Engle - Duff

Tid: Formiddag
Vejr: Solen skinner en smule, og blæsten er ikke alt for forfærdelig.
Sted: Midtbyen.
Omgivelser: Enkelte folk der går ture, flotte palæer og godser.
Påklædning: Et par mørke, halv stramme bukser, en hvid t-shirt med v-udskæring og en let jakke uden over.

Solen stod højt på himlen, Mathias nød varmen der kom fra strålerne af. Hans blik gled over de store palæer der var rundt omkring, de var flot dekoreret, og fik fortiden bragt op i hans tanker. En blid brise fik hans let åbne jakke til at flyve op. Han tænkte på hvor meget han hadede det tiden havde taget væk fra ham, og dog samtidig også havde givet ham. Dyster tanker om hans smukke frue lyste som et dias i hans indre tanker. De gjorde ham en smule deprimeret, hun havde forladt ham for den anden verden. Hun var blevet ældre, hvorimod at han var fanget i sin krop, han havde oplevet hende dø, han havde ikke nået at rede hende. Det var lang tid siden nu, men det gjorde stadig ondt at tænke på, han skammede sig stadig over det. Hvorfor havde han ikke kunne beskytte hende? Han havde ikke været hende en værdig tjener, siden da havde han været herre over sig selv. Bittert så han væk fra palæet, og begyndte at gå igen. I en hurtig bevægelse lagde han hænderne ned i lommerne, han passerede et ungt par, der så ud til at være alt for forkælede af deres stinkende rige forældre.

Duff gik rundt i hjembyen.. Solens stråler havde allerede varmet hende godt op, hun var i et frisk humør, da hun gik forbi nogle mennesker smilede hun varmt til dem.. Måske skulle hun finde et sted hvor hun kunne slå vingerne ud og flyve sig en lille tur... Nargh det ville være for risikapelt, der lå sikkert mange henne på stranden, så hun måtte vente med den flyve tur til en anden dag, eller måske bare til solen forsvinder og den smukke natte himmel kom frem... Hendes hoved var blevet en smule brunt, og hun ingen solcreme på, selv om det nok ikke blev nødvendigt, da hun bare ville ind og tjekke hvad de andre laver i byen... En Særlig tørst gik gennem kroppen på hende.. Hun havde brug for noget vand og rundede ind i en kiosk der stod åben... Hun befandt sig hen imod et køleskab, og fandt en vand... Den var dejlig køllig, så hun førte den til kinderne.. Langsomt gik hun op og betalte og gik ud i heden igen..

Han kæmpede hårdt med at prøve at tænke på noget andet, men tankerne omkring hende blev ved med at komme frem, nye og gamle minder smeltede sig sammen. Et stille støn lød fra ham, han fik taget hænderne op af lommen og placerede sit hoved i dem. Forsigtigt rubbede han sin pande, og så sig rundt med et lettere vildt ansigts udtryk. Desperat efter at få noget andet at tænke på. Hans øjenbryn fløj næsten helt op til hårgrænsen af overraskelse da han så hende. *Duff* tænkte han, og han slappede langsomt mere af. Et skævt smil lå om hans læber, og langsomt gik han hen til hende. Hun stod med ryggen til ham, men han var sikker på at det var hende. Det var i luften, det var hendes duft. Underligt at han ikke havde opdaget det før nu... Men han havde selvfølgelig været optaget af noget andet... Han mærkede sine tanker glide hen over det følsomme emne igen, og fokuserede på Duff. Hans smil blev bredere da han nu var sikker på at det var hende. "Hvad laver sådan en smuk engel dog her, helt alene?" hans stemme var meget lav, og han brugte nogle af de ord han havde brugt da han første gang havde set hende. Hans blik gled hurtigt rundt i mængden, Oliver var her vist ikke, tænkte han og tanken glædede ham.

