Fortabt i ingenting - Duff

Et kort nik og hun satte sig stille ned i græsset, prøvede at sidde på så meget af sin jakke, som muligt, hun ville helst ikke blive våd af græsset. Langsomt tog hun knæene helt op til sit bryst og lagde hovedet på dem, hendes blik var lidt undersøgende. "Hvorfor er de værst?" spurgte hun stille, hun var ikke sikker på at hun vidste det, og det føltes rigtigt at vide det. Så hun var forberedt på det. Allies blik var fastslået på pigen, hun fulgte hendes mindste bevægelse. Hun vidste ikke om hun skulle føle sig skræmt over vampyrerne, fordi hun havde jo aldrig mødt en. Hun vidste heller ikke om der var noget specielt ved dem der gjorde dem til farlige, altså udover at de drak blod og sådan.

Hun kiggede lidt på hende, inden hendes øjne løb i vand, hu vippede hovedet til højre og vippede håret væk, det var en vampyr der bed hende i hendes barndom, lamgsomt lod hun en finger føle det gamle ar.. Det var virkelig ubeahgeligt.. " Det her... Var da jeg var helt lille... Fire år " Sagde hun og langsomt løb øjnene i vand " Jeg kunne have redet mine forældre, men jeg var så ekoistisk, at jeg kun tænkte på mig selv " hendes øjne var i vand og hun kiggede op i himlen, mon de var der eller hvor mon de var henne?...

Et gisp forlod hendes læber da hun så arene, langsomt tog hun sin hånd op og kørte dem blidt over dem. Og så gled hendes blik over pigens ansigt, hun slog hurtigt armene om halsen på hende. "Det er ikke din skyld!" Sagde hun vredt, "Du var fire år gammel! Du havde ingen ide om hvad der skete!" Hun trak sig langsomt lidt væk og så hende ind i øjnene, blidt tørrede hun tårerne væk med sin tommelfinger fra englens kind. Hvordan skulle en fireårig pige kunne klare sig imod en voksen vampyr og oven i købet beskytte sine kære? Det var forkert, det kunne selv Allie se. Duff skulle i hvert fald ikke føle skyld! En vred rynke havde sat sig imellem hendes øjenbryn, men noget over hendes udtryk var også bekymrende og medfølende.

Duff klynkede kort og mærkede omfavnelsen, den var varm, og det fik hende til at tænke... " Jeg var fire det gør ingen forskel, jeg kunne have ofret mig selv istedet for at de begge to skulle dø " Sagde hun og henes øjne løb endnu en gang i vand, dette havde hun grædt over så mange gange, at det slet ikke er til at fatte... Langsomt kiggede hun væk, emn lod sig ligge sit hoved på skrå, langsomt tværede hun de små vanddråber ud.. " Men når man tænker på det dør vi alle sammen " Sagde hun og lagde sig langsomt ned i græsset, vingerne lå også helt udspredte., hun lignede en sneengel, som så mange havde lavet før...

Allie rystede på hovedet, "Nej, det ville ha' været tåbeligt," sagde hun stille, hun var nødt til at udtrykke sin mening. Hendes blik fulgte pigen, hun betragtede hende med vingerne spredt ud, langsomt krøb hun lidt op ved siden af englen. Hun dumpede ned i græsset lidt forskudt af hende. Det var ret højt her, det kildede hendes kind, men hun havde ikke lyst til at smile, hendes blik var på skyerne over dem. "På et eller andet tidspunkt, ja," svarede hun stille. Selv havde hun oplevet døden et par gange, livet på gaden kunne være hårdt, og man fik hårdhud på sjælen af det til tider. Hendes hænder gled blidt over græsset, som for at kærtegne det, hendes tanker var fyldt op af grusomme billeder af vampyrer og flænsede babyer.

Hun vendte sig om og kiggede på Allie der var krøbbet ind ved hende, langsomt lagde hun en arm om hende, hun lod hende få noget af den varme hun selv havde.. HUn delte varme med hende, for at Allie ikke skulle fryse, men det var nu ikke kun det, en lyserød farve varmede sig de små kinder.. Langsomt kiggede hun på Allie.. Hendes kinder var blevet mørke røde, hun vra mere genert, eller flov... Langsomt tog hun fast i hendes arm.. Det var blidt hun tog fast i hende, hun trak hende op ved siden af hende, og så lå hun og kiggede hende i øjnene, nogle facinerende øjne hun dog havde... " Ja det er det, men en engel har evigt liv, men kan dø af det samme som mennesker " Sagde hun og kiggede dybere ind i hendes øjne.

