nå at tøre før hun kom hjem.

Kjolen: http://imagecache.asos.com/inv/T/23/158/483024/Blue/image1xl.jpg

Jameelah fortsatte ned ad stranden. Sandet fortsatte med at kærtegne hendes små, spinkle fødder. Yndefuldt gik hun og lignede, ja.. en engel. For andet var svært, når det var præcis det hun var. Altid så hun uskyldig ud, præcis som engle gjorde. Med sig bragte hun altid en ro, som gjorde folk trygge, selv når hun ikke selv var rolig eller tryg. Folk kunne bare ikke undgå at føle sig trygge i engles nærhed. Hvorfor vidste hun ikke, men det måtte være noget, som var nedarvet gennem generationer af engle. Ellers var det bare en medfødt slags evne de havde. I hvert fald, kunne hun godt lide den. Når andre var rolige, så blev hun også selv rolig. For det meste.
Med et lille suk og smil på de rosa læber, åbnede hun sine øjne og nød det syn der mødte hende. Fredfyldt, smukt.. perfekt! Det var bare sådan en perfekt dag. Intet ville kunne gøre den bedre end den var.
Så opfangede hendes næse, duften af menneske. Straks blev hun en smule på vagt og spejede rundt i retning af duften. Det tog lidt tid, før skikkelsen af en mødte hende. Personen, der højst sansynlig var menneske ud fra duften, sad fredfyldt i vandkanten. Så vidt hun kunne se. Hun gik ud fra det var en pige, da personen havde en blå kjole på, der var blevet lidt våd og havde langt hår. Generelt så det bare ud som om, personen havde feminine træk. Derfor gik hun udfra det var en pige.
Et større smil bredte sig på hendes læber, mens hun kom tættere på pigen.

Maya havde ikke lagt mærke til pigen som var på vej imod hende, hun vidste godt at det var dumt at pjække. Hun strakte sig en smule før hun atter satte sig med benene ud til siderne. Hun havde løst til at græde alt var så håbløst. Alle de rygter som svirrede om hendes familie. Men det værste var drog at hendes skulle havde misbrugt dem, for hende var det jo normalt og hun kunne ikke se noget galt i det. Hun bed sig svagt læben ingen rejste sig op. Hun gik længere ud i vandet måske hun kunne drukne sig selv. Det var da en udvej så slap hun for den smerte som skolen og hendes far havde forvoldt hende og søsteren i så lang tid. Hun forsatte længere og længrere ud. til sidst bestemte sig for her dybt nok. Hun lagde sig vandoverfalden med hovdet ned af, det føltes rart med det lidt kølige vand imod hendes hud. Nu var det endelig hendes tur til at skulle her fra, men på den på anden side var alle de ting hun holdte af her, men den føelse hun havde inde i sig var tung og ubærlig. Det gjorde så ondt når hun tænkte på den.
Til sidst besluttede hun sig for at hendes liv alligevel ikke var forbi og rejste sig, hun trak vejret i nogle dybe drag da hun opdagede pigen. vendte med vijle sit blik ud imod horisonten, som lå og så indbydende, hvis bare hun var oppe i himmlen nu så kunne der intet ondt ske med hende.

Jameelah stoppede brat op, da pigen begyndte at gå ud mod vandet. Frøs nærmest til is. Hvad skulle hun dog? De billeder hun fik i hovedet fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Men så igen.. Måske ville hun bare bade? Den tanke fik hende til at håbe på det med hele sit hjerte. For selvom hun endnu ikke havde mødt pigen, så følte hun en stor trang til at være omsorgsfuld over for hende. Det nærmest hev og sled i hende. Hvorfor anede hun ikke. Faktisk skræmte det hende lidt. Sådan havde hun aldrig følt før, men måske var det et engle instinkt?
Da pigen kom længere og længere ud i vandet, frøs hun endnu mere. Nej! Det var det eneste ord, som fyldte hendes hovede. Hendes tanker. Pigen måtte bare ikke.. tage sit liv. Sætningen var svær for hende at fuldføre. Hurtigt sank hun en klump, der havde dannet sig i hendes hals.
Lige så stille, som pigen vendte sit ansigt mod vandet begyndte hun at røre på sig. Med forsigtige, yndefulde skridt trådte hun nærmere på vandkanten. Parat til at løbe ud efter hende, hvis hun fornemmede at hun var ved at dø. Så ville hun nok være nødt til at få, vinden til at skubbe vandet mod stranden og dermed også pigens krop. Eller endda svømme ud efter hende.
Da pigen endelig så op, sukkede hun lettet. En stor sten faldt fra hendes skuldre og hendes hjerte. Så bredte sig et smil på hendes før bekymrede ansigt. "Undskyld" sagde hun med sin engle blide stemme. Højt nok til at pigen ville kunne høre hende, trods hun ikke havde sin opmærksomhed rettet mod hende.