Duff kiggede lidt rundt i gaden der var en del mennesker og det fik hende til at føle sig tryg, hun drejede kaslen af vanden og lod sig tage en dyb slurk af den, en person snakkede til hende, men først da hun vendte sig om kom en velkendt duft hende imøde... Mathias... HUn samlede en tot hår bag øret og kiggede så på ham.. Hun var alene her.. Jah, men hun havde ikke andet at lave... " Går bare rundt og hygger mig " Sagde hun og kiggede så mod hans øjne... " Og hvad laver du så her?" Spurgte hun, mens hun kort kiggede den anden vej...

Han tog stille flasken fra hende og tog selv en slurk af flasken, det føltes rart ned igennem halsen, også selvom han ikke havde brug for det. "Hope ya don't mind," sagde han hurtigt da han afleverede den tilbage, et bredt smil lå om hans læber. Hun virkede en smule nervøs ved hans tilstedeværelse, i hvert fald lagde han mærke til at hendes blik flakkede hen på de omkring stående mennesker. Hun var måske bange for ham? "Jeg tænker," svarede han kort og afvisende, han ville nødigt mere ind på det emme. "Skøn dag, hva?" sagde han og så op imod solen, det var dejligt at foråret var begyndt at komme frem igen.

Duff kiggede roligt op på ham, da han drak af hendes vandflaske, da han afleverede den tilbage tog hun imod den.. Hun smilede lidt til ham, men mærkede så den tøre følse i halsen igen, hun tog endnu en slurk af flasken og skruede så låget på igen.. Et smil var på hendes læber, hun var ikek bange for MAthias, så hun ville ikke vise frygt, men prøve med venlighed " Ja vejret er dejligt " Sagde hun med et neutralt smil..

Lidt kort for hovedet var hun i hvert fald. "Ikke så snakkesalig i dag hva?" sagde han med et skævt smil, han fik øjenkontakt med hende. Han gjorde intet for at virke truende eller skræmmende, som han stod lige nu, lignede han bare en ganske almindelig ung fyr. Han så sig lidt rundt, "Hvor gemmer Oliver sig så idag?" spurgte han drilsk, han kunne godt fornemme at han ikke var i nærheden, men kunne alligevel ikke lade være med at spørge. Et frækt glimt var i hans øjne, det var ret tydeligt at det var en spøg. Alligevel flammede hans tanker op af vrede da han tænkte på ham.

Duff kigger på ham og kigger så rundt, men pludselig mødtes hendes øjne med hans, og hun fulgte han's blik.. HUn ville holde øje med ham for sidst havde han jo kysset hende, uden hun var parat på det.. Hun samlede en tot hår bag øret " Nu kan jeg vel spørge.. Før da du sagde tænker, hvad tænker du så på ?" Spurgte hun og kunne ikke holde et smil tilbage.. Det kom ud... Da han så sig rundt.. Og spurgte fik det hende til at få mærkelige tanker... Fra da han kyssede hende, og Oliver sprang frem.. Hurtigt rystede hun på hovedet for at slå dem ud af hovedet.. Hun rullede kort øjne.. " Måske er han der hjemme " Sagde hun og kigegde så målrettet mod hans øjne.. Okay.. Det var en spøg at han spurgte hende om det og hun måtte acceptere det..

Hans øjenbryn lavede en lidt frustreret rynke imellem hans øjenbryn, han var ikke meget for at komme ind på dette, men han så ingen grund til at lyve, "Jeg tænkte på min fortid." Han lod sit ansigt blive mere afslappet og lod et lille smil snige sig frem på hans læber igen. Han så lidt skeptisk på hende, "Hvad mener du med at han er 'der hjemme'?" Det lød meget som om de boede sammen eller noget. Smilet forsvandt så hurtigt, som det var kommet frem. Jalousi var en grum ting, og noget der kunne få det værste frem i folk. De boede vel forhåbentlig ikke sammen nu, gjorde de? Han kunne ikke lade være med at spekulere på hende ord.