Allie puttede sig ind til englen, og sukkede stille tilfredst. Hun så op på pigen med store øjne, hvad var det hun var genert over? Farven i hendes kinder gav hende ud, men det var sødt syntes Allie, men hun undrede sig bare hvorfor? Men hun ville ikke spørge, det ville være forkert på en måde. Hun mærkede hvordan hun blev trukket op så hun nu lå i højde med englen. Et smil spredte sig på hendes læber, hun stirrede igen ind i øjnene. Selv var hendes grønne, hvilket var lidt specielt da hun jo havde blondt hår. "Så håber jeg at du aldrig dør," sagde hun stille, smilet var stadig på hendes læber, men ordene var alvorlige. "Der var sikkert en grund til at du levede videre, og ikke dine forældre," sagde hun endnu mere stille, hun ville helst ikke have at pigen begyndte at græde igen, men ordene var bare fløjet fra hendes læber. Hendes blik blev en smule undskyldende.

Hendes kinder fortsatte med ar være røde, men pludselig så hun ind i de grønne virkelig kønne øjne. Hendes forældre var døde, hele hendes familie var død, bare ikke hende selv... " Allie, ligemeget hvad, så ville jeg kunne finde på noget.. Fx.. Selvmord... Eller noget andet " Sagde hun og det fik hun sig allerede til at fortryde " Ejj et vill ejeg aldrig nogensinde kunne få mig selv til, vi har jo allesammen en grund til vi er blevet sat på jorden " Sagde hun og kærtegnede blidt hendes kind endnu engang... " Ja du har nok ret med mine forældre " Sagde hun roligt, hendes øjne løb ikke i vand denne gang, hun smilede roligt til hende, og lod sin hånd køre gennem Allie's hår... Langsomt rykkede hun sig helt hen til hende, så deres pander lå op af hinnanden, emn så lod hun deres læber mødes kort, inden hun trak sig tilbage...

Allie stirrede fortsat tilbage, hun kunne se sig selv i hendes øjne, se sit spejlbilled, hun stirrede længe nok til at hun ville kunne huske mønstret af hendes øjne efter. "Vil du love det?" Spurgte hun i en hvisken, hendes stemme var alvorlig. Fingrene på hendes kind fik rødmen til at skyde frem, og hun smilede lidt usikkert, men hun bevægede sig ikke ud af stedet da pigen kom tættere på. En underlig skuffet følelse kom frem i hende, men alligevel kyssede hun hende blidt igen inden at englen trak sig tilbage. Hendes smil var forduftet og erstattet af nysgerrighed, hvad var det hun ville? Hun studerede pigens ansigt, ikke et ord strejfede hendes læber, det føltes som om at ingen passede rigtigt sammen, så hun ventede blot på at pigen skulle sige noget.

Duff kiggede ind på Allie " Jeg lover det " Sagde hun og førte hånden til munden, efter kysset " Undskyld " Sagde hun og lagde blidt en tot hår bag sit øre... Hun følte sig lidt skuffet over sig selv, men kiggede så lidt væk, hun følte at hun måtte beskytte Allie, som om hun var hendes skytsengel, emn hun var ikke sikker, hun kiggede hende i øjnene, men hun følte sig ikke så skuffet mere, hun følte sig mere modig...

//Undskyld kreaen :)//

En smilede blidt af svaret, "Så vil jeg også gøre mit bedste," hun så ind i øjnene, de var som søer, hun følte næsten at hun druknede i dem. Hun greb hurtigt Duffs hånd og trykkede den blidt, "Det er okay," sagde hun stille, ikke som på en 'bare gør det igen' men på en 'jeg tilgiver dig' måde. Et smil havde spredt sig på hendes ansigt. Det var som om hun følte sig meget mere tryg. "Hvad tænker du på?" spurgte hun stille, hendes øjne var store og nysgerrige.


//Ditto her...//

Langsomt kiggede hun hende i øjnene, det blide klem i hendes hånd, mærkede hun som et jeg tilgiver dig klem, hun smilede stort til hende.. "Ja jeg tænker.. Tænker bare på at jeg.. Jeg faktisk er tiltrukket fa dig, jeg føler jeg skal beskytte dig... Som din... Din skytsengel " Sagde hun og kiggede så ind i hendes store nysgerige øjne.. Hun ventede spændt på hendes reaktion, men altså hun ville helst ikke tvinge en reaktion frem i hende...

Hun spærrede overrasket øjnene op, det var ikke hvad hun havde forventet. "Okaay..." svarede hun først stille, men langsomt spredte et nysgerrigt smil sig, "Hvad går det ud på? Det der Skytsengle noget?" Hun holdte stadig den varme hånd i sin. En skytsengel? Til hende, ville det betyde at der var en der holdte af hende til at passe på hende? En varm følelse spredte sig i hendes bryst.

