What the hell do I do here! ¤Sam¤

Tidfornemmelsen mistede man lidt efter når man gik rundt i de forvirrende labyranter af rør under jorden. Med mindre man var klog nok til at tage et armbåndsur på sig. Mobiler virkede tydeligvis ikke her nede. Og man var seriøst ikke på den gode bund hvis man valgte og fare vild. Og ikke kunne finde ud igen. Sådan var det desværre for denne unge dæmon.
Autumn havde faktisk gået rundt her nede i et godt stykke tid nu. Havde endda haft sine grunde til at holde en pause. Det virkede som flere timer for hende men hun havde nok kun opholdt sig her i en. Eller det kunne egentligt også være ligegyldigt. Hun vidste bare at hun havde været her nede nok. Her var både ensomt og ufattelig ubehageligt. Der var aldrig stille. Der var altid en eller anden lyd der rungede skræmmende gennem ’tunnelerne ’. Godt disse rør ikke blev brugt mere. Og godt hendes næse var stoppet. Hun ville ikke kunne holde den stærk kvalmende stank ud hvis hun kendte til dens sande tilværelse. Hun gik egentligt nu bare roligt rundt. For at finde udgangen. Den alt for store hvideskjorte var ikke så hvid mere på grund af støv der havde lagt sig. Dog var det ikke kun hendes beklædning der var blevet beskidt af at være her nede. Hendes ansigt og hendes hænder samt hendes bare fødder. Skoene havde hun glemt et eller andet sted troede hun nok. Hendes lange mørkebrune hår virkede en smule pjusket men faldt nu alligevel pænt ned over hendes skuldre. Det eneste der endnu stod klart og smukt frem ved hende var hendes blå øjne der som altid var omkredset med hendes lange sorte øjenvipper. Hurtigt fik hun ført sin ene hånd op foran hendes mund og fik fanget et kort hosteanfald. Her var for støvet for hende. Men heldigt hun ikke var allergisk som mennesket kunne blive så uheldige og få. "For helved.." mumlede hun en smule for sig selv. Mælkesyren i hendes ben kunne mærkes og hendes hænder rystede. Her var faktisk koldt. Ikke at det rørte hende men det sad nærmest klistrende mod hendes krop. Og mon den ikke var på vej op mod hendes hals via de ikke beklædte fødder. Men nej. Så nemt kunne hun jo ikke blive syg. Det vidste hun. Havde kun prøvet det en gang. Og var det ikke dengang hun var 6 år? Jo. Hun knejsede en smule utålmodigt med nakken for at sætte den bedre på plads. Hun sparkede til en tilfældig sten og lyden var ualmindelig høj. Som var der virkelig intet andet her hos hende. Det var virkelig pludselig ikke rart. Om hun kunne lide at være for sig selv men ikke på denne måde..

Man skulle være heldig for ikke at kunne lugte den fæle lugt som fløj gennem gangene nede i kloarken. Der var nogle små lys sat op langs væggene, så nogle måtte da have været hernede ret tit for at sætte dem op. En dyb knurren lød der lige pludselig for enden af en af gangene i kloarken. Det var en efterladt vampyr, væsnet lignede en af de der figurer man også så i gyserfilm, når de havde levet i dårlige omgivelser uden særlig meget blod. Væsnet var af hankøn, han gik kun med bukser på, så derfor kunne man virkelig se hvor tynd væsnet var. Han så sulten over på den lille dæmon som kom gående, han slikkede dig om munden og smilte lidt ondt. "Hvad laver sådan en lille dæmon som dig helt alene nede i min kloark?" spurgte vampyr væsnet med en ret så hæs stemme, sikkert på grund af blodmangel i et stykke tid. Væsnet snuste hel ned i sine lunger, for hans mave bevægede sig i takt med at væsnet tog en indånding. Han bevægede sig tættere og tættere på dette lille dæmon væsen. Med helt blod røde øjne og lidt savl i den ene side af mundvien. Det ene ben haltede væsnet lidt på, sikkert på grund af en skade som aldrig rigtig var blevet fikset, men det forhindrede ikke væsnet i at gå tættere på dæmonen.