hun vendte sig om imod pigen idet hun sagde undskyld, hvorfor i al verden sagde hun undskyld, nikkede kort til hende og gik ind imod breden igen. Det var for fejet allerede give op denne måde. Hun bed svagt læben da hun kom ind breden. hendes kjole gemenblødt og hendes sko var våde. Hun følte sig ile til mode, hun regnede at meget snart ville der noget grimt ud munde på pigen, men hun havde jo vænnet sig til det var sådan, altid hånlige ord når hun kom forbi. Det var også derfor hun holdte sig for sig selv. kæmpede for ikke komme til at græde, for det gjorde det bare værre. Hun stirrede lidt på den fremmede " ja ´det er så mig der en far som misbruger mig" sagde hun en smule spidst, men regnede med snart ville komme noget grimt om hendes far og hendes familie. Hun anede ikke at pigen ikke vidste det for hun følte at alle gjorde. Hun ville ønske man kunne starte forfra med en helt anden familie hvor det ikke handlede om at sætte børn verden for så bare at misbruge dem. Hun bed svagt læben vendte endelig sit blik væk satte sig på jorden gamte sit ansigt i hænderne. Hvorfor var hun ikke normal ligesom alle andre.

Et par følelser gled over Jameelahs udskyldige engle ansigt, da pigen gav hende den information. Først overraskelse, så forvirring og så.. en blanding. For hvor i al verden, ville pigen dog give hende den information? Faktisk anede hun jo ikke hvem pigen var, men alligevel så talte pigen til hende, som om hun burde vide hvad hun havde sagt. Ud fra hendes ansigtsudtryk og hele hendes kropssprog, gættede hun at pigen sikkert forventede en hånlig kommentar. Tanken fik hendes til at krumme tæer, og det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Jameelah var slet ikke bygge til at være ond mod andre. Faktisk var det stik mod hendes natur. De eneste som hun ville have en minimal chance, for at være ond i mod, var nok vampyrene. Ellers ingen.
"Undskyld.. igen, men jeg har aldrig hørt det før" indrømmede hun med et undskyldende smil og undskyldende udtryk i hendes øjne. "Jeg går ikke på Sheria High School" forklarede hun, da hun antog at det gjorde pigen. Det måtte vel være derfra hun troede, at Jameelah vidste det. Hun troede nok at hun gik på skolen, og dermed fulgte med i sladren. Hvilket hun jo af gode grunde ikke kunne. Og selvom hun gik der, ville hun nok heller ikke følge med i den. Hvis hun gjorde, ville hun helt klart forsvare pigen.
Jameelahs blågrønne, uskyldige engle blik søgte venligt pigens. Da pigen stod tæt på hende, så blev hun påvirket af at Jameelah var engel. Bare det at hun var i nærheden af hende, ville få pigen til at føle sig tryg og rolig. Dog fokuserede hun ikke på det. Faktisk prøvede hun bare at få øjenkontakt.

Hun mærkede form trykhed ved pigens nærvær, det fik hende til få styr på de alttid så forræderiske tåre, men hun gemte stadig sit ansigt bag sin mur af arme og ben. Hun ville ikke se pigen efter hun havde givet pigen den infomation. Hun ville sikkert bare gøre som alle andre og det var ikke det hun behøvede, det gjorde situationen værre for hende. hun begyndt rokke sig selv frem og tilbage. Man skulle næsten tro hun var syg, men det var hun ikke det var den måde hun fik sig til falde til ro, men denne gang var det ikke hende selv fik til følé sig rolige nej det var pigen.
Hun trak vejret små kort stød, og til sidst endte hun med lukke øjnene.

Med det samme pigen begyndte at se dårlig ud, skiftede hendes ansigtsudtryk fra venligt til bekymret. For bekymret det var hun helt klart. Denne pige så ikke ud til at have det for godt. Hendes vejrtrækning bekræftede det kun. Bare hun ikke besvimede eller kastede op. For skulle hun så ringe efter en ambulance eller noget? Tvivlen hos hende var næsten til at tage og føle på. Hvad skulle hun gøre?
Forsigtigt, nærmest umærkeligt, lagde hun sin hånd blidt på pigens ene skulder. "Er du okay?" spurgte hun med ægte bekymring i stemmen. Alt ved hende viste at hun var bekymret for pigen. Jameelah havde det som om, det var hendes pligt at beskytte pigen. På den måde tiltrak hun hende. En yderst mærkelig følelse, som hun bestemt ikke var vant til overhovedet. Derfor var hun også en smule usikker på, hvad hun skulle gøre ved pigen. Gå fra hende eller blive hos hende. Måske ringe efter hjælp. Hun anede virkelig ikke sine levende råd. Så hun valgte at blive hos pigen. For måske ville hun få det værre hvis hun gik sin vej. Og hvis hun pludselig besvimede og hun ikke var der.. Det ville hun ikke kunne tilgive sig selv. Aldrig ville hun finde på at skade en anden person.

