Selv en dæmon kan føle sig hjemme i en kirke. (fri emne)

Tid: 01:33
årstid: efterår.
Vejret: storm.

Stormen rasede udenfor kirken, og der var ikke læ i miles omkreds ude over kirken. Vinden var led og ond, den var efter enhver. Kirken var åben, men uden mennesker. Nikita havde siddet der i lang tid, og var begravet i sine egne tanker. Det var en smuk kirke og en meget rummelig kirke. Der var masser af figurer og kirken var to etager, så der var depot foroven, der sad hun ude på kanten med benene hængene i mørket. Man kan ikke se hende, hvis man kom ind for mørket skjulte hende. Hun håbede på at være alene, for hun havde lige været i kamp og hendes tøj var halvt ødelagt, men hun ønskede alligevel at snakke med nogen, for hun begyndte at kede sig. Hun havde aldrig været kristen, men hun kunne godt alligevel lide at være her. For kirker var noget helt for sig selv, hun syntes altid at man kunne mærke en højere magt her.

En sort ulv sad og gloede på kriken. Det var nok snart et år siden Keira havde været i kirke, hun syntes ikke rigtig hun kunne tillade sig at komme der ind, nok mest fordi hun så havde en undskyldning for ikke at komme der ind. Men lige nu kunne hun godt trænge til at komme lidt inden døre. Selvom hun var ulv, og enlig ikke frøs, ville det nu være dejligt at finde et rolig sted og få sovet godt ud. De sidste nætter havde en brugt alle mulige stæder hvor hun kunne være. Og der var ikke så mange steder, hvor en kæmestor sort ulv kunne ligge i fred. Hun rejste sig op, og begyndte at gå hen imod kirken.

(Vi emner jo også på det andet emne, skal vi så kende hinanden eller???)

Nikita sad i mørket, og var slet ikke opmærksom på at der var nogen på vej. Hun sad bare der mutters alene. Hun kiggede ned af hendes krop, hendes kjole var næsten helt i stykker, og hun så de flere blodspor på hendes krop, hun mærkede sit sår hun havde i sin skuldre, det gjorde stadigvæk hamrende ondt, men hun havde stoppet blødningen ved at brænde såret. Hun skar en grimasse da hun rørte såret, hun ville gerne ha vasket sig selv, men det eneste vand indenfor hun kunne finde var det hellige vand, selvom hun ikke blev skadet af det som andre dæmoner, nænnede hun ikke at krænke det hellige vand, for det kan jo være at hun lavede en forbandelse over det.

Keira var kommet op til kirken og rejste sig på bagbene og skuppede døren. Den gav nogle små knirkende lyde fra sig. Hun gik ind i den mørke kirke. Hun kunne lugte der havde været en dæmon. Lugten af blod hang i luften. Hun fulgte lugten op af en snoet trappe. Da hun kom op så hun en mørk skikkelse.

//syntes ikke vi skal kende hinanden, så er det nemmere hvis der kommer andre //

Hun kunne se den mørke skikkelse i mørket, og den rejste sig hurtigt op i mørket, hun kunne tydelig se hendes to øjne, den højre blåt, det andet ravgyldnet med en pupil formet som en slanges. Det var som om øjet stirrede igennem hende, og som om den kunne læse hende som en åben bog. Hun blev ved med at stirre på den nyankommen. Nikita stod kampklar, men hun mærkede hendes dunkene skuldre, og hun mærkede trætheden. Hun var ved at vakle, men hun holdte sig, og man kunne ikke se på hende at hun var svag. "Hvad laver du her ulv?" Nikita holdte sig i mørket for hun ville ikke vise sig, for så kunne det være at den nyankommen ville se hende som et let bytte, især når ulven så blodet og hendes revet tøj.

Keira gik langsomt frem. Hun kunne ikke lide de lysende øjne, men hun ville ikke stikke halende mellem bene. Hendes muskler var spændt, klar til kamp men hun rejste ikke børster, eller knurrede. Hun ville ikke kæmpe, hun ville heller slappe af. Hun gik længre frem. Hun kunne ikke lide at hun ikke kunne se personen. *Hvordan skal jeg kunne fortælle at jeg ikke vil kæmpe?* Hun stirrede lidt i øjne, før hun satte sig ned. Hun håbede det var et tydeligt nok signal.

Der kom et lettelses suk fra mørket af. Nikita gik ud i skyggen. Hendes lange hvide hår var utroligt uldet. Hun havde en sort maske som dækkede hendes venstre sige af hendes ansigt, der var rigtig mange riser i den fra noget der lignede kløer. Hun havde en sort kjole, men den var fuldstændigt revet op i højre side. I skuldren var der nogle dybe sår fra kløer, og man kunne se at sårene var brændt. Hendes sommerjakke var i nogenlunde stand ude over hist og her, var den revet op så meget dyn var allerede faldet ud. Hun havde leggings på, men der var der store huller og nogle få skræmmer, og hun havde ingen sko på. Men der var noget bemærkelsesværdig ved hende var, at hun havde en tynd form for sort stof som dækked hele hendes venstre del af hendes krop, undtagen ved hendes mave, der dækkede stoffet kun lidt af maven. Hun så rigtig træt ud.