Duff kiggede på ham og gav ham et lille nik " Din fortid? " Sagde hun og havde det samme smil på læberne... HUn kunne godt have gjort noget mere ud af det da hun sagde 'han er måske der hjemme...' Et smil kom på hendes læber og hun kunne ikke holde det tilbage " Han er måske hjemme hos sig selv...? Ellers så er han måske et andet sted... Jeg ved det ikke " Sagde hun og bed sig hurtigt hårdt i underlæben, det her var som at blive afhørt et eller andet sted... Oliver var her sikkert ikke og hun håbede det ikke for hvad hvis de to kom op og slås igen? Hvad skulle hun så gøre, spille helte modig også blive slået ned bagefter?...

Mathias rullede øjne af hende, det var ret tydeligt at hun ignorerede hvad hans kropssprog havde sagt, men han havde ikke tænkt sig at forklare nærmere om det. "Ja, min fortid," sagde han på en måde, så hun kunne ha' lydt en smule dum. Det morede ham at se hende kæmpe med at holde et smil tilbage, og det udløste et lignende smil hos ham. "Ahhh," kom det fra ham, han blev en smule mere lettet, "Så i er ikke sammen?" spurgte han og kneb øjnene en smule sammen imens han betragtede hende. Et legesygt smil lå stadig om hans læber, han kunne lige som hende ikke holde det tilbage. Det havde ikke rigtigt været et spørgsmål, mere en konstatering. Smilet blev en smule bredere, "Så skulle der vil ikke være noget galt i at du er sammen med mig for en tid, vel?" spurgte han, igen mere en konstatering end et spørgsmål.

Duff smilede til ham... Og samlede endnu en tot bag ved øret... HUn blev lidt nysgerig da han sagde ' så i er ikke sammen' HUn kunne godt lide Oliver.. For hans charme... men nej de havde intet kørende sammen.. Hun trak på skuldren " Nej.. Mig og Oliver er ikke sammen " Sagde hun inden han tilføjede noget nyt, og et legesygt smil... " Jov det skader vel ikke.. Men denne scene må godt være uden kys " Sagde hun drillende, inden hun smilede tilbage til ham..

Det undrede ham lidt at Oliver så havde været så beskyttende over for hende, det var vel ikke kun fordi at hun var så køn? Han smilede til hende, gad ikke at tage emnet op igen, han havde fået det ud af det som han ville. Et lidt drenget grin gled over hans ansigt, han trak på skuldrene og lo en smule hæst, "Jeg kan ikke love noget." Han så sig lidt omkring, inden han igen vendte opmærksomheden imod hende, "Jeg kender ikke dette nabolag særlig godt, ville du have noget imod at vise mig lidt rundt?" Der var noget over hende der viste at hun hørte til her, på en måde. Egentlig havde han kendt dette, og der var også et par enkelte bygninger han godt kunne huske, men meget havde da også forandret sig. Han smil var en smule kækt, og han ventede tålmodigt på hendes svar.

HUn kunne ikke holde det lille søde smil tilbage, han var da slet ikke så slem som han havde været den dag der, men måske kunne Oliver lide hende, siden han beskyttede hende så meget, det var ikke til at sige, når hun ikke havde snakket så meget med Oliver efter dette, hun havde ikke lyst til at tage emnet op igen, så hun ville helst prøve at tale uden om hvis han talte om det.. " Du skal love det " Sagde hun med sit lille charmerende smil... Duf vendte sig om og kiggede på byen " Jov det kan jeg da godt " Sagde hun, hun var jo født og opvokset i denne by her...

