Why? - Demetri

S=markedes pladsen, sidegade
T=16:15
V=mørkt, støvregn
O=mystiske væsner

Ariel kom gående vagtsomt ned af gade, hvorfor var hun kommet her?. Det var ikke et sted for en engel, hun burde tage hjem med det samme. Men hun var træt af de sædvanlige omgivelse og trængte til noget nyt og spænende. Hun havde brug for noget fare i sit liv, Hendes liv var bare gråt og kedeligt. Nu ville hun se noget andet, føle noget andet. Hun vidste udemærket at det var en dårlig idé, men hun måtte bare prøve noget nyt. Hun trak sin jakke godt om sig, det var koldere end hun havde troet. Hun fortrød nu ikke at have taget noget mere praktisk tøj på.

Det var først lige ved at blive mørkt, selvom at det var normalt på
efteråret at det blev så tildigt mørkt selv kl 16. Demetri sad og snakkede'
med en flok piger der havde fundet ham intressant, dog var det dæmoner,
og det var normalt ikke hans kop te. Han smilte og nikkede charmende som
de fleste vampyrer gjorder da de tiltræk næsten alle og enhver.

Hun så hen på en flok piger, *Dæmoner* tænkte hun stille og smilede. Hun kunne kun se at de flokkes om noget eller nogen, men ikke om hvad. Hun gik nysgerrigt derhen, for at se hvad der var så spændene. Hun var en smule anspændt, måske var det noget hun ikke skulle se. *pyt der sker nok ingenting* hun nærmere sig og så en fyr i midten af pigeflokken.

Da en lugt af engel bredte sig og kom tættere på vendte
de sig alle om og stirrede direkte på englen Ariel. De sagde
intet men som piger gjorder sendte de englen øjne og små grinte
af hende. Men fyren de før have flokkes om som var Demetri.
Gik ud af flokken og smilte indbuedne til englen. "Hey" havde
han og kiggede drenget på hende. De andre tøser begyntdte
og blive små forlegne

Ariel så på ham og smilede "hej " svarede hun og så på den fremmede fyr, som havde tiltrukket hendes opmærksonhed. Hun så til mens de andre piger forsvandt, en efter en. Hun kunne ikke lade være med at smile. Så de hende som en trussel? hun vidste det ikke. Hun studerede den fremmedes ansigt. Han så godt ud.

Imens Ariel havde sin opmærksomhed på pigerne, gav Demetri
hende et elevator blik. Det fik ham til at få et skævt smil på de
kolde læber, "Hvad man så her?" sprugte han alt imens han nu
søgte efter englens blik. Hun så nu meget kær ud som hun stod
der og lignte en der ikke havde set en mand som ham....Men
det havde hun nok heller ikke.

Hun så ham i øjnene og smilede en smule. "jeg ved det faktisk ikke ... jeg burde slet ikke være her" svarede hun ham imens hendes blik gled ned over hans krop, og tilbage til hans ansigt. Hun var mere nysgerrig end før, hvem var han? og hvorfor var han her?. hans blik var betagende, og hun kunne ikke løsrive sig fra det. Hun mærkede en svag rødmen i sine kinder, *jeg har aldrig mødt en mand som ham* tænkte hun i sit stille sind.

"Nej det har du ret i" sagde han og holdte en kort pause, "Men nu er
du her" havde gik tættere på hende. "Men hvad er en som dig blevet
givet til navn" han var tæt på hende tættere end hvis man snakkede
normalt med hinanden. Han kiggede på hende som havde han aldrig
set en som hende nogensinde før. I det samme smilte han så hans tænder
blottede sig.

Hun så på ham og trødte hurtigt et skridt tilbage. Hun mærkede sit hjerte hamre. " øhm.... Ariel" fik hun fremstammet, hun havde næsten glemt sit eget navn. "... må jeg hører dit`" spurgte hun stille, og var meget opmærksom på hvor tæt de stadig stod. Hun måtte væk fra ham, ingen havde nogensinde tiltukket hende på den måde før. Han var farlig, som et rovdyr der havde fanget sit bytte.

