Indsæt overskrift her - Demetri

Sted. Werclare Domkirke
Omkring. Ingen lige nu...
Tid. 01.32
Vejr. Mørkt og koldt og sner
Dag+dato. IRL
Påklædning. Skotsk ternet lårkort nederdel, hvid skjorte og grønne converse

Roses skridt kunne høres svagt i mørket. Hendes sko gik blidt ned i det kolde sne og man burde egentlig tro at hun frøs med det tøj hun havde på, men sandheden var, at det gjorde hun ikke. Efter hun var blevet forvandlet havde hun ikke haft følt sådan nogle følelser, hvilket på en måde var irriterende for hende. Det fik hende til at føle sig mindre... menneskelig, hvis man kunne sige det sådan.
Hun så lidt på den store domkirke som tårnede sig frem i mørket nogle få meter fremme. Hun var så sjældent på kirkegården og især inde i selve kirken efter at hun var blevet vampyr, da hun ikke var særlig glad for at gøre det. Og hun måtte osse indrømme at hun havde en eller anden knude af skyldfølelse da hun nærmede sig.
Hendes blik gik langsomt rundt omkring og syntes ikke rigtig at kunne se nogen, og gik derfor uden nogen tanker på sine omgivelser, ind på den mørke kirkegård.
Hendes fødder førte hende automatisk over mod sine forældres gravsten, og opdagede heldigvis ikke nogen derinde....

Rose havde som altid taget fejl af hendes omgivelser.
Demetri havde fuldt efter hende en tid nu, og havde holdt
sig på en afstand af 8 meter.
Dog var det ikke som hans egen skikkelse men som en
stor rotte der løb i buskaset.

Rose kom hurtigt over til gravstene med sine forældres navne indgraveret, og havde haft en underlig fornemmelse om at blive forfulgt, men gjorde ikke særlig store tanker omkring det. Hun så langsomt ned på stenene, men begyndte nu at tænke mere og mere over den følelse hun havde fået, og begyndte langsomt at genkende duften som fulgte med følelsen i maven, og begyndte langsomt at se sig omkring for at finde ud af hvem der var inde ved kirken med hende.

Demetri var nu sig selv igen, og stod roligt inde i mørket.
"HVad laver du her" sagde han spørgernde men med en
neutral tonefald, han kom nu ud i gadelygtens skar som var
på kirkegården...Underligt nok var skulle nogen bruge en
gadelygte til ud på en kirkegård ikke særlig mange mennesker
ville gå der om natte.

Rose så hurtigt over i mørket da hun kunne høre en bekendt stemme, og så hurtigt Demetri stå dér. "Besøger mine forældre" sagde hun i den samme neutrale tone som Demetri oss havde brugt. Hun gav et lille hovedkast ned mod de to gravstene som stod for hendes fødder, hvorpå hendes forældres navne stod på stenen: Jane Mariann Dorian og William James Dorian.
Rose så lidt sørgmodigt ned på gravstenene og så derefter tilbage på Demetri og havde et ulæseligt ansigt "Og hvad laver du så? Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro at du havde fulgt efter mig herhen?" sagde hun med en beskyldende stemme, men med et drillende smil på læberne, og lagde sine arme over kors og betragtede ham.

"Det har jeg også" sagde han kort og kiggede ned på gravstenene
Hans forældre havde aldrig haft en gravsten, så han havde aldrig
kunne gå et sted hen for at finde ro...
Grunden til det var at det var så mange hundrede år siden de døde...
´Han kiggede op på Rose igen.....

Rose så ikke overrasket ud da han fortalte hende dette, men smilede blot af ham "Og hvorfor så det, må man spørge?" spurgte hun og så ikke tilbage på sine forældres gravstene, og havde blot sit blik rettet op mod Demetri. Hun kunne egentlig ikke rigtig få tingene til at hænge sammen, omkring grunden til at Demetri ville følge efter hende. De var jo ikke særlig gode venner med hinanden, og hun havde altid troet at Demetri hellere ville undgå hende end at følge efter hende ind på en kirkegård midt i mørket.