Keira slappede af i kroppen og lod blikket glide over kvindens krop.Hun rejste sig op, og gik over mod nogle gamle kapper, der lå i en bunke. Hun forvandlede sig til et menneske og tog en af kapperne og trak den op omkring sig. Hun gik tilbage til kvinden. "Du ser en smugle med taget ud. Har du været i kamp? Nok dumt spørgsmål." Keira satte sig ned med korslagte ben, med ryggen op af en mur. Hendes sorte hår hang ned af ryggen på hende og hendes brune øjne kiggede på kvinden. Hun lod hurtigt sin tunge slikke sine tørre læber.

Hun nikkede bare træt, hun stod stadigvæk op, for hun viste at der var en chance for at hvis hun satte sig ned ville hun falde i søvn, og så ville hun være et let bytte, man ved aldrig om varulven bare venter til hun dejser om. Så rankede hun ryggen op og stod selvsikker op og så på varulvekvinden. Hun sagde med lidt anstrengelse.
"Hvad laver en varulv i en kirke."
Hun kiggede med et spørgende blik, øjet under masken var tydelig men den var ikke længere så ubehagelig som før.

Keira trak på skuldrene. "Jeg er træt, og vil ikke sove udenfor. Måske lyder det lidt underligt, men kan ikke lide at få vand i min pæls, den gør den så tung." Hun trak bene op under sig, lagde hoved mod muren og lukkede øjne. "Jeg angriber dig ikke hvis du sætter dig nej, jeg er træt, og kan ikke se hvorfor jeg skulle angribe dig. Jeg fortrækker også at slåsse på ligefod." Sagde hun og tilføjede lidt efter. "Men du tror nok ikke på mig." Keira havde meget lyst til at sove, men hun ville først have kvinden til at sidde ned før hun overhoved ville tænke på det.

Hun mumlede mere for sig selv "nej det gør jeg ikke." Hun lod ryggen hvile imod muren og lod sig glide ned. Hun havde knæene trukket godt om sig, og havde hovedet imellem knæene. Men Keira kunne tydelig se øjet under masken som holdte øje med hende imelle knæene. Nikita rystede lige en gang og så tog hun hånden frem og lavede ild som lignede et bål forsn hende, men det brændte ikke i noget træ. Det skabte straks varme, og vinden rasede udenfor. Lige pludselig lød der et brag og et af de øverste vinduet var gået i stykker af en gren som var fløjet ind i den på grund af vinden.

Keira var sprunget op og måtte kæmpe for ikke at forvandle sig til ulv. Hun kiggede op på det ødelagte vindue. "Smart evne." Mumlede hun lavt. Hun kiggede ned på kvinden og sukkede. "Undskyd, men flipper helt ud over overraskelser når jeg er træt." Hun sank sammen op af muren igen og lukkede øjne. Hendes hjerte hoppede stadig i brystet på hende. *Tag det roligt*

Nikita havde selv fået et chok af det ødelagte vindue. Mumlede: "Uvejret prøver selv at få fat i os, selvom vi er i en kirke" Hun sad eftertænksom og kiggede på det ødelagte vindue. Så rejste hun sig op og mærkede sine ømme muskler, og så begyndte hun at gå imod døren udenfor til uvejret. Og det var næsten som om vejret tog i styrke, da hun var på vej ud.

Keira sad og kiggede på hende med et eftertænktsomt blik *Hvad pokker vil hun nu der ud for?* Keira håbede hun kunne blive indendøre, hun ville ike ud i det vejr igen. *Vejret vil efter os? Ja sådan kan man vel også tænkte det som.*

Nikita gik med rolige skridt imod døren, og lagde en hånd på håndtaget, og da hun åbnede det mindste. Rasede vinden ind og slog dørene til siden. Nikita var lige ved at falde med holdte sig oppe, regnen piskede hende i hovedet, og den iskolde vind fyldte hele kirken, og var ved at sluke bålet som havde Nikita havde lavet, og som var den eneste varmekilde i nærheden af Keira. Nikita kæmpede imod vinden, og regnen. Da hun kom ud smækkede dørene i igen. Og uvejret lod til ikke at interesere sig for keira. Der var stadigvæk koldt indefor, men vinden kom ikke ind. uvejret rasede dog stadigvæk udenfor.

Keira rejste sig op. hun blev for nysgerrig til bare og sidde og kigge. Hun gik hen til døren, og åbnede den. Hun trådte et skridt ud, blev helt våd på få sekund og forvandlede sig til ulv. *Pokker! regn!* Hun vade ud og kunne mærke mudre og våde sten under poterne.

Nikita stod ude i det åbne, vinden rasede og blæste hendes hår omkring hendes skuldre, den iskolde regn strømmede ned, og keira kunne mærke at hun næsten blev gennemblødt igennem hele pelsen på få sekunder, og vinden var ved at slog hende omkuld. Nikita stod bare og kiggede i en retning. Regnen skullede alt blodet væk fra hendes krop og fjernede også selv skidtet. En større gren fløj imod keira, og det var slet ikke vejr til at være ude i, det var livsfarligt.