"Demetri" sagde han og bukkedes svagt i kroppen som en præsentation.
Hans øjne stirrede ind i hendes øjne, de var kolde og døde, og alligevel
smukke, lokkende fyldt med liv og mystiske. "Du hvist ny på øen?"
han slikkede sig ovr sig over sin ene hugtand der sad over i højre hjørne.
Hans smilt var charmernde men der var noget under smilet noget mere
dræbende.

Hun så på ham med store øjne, der var fyldt med nysgerrighed og frygt.
"ja jeg er ny..." svarede hun stille næsten en hvisken. Hun burde løbe skrigende væk, men chancen for at nogle villle hører hende ville ikke være særlig stor. Hun var bange for ham ,men sammentidig facineret. hun sank en klump, "har du tænkt dig at gøre mig ondt?" hviskede hun.

Han grinte lidt af hendes sprøgsmål. "Sprøgsmålet er vel mere om du
lader mig gøre sig ondt" sagde han imens han tog fat om hendes hage
blidt og nærmest helt uden at udvise sig som en trussel. Han stirrede i
hendes øjne med sin egne metalliske grå. Hendes aura var fasinerende
og viste tydeligt hvad hun følte omkring ham. "Men husk så længe du er
her vil jeg måske intet gøre" kom det som en hvisken i vinden.

Hun så på ham med store øjne, "Det..det ved jeg ikke" fik hun fremstammet. Aldrig i sit liv havde hun været så nervøs, hvad mon der skulle ske nu. Hvis han prøvede på noget, ville hun nok ikke gøre særlig meget modstand. Han havde nærmest hyptoniseret hende, med hans smukke metalliske grå øjne. "Hvorfor vil du måske ikke gøre mig noget hvis jeg bliver? hviskede hun. Hun så ned på hans arm, *Hvis han ikke snart stopper mister jeg al fornuft* tænkte hun nervøst og bed sig hårdt i læben..

"Hvorfor skulle jeg dræbe dig engel" svarede han hende og slap hendes
hage, et lumsk smil var over hans læber, men han sagde intet andet end
det til hende angående hendes spørgsmål. "Fortæl dit navn"sagde han
og begyndte svagt at gå rundt om hende. Folk kiggede nogen gange på
dem men de fleste her var væsner og ikke mennesker og de fleste lige
nu var vampyrer eller Dæmoner som ham selv.

"Det ved jeg ikke det må du fortælle mig" sagde hun stille. Hun fulgte ham med øjnene og måtte dreje sig en smule, hver gang han var bag hende.
"Ariel" hviskede hun. Hun sstirrede på ham, "Hvor gammel er du?" spurgte hun og vendte sig om imod ham. *hørte han ikke mit andet spørgsmål eller undgår han det?* tænkte hun og tvivlede på at det var fordi han ikke hørte spørgsmålet. Han morede sig tydeligt, over at hun var forvirret og usikker.

"Min alder er ligemeget...jeg er hvad du ser og tror" hendes navn
var sødt. En sødhed kom omkring den lille engel som han nu ville
tage i sin magt. "Hvorfor jeg vil dræbe dig" sagde han imens han pluselig
stod lige bag hende, "Fordi du er en engel" han holdte på hendes skulder
imens han stod bag hende og lagde hoved på hendes skuldern var en af
hans hænde rvar.

Hun stod helt stille, hendes hjerte hamrede og hun var sikker på han kunne høre det.
"Og det giver dig lyst til at dræbe mig? bare fordi jeg er engel" hviskede hun og var bange for at bevæge sig. Hun drejede langsomt sit hovede hen imod hans, hun så ham i øjnene.
"Vil du ikke nok lade være" spurgte hun bedende. Hun var bange men hun havde stadig ikke lyst til at gå væk fra. Han fascinerede hende stadig, og hun var stadig meget nysgerrig selvom hun frygtede ham.