Demetri stod lidt og gloede en tid på hende...
"Laver du rygter om at jeg er lun på dig"
sagde han så med et smil....
Et smil der kunne være irreterende og samtidig
bare ret så nysgerrigt....
Hans øjne lavede kort et skær eller rettre lavede
et glemt af gnister men det forsvandt som
det var kommet.

Rose så overrasket på Demetri, men grinte så af det som han sagde "Hvorfor i alverden skulle jeg gå rundt og lave sådan et rygte?" spurgte hun og rystede derefter på hovedet. Hun så Demetri direkte ind i øjnene og havde nu en alvorlig og ærlig mine "Det ville ikke falde mig ind og lave sådan et dumt rygte. Hvem har dog fortalt dig dette? Jeg troede at du kendte mig bedre end at gå rundt og sige sådan noget ævl" sagde hun med et løftet øjenbryn og strøg en hånd gennem sit hår. Det var virkelig kommet bag på hende, at han bare havde spurgt om sådan en ting. Og at han faktisk så ud til at tro på det. Det var jo det rene vanvid, at hun skulle lave sådan et rygte. Folk vidste at hun ikke brød sig særlig meget om Klussiska familien. Så hvorfor skulle hun dog lave sådan et rygte?

Han grinte, *løgner* sagde han og hvisteudmørket
hvem de rhavde fortalt det til alle.
Han rystede bare på hoved..."Du virker ellers noget villig"
sagde han og nikkede så anerkendende til sine ord, dengang
der havde været det festbal var hun meget intresseret men by
the way, Rose var ret så billig så det gjorder vel ingen forskel.

Rose så lidt fornærmet på Demetri "Demetri! Jeg forsikre dig om, at jeg intet har sagt. Jeg kunne aldrig finde på at lave sådan et dumt rygte" sagde hun og man kunne godt høre at hun var ved at blive irriteret. Hvorfor sagde han dog disse ting? Hun sukkede lavmælt over ham "Tro hvad du vil, Demetri.." hviskede hun "men jeg kender sandheden. Og hvis du ikke vil høre på mig, kan jeg da være ligeglad" sagde hun og begyndte at vende sin ryg imod ham "villig? Ikke rigtigt..." mumlede hun og vidste ikke hvad hun skulle gøre med dette såkaldte rygte som åbenbart er blevet startet af en eller anden. Men det var ikke hende som havde startet den...

Demetri nikkede til hende, selv havde han haft den samme reagtion
da han fik det af vvide...
Dog kunne man høre at Rose selvom hun sagde det,
ikke var ligeglad med det, for ellers ville hun ikke
havde reagereret på det på den her måde...
Han gav hende et kort elevator blik alt imens
han roede efter noget i sin jakke.
Det der kom var en smøg og lighter, han tændte
den og tog et enkelt sug fra den.

Rose så halvvejst over på Demetri "Hmmm.." mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår og havde kunnet mærke hans blik på sig. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige i denne situation. Hun havde jo aldrig lavet sår'n et rygte, og ville aldrig finde på at gøre det. Og det overraskede at Demetri ikke vidste dette. At han faktisk havde troet at hun havde kunnet finde på at lave sådan et rygte omkring ham. "Var dette det eneste du ville mig? Eller er der andre grunde til at du har fulgt efter mig?" spurgte hun nysgerrigt. Det ville ikke være overraskende for hende, hvis det egentlig var den eneste ting som han ville hende. Finde ud af om det var sandt at hun havde lavet rygtet, hvilket det jo ikke var.

Han pustede roligt røgen ud.
"Tja jeg kan også gå?" sagde han og trak på skuldernde.
Han kiggede lidt på sin smøg og vendte sig så om få at gå
hvis frk-Dorian virkelig var i sin periode på den måde så
var det vel Demetri der ville være den første til at gå.
Dog hviste Demetri godt at Vampyrer hunner ikke menstration.

Rose sukkede lavmælt og himlede med øjnene af ham og gik hurtigt over mod ham "Det behøver du ikke" sagde hun lavmælt, og hadede at skulle gå fra ham på denne måde, mens at han var i dette humør.

Han stoppede bare op og kiggede på hende alt
imens hun gik hen mod ham, han pustede roligt
røgen ud.

Rose sukkede lavmælt igen og gik over til ham og betragtede ham "Hvor havde du hørt det der rygte fra?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå. Det var af ren nysgerrighed, da hun jo gerne ville vide hvor han havde hørt at hun havde sendt et rygte ud, at han var lun på hende.

rundt omkring..." svarede han og trak på skuldernde.
Han kiggede lidt på sin smøg,"Vil du have et sug?"
sagde han og rakte den til hende.

Rose sukkede lettere irriteret og nikkede "okay..." sagde hun lavmælt, og ville ikke til at diskutere om hvorvidt det var sandt eller ej. Han kunne tro hvad han ville. Hun så lidt på hans smøg da han rakte hende den og smilte skævt og trak på skuldrene "Tjoooh.." sagde hun lavmælt og overvejende, og tog langsomt imod cigaretten og tog et hvæs, åndede godt ind, og åndede røgen roligt ud og smilte svagt. Hun rakte den langsomt tilbage til ham "Tak" sagde hun og strøg en hånd igennem sit hår og lod sit blik gå rundt.

"Altid" sagde han og trak på skuldernde,
han kiggede selv rundt i mørket, her var så stille
ikke hvad han var så vandt til, når han var sammen med andre.
Han tog smøgen igen og tog endnu et nyt sug, "hvad så"
sagde og knak kortmed narken.

Rose betragtede Demetri og vidste egentlig ikke hvorfor at han var så venlig imod hende. Det var en underlig opførsel, selv for ham. Hun lavede fik svagt kuldegysninger da han knækkede med nakken da det ikke var nogen speciel behagelig lyd, men sagde dog intet til det. Hun trak på skuldrene og så på Demetri "Ikke særlig meget" sagde hun lavmælt og lagde hovedet let på skrå "Hvordan kan det være at du er så venlig Demetri? Det ligner ikke dig" sagde hun og løftede et øjenbryn og smilte drillende da hun egentlig syntes at det var lidt sjovt. Han plejede aldrig at være sådan overfor hende.

Han grinte svagt, "Du ikke min mad længere" sagde han og slikekde sig
over sine tænder, "Du mere en mage end mad" sagde han og grinte lidt
af Rose fordi hun intet forstod og fordi han viste at hun sikkert ikke syntes
at det var særlig sjovt at kunne blive udset til at være en mage til dem.
"Men.....alt kan forandre sig" sagde han og smilte nu lumsk. Imens han så
på Roses hals.

Rose så på Demetri og nikkede først, men fik så et mere koldt blik. En mage? Hun er sgu ikke nogen mage! Hun skulle lige til at holde sig ved halsen, som var en gammel vane, da han sagde det sidste, men holdt sig helt roligt og knyttede sine hænder hårdt sammen "Du skræmmer mig ikke Demetri" sagde hun koldt og så ham ind i øjnene med nogle kølige og gennemborende øjne.

"Hvorfor siger du det Rose" sagde han med et smil,
han hviste han skramte hende ellers ville hun ikke
samme om at hun overhoved ikke var bange, men
det sjoveste var faktisk at han ikke engang prøvede
at skramme hende. Demetri var forskellig fra art til art,
nogen så ham som et monstre andre så ham som
en mystisk og lækker/smuk person.

"Ja hvorfor mon.." mumlede hun irriteret og lagde sine arme over kors og sukkede irriteret "Jeg er lidt ligeglad, Demetri" sagde hun og rystede på hovedet over ham. Hun ville ikke lade sig blive bange for ham, ligesom hun plejede at være da hun var engel. Men Demetri ville dog stadig være den samme person for hende. Han var ikke rigtig til at stole på omkring hans humør. Det svingede en hel del frem og tilbage.