Keira sprang hvæk fra grenen, lige tids nok til ikke at bleve ramt. Hun kunne tydeligt mærke at hun ikke var så hurtigt når hun havde pælsen fyldt med vand. Det irrterede hende. Hun holte sig inde ved kirkens mur, så hun ikke blev blæst helt omkuld selvom hun stod på fire ben. *skøre kvinde!* hun kunne ikke se grunden til at kvinden skulle være gået ud i det møj vær. Måske ville hun have knurret, hvis det kunne høres, og hvis hun ville kæmpe, men det ville være umuligt med både vand og vind.

Nu blev Nikita opmærksom på keira, og vendte sig om. Der var noget bedende i hendes blik, som om hun sagde hjælp mig. Nikita var våd till skindet. Hun frøs ikke pga af hendes magi, men hun var blevet frygtelig bange. tænker *Et eller andet er ved at ske, og jeg ved ikke hvad det er!* Så fik hun en følelse om en større magt, hun så op og der var begyndt at komme lyn. Et eller andet tvang hende i knæ, hun så ud af øjenkrogen. Den mørke skikkelse som altid fulgte hende, og bare ventede til at hun var svag. Så råbte hun og keira kunne ikke se hvem hun råbte til.
"skrid! Jeg er ikke dig! Jeg vil ikke høre på dine løgne"
Hun smilte veltilfreds, hun havde gjort den vred, vinden begyndte at rase mere, men kun imod keira.
"Prøver du at skræmme mig, du ved at du ikke kommer til at få kontrol over mig"
Så lyste alt op for keiras øjne. Et lyn havde slået ned i Nikita, og hun lå skjult af det høje græs.

Et lille klynk slap ud mellem Keiras tænder. Selvom der skulle en del til at gøre hende bange var det her lige lidt mere end hun kunne klare, og meget mere nu hvor hun var træt, og havde håbet at kunne få sovet. *Hvad råbte hun sådan efter? Hvem råbte hun til?* Selvom blæsten stadig var hår, var den taget en smugle af. Keira måtte kæmpe sig hen til Nikita. Hun puffede til hende med snuden. *Hvad er der sket? Hvad har kvinden rodet sig ud i?" Keiras krop var på vagt over for alle tegn. Hun vidste ikke om hun skulle beskytte kvinden. Hun havde lyst til det, men hun vidste ikke mod hvem, og for det andet var hun en smugle bange for hvad der så ville ske. *Jeg skulle have fundet mig et andet sted*

Det var mørkt så hun kunne ikke se hende ordenligt, men da lynet glimtede over himlen, så hun et bemærkelsesværdig syn. Nikitas tøj var blevet brandt næsten af og masken lå på jorden ved siden af. Men nok med a tøjet næsten var væk, var det mest mærkværdige ved hende, var at hele der hvor hendes maske og det sort stof dækkede plejede at dække, var hele hende hud lilla og skællede som en slanges skind. Selv hendes hud var på denm måde delt op, så det på en måde pæn ud, for det gik over i en pæn overgang til det normale hud.

Da det blev mørkt igen, efter lynet, ville billed af hendes krop ikke forsvinde. Hun vidste ikke hvad hun skulle. Hun var radselsslagen men ville ikke gå, for hendes nysgerrighed drev hende. Hun rørte ikke kvinden, kigge blot på hende mens hun ventede på at hun skulle vågne. *Skynd dig, jeg vil ind!*

Nikita følte som om hun var i noget mørkt vand, hun vidste, hvis hun kom op til overfladen ville hun vågne op. Men alt var mørkt og hun vidste ikke hvor var op eller ned. tænker: *Det er den der gør det, men hvorfor. Prøver den at få mig dræbt eller* Men så så hun overfladen hun svømmede og da hun kom der op.

Kvinden foran keira åbnede svagt sine øjne, regnen piskede stadigvæk ned men der var ikke så meget vind som før. Hun satte sig stille op, og så forvirret på Keira. Hun mærkede med sin hånd der hvor masken plejede at være, og mærkede at den var væk. Hun begyndte at gå i panik, hun mærkede at det sorte stof var der, men det var også væk. Hun så op på Keira, og så at keira var rædselslagen.

Keira blev mere rolig, nu var kvinden jo vågnet. Hun låntede over og fandt hendes maske i det høje græs, tog den blidt imellem sine kæber og kom tilbage til Nikita. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun ville gerne indenfor men hun var ofr nysgerrig til bare at gå ind igen, og nu var kvinden jo vågnet så ...

Hun tog masken og havde den i sin hånd. Men hun havde ikke lyst til at have den på. Hun havde ikke lyst til at skjule sig, især nu hvor ulven allerede ved hvad hun er, og der er jo ikke andre her, så kan hun lige så godt nyde friheden hun har nu. Hun kiggede op på Keira og nikkede kort som et tak. Så rejste hun sig op, og stormen virkede til at være blidere. Så gik hun med rolige skridt imod kirken, hun stoppede engang og kiggede bagud og så om Keira ville komme med.