"Ja" hviskede han og nussede sin kind mod hendes.
Den ville føles som is mod hendes hud, der var lige så
smuk og velholdt som hans var. Havde han været et
menneske ville hans hud havde været som alle andres
teenager drenges hud. Han strammede grebet om hendes
skulder. "Du den eneste der han se mig lige nu" sagde han og
kiggede rundt omkring dem, mens hoved stadig hvilede på
englen.

Hun sank en klump, og prøvede at berolige sin puls.
HUn stod helt stille da han nussede sin kind, mod hendes. Hun undrede sig over hans pludselige blidhed, indtil han stammede sit greb.
HUn så forundret på ham, "Så alle tror jeg står alene?" hviskede hun stille.
*Det kan ikke passe, det er usandsynligt at ingen kan se ham* tænkte hun for sig selv.
HUn løftede langsomt sin arm, og lagde forsigtigt sin hånd ovenpå hans.

Han tog blidt fat om hendes hånd. Og vendte hende dernæst.
"Tro ikke at jeg er usynlig" han smilte så tænderne blottede
sig. Det Ariel ikke havde set var at de stodet sted der var utroligt
mærkt, og hvad var bedere end det for en vampyr. Han trak hende
ind til sig og lagde sin arm og hendes talje. "Kom med mig" hviskede
han og så hende i øjnene som var dette en kærligheds film i det mest
romantiske øjeblik.

HUn så sig omkring og så de var omringet af skygger. Ingen ville ligge mærke til dem, hvis nu der skete noget. Hun mærkede rødmen skyde op i sine kinder, "... okay" svarede hun nervøst. Hans blik gav hende gåsehud, og hun følte det som om hendes hjerte ville hoppe ud af brystet på hende. Hun følte sig godt tilpas med hans arm omkring sig, uanset hvor forkert det var af hende. "hvor skal vi hen?" spurgte hun stille, og så ind i hans øjne.

Han trak hende med sig igennem byen imens han svarede, "Et sted
var ingen andre kan forstyrre vores situtation" gaderne ville mærkes
så tiltrækkende og mystiske sådan som de gik igennem dem uden at se
sig tilbage, hans hånd var kold som graven og hans tanker var på et
helt andet stadie end Ariel ville kunne lide eller tænke sig til.

Hun så forvirret på ham, "Vores situation?" spurgte hun. Hun fulgte ham igennem de mystiske gader, og var nysgerrig efter at se hvor han førte hende hen. Hun kunne mærke kulden fra hans hånd igennem sit tøj. Selvom en knude af frygt ulmede i hendes mave, valgte hun at skubbe den væk. *Gad vide hvad han tænker på* Hun var nysgerrig efter at vide noget mere om ham, men det virkede ikke som om han havde lyst til at snakke lige nu.

Han kiggede ikke på alle de folk omkring dem der kiggede på dem,
folk kunne se at der var noget galt med den måde Demetri gik som
om han ville væk fra folk. Han blev mere ivrig i sin gang og snart var de
ude ved skovens start. Kun 60meter endnu og så ville de være inde hvor
ingen kunne se dem. Hans greb blev mere hårdt og Ariel.

Hun mærkede hans iver efter at komme ind i skoven, nu slog frygten virkelig ind. Hun mærkede hvordan han strammede grebet ydeligere i hende, hun skulle have været løbet tidligere men nu var det forsent. Hun følte hårene rejse sig i nakken og hvordan gåsehuden bredte sig helt ned til hendes fødder. Hun greb fat i hans arm som holdt om hende, "vent " sagde hun som det eneste og sænkede farten i sine egne skridt, så han ikke bare kunne trække af sted med hende. Hendes hjerte bankede hårdt imod hendes ribben da hun normalt ikke plejede at sige andre imod.