Fornemmelsen af et andet væsen der var til stede var ret overraskende for Autumn. Hun havde egentligt ikke troet andre ville være her nede. Eller måske nok bare ikke i det område hun var. Hendes blik blev med det samme rettet frem for sig da hun opfangede lyde af skridt. Nærmest slæbende. Stanken af blod blev nu også opdaget af hende. Men den var lige som alt andre omkring sig kun svag. Så hun kunne ikke være helt sikker. Et let snøft kom fra hende som prøvede hun at løsne på den stoppede næse. Hun kunne først se væsnet ordenligt da de skygger der før havde omgivet det forsvandt. Mere eller mindre. Hun stoppede roligt op men synet af denne person fik det til at løbe hende koldt ned ad rygge. Hendes øjne blev spærret op og hun kunne ikke lade være med bare at stå og stirre. Ordene nåede hende og en klump satte sig fast i halsen på hende og gav hende problemer med at synke. Dog fik hun alligevel åbnet sin mund og begyndte at tale. ”Jeg..Jeg prøver at finde min vej..ud.” lød hendes søde stemme mens hun stadig ikke tog øjnene væk fra ham. Et skridt blev taget bag ud. Og endnu et. Meget diskret. Hun kunne ikke lide at han kom tættere på hende. Hun følte sig fordomsfuld og ynkelig over at bakke væk fra et væsen hvis udseende var noget skræmmende. Men de røde øjne føltes næsten som om at de borrede sig gennem hende. Igen var hun nød til at holde sig for munden ved nogle host. Forbandede støv. Hun fik igen mandet sig en smule op og et lille forsigtigt smil blev dannet på hendes læber. ”Og jeg er ikke lille..” sagde hun. Nok mere for sjovs skyld. Selvfølgelig var hun lille for ham. Hun kunne allerede på afstand se hvordan han ville tårne sig mere eller mindre over hende.

Den underlige blodige vampyr gav en hæs latter fra sig, imens han hørte det lille væsen snakke. Han gik stadig haltende over imod hende, bare fordi hun svarede igen, så droppede vampyren da ikke at nå hen til sit bytte. Vampyren haltede for meget, til at han kunne løbe imod hende, men væsnet lod det ikke ses, at han faktisk var mega irriteret over det. De blodrøde øjne blev bare mørkere og mørkere jo tættere han kom på hende. ”Heh.. Lille ven, der er ikke nogen vej ud” grinte vampyren igen med sin hæse stemme og slikkede sig lidt omkring læberne. Indtil han med et sæt stod helt stille. Lydene af fodtrin i kloakken lidt væk fra dem, gav genlyd over det hele. Vampyren hvæsede lidt, og vendte sig med ryggen til den lille dæmon pige. Trinene blev højere og højre, indtil man for enden af tunnelen kunne se at Sam kom gående ind til dem. Han stod lidt væk fra vampyren og stirrede helt tomt på det ynkelige sultne væsen. Vampyren hvæsede lidt igen, men forsvandt så derefter ned i en anden tunnel. Sam vendte derefter sit blik over mod den lille dæmon pige og så lettet ud. ”Det er ikke så smart at gå hernede helt alene, jeg er glad for at jeg nåede frem” sagde Sam og smilte svagt, men venligt til hende. Han gik ikke tættere på hende, for han ville ikke nyde noget af at hun måske også blev bange for ham. Han kunne næsten regne ud at det måske ikke måtte have været så hyggeligt at stå overfor et meget sultent væsen, i hvert fald en vampyr som så sådan der ud.