Han blev et øjeblik helt hypnotiseret af hendes smil et øjeblik, han ville ikke have noget imod at få hende til at smile sådan igen. Han lo stille og tog hånden op foran sig, som for at aflægge en ed. "Okay, jeg lover at jeg ikke vil kysse dig... for nu," han sendte hende et charmerende smil. Det ville jo være forfærdeligt hvis han ikke kunne få muligheden for aldrig at kysse hende mere. "Hmn, du fører an," sagde han stille og ventede på at hun skulle begynde at gå frem. "Hvad med at fortælle noget om din historie her fra?" Spurgte han uskyldigt, han ville gerne vide noget mere om hende.

Duff kiggede lidt den anden vej.. Men kiggede så tilbage med et endnu et af hendes søde smil... " Det var godt " Sagde hun og følte sig af en aller anden grund mere tryg da han gav sit ord på at han ikke ville kysse hende igen.. Fra helt spændt til afslappende.. " hmm... " Mumlede hun og kiggede så lidt ned i jorden " Hvad med at du starter med at fortælle din historie " Sagde hun, men smilede så ikke helt så meget som hun havde gjort.. Hun gik fremad og vidste ikke hvor hun skulle begynde at vise rundt her... Der var jo så stort at der var stort en gang til... " Er der noget specielt du ville se ibyen?" Spurgte hun med et smil..

Det glædede ham at se at hun blev en smule mere afslappet omkring ham, han havde jo ingen intentioner om at skulle skræmme hende væk. Han skar en kort grimasse og så opgivende på hende, "Min historie er meget kedelig, den er jeg sikker på at du ikke har lyst til at høre," sagde han undvigende. Han undgik hendes blik, det var virkelig et emne han ikke gad at komme mere ind på. Blikket var derfor i stedet rettet rundt omkring i byen, der var intet usædvanligt i at folk gik sammen, så de passede vel ind i billedet. "Du er vokset op her, ikke? Hvad med at vise mig de steder du kom som barn, og sådan." Et smil lå om hans læber, han lod hånden glide op til nakken, hvor han kløede sig kort.

Duff fortsatte ned af gaden, de skulle et stykke væk hvis hun skulle vise de intresante steder " Altså... " Sagde hun inden et bid i hendes underlæbe blev hårdt, men kort efter slap hun og tilføjede så " Altså som barn der var jeg jo typen der ville være alene... " HUn kiggede rundt, så hun var de underligste steder som barn, men som han ville så måtte hun vise ham stederne hvor hun kom som barn... " Da mine forældre døde, løb jeg væk... Jeg var svag og gemte mig i et forladt hus, der var jeg ind til jeg blev sendt på børnehjem... Så stak jeg også af der fra.. Og siden da har jeg boet her iLa sunisha.. " HUn pegede på det forladte hus, som snart skulle rives ned..

Mathias fulgte efter hende, gik ved siden af hende, og betragtede hendes ansigt imens hun fortalte om sin barndom. Han blev en smule bekymret da han så hendes ansigt inden hun startede med at fortælle, men han holdte hende ikke tilbage, det var han alt for nysgerrig til. Han så i retningen af hvor hun pegede hen, han hævede øjenbrynet da han så det. Det var i forfærdelig stand, og det kunne umuligt have set bedre ud for et par år siden. "Hvor gammel er det du er nu?" spurgte han roligt, men en uvant klang af medlidenhed var i hans stemme. Egentlig ville han godt høre mere om det, men han besluttede sig at det nok ikke ville være det smarteste at komme ud med det fremfusende. Det ville måske skræmme hende lidt, eller overvælde hende.

Duff kiggede lidt tilbage på ham, hendes barndom havde ikke været perfekt, men i det mindste var den da bedre end så mange andres.. Et smil kom på hendes læber... Skulle hun prøve at gøre en gætteleg ud af dette.. Hun stoppede op og gik lidt tilbage til ham " Hvor gammel tror du jeg er?" Et smil lå perfekt på hendes læber.. Hun ventede på hans svar.. Håbede på at han kunne gætte den rigtig, da der var så mange der altid gættede på de yngre år.. Langsomt kiggede hun væk fra ham, en fugl baskede med vingerne.. Men det var højt.. Den sad ved sin rede... Og udstrålede sig så godt.. Den var smuk.. i det hel taget syntes hun alle fugle var kønne... Hun ventede spændt på hans svar.. Mathias var faktisk en vildt køn dæmon, men det var ikke det ydre der gjalt det var det indre...