Duff slog øjnene op da hun var hurtig.. Okay, var et meget svagt ord, men da de andre ord kom smilede hun til hende... " Det går ud på jeg skal holde af dig lige meget hvad, jeg skal hjælpe dig hvis du kommer i fare... Og hvis det nu er du er ved at blivebidt af en vampyr, så skal jeg hjælpe dig " Sagde hun og kiggede ind i hendes øjne... Hun var en spændene pige og hun holdte allerede af hende...

Hun var stille lidt imens hun tænkte over det, hun så ind i englens øjne, det lød ikke alt for ringe. Hun havde haft på fornemmelsen at det var noget i den stil, og det glædede hende at hun havde ret. Men der var noget der gik hende på, noget hun havde fået at vide, men som hun ikke vidste var sandt, og samtidig et grundlæggende spørgsmål, "Vælger man selv hvem man vil vove over, som skytsengel altså?" Der var intet smil at se, men hendes ansigt lyste af nysgerrighed, og hendes udtryk blev en smule sørgmodig da hun tilføjede: "Er det rigtigt at skytsengle kan dø af sorg, hvis deres 'person' dør?" Det ville hun ikke ønske for nogen, hun følte sig tryg, men alligevel bekymrede denne tanke hende meget. Hun klemte pigens hånd en enkelt gang, og et forsigtigt, men ikke glad smil, lå på hendes læber, det var fuld af bekymring.

Duff kiggede lidt på hende, men langsomt kiggede hun lidt den anden vej " Man må selv vælger en man ville være skytsengel for " Sagde hun og lyttede fter da hun tilføjede det ny " Hvor har du hørt det fra?, men nej, man dør ikke af sorg " Sagde hun og gengav klemmet men hendes klem var bare meget blidere, hendes egne tanker lå helt ude på kanten af de helt nye tanker der skulle frem.. Hun havde så meget at spørge om, men hun lod det ligge, og tog et skridt af gangen...

Allie trak langsomt på skuldrende, havde det bare været en tanke der strejfede hende? Hmn, måske. "Jeg ved det ikke," svarede hun kort og smilede så lidt, pigens næsteord gjorde hende lettet, "Det er jeg glad for at høre," mumlede hun utydeligt. Hun studerede englens ansigt, hun så ud til at grunde over noget. "Bare spyt ud," sagde hun stille, vinden blæste lidt, men det var svært at lægge mærke til når man lå så tæt på jorden. Det var som om der ikke var mere i verdenen end bare det her, hun følte sig opslugt af øjnene. Englen skulle ikke tie, hun ville med glæde høre hvad hun tænkte på. Deres hænder lå stadig foldet sammen, det føltes rart og det var dejlig varmt, og det fik hendes bryst til at varmes underligt.

Duff kiggede hende roligt i øjnene, hendes blik var mere roligt, da hun svarede hende... Det var bare nogle dumme tanker der slog hun det var ligemeget, men hun kunne vel godt sige det hvis det ikke betød så meget... " Allie? Hvordan har du det med jeg har fortalt dig dette? Og hvordan har du det med at jeg er din skytsengel?" Spurgte hun og klemte nærvøst hendes hånd, langsomt kom hendes tanker på lt muligt andet, hendes tanker har aldrig nogensinde stået stillle..

Et smil oplyste hendes ansigt, var det, det der gik den anden på? Det var et ret svært spørgsmål dog, men hun valgte at svare så ærligt som muligt, "Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til det, jeg har aldrig prøvet noget lignende, men jeg kan kun se det positive i det," Hendes smil nåede hele vejen op til øjnene, hun så fast på pigen. Hendes tanker strejfede kort muligheden ved at englen ikke selv var tilfreds med det, hun havde jo selv sagt at man ikke selv valgte hvem man var skytsengel for. "Hvad med dig, hvordan har du det med det?" spurgte hun forsigtigt, hun lod forsigtigt sine fingre glide ind imellem pigens, hun lod sin tommelfinger følge linjerne i indersiden af hendes hånd, en ganske stille bevægelse, imens hendes blik var på pigens ansigt.

Hendes blik var fast ved Allie's og hun havde ikke lyst til at fjerne det, men hun kiggede lidt ned på deres hænder, mens hun smilede.. " Jeg har aldrig haft det som jeg har det nu.. Der er jo en grund til det er dig der er blevet min person at beskytte... Og det er, at jeg føler at du kommer i stor knibe en dag, og det der er i det, er der er ingen som der lige strejfer forbi, men jeg kan mærke det når der er noget galt med dig, hvis du er bange eller sådan noget " Sagde hun og kiggede sødt ind i hendes øjne, det var svært at skulle fortælle det, men hjun var ikke dem bedste til at lyve.. Hun havde aldrig løjet før..

