Indsæt overskrift her - Demetri

"Buy the way" afbrød han hende, "Drikker du frisk menneskeblod"
sagde han og studerede hendes mund for at se hvordan hendes
tænder så ud, men der kun drak fra glas for at være mere humae
havde korte og lidt halvbugede tænder, hvor den der drak menneske
havde lige og lange tænder som Demetri selv.

Rose så hurtigt væk fra Demetri da han havde hørt hans spørgsmål. Hun rystede på hovedet "Nej. Drikker ikke menneskeblod" sagde hun og vidste godt at man kunne se på hende hvad hun drak og hvordan hun drak og alt muligt andet lort. Hun hadede lidt den detalje. Andre vampyrer har syntes at det har været sjovt at belære hende om hvordan man drak blod og fra hvem. Hun så halvvejst over mod Demetri, men ville ikke se helt over på ham.

Demetri grinte lidt, "Så du drikker fra dyr?" sagde han og så med løftede øjenbryn på hende
med et skulende blik, hvis man drak fra dyr var man nærmest bare et dyr, sådan var det for Demetri. Han stod en tid og så bare skulende på hende,men hvad kunne han forvendte af en vampyr der engang havde været en engel!!!
Hans grin stoppede svagt, for han bare vendte sig om for at gå for hende, skam var være end straf.

Rose så helt over på ham "Jeg drikker ikke blod fra dyr!" sagde hun hårdt og ville ikke finde sig i hans blikke og tonefald overfor hende. Hun rystede på hovedet og smilte så koldt "Vampyrer.." sagde hun lavmælt og så ham ind i øjnene med et koldt smil og mørke øjne.

Han stoppede op og vendte sig med et lille så sygt smil som
Rose havde, "Er det sandt" sagde han og gik nu med langsomme og
underligt truende skridt med hende, hans øjne klittrede svagt, og hans
smil blev større og større!!!
Han så nærmest sulten på hende, som havde han en trang til hende,
"Fortæl mig bare Rose" sagde han imens han gik tættere og tættere på hende.

Rose så på Demetri og betragtede ham mens han nærmede sig, og følte sig ikke så bange for ham mere, men var dog stadig urolig og nervøs omkring ham. Hun smilte iskoldt og gik langsomt nærmere ham "Jeg drikker blod fra vampyrer" sagde hun og så Demetri ind i øjnene og stoppede op. Hun havde mørkeblå øjne rettet over på ham, og hun vidste ikke helt om det var sult eller nysgerrighed over hvad han tænkte på, som fik hende til at blive og faktisk lade ham komme nærmere hende.

Da han var ca 1 meter fra hende rakte han hånden ud til hende,
for at hun skulle tage den, han så konstant på hende som havde
han øjne kun fanget hende i hans omgivelser alt andet var væk
fra hans tanker.

Rose så på Demetri og løftede et øjenbryn da han stoppede op, men så derefter hurtigt ned på hans hånd som han rakte ud. Hun bed sig tænkende i underlæben og vidste ikke helt om det ville være en alt for god idé at tage imod hans hånd.
Hun stod i nogle sekunder og bare så på hans hånd og tænkte om det ville være en god idé eller ej, men tog derefter så blidt fat i den og så tilbage i hans øjne med et køligt blik og skævt smil.

Han trak hende ind til sig, så de kun kunne se hinandens ansigter.
"Du er ikke den eneste der har smagt din egen art blod for at for
styrke og behag" hviskede han alt imens han greb og hendes nhænder
blev svagt strammere.

Rose bed sig lidt hårdt i underlæben da hun blev hevet ind til Demetri og så ham dybt ind i øjnene. Hun fnøs koldt "Det overrasker mig ikke. Intet overrasker mig mere, når det gælder dig, Demetri" sagde hun køligt "Du har altid været lidt... underlig.." sagde hun lavmælt med et flabet og iskoldt smil og skulle tænke lidt over ordet hun skulle bruge omkring ham. Hun så ned på sine hænder da hun kunne mærke hans greb stramme sig omkring dem, og så derefter tilbage ind i hans øjne..