Han blev en smule forvirret over hendes pludselige humørskifte, men kunne alligevel ikke lade være med at smile tilbage til hende. Der var noget over hende der bare gjorde ham glad. "Hmm..." sagde han og så på hende med et drillende smil, trak tiden ud en smule, imens han så vurderende på hende. Han lod blikket glide op og ned af hende, hun var ung, men ikke alt for ung, dog så hun heller ikke lige så gammel ud som ham selv. "Da du er engel, har du sikkert levet en masse år, men ellers vil jeg skyde på omkring de 18-19 år," sagde han så, efter at have trukket tiden ud nok. Han fulgte hendes blik og så op på fuglen, hans øjenbryn trak sig undrende sammen, han kunne ikke se det store i fugle. De kunne have nogle flotte fjerdragter til tider, mens de ofte var meget svage inderst inde.

Duff slog blikket fra fuglene også hen på Mathias igen.. Langsmt gik hun hen til ham " Jeg er 18 år i det hele " Sagde hun med endnu et smil.. Duff var jo som en fugl.. På nær hun ikke havde de anerledes farver over det hele, men altså vingerne, var ligesom fjerkræget ved hende selv... Langsomt kiggede hu på ham " Og hvad med din alder?" Spurgte hun med et af sine søde smil.. Hun trak på skuldrene, selv Mathias så ikke så gammel ud, men det kunne være at han var det.. Hun kunne forstille sig at hans krops alder var.. Omkring de 19-20 år... Måske under eller over.. Hun kunne ikke rigtig sige det... Og hun ville specielt ikke skulle gætte på den rigtige alder...

Han smilede skævt til hende, "Jeg er ret god til at gætte, hva?" sagde han, efter igen at have rettet sit blik imod hende og væk fra fuglen. Han kløede sig let i nakken og det drengede lidt undskyldende smil gled over hans ansigt. "Jeg kan ikke huske min alder," sagde han først, men fik hurtigt tilføjede, "Altså min mor døde på barselssengen, dengang for mange år siden, og jeg blev sat i en plejefamilie, der heller ikke kendte til min alder," Han trak kort på skuldrene inden han fortsatte, "Men jeg har vist levet en smule mere end de hundrede år." Han kløede sig tænksomt i baghovedet, "Men det virker som om at min krop gik i stå da jeg var omkring de 21." Han smilede til hende, bange for måske at have skræmt hende. Hun var jo meget ung i forholdet til ham.

Duff smilede til ham, han var da god til at gætte, han var så også den første der havde gættet rigtigt... Men altså Duff var jo også en pjattet kvinde, mere pjattet end andre, men langsomt spurgte hun af ren nysgerighed.. " Så du er omkring hundred år eller mere?"... Han kunne da ikke selv gøre for at være dæmon.. Sådan er han født jo... Duff's mor led selv ret meget under hendes fødsel, da vingerne var meget store, men hun er så vokset, så vingerne passer til hende nu...

// Undskyld kreaen //

"Mere, ville jeg sige. Mere end hundrede år," han prøvede at tænke tilbage, men nogle af de første årtier havde han overgivet sig til sine lyster og havde ikke rigtigt lagt mærke til hvad der skete omkring ham. Han havde blikket rettet ud i horisonten, tankerne et andet sted. Han blev langsomt suget ind i sine egne tanker, og rystede derfor på hovedet og rettede igen opmærksomheden imod Duff, et skævt smil var på hans ansigt. "Så hvad skete der så med dine forældre?" Spurgte han en smule nysgerrigt, men sørgede for ikke at blive alt for uhøflig, ved at spørge for ligefremt.