Allie så tavst på pigen, hun kom i stor knibe en dag? En kuldegysning løb ned igennem hendes rygrad. "Hvad mener du med at jeg kommer i stor knibe?" spurgte hun, hun var nødt til at rømme sin hals før hun kunne få det ud. Hun holdte lidt inde, også selvom tanken om at hun var i farer skræmte hende lidt, hun tænkte lidt over det, og trak så lidt på skuldrende. Tja, måske havde det noget med det miljø hun færdedes i at gøre, og det så hun ikke ligefrem som en stor fare. Men hun følte sig tryg i nærheden af englen, og ordene om at hun altid ville være der for at beskytte hende, gjorde hende glad. Det fik ordet 'kærlighed' til at betyde noget. Og det var ikke ofte at det gjorde det, ikke for Allie i hvert fald. Hun var blevet såret for mange gange.

Duff kiggede på hende, hun vidste ikke hvad hun mente? Så måtte hun forklare det " Vi lever i forfærdelig verden nu...Alt for meget had...Men du skulle nødigt ende i munden på sådan et bæst " Sagde hun og viste ednu engang aret på halsen, det var faktisk stort, og den dag mistede hun en del blod, så det gjorde hende bare mere undervægtig end det hun var før... Allie var speciel, hun følte at hun var nød til at beskytte hende, for mennesker mistes der flere af om dagen og Allie skulle helst ikke dø på den måde, hun skulle helst dø som en gammel dame der ligger lunt under dynen og falder ind i døden på den måde, også ville hun ønske at hun blev født som en ny baby, med vinger, som kunne gøre en forandring i livet...

"Oh," lød det kort fra hende, da hun forstod. "Det har jeg heller ikke nogen intention om," hun lod blikket glide over arrene. De skræmte hende lidt, hun forestillede sig hvordan vampyren måtte have lænet sig ned og sat sine tænder i den lille hals. Det gav hende myrekryb og fik det til at vende sig indeni hende. Hvordan kunne man gøre sådan noget? Også selvom man ikke var helt menneskelig. "Gjorde det meget ondt," spurgte hun så stille, og så faldt tanken på hvor lidt hun egentligt kendte denne engle, som påstod at hun var hendes skytsengel. Hun bed sig lidt i læben, hun kunne vel acceptere det, men hun var stadig nysgerrig efter at vide hvem denne person var. Det var en skræmmende tanke at hun havde bundet sig så hurtigt til en person hun dårligt kendte. Hun slap taget i sin læbe og flyttede sit blik op til øjnene på pigen igen. Der var en lille antydning af et smil.

Duff lod noget af håret glide ned over arrene, langsomt kiggede hun lidt væk, hun fik et lille billede af den gang det skete... Duff sad der hjemme og hendes forældre var inde i den lille stur, pludselig ringede det på døren, og da de kom ind, hørte den fireårige Duff skrig, men da hun gik ud i stuen skreg hun lige så højt som de næsten døde forældre, deres tårre løb i vand da de så deres unge datter så på deres død...Da moren døde, kom vampyr hen i mod hende, den nåede lige at sætte tænderne ned i hendes bare hud, men den dag lærte hun at bruge vingerne... " Du har ingen anelse om hvor meget det brænder " Sagde hun og kiggede kort hen til hende " Og jeg ønsker ikke at dette også kan ske for dig " Sagde hun og kiggede hende ind i øjnene..

Pigens øjne blev blanke, som om hun var langt langt væk, et sted Allie aldrig ville kunne se. Hendes blik lå på pigen, der var en bekymret mine over hendes ansigt, hun undgik at bryde øjeblikket ved at røre sig for meget. Allie lod sine fingre blidt berøre pigens kind i et kærtegn, som for at fortælle hende at det var okay. "Det håber jeg heller ikke, jeg er ikke sikker på at jeg ville være lige så stærk som dig," hun trak sin hånd væk og smilede stille. Der var en deprimerende stemning over det, langsomt satte Allie sig op så hun sad på græsset. Et kort suk og mindre elegant kom hun op på benene. Hun smilede stille, englen var smuk som hun sådan lå der med sine finger udspredte. Hun rakte hånden imod hende, "Skal vi finde os et sted der er lidt mere hyggeligt?" Solen så ud til at gå ned, og hun kiggede lidt kritisk op på de skyer der var begyndt at danne sig over dem. Der var ingen grund til at ligge her og være deprimeret, hun havde ikke megen lyst til at snakke om død og blodsugende vampyrer.