Han blottede nu sine tænder for hende, "Men der er meget der overrasker mig
angående dig" sagde han med et overlegent smil, grebet blev nu endnu strammere!!
"Du kan ikke lide mig men du kan ikke lade mig være" sagde han og bøjede nu
Rose tilbage, "Hvorfor er du så facineret! sagde han og smed hende nu ned på Jorden
"Jeg gør dig intet, det har jeg ingen grund til men du kan i det mindste svare Rose"
sagde han og så ned på hende.

Rose så på hans tænder og kunne mærke at hun blev mere og mere nervøs. Hun bed sig blidt i underlæben da han stramte sit greb og lod sig bøjes tilbage. Hun gispede da han bare gav slip på hende, og hun fandt sig selv hurtigt nede på jorden. Hun ømmede sig lidt og så op på Demetri og tænkte lidt over hans spørgsmål "Jeg ved det ikke!" sagde hun lettere irriteret da hun ikke var særlig glad for at blive smidt på jorden og hun vidste det faktisk ikke. Han havde bare altid interesseret hende..

Han rystede på hoved, "ellers er det fordi du ikke vil sige det,
hvad er det der interessere dig så meget siden at jeg altid skal
hænge på dig hele tiden!!" sagde han og kiggede hurtigt opog
med at hende for at virke meget irreteret.

Rose rejste sig langsomt op og så på Demetri. Hun tog en dyb indånding for at gøre sig rolig og betragtede Demetri "Måske er det fordi at jeg ikke har lyst til at fortælle dig, Demetri" sagde hun og trak på skuldrene for at drille ham og tirre ham yderligere, da hun ikke bare ville smide alt i hænderne og fortælle ham alt. Han skulle da ikke tro at hun bare ville fortælle ham sådan nogle ting. Hun sukkede lavmælt "Du har bare altid interesseret mig" sagde hun lavmælt og trak igen på skuldrene og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvad han ville høre.

"Hm...." sagde han og stod og stæppede med den ene fod
op og ned i jorden, "Hm..." gentog han og stirrede bare på Rose.
Kirkegården var øde og her begyndte at kede ham, Rose kedede
ham, stedet, stemningen, humørt, det hele kedede ham lige nu.
Han kiggede så kort op i luften, han havde mistet konsentrationen
over samtalen. Han slikkede sig nu over sin ene hjørnetand.

Rose sukkede lavmælt over ham og kunne mærke at han havde mistet koncentrationen. Hun rejste sig ordentligt op og gik langsomt over mod ham "Jeg ved godt at du ikke bryder dig om mig, kay. Det må vel være derfor at du interessere mig. Din opførsel omkring mig. Jeg ved det ikke.." sagde hun lavmælt og trak på skuldrene. Hun sukkede og strøg en hånd gennem sit hår "du er vel bare en mystisk og... underlig person" sagde hun og havde brugt ordet 'underlig', men brugte det på en god måde. Han var lidt underlig på nogle punkter.

Demetri så bare stift ud i luften, for første gang var hans øjne
ikke skarpe grå, de var mere en grumset grå farve, som blinde
folk tit havde, han så heller ikke på Rose da hun talte til ham,
dog lyttede han i stedet. Han svegede lidt frem og tilbage og fra
side til side. Demetri var ligglad med over tæt Rose nu kom, det
kunne vel være ligemeget.

Rose betragtede Demetri og lagde hovedet let på skrå. Hun prikkede let til hans ene arm "Demetri?" sagde hun svagt og spørgende. Han så lidt væk ud. Det lignede ham egentlig ikke særlig meget at have det udtryk og den opførsel. "Demetri? Er du okay?" spurgte hun forsigtig og blev ved med at prikke til ham.