Pludselig som denne skabning af en vampyr stemme igen lød var det som om at klumpen af skræk knækkede og fyldte hurtigt hendes krop. Hun forstod ikke helt hvorfor at hun skulle føle sig så bange for ham. Han havde jo ikke rigtigt gjort noget. Ja han ville gøre noget ved hende men havde ikke gjort det endnu. Hun stirrede lidt mere mod vampyren med opspærrede øjne. Smilet var væk. Og farven i hendes kinder var stille begyndt at forsvinde. Hvilken ubehagelig følelse hun hele tiden kunne mærke. Som skulle hun virkelig starte med at løbe men samtidig ikke kunne bevæge sig det mindste. Som vidste hun at hun var for nervøs til at løbe uden at snuble. Hun træk nu begge sine hænder ind til sig. Af ren refleks greb hun fat i sin egen skjorte. Og i det klemte hun også sine øjne sammen. Kunne ikke undgå at krumme sig ganske lidt sammen. Men så var det at hun hørte andre skridt Og hun stivede men alligevel blev hendes øjne åbnet igen. Og der gik underligt nok ikke længe inden at hun rettede sit hoved op. Eller det havde ikke følt som lang tid men da hun så op var det billede hun fik øje på var vampyren der nærmest så ud til at flugte og denne anden skabning gå hen mod hende. Eller nej han stod stille. Der var i det øjeblik noget der gav hende mere ro i sig. Og hun kunne igen bevæge sig. Hans stemme. Han stemme beroligede hende. Det var så derefter hun endelig kunne flytte på sig. Hun satte nærmest med det samme i løb hen mod ham og som hun lige efter at have nået hen til ham svagt pressede sig ind til ham. Som et lille barn der havde faret vild og ikke kunne finde sin mor. Hun holdt endnu sine hænder inde til sig og hendes ansigt lå bare gemt mod denne komplet fremmede person. ”Tak..” lød hendes nærmest engleblide og søde stemme. Hendes lille krop sitrede endnu og man kunne tydeligt mærke på hende at hun ikke havde haft det godt. Hvorfor at hun gjorde dette var egentligt blot af rent instinkt.
Igen tillod hun sig at tråde et skridt tilbage. Og et til. For at have en tilpas afstand til ham. Nok for at bedre se på ham. Nu på tæt hold. Lod sine blå øjne studere hans ansigts struktur inden at hendes mundviger igen bevægede sig op i et lille smil.

Det gjorde ikke rigtig Sam noget, at hun kom løbende hen til ham og gemte sig lidt ved ham. Det var forståeligt nok, hun havde jo været bange. Fordi da han havde set over på hende, så hun meget hvid ud. Typisk tegn på frygt. Han smilede bare lidt og lagde kort sin ene hånd på hende skulder, for at signalerer at nu skete der altså ikke noget mere. Han var her hos hende, og han gik nok heller ikke fra hende, før de var kommet ud. Han rystede lidt på hovedet, da hun takkede ham og smilede lidt igen. ”Du behøver ikke takke mig, bare lov mig at du ikke gå herned alene næste gang” sagde han lidt bestemt. Han så hverken sur eller vred ud, men lidt mere alvorlig, men dog også blid samtidig. Derefter lod han den ene hånd rakke sig frem imod hende og smilte venligt, ”kom lad mig få dig væk herfra, på den hurtige måde” sagde han og smilet på hans læber var stadig venligt. Han ville hende intet ondt overhovedet, han ville bare gerne have hende væk hurtigst som muligt, fra det her klamme sted. Og specielt hvis der var flere ynkelige sultne vampyrer hernede. Men kunne jo aldrig vide, om der var en rede hernede. Sam overvejede lige tanken, da det jo godt kunne lade sig gøre, men viste ikke nogen som helst tegn på bekymring. Han ville nødig gøre hende mere nervøs end hun sikkert var i forvejen, for han kunne ikke rigtig lide at hun skælvede sådan der.