Hun mærkede hvordan pigen bekymrede sig om hende, det var rart at nogen bekymrede sig om hende, hun begyndte falde til ro og hendes vejrtrækning blev normal. Men hvordan kunne det være at pigen ville hjælpe hende, hun rettede sig så man kunne se hendes ansigt. hun smilede forsigtigt hun var virkelige ikke fra skolen hun gik på, men der også noget umenneskligt over hende. Næsten som den fantasi ven hun haft en gang som var sød, venlig, hjælpsom og smuk " jeg har det fint" svarede hun lod blikket falde på sandet ved siden af sig og skev idet Du knuste mit hjerte da du gjorde det første gang, du svigtede mig hvor stedet for skulle været der for mig, og nu må jeg leve i det helved du skabt for mig hun tegnede et knust hjerte ved siden af " hvad skal jeg drog gøre jeg kan ikke tage hjem for så misbruger han bare igen" sagde hun mere til sig selv end det til nogen anden. Hun sukkede virkelig kort, hun anede ikke sine levende råd.

Jameelah smilede af hendes svar. For hun så langt fra ud til at være okay. Meget langt fra. Men hun ville ikke kommentere det. Hun ville jo ikke være uvenner med pigen, tværtimod. Da pigen endelig rettede sit ansigt, sådan at hun kunne se det, smilede hun. Selvom hun var menneske, var hun faktisk utrolig køn. Generelt var mennesker rigtig kønne. Derfor forstod hun ikke helt, hvorfor de dog faldt for de nærmest perfekte væsner. Altså vampyrene og dæmonerne bla. For de var jo faktisk i alle retninger perfekte. Udseendsmæssigt. De havde ingen fejl. Måske var det derfor, at menneskerne faldt for dem. For hun vidste at menneskerne hungrede efter at være perfekte. Måske var det bare nok for dem at være i nærheden at noget perfekt.
"Du kunne flytte hjemmefra.. eller søge hjælp" forslog hun med blid stemme og smilede engle blidt til hende. Et smil der kunne smelte hvem som helst, uanset hvem de var. Svagt bed hun sig i læben og håbede ikke at pigen, ville blive sur over hendes forslag. Alt hun ville var jo bare, at hjælpe hende så meget, som hun nu kunne. Det lå til hende. Engel instinkt eller noget.

Maya sukkede svagt t hun turdte ikke søge hjælp hun bange for hvad hendes far ville sige hvis han fandt ud af det, men hun kunne jo flytte spøgsmålet var bare hun hvor hun fik pengen fra, for penge havde hun ingen af og hun turdte heller ikke spørge sin mor om hun måtte låne nogle penge til flytte ihvertfald end til hun havde fundet job. For Maya vidste at hendes mor bare ville gå til hende far og så havde de belladen og hun orkede bare ikke at skændes med dem igen. Hun ville bare ønske hun var normal lige som alle andre. At hun havde normal far, mor og en normal søster. Men det havde hun jo ikke, hun vidste ikke rigtigt hvad skulle gøre, men hun var glad for at der idet mindste var en som ville høre på hvad hun sagde. Hun lagde hovdet en smule på skrå, og lyste op smil selvom det var et trist smil. " forresten så er jeg Maya" sagde hun da det gik op for hende at hun ikke havde præsenteret sig endnu

"Hyggeligt at møde dig, Maya" sagde hun med et venligt smil. "Jeg er Jameelah og er 17" præsenterede hun sig og smilede sit engle blide smil. Egentlig var hun ret lettet. Maya virkede ikke som om hun kendte til væsnerne og dermed ikke krigen. Det gjorde hende glad. Menneskerne burde nemlig ikke kende til den verden. For det var simpelthen ikke godt for dem. Faktisk bragte det dem nærmest kun i endnu mere fare, end de var som uvidende. Men nogle væsner kunne jo bare ikke tie stille og nogle af menneskerne var jo dusørjægere så.. de var jo nødt til at vide det. Ellers ville de jo stå uden job.
"Jeg arbejder, som bartender på Petronia Nightclub" fortalte hun med et lille skuldertræk. "Men jeg er uddannet stylist og fotograf" indrømmede hun så. Med et nysgerrigt blik så hun på Maya, nærmest opfordrede hende til at fortælle hende om sig selv.

