Dig... IGEN!! - Demetri...

Duff fløj rundt på den mørke himmel, når hun så ned i den vinkel hun fløj fra lignede folk små myre...
Ja og hvis de kiggede på ville hun vædde med de synes hun lignede en fugl med menneske ben og arme...
Men sådan nogle detaljer ligger man ikke mærke til når man er så højt oppe, hun havde medvind, så hun behøvede ikke baske så meget med vingerne, men pludselig fløj hun over det åbne hav, hmm så måtte breden vel ligge lidt herfra, så hun lod sig bruge lidt af de mange krafter hun havde tilbage, også kunne man tydeligt se den smukke sandbred.. Og hun lod sig lande blidt, hun kunne ikke se en skikkelse så hun kunne godt slå sig ned her...

På den smukke strandbred stod en sort plet.
Det var Demetri i en sort t-shirt sorte jeans sko osv...
Han så ud mod havet....
Faktisk lignede han bare en der var ude at gå.
Men hans aura var en helt anden, han stod og spikulerede
noget han ikke havde gjort i meget meget lang tid.

Duff stod på breden og lod sig folde sine vinger ind, denne gang var det mindre smertefuldt end alle de andre gange, men hun skar stasdigvæk grimasser...
Denne grimasse var anerledes... Hun var faktisk en smule glad denne dag, det var sjældent hun var i sådan et godt humør, og det var sjældent nogen ville opleve dette...
Hun kiggede sig omkring, en fyr stod et par meter fra hende, men da hun var på vej der hen, slog en lugt hende i møde... En lugt hun havde lugtet før, faktisk ikke for så længe siden, en vampyr...

Demetri kunen mørke alle Duffs bevægelser...
Han havde set hende langt før hun så ham...
Han fuldte alle hendes bevægelser som var han
vinden der var omkring hendes krop.

Duff stod stille og frøs lidt ved tanken om ham...
Men hun ville finde ud af hvorfor han ville have fast i hende den anden engel der.. Evelyn...
Så hun gik hen til ham og forsøgte at smile " Det ser ud til du er i bedre humør" Sagde hun..
Langsomt kiggede hun imod hans øjne " Hvad vil du med englen Evelyn?" Spurgte hun nysgerit.

Demetris øjen så så døde ud selvom deres metalliske grå farve
gjorder dem smukke...
"Hm...." sagde han kort, Hvis nærmerede sig mere kunne det blive
farligt for hende og hendes krop...
Han var ikke en man skulle snakke med.

Duff gik lidt tættere på ham inden hun stoppede...
" Du er nød til at svare mig " Sagde hun og lagde en tot hår bag øret...
" hvad vil du med hende?" Spurgte hun endnu en gang, hun var lidt ivrig efter at få det af vide...
Hun var faktisk også lidt nærvøs for hva han ville gøre hvis hun gik for tæt på ham...

Han vandte sig nu om så hurtigt at øjet ikke fyldte med...
"Det ragre ikke dig engel" sagde han og begyndte at gå mod
hende med et truende kropssprog.
Han stirrede agresivt på hende som havde hun slået ham
i ryggen med en hammer...

Duff kiggede på ham " Jamen... "Nåede hun at sige, inden vreden raslede inde i hende...
" Så vil jeg da heller ikke sige om jeg kender hende " Sagde hun for at prøve at få ham til at tale...
Hun sukkede af de truende kropssprog, men hun blev stående, da hun ville være stærk.. Og ikke flygte fra ham igen...

Da hun ikke flyttede sig endte det med at han med sin brystkasse
skubbede hende virkelig hårdy...
"Jamen dog engel...du givet mig det jeg behøver" sagde han hående.
Han knak med sin nakke....
Han gav hende et elevator blik og smilede så, så man kunne se hans
lange knivskabe tænder, der havde fyldt ham i mange hundrede år.

Duff mærkede puffet og kiggede redselv slagen på ham...
hun ville ikke flygte hun vilel have svar, lige som han fik svar af ehnde sidst...
"FORTÆL MIG DET NU!" Råbte hun meget lavt til ham, hun ville helst ikke af med vingerne nu...
Men det kunne hun resikere...

Demetri tog fat i hendes tog.
"Hør her tøz" sagde han med en bitter stemme,
"Jeg tar hverken ordre fra dig eller nogen anden"
han smed hende fra sig, så hun landte på ryggen.
HAn kiggede længe på hende, han havde ikke fået blod
i meget lang tid og det udnrede ham at han havde kunne
overleve....måske skulle han endelig få sig lidt.
Og sAMTidig noget meget sjovere....