”Okay.” Det var nok et kort svar på hans spørgsmål. Men hun havde intet imod at acceptere det. Helt uden overhoved at kendes ved denne unge mand vidste hun at det nok var ham der vidste hvordan tingene skulle gøres. Og så var der også den måde han blot havde fået vampyren til at løbe væk. Hun havde ikke hørt nogle lyde som kunne afsløre kamp. Hvordan kunne få en person på flygt bare med sin tilværelse. Det var ikke helt forståeligt igen. Men det kunne jo også indebære at hun bare var svag endnu. Og det faktum at hun var kvinde. Dog var svaghed intet hun havde imod overhoved. Hendes styrker lå jo også andre steder end lige præcis i det fysiske. Autumn vågnede med det samme fra sin indre verden af tanker da hun igen hørte ham tale. Det første hun fik øje på var han hånd der var rakt ud mod hende. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt mere. Sådan at det var mere tydeligt for omverdenen og at det ikke virkede så usikkert mere. ”Er nok også det bedste.” Hun rakte sin egen lille hånd frem og lukkede så sine fine fingre omkring hans mens hun blot gik videre hen mod ham. ”Men..Kender du vejen ud?” Hun trippede lidt luntende så hun endte med at de stod front mod front. Hendes blå øjne var nysgerrige og hendes hoved blev lagt lidt på skrå. Hun virkede både barnlig men samtidig moden. Og hun kunne godt ligne en dukke. Med de uskyldige dådyr øjne og den fine let blege hud. Eller noget i den stil. Hun virkede i dette øjeblik lidt mere munter end før. Hendes krop rystede stadig men ikke så voldsomt som før. Hun var tydeligvis en person der nemt kunne komme til at stole på andre. En nitte nogle gange og andre gange et plus.

Sam var meget tilfreds, men også glad for at hun stolede nok på ham, til at turde tage fat om hans hånd. De havde måske lige kendt hinanden i maks 10 min, og hun havde allerede været helt tæt på ham og lige nu stod de og holdte i hånd. Men det var fordi Sam var så god til sådan noget, uden at det skulle betyde noget. Venner kunne jo sagtens holde i hånd, og være tæt på hinanden. Han var dog også meget glad for at hun lovede ham at passe på næste gang og ikke gå herned alene. Et lille skævt smil kom frem på hans læber og han trak hende forsigtigt lidt tættere på sig. Dog stadig uden at mene noget med det. ”Selvf.. Husk at holde vejret” sagde han, stadig med sit lille skæve smil. Og 5 min efter, stod de oppe på fortovet i Werclare by. Vejret var ikke det varmeste, men det var heller ikke mega koldt. Sam havde bare en almindelig jakke på, som han plejede, han var ret god til at holde varmen. Himlen var begyndt at blive mørk, og han regnede med at så var klokken da i hvert fald de der 17-18 stykker om aften. Han vendte hovedet imod den lille dæmon og slap roligt hendes lille hånd og lod derefter sine varme hænder glide ned i sine lommer. ”Sådan” sagde han bare og kom op med et lille smil til hende.

// Sorry længden! <.< //

Selvfølgelig var det lidt overvældende for hende. Hun valgte også at lukke sine øjne i som han fortalte hende at holde vejret. Hun forstod ikke formålet. Måtte hun ikke holde været indtil han havde fundet ud? Men det var så her er hun følte dette ubehagelige sug i maven. Hun følte sig ikke helt tilpas og ubevist blev hende greb om hans hånd til et greb omkring hele hans arme som stod hun og krammede den. Hun kunne mærke sit hår bevæge sig men samtidig forblev det blot hængende ned over hendes skuldre og langs hendes ryg. Det var virkelig underligt. Men så stoppede det hele. Bare sådan pludselig. Eller ikke helt. Idet hun turde åbne sine øjne blev hun ufattelig svimmel og siden hun nu havde sluppet hans arm endte hun på jorden. Ikke noget fald men mere bare for at kunne holde styr på ting omkring hende lidt bedre. Hun kunne mærke kvalmen formindske sig og endelig opdagede hun hvor de nu var. Over jorden. Men hvor? Hun så sig fortvivlet om for at finde svar. Var hun i Werclare? Men der gik ikke længere tid inden at de smukke blå øjne blev rettet mod denne dæmon der endnu stod der foran hende. Og som altid begyndte hun selv at smile over at se hans smil. ”Wow!” kom det muntert fra hende. Hun var imponeret og det var tydeligt at se og høre på hende. ”Det havde jeg ikke ligefrem for ud set.” Hun begyndte nu at rejse sig op igen. Lidt usikker på sine ben men der gik heller ikke længe inden at det kunne ligne der intet var sket. Hun samlede sine hænder på ryggen og automatisk blev hendes brystkasse skud bare en smule frem. Hendes ben var samlet og med det søde smil få hun ikke udfordrende ud men mere bare nuttet. Og trods hendes let beskidte krop og tøj lignede hun stadig en dukke. ”Det er jo ikke ligefrem hver dag man møder en person der kan transportere eller teleportere rundt.” sagde hun med sin hjertevarme latter gemt i sin stemme.

