Anti-Perfekt

Døren til den lille cafe gik op og en kølig brise blev skyllet ind i igennem det røgfyldte lokale. En heftig stank af røg lå overalt i rummet og krøb sig ind i tøjet der befandt sig i rummet. De fleste var ikke generet af røgen og dem der var, var ofte meget hurtige til at vende snuden om for at forlade stedet. Lokalet var kvadratisk, væggene beklædt med en hæslig mosgrøn farve, der godt kunne trænge til en forfriskende omgang maling. Gulvet havde en mørk farve og havde tydelig tegn på slid og pletter fra tabt rødvin og andre farvestoffer. Møblerne syntes heller ikke at have det meget bedre. Det bar stort set alle utallige mærker efter forskellige genstande der var slået ned i dem, samt streger og kruseduller fra forskellige skriver, hvis afmærkninger ikke kunne af, trods tjenernes ihærdige forsøg. Disken hvor tjenerne holdte til, stod lige ved siden af indgangen, hvilke tjenerne priste sig lykkeligt for, for det var næsten sundhedsskadeligt at befinde sig i det aflukket rum, hvor der ikke kunne åbnes et eneste vindue. Bagerst i lokalet, hvor det forfriskende vind aldrig nåde ned, sad de to mænd, den ene betragtelig yngre end den anden. Phoenix lod en kuglepen danse mellem fingrene imens han ventede på at hans makker fik drukket ud. Når han ikke boede i New York længere, måtte han med jævne mellemrum have en opdatering på hvordan tingene stod til og da gruppen af jægere ikke havde stor tiltro til mails fortrak de enten at kryptere deres mails eller komme selv. Casper - Phoenix makker - havde straks øjet muligheden for at møde sin gamle elev og havde derfor ivrigt påtaget sig jobbet at informere sin gamle elev. Normalt hed det sig at forældrene til jægerne selv skulle opdrage og træne deres børn, men da begge Phoenix forældre var døde før hans træning var afsluttet, havde en nær ven af familien overtaget arbejdet for at fuldføre det.
Casper satte ølkruset fra sig og slikkede sig velbehageligt om munden. Derefter rettede han sig op og sendte et blik til den blonde mand overfor ham, der nikkede før de begge rejste sig op for at forlade lokalet. Selvom de nu boede langt fra hinanden, så var deres forhold ikke blevet brudt. De mødtes jævnligt og havde mindst en gang om ugen en længere snak sammen over mails, som de selvfølgelig krypteret, da snakken ofte gik ind på emner de ikke ønskede regeringen skulle kunne opfange. Nogle ville muligvis kalde det direkte hysterisk at være så meget på vagt, men jægerne havde lært aldrig at tage nogle chancer, ikke når det galt sikkerhed. Med døren som mål, begyndte de to mænd at kante sig så forsigtigt igennem rummet som muligt. Det var ikke helt nemt, da mange af bordene stod tæt og folk ikke var opmærksomme på andre, men det lykkes dem at komme helskindet ud i den friske luft, som de begge straks fyldte deres lunger med. Rygningen var ikke noget nogle af de to mænd gjorde sig i. Det hindrede deres krop i at være sund og hvis der var noget man skulle være som jæger, var det sund, med en velholdt stærk krop, så rygning blev det sjældent til, men det blev til tider til en enkel eller to, når det var af høflighed de gjorde det, ellers fandt ingen i deres kreds nogle nødvendighed for at belaste deres krop og lunger mere end de allerede var.

"Nå, men hvordan går arbejdet her?" Casper kiggede ned på den yngre mand, der havde stukket hænderne ned i lommerne på de sandfarvet bukser han bar. På fødderne bar han et par Converse All Stars, og overkroppen var beklædt med en hvid t-shirt og udover en sort læderjakke der stod åben. Det virkede meget normalt i forhold til Caspians, der var mere fint og ordenligt med en hvid skjorte, løst slips, habitjakke og mørke næsten sorte jeans samt et par finere lædersko der næsten skinnede i solens stråler når de kiggede frem. "Det vrimler med dem." Phoenix havde flyttet blikket fra en gammel tyggegummi klat på jorden, op til Caspians utrolig maskuline og kantet ansigt. Det var ikke et ansigt folk ville falde for, ingen af delene i ansigtet syntes at være specielt harmonisk eller pænt, da det enten var for stort eller småt, men det gav ham til trods ujævnhederne, et ganske menneskeligt og normalt ansigt. Ikke noget en vampyr med værdighed ville bære.
Phoenix grågrønne øjne gled hen over folkemængden imens Caspers ord trængte ind i hans øre. "Tænk at enhver der står her, kunne være et væsen." Det var ikke svært at spore foragten i den ældre mands stemme, mens han lod blikket flakke hen over de væsner der passerede dem. Phoenix havde blot trukket en smugle på skuldrende. Han var efterhånden ved at være van til det. Det ville ikke være en sætning der lød godt i andre jægeres øre og den skurede også imod trommehinden på Phoenix, men han han havde valgt at bo midt i det. Han kunne ikke bare gå og dræbe alt og alle, af flere grunde. Først og fremmest fordi han ikke kunne være sikker på at det alt sammen var overnaturlige væsner, for det andet fordi at det ville vække opsigt hvis der kom en massemorder - måske var det ikke helt nyt for byen - og sidst, fordi han ikke ville have politiet i hælene. Det handlede om at være stille og bevæge sig rundt i mørket og så slå til når muligheden bød sig. Netop derfor havde Phoenix endnu ikke udrettet så meget, som han kunne have gjort i New York, hvor det hele næsten var lette, selvom antallet af væsner var langt mindre.
Lyden af skosåler der gned mod asfalten bevidnede at Caspian vendte sig om. "Tænk hvis hun også er et væsen!" Fortsatte Caspian i sin foragtet stemme, der var lidt for høj og for at gøre det hele værre, pegede han tydeligvis på en mørkhåret pige iklædt noget mørkt afslappet tøj og høje stiletter. Som et lyn, skød Phoenix hånd ud, for at tvinge lærerens hånd ned, mens han lavt hvæsede. "Derfor behøver du ikke at pege. Det kunne godt være at man ikke behøvede at være sødlige over for væsner, men lidt høflighed på åben gade måtte der godt vises, uanset hvor meget dæmon der så var i det væsen man stod over for. Det handlede om at skjule det for omverden, ikke vise det frem.