Hun betragtede kort Jameelah hvad var der at fortælle, hun syntes ikke selv at hun var særlig speciel. det eneste hun følte omkring sig selv var en masse forvirring, vrede og at hun var forkert og unormal. Hun tænkte kort før hun åbende munden " Jeg går på high school og det er det rene helved, min far misbrugt mig siden jeg var fire år gammel og ja det er det rene helved" sagde hun rejste sig. Hendes kjole var badet i sandkorn, små og gule. Det så næsten helt smukt " Jeg føler mig forvirret hele tiden, lektierne kan jeg heller ikke leve mer" sagde hun.
Der var helt sikkert noget galt med hende, men hvad vidste hun ikke, følte bare at det var hendes skyld hele tiden. Hun trak vejret i nogle korte drag " Og det hele er min skyld" afsluttede hun og vidste ikke rigtigt om hun skulle grine eller græde. Hendes liv lød næsten som det kun bygget op af løgne og undskyldninger.
Desuden havde hun ikke løst til gå i skole mere, der måtte være noget godt som lå vente på hende. Men hvad det kunne være var svært finde ud af. Når man så langt nede som hun var. * orv ja tænker jeg tit på hvordan jeg kan gøre ende på mig lidelser* tænkte hun, men sagde det ikke højt. Hun var også ret sikker på at Jameelah vidste det allerede.

Jameelah kunne ikke undgå at blive lidt mundlam, da Maya begyndte at fortælle. Dog måbede hun ikke eller viste nogen tegn på væmmelse. Til sidst kunne hun dog ikke holde sig tilbage. Hendes historie rørte hende bare så meget, at enkle tåre gled ned over hendes kønne, uskyldige engle ansigt. Så lagde hun blidt armene omkring hende, for at trøste hende og lidt sig selv. "Så, så" mumlede hun trøstende og lod sin medfødte engle evne overvælde Maya. Så hun ville føle sig komplet rolig. For hende føltes det som om, det var det mindste hun kunne gøre for hende. Så fik hun hende da til at føle sig tryg, bare et sted. Hos hende. Hvor måtte det være forfærdelig ikke at føle sig tryg derhjemme. Selv kendte hun jo ikke til den følelse. Hun havde altid fået masser af kærlighed og støtte hos sin familie.

Hun lod sig falde ind i hendes arme, den trykhed hun følte når hun var sammen med Jameelah var overvældende hun ville ikke lade hende gå igen, og så var hun også smuk, det var noget hun ikke var. Hun kunne lide Jameelah virkede ikke som en der gik op i alt der halløj som andre teenager gjorde. Hun rettede sig op da hun Jameelah havde fået tåre i øjene lagde forsigtigt sin hånd på hendes kind for tørre den. Hvis hun vidste ville hun tro at pigen hvis arme som dannede en tryk mur omkring hende, var engel sendt af gud. Hun kiggede Jamelah i øjene " hvorfor græder du?" spurgte hun var slet ikke sporg vant til folk græd af hendes historie. Det gjorde varm hjertet át hun havde fundet en der ville lytte. Hun gav Jamelah et klem Nej hun ville aldrig slippe igen, hun mærkede hvordan tårene selv begyndte trille ned af hendes kinder, men hun græd af glæde over at hun endelig havde fundet ind der ville lytte og som ikke dømte hende for noget som helst.

Jameelah tårede forsigtigt sine tåre væk og smilede. "Din historie røre mig bare utrolig meget" indrømmede hun. Hvis der var noget hun elskede var det ærlighed. Selv var hun meget ærlig og forventede at andre også var det overfor hende. For når man som hende, havde en tendens til at være lidt naiv, håbede hun at folk ville være ærlige overfor hende. I stedet for at udnytte hende. Den slags brød hun sig bestemt ikke om.
"Nej, du må ikke græde" udbrød hun stille, da Maya begyndte at græde. Blidt og forsigtigt fjernede hun tårene med sine slanke, fingre. Det sidste hun havde lyst til, var at få hende til at græde. Bare der ikke var noget, som hun havde gjort, der havde fået hende til det. Det ville hun slet ikke kunne have.

Hun gispede overrasket idet Jameelah rørte hendes hud, det var form for stød blev sendt lige igemmen hende. hendes kinder begyndte bluse røde, hun smilede forlegnt over hendes ændrende hud farve. Hendes kinder føltes som om de kogte, men hun ville ikke give slip i nu følte sig ikke parat til slippe. Hun gav jameelah et kram. før hun gav slip. Jameelah var fantisk sød, rar og venlig. Og så var hun så pæn og uskyldig. Det var første gang i lang tid hun smilede et bredt smil som nåede helt op til øjnene. Det var rart at have en der lyttede " men der ingen kan gøre noget ved min far for det ikke bevidst at han gjort mig og min søster noget" sagde hun smilede svagt igen. " så han kan bare blive ved med at bruge os" sagde hun blev mere trist igen for hvis hun flyttede så ville det bare blive værre for søsteren. hun sukkede svagt blev helt trist til mode, hvorfor skulle det hele være så svært.