//Gør intet. :D//

Sam fik et helt chok, da han godt kunne se at hun måske ikke lige var vant til at blive teleporteret rundt. Men hvem var endelig også det? Jo, da Sam kom sammen med Hayley, så brugte han sin evne tit sammen med hende, så hun vendte sig til det, men så alligevel ikke helt, selvom hun var vampyr. Hans reflekser var måske lidt sløve, fordi han havde stået i sin egen verden i 2 sek, så han nåede ikke at gribe hende, da hun faldt til jorden. Han skar kort ansigt, og sikrede sig lige at hun ikke var kommet til skade, men det så i hvert fald ikke sådan ud. Han sukkede lettet og smilede svagt, han kunne ikke lade være med at give et kort, men stort varmt grin fra sig, da han hørte hvad hun sagde og af vane smilte han derefter skævt til hende og lod sin ene hånd glide gennem sit gyldenbrune halvglatte hår. Han tog derefter begge sine hænder ned i lommen og smilte stadig skævt. "Sorry, jeg glemmer lidt at folk lige skal vænne sig til det" sagde Sam lidt pinlig berørt, men det kunne ikke så godt ses i hans ansigt, da han stadig smilte skævt. "Men i hvert fald, du er i sikkerhed og det er det vigtigste" afsluttede han sin sætning med og så ned på hende med et varmt smil. Han stod lidt i dilemma med sig selv lige nu. Skulle han lade hende være nu, hvor hun var i sikkerhed? Eller skulle han fortsat stå og snakke med hende også efterhånden præsenterer sig selv. Selvom han stod i et dilemma, kunne det ikke ses på hans ansigt. Sam var ret god til at holde masken, i hvert fald overfor nye mennesker/væsner.

// Godt godt q; //

”Det er helt okay.” Autumn tog det nu ikke helt så tungt. Hun havde det jo allerede bedre. Og hendes krop overreagerede vel også. Hun blev jo også nemt køresyg. Men hjælp tit bare at sove med åbent vindue og sådan. Så kunne hun ikke mærke det. Og heller ikke når hun vågnede igen. Det var bare sådan en dejlig følelse. ”Det er jo heller ikke noget man hele tiden husker når man selv bare er vant til at gør det hele tiden.” Selvom at hun havde den fulde balance skulle hun lige have den hovedpine tiltrækkende svimmelhed ud af sit hoved. Hun lagde sin ene hånd mod sin pande og nød den svage kulde hun fik af det. Lukkede kort sine øjne blot for at åbne dem igen og se mod denne dæmon. ”Ja. Og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan takke dig nok. Både for det ene og andet. Tror aldrig jeg ville have fundet ud det næste årti. Eller overhoved hvis den …ehm.. vampyr? havde haft fået fingrene i mig.” Man kunne nemt høre hun talte sandt. Hun var taknemmelig. Følte hun stod i en slags gæld til ham. Bare med et eller andet.
Efter lidt tid hvor hun havde nydt stilheden trådte hun et enkelt skridt tættere men sådan at der stadig var en tilpas afstand mellem dem. ”Jeg er Autumn.” præsenterede hun sig så med et sødt smil og rakte sin ene fine hånd frem til et håndtryk. ”Altså..Er der noget jeg kan tilbyde som en beløning??” Hun så helt munter ud som hun sagde det. Ivrig. Der var ingen tvivl om at hun ville have en glæde i at gøre noget. Og så virkede han flink og hun ønskede ikke at gå hjem lige nu for bare at være alene i mørket. Nej hun skulle lige over hendes oplevelse. Og hvad bedre kunne det være end at have lidt selskab?