De to mænd lignede to drenge der havde haft fingrene nede i kagekassen og var blevet busted, intet andet passede mere perfekt til dem. Først kom der ingen respons fra nogle af dem, ikke ud over deres blikke, der var rettet stirrende mod kvinden, for kun at gøre det hele værre. Phoenix fik taget sig sammen og slog blikket ned mens han overlod det til Casper at forsvare sine egne ord. "Undskyld ..." Der var ikke rigtig mere han kunne sige, så han følte sig næsten lettet da hun rettede sit politi blev mod Phoenix, der hurtig var sprunget væk fra Caspian som om de slet ikke kendte hinanden. Da kvinden gik hen for at smide sin vandflaske ud, greb Phoenix chancen for at trække Caspian til side, så der var fri adgang til cafeen.
Der kom ikke et ord fra hverken Phoenix eller Caspian før kvinden var trådt ind og havde efterladt de to pinlig berørte mænd udenfor. Så snart hun var ude af hørevide kastede den yngste sig verbalt over den ældste. "Se, det er lige det man får ud af at råbe højt på åben gade!" Snappede han, hvilke straks fik Caspian i forsvars position. "Siden hvornår er du blevet så accepterende over for dem?!" De lignede mest af alt to søskende der slåssede om det største stykke kage. Det tiltrak sig en smugle opmærksomhed, men folk omkring dem, var tydeligvis mere høflige end de var, for de forsøgte at komme videre i dagens program uden at stirre for meget. "Siden for altid! Vi skal behandle dem som alle andre og det ved du godt." Hvis der var kommet nogle væsner forbi i netop det øjeblik, så havde de ikke været i tvivl om at de to mænd var jægere, men der syntes ikke at være nogle der vågnede ved kommentaren, så muligvis var der slet ikke nogle, eller også spillede det godt skuespil. "Du går hjem, så ringer jeg til dig når jeg kommer hjem og så går jeg ind og får ryddet op." Før Caspian fik mulighed for at svare, blev han skubbet ud i folkemængden og Phoenix forsvandt ind på ind på cafeen, hvor han forsøgte at finde det bord kvinden havde sat sig ved, hvis hun ikke havde sat sig oppe ved baren.

Det var næsten for let at finde kvinden som Caspian havde peget af. Hun havde - ganske fornuftigt - sat sig oppe ved baren, hvor hun ikke ville ende med at lugte af røg i flere uger efter besøget. Phoenix forventede ikke nogle varm velkomst da deres sammenstød ikke havde været på det bedste grundlag. Han ville sikkert ikke få en før han selv brød ind i hendes verden af bøger og notater, samt en øl. Selv fandt han ingen nødvendighed i at købe noget mere til ganen, da han lige havde fået noget, så mon ikke den kunne holde sig lidt endnu. Han optog pladsen ved hendes side, hvor han kort ventede på at hun fik tid til at opdage ham, selvom hun sikkert allerede havde gjort det. "Jeg beklager dybt Caspians opførsel, han gør det altså ikke normalt." Han følte det næste som om han var oppe ved kongen og bede om nåde, hvilke han ikke havde noget imod, hvis det ikke havde været fordi at han ikke var sikker på om kvinden var et væsen eller ej, men uanset hvad, så mente han en undskyldning var på sin rette plads. Man skulle jo opfører sig som hvis det var et menneske.
Phoenix tvivlede på at han havde brugt den rette indledning til deres samtale, eller hvad det ville blive til, men han kunne umuligt forstille sig andet at starte den med, ikke hvis det skulle være noget helt andet. Der var mange måder at komme med en undskyldning på, så der var der varianter, men problemet kom hvis han skulle starte ud med noget de ikke var en undskyldning, for det var netop derfor han var fulgt efter. For at give hende en undskyldning.