Duff kiggede på ham og lyttede på hvad han sagde...
Og det næste sekund lå hun på det våde sand, som faktisk gjorde ondt at blive smidt ned på...
Det gav så mange smerter i ruggen at det ikke hjalp på de smerter hun allerede havde...
" Hvad.. Hva har.. Du.. Du tænkt dig ?" Gispede hun..

"Jeg sulter" sagde han med et sygt smil som Kun ´Demetri ville
kunne lave sådan et smil.
"Lad og lege en leg, du løber og jeg løber efter"
han holdte en kort pause hvorefter han tog sin hånd op
og begyndte at tælle, "1....2....3" hans prupiler blik aflange og
han lignte nu mere et rovdyr end en person.

Da Demetri sagde dette forsøgte hun at rejse sig op,
men den smerte, det var som en narve der havde sat sig godt fast..
Men endelig kom hun op og stå også haltede hun langsomt afsted...
* 1....2.....3. OMG, hvad tæller han til?* Tænkte hun og fortsatte haltende vidre...

I det samme løbhan over mod hende og svang hende
rundt i hendes arm hvorefter han trak hende ned
han havde sinhånd mod hendes hals, hvorefter han
strammede mere og mere til....
"Legen er begyndt" sagde han med et sygt smil
han slikkede sig nu på sine tænder som var godt blottede.

Hun mærkede hun var nede igen, denne gang
med hans hånd ved hendes hals... Han havde ikke kun skramt hende en gang, men to...
Hun gispede kort, det her var for meget, hvorfor skulle hun også være så svag...
Hun vred i sig selv, men det gjorde bare mere ondt end før...
Hun førte den ene hånd på hans hånd, oog forsøgte at løsne grebet...
Hvilken leg.. Hendes tanker fløj rundt i forskellige baner...

Demetri tog hende nu op i halsen så han stod med en strakt arm
med hende i spidsen...Han havde mest af lyst til at dræbe denne
engel, men hvis hun kunne blive hans nye spise kammar ville han
ikke give hende denne gave af at dø.
Han smilte stadig sit syge smil. "Slap af" sagde han overlegent til
hende, Hvorefter han på få sekunder havde sat sine tænder i hende.
Som var hun et åbet et barn sad og gnaskede på.

Duff kiggede på ham... Mente han seriøst hun skulle slappe af?...
Da han bed tænderne i hende, brændte det i hende " STOP!" Skreg hun...
Hun forsøgte at vride sig løs, men hun kunne ikke, hun var en svag engel, og hun var en der gav hurtigt op..
Så hun lå stille og kunne bare ikke klare den smerte der var i hendes hals nu...

Demetri blev ved selvom hendes ´skrig om nåde
kom ind i hans sind, han nød hendes skrig.
Han nød hendes smerte han nød smerte generalt.
Blodet som løb indi ham var frisk og smagte at det sødeste
vin man kunne dyrke dengang han lavede..
Efter en tid begyndte blodet at blive langsommere
og Duff var nu besvimet i hans arme, det handlede
nu kun om minutter fra om hun skulle leve eller dø
og det værste var at det var Demetri der var herre
over det.

Duff mærkede hvordan blodet røg ud af hende...
Han var grådig, men pludselig gik det sort for hende...
Hun lå nyu besvimmet i hans arme, mon hendes liv var forbi nu?...
Mon det hele var ovre eller vilel han stoppe lidt efter, eller hvordan...?
Det bedste ved at være besvimmet var at hun ikke kunne mærke smerten..

Kort til efter da hjertet ville stoppe smed hanhende fra sig.
HAn havde ikke tænkt sig at slå hende ihjel da hun nu var
en af hans nye spise kammre...
Han smilte tilfreds og egoistisk, endnu en engel der nu
havde mærket Demetri Jack Klusisskas blodige tænder.
Der var overhoved intet blod omkring hans mund, han var
som perfekt, dog hvis han smilte ville man kun kunne se
rødt og lidt form af hans tænder...
Hans prikkede til englen med sin fod, han var helt bevistløs
og dette ville hun nok være endtil solen nu stod op.

Duff lå helt bevidstløs, det var skønt ikke at kunne mærke noget som helst...
Hun trak vejret blidt gennem munden og ud gennem næsen,
der gik det op for hende at hun ikke var død, men bevidstløs,
hun ville vildt gerne vågne, men der var noget i ihendes
krop der fortalte hende at hun ikke skulle vågne...
Hun havde fornemmelsen af at det var pågrund af at Demetri stadigvæk var der..
Så hun lå stadigvæk og faktisk ahdve mistet en del af det blod hun havde i kroppen...

Han grinte lidt.
Hånligt.
Hadefuldt.
Koldt.
Og dødt.
Han så på hende som var det helt normalt
at skade et andet væsen, hvilket det var
i hans verden.
Han nikkede tilfreds stirrede en tid endnu og forsvandt så ud af ingen ting.
//Out//