Efter et mord.... ~ åben for alle :3

Sted. I udkanten af byen ved Azriels palæ
Vejr. Det er køligt med en skyfri himmel
Tid. 21.30
Omkring. Azriels håndlangere og hendes hus
Dag+dato. IRL
Påklædning. http://milanooweddingdressdk.blog.com/files/2010/03/short-sleeves-ruffle-bow-lolita-dress-7761-1.jpg

Azriel hvilede sit hoved i sin ene hånd, mens hun sad i sin stol. Hun havde siddet og betragtet mennesket som lå livløs for hendes fødder. Hun lod et lille suk undslippe sine læber, da dette menneske havde været så kedelig. Hun havde nu set frem til at lege lidt. Hun havde lidt blod i mundvigen, men havde dog ikke drukket særlig meget.
To store mandlige vampyre stod på hver sin side af Azriel og stod også og betragtede mennesket, men med et mere dødt blik. "Hvad skal vi gøre med mennesket frøken Rosevelt?" spurgte den ene mand høfligt, og lod ikke sit blik gå ned på Azriel.
Azriel sagde ikke noget i nogle minutter, men sukkede så igen "Bare skild jer af med ham" mumlede hun og rejste sig langsomt op "Jeg går ud og får noget frisk luft" hun lød ret skuffet, og havde brug for noget at lave. Da Azriel forlod rummet, nåede hun at se de to mandlige vampyre (Damien og Balthazar) hive mennesket ned ad gangen i den modsatte retning.
En kølig brise ramte Azriel blidt i ansigtet da hun åbnede den store port. Hun bevægede sig med rolige skridt ned ad den lange grusvej som førte ud til vejen og byens gader. Hun kunne godt lide det kølige vejr og syntes at det var beroligende. Hun lod en hånd gå hen over sine mundviger for at tørre blodet væk fra sin mund, så hun kunne gå rundt ude på gaden uden frygt for at nogen mennesker ville ligge mærke til hende så meget.

Devin stoppede op med et underligt ryk. Den stærke lugt af menneskeblod fik en rystelse til at gå igennem ham.
Han holdt sig for munden og lukkede øjnene. Han prøvede at indånde den friske aftenvind.. lugten var kommet pludselig, og var væk lige så hurtigt som den var kommet. Mærkeligt. Han rynkede brynene lidt. Det måtte være en bieffekt ved ikke at have været vampyr så længe, det kunne da ikke blive ved sådan..
Devin vendte hovedet i samme retning som duften var kommet fra, og fik øje på en lille pige i en rød kjole. Først var han lettet over at blodtørsten ikke kom tilbage, så blev han forvirret over at han slet ingen trang følte. Først smilede han lettere stolt over ikke at blive fristet det mindste, men så gik problemet langsomt op for ham.
*Der er ingen puls.. intet lokkende, bankene hjerte.. hun er ikke menneske* han blinkede et par gange for at se rigtigt på hende *en vampyr*

Markus kom gående ned ad gaden og Kiggede op på den smukke fuldmåne, mens han tænkte på de historier der gik om varulve og månens effekt på dem. han smilede for sig selv, det virkede ærlig talt en smule fjollet at tro på den slags. selvom han gik roligt afsted var han, som altid når han færdes i byen, på vagt.
han trak den lange læder jakke tætter om sig, så den næsten skjulte de slidte cowboybukser og den mørke hættetrøje. så lod han små flammer danse i sine hænder, efter at have tjekket om nogen holdt øje, han hadede simpelthen at fryse.
mens han gik fik han øje på en lille pige i en sød gammeldags kjole, lige umiddelbart var der ikke noget besynderligt ved hende; men så opfangede han en mærkelig og ubehagelig lugt, lugten af vampyr. han stoppede op og betragtede hende, måske hun skulle på jagt. ikke at han havde så meget mod den slags, bare hun ikke gjorde det på hans territorium.

Azriel bevægede sig længere ned ad den mørke og tomme gade. Det lille smil var kravlet frem, og hun lignede ingen almindelig pige helt tæt på. Overhovedet. Hendes lange mørke hår bølgede let i vinden, hendes ligblege hud gav en vis kontrast i måneskærret, hendes lyseblå øjne lyste nærmest op i natten, og hendes perfekte udseende fik hende til at se umenneskelig ud, men stadig utrolig smuk. Nej, hun lignede slet ikke et normalt pigebarn.
Hun stoppede langsomt op, da hun ikke kun kunne mærke én persons øjne på hende, men to. Hun tog en dyb indånding og kunne lugte den ulækre lugt af varulv, og den velkendte duft af vampyr. Disse to skabninger kunne umuligt være sammen, men de var i nærheden. Hvad ville de mon? Selvom at Azriel var sikker på at de ikke ville skade hende, fangede hun sig selv i at se sig til sideren og gøre sig klar til at forsvare sig selv. Hun måtte indrømme overfor sig selv, at hun ikke stolede på disse væsner.

En underlig stærk lugt, blandede sig med den underlige søde duft fra pigen. En underlig dyrisk lugt. Det krasede lidt i næsen, det var ikke noget spiseligt. Alligevel var det meget.. velkendt. Pigen så ud til at have opfanget hans tilstedeværelse og han stoppede lidt op. Nu da hun kom tættere på, kunne han godt se at hun var langt smukkere end et normalt barn. Han smilede svagt. Det var svært at forestille sig at den lille engel der kom gående imod ham, var farlig eller ond. Vampyrer havde den virkning på folk, på ham i hvert fald.. og siden han selv var blevet vampyr, var følelsen af tryghed og genkendelse blot blevet stærkere.

han snuste ind for at blive helt