Sam var ret taknemmelig for at hun ikke var blevet sur over at han bare lige sådan havde teleporteret hende, uden at hun var klar til det. Men han havde ikke turdet at vente, han havde stået med tanken om at vampyren kunne nå at komme tilbage med flere af sine tilhængere. Fordi der var sikkert flere, det var Sam 100% sikker på. De levede jo som regel dernede, fordi de ikke kunne leve heroppe. For meget blod omkring dem, eller også var det meget gamle vampyrer, som ikke havde lært at følge med tiden og tilpasse sig. Han nikkede bare lidt til det hun sagde og smilede lidt, han viste nemlig ikke helt hvad han skulle sige. Han lagde hovedet lidt på skrå og kløede sig kort i håret, "altså.. jeg kunne godt fortælle dig det, men jeg tror ikke du ville synes om det" sagde han og skar kort ansigt. Det var jo ikke ligefrem fordi vampyren ville have været specielt sød imod hende, hvis den havde fået fat på hende. Sam viste godt hvad den ville have gjort, men han ville kun sige det, hvis hun selvf ønskede at vide det. Han beundrede hende kort, da hun gik et skridt tættere på ham og smilte svagt. "Pænt navn. Jeg er Sam" svarede han og greb forsigtigt hendes hånd og trykkede den blidt. Han blev helt overrasket da hun sagde "belønning", det ord havde han ikke regnet med at høre i dag. Han smilte bare venligt, lidt skævt måske og rystede kort på hovedet. "Du skylder mig ikke noget Autumn, virkelig" sagde han blidt og havde sin stemme i en varm og behagelig tone, da han havde nævnt hendes navn i sætningen. Han kunne godt lide hendes navn, det var.. Specielt. Men på den gode måde selvf.

”Fortælle mig det?” Først forstod hun ikke helt men fattede det så hurtigt bagefter. Hun følte hvordan nysgerrigheden spredte sig i hendes lille krop og hun bed sig lidt i sin underlæbe for at trække tiden lidt ud inden hun kom med sit svar. Efter at have tænkt over det. ”Altså. Fortælle mig hvad? Om hvad?? Og hvorfor tror du ikke jeg vil synes om det?” Hun var lidt forvirret omkring det og det var ikke så svært at høre på hende. Eller se på hende. Hendes hoved var blevet lagt mere på skrå og hendes øjne så bare uforståeligt på ham. Lignede en hundehvalp endnu engang. Lidt spøjs tøs, ja! Men samtidig når man lige kom godt ind på hende var det en ting der blot gjorde hende til en dejlig person. Og et held var at hun nok var nem at komme ind på. Til et vis stykke. Ellers ville man måske ramme ind i en høj mur som udfordring.
Autumn begyndte så igen at smile ved hans kompliment. Selv kunne hun også lide sit navn men hun elskede når andre også gjorde det og altså gjorde hende opmærksom om det. Ja måske lidt arrogant et eller andet sted. Men ikke en ting hun kunne gøre så meget for. ”Tusinde tak. Og i lige måde, Sam.” Det lå ikke lige så godt i munden på hende til at starte med men lidt efter sad det perfekt. Hun kendte egentligt ikke nogen anden and ham der hed Sam. Og folk sagde det var et typisk navn? Tsk! Men ved hans afvisning blev hun lidt overrasket. Og lidt efter skød hun sin underlæbe ud på den der barnlige møde og hendes arme blev lagt over kors. ”Ej. Hvorfor ikke?” Hun holdt lige masken lidt mere inden at hun bare sukkede roligt og hendes søde smil var der igen sammen med et fredeligt ansigts udtryk. ”Nåh men så vil jeg stå i gæld til dig en anden gang.” sagde hun lidt drillende og kunne ikke lade være med at række svagt tunge af ham.