Han kiggede ned på Rose og fik sit gamle drengerøvs agtitude
tilbage, "For helved" sagde han og slog Hendes hånd væk da hun
prøvede ast prikke til ham igen, "Hvad fanden vil du mig, Rose" sagde
han og rystede på hoved af hende, "Du så fucking ussel" Demetri
kom nu ud i et vrede udbryd, kiggede stift på Rose som havde hun
gjort noget der var forfærdeligt men det eneste hun jo havde gjort
var jo at sige hans navn og prikke, Demetri var godt nok gal nu!

Rose havde egentlig fået et stort chok da han pludselig blev sig selv igen og slog hendes hånd væk, men hun nægtede at vise det til ham. Hun så lidt ned på sin hånd som han havde slået og knyttede den hårdt sammen. Et vredt blik blev rettet mod Demetri, og hun ville da ikke bare lade ham tale sådan til hende "Hold kæft Demetri! Hvis der er nogen som er ussel, er det dig!" snerrede hun vredt. Hun havde jo intet gjort Demetri. Hvorfor skulle han også være sådan? Kunne det virkelig skade ham at være sød mod hende. "Røvhul!" snerrede hun, og gav ham en knytnæve lige i ansigtet da han jo var tæt nok på hende til at hun kunne gøre det. Han skulle ikke tro at hun bare ville lade hans små vredes frembrud gå ud over hende, uden at gøre noget ved det eller sige noget tilbage.

DA hun slog ham, og hun ville trække hånden tilbage, sad
Demetri eller rettere hans tænder i hendes hånd. Han bed nu
hårdt til og begyndte nu at suge blod fra hende, godt nok var
det ikke godt blod men lige nu var han jo inde i hende alligevel
så hvorfor ikke sluge hende helt. Hans øjne gav stærke glimt fra sig
blodet var ret frisk når man tændte over det. Smagen var ret guddomme-
lig men ikke som et blodvæsens ægteblod.

Rose skreg kort af smerte og prøvede at hive sin hånd til sig "Stop!" snerrede hun og sparkede ud efter Demetri. Hun kæmpede imod ham selvom at hun jo vidste at han var stærkere end hende, og hun vidste at det ikke nyttede særlig meget. Hendes øjne lynede nærmest af raseri, da hun jo syntes at det var nedværdigende at han drak hendes blod, og havde bare lyst til at slå ham endnu mere når han gjorde dette imod hende.

I en hurtig bevægelse slap hans tænder hende, og han nærmest
at løbe ud i mørket. Han lavede nogen slags smerte lyde imens hans
løb og løb og løb. Han hoppede over gravsten og andre ting der var i vejen
han måtte væk, væk fra alt dette her, Rose, kirkegården, verden, den
underlige følelse indeni.

Da Demetri gav slip på hendes hånd, var hun tæt på at falde bagover da det var så pludseligt, men holdt dog balancen. Hun så efter Demetri og tog hurtigt en sten op og kastede den efter ham "Ja, skrid du bare!" råbte hun vredt efter ham. Hun vidste at det sikkert ikke var en særlig god idé at løbe efter ham, da det bare ville gøre ham endnu mer sur, og ville sikkert også ende med at Rose ville blive mere såret end hun allerede var. Hun pressede sin jakke ned mod såret på hånden og begyndte hurtigt at løbe væk fra kirkegården, hvis Demetri besluttede sig at komme tilbage. Hun ville helst ikke være der hvis det skete...

Demetri stoppede da han nåede til den 3 meter høje mur der var
for at holde de skide unge væk fra kirkegården om natten, han faldt
sammen lige foran den og kravlede over til den og satte sig op af den
alt umens Rose's løb løb ud af hver mundvige, Demetri lignte en der
var syg, han lukkede øjnene og lavede en slags stønnede lyd som dyr
laver der de føler smerte, dog følte han ikke smerte men en underlig følelse
i hele hans corpus.