En herlig aften.

Dato : 5.dec.
Årstid : Vinter.
Dag : lørdag.
Vejr : mørkt, skyet, frosvejr.
Sted : på engen.
Tid : 22: 30.
Omgivelser : En masse højt frosset græs. Ingen blomster.

Eolith stillede sig under et træ, hvor der var læ. Det var alt for koldt for ham at flyve lige nu, så han ville lige få vamen igen, før han ville flyve afsted igen. Han sukkede og så rundt i intetheden.
Det ville være rart, hvis der var en varmblodet varulv eller lignende, som han kunne gøre kur på.

En lille spøgelsesabe
hoppede ned fra træet
og betragtede ham med store
øjne.
Joshua sad i et andet træ
lidt derfra og smilede svagt og betragtede
de to.
Aben kendte han godt, den var
sådanset kommet sammen med ham,
men han havde ikke set englen før,
så han betragtede den egentli bare
og nød den søde duft der slog i mod ham.

//Aben:http://lh5.ggpht.com/_xx_7koTO-kA/Rsrdm0J_8tI/AAAAAAAAAKQ/ZG1HW7Q3R2k/DSC_1008_2.JPG//

Eolith så op over sig, da han hørte krattet bevæge sig. Han så på aben og undrede sig. Den havde nærmest lige så store øjne som han selv. "Hvor kommer du fra?" Spurgte han, og tænkte, at den da måtte fryse, ligeså meget som han selv gjorde.

Joshua hoppede ned fra træet
og landede elegant på benene.
"Misha.."
sagde han og slog ud med armen
mod aben, der gladeligt
hoppede nede og satte sig på hans
skulder.
"Hvad laver en lille engel helt alene her?"
spurgte han så med et glimt i de
forførende mørke øjne.

Eolith så sig overrasket om skulderen bag sig, hvor Joshua stod. Det gik op for ham, at der blev talt til ham, og gik Joshua nærmere. Han kunne godt fornemme at det var en vampyr, så han stoppede ved nogle meter fra ham.
"Det samme som dig, formode jeg? Ingenting" Svarede han "Udover at jeg fryser..". han så på ham og tænkte lidt for sig selv.

"Hmmm... Hvilket umådeligt
intressant foretagende.."
sagde han ironisk og hviskede
noget uhørligt til aben på hans skulder.

"Ja" Svarede han og så på ham. Vampyrens retorik var vidst mere udviklet end hns eget, så han vidste ikke hvordan han selv skulle tale til ham. "Øhm.." Mumlede han lidt mens han så på ham "Hvilken slags vampyr er du? Er du tilregnelig?"
han blev stående og tænkte.
Han havde da nogle enkelte gange mødt vampyre han kunne snakke med, men han vidste også, at størstedelen var onde, og kun tænkte på at suge blod.

"Det kommer så sandelig an
på din defination af 'tilregnelig'?"
svarede han og gik lidt
tætere på englen med lille smil om læberne.

Han så op på den høje person og følte sig ret så lille. Der var noget særligt ved vampyrens øjne han godt kunne lide. "Jeg mener... om jeg bør flyve min vej nu?" Svarede han "Ikke alle vampyre er til at stole på, ved du nok".
Han undrede sig lidt hvad klokken var, og om det ville kunne hjælpe ham.

Josuha tog sin ene hånd
op holdte forsigtigt om aben.
"Hvad siger din intuition dig?"
spurgte han så og så ned på drengen,
med et svagt smil.

"Den er ikke til at regne med.." Svarede ham "Men nej, jeg tror godt at jeg kan stole på dig". Han så stadig på ham, og ventede på hans svar. Det ville ikke være godt at stole blindt på ham, men han havde nu ikke noget imod hans selskab lige nu.

"Modigt..."
sagde han blot og gik forbi ham.
Aben hoppede ned på jorden
og spændede ind mellem træerne.
"Hvad fik du nu øje på Misha?"
mumlede han kærligt
efter aben og stoppede op
og så efter den.

//Har lige nogle pligter så der går noget tid før jeg svare//

Eolith så hen mod aben og derefter op på Joshua. Han valgte ikke at sige noget.
Han tænkte lidt igen. Han følte sig ikke spor modig, bare meget risikalbel.
"mit navn er Eolith" Sagde han stille.

//Okay, jeg venter bare :3//
//Skal lige gå tur med hunden, kommer igen lige efter//

Joshua vendte sig om mod
ham da han sagde noget.
"Jamen så godaften Eolith.."
sagde han og gik lidt hen mod
Eoltih, med et lettere lumsk smil om munden.

//Må logge nu skrives videre senere//

Han gav et kort nik fra sig, og havde egentlig håbet på, at han ville få hans navn at vide også. "Tak" Svarede han kun og så op på ham. Han trådte ikke tilbage selvom han var lige ved det. Han ville ikke vise nogen former for frygt, når han ikke var bange.

//Ja self//

"Er du bange, lille engel?"
spurgte han spottende
og så på englen med et glimt i
de mørke øjne.

"Bange for hvad?" Svarede han, og holdt skjul på den usikre fornemmelse. Han vidste ikke helt hvad for en person han var, eller om han overhoved var til at stole på "Det kommer an på om du pludselig skulle angribe mig.."

Joshua lo lavmælt.
"Ja man kan jo aldrig vide...
Kan man vel?"
spurgte han og gik endnu
tættere på Eolith.
Der var nu ikke ret meget afstand
imellem dem.
Højest en meter eller der omkring.

"Nej" Konstanterede han og så mere på ham med et hårdt blik. Det irriterede ham lidt, at han skulle forvirre ham på den måde, ved at tale i gåder. "Hvad hedder du, og hvilken slags vampyr er du?" Spurgte han, og ville have svar, hvis han overhoved ville tvinge sig selv og sludre med ham.

"Mit navn er Joshua...
Og hvilken slags vampyr jeg
er... Nok mest den blodsugende slags...
Den morderiske slags...
Den slags vampyr der hellere
end gerne suger livet ud af et menneske...
Eller en engel for den sags skyld...
Hvis jeg da er sulten.."
svarede han henkastet og lænte sig tilbage
mod et træ.

Eolith stod i nogle sekunder og så på ham, som om han slet ikke havde reageret på det, men trådte så et skridt tilbage. "Så tror jeg ikke, at vi to har mere at tale om.." Sagde han, og kunne allerede mærke hjertet side oppe i halsen på ham, især efter den måde han beskrev sig selv på.

I løbet af tre hurtige skridt
stod Joshua helt tæt på Eolith
lagde armene om livet på ham.
"Du går da ikke allerede vel?"
spurgte han og smilede legesygt
ned til Eolith.

"Stop det!" var hans svar på det, og han var hurtig om at trække sine vinger ud. Nu kørte det ikke længere efter hans hovede, og han ville hellere end gerne væk nu.
Han tog sine hænder på hans i et klemt tag, og ville fjerne dem.

Joshua smilede blot og
strammede sit greb om ham.
Han lagde sit hoved ned ved
Eoliths hals, og kyssede den blidt.
"Slap af... Jeg lover dig du ikke dør..."
mumlede han stadig med munden
ved halsen.

Han løftede hovedet og så på hans ansigt. Han var stille i et øjenlik, men undrede sig så. "Hvad er klokken..?" Spurgte han lidt skælvsk, og tænkte, om det havde noget med det at gøre.
Han slap sine hænder fra ham og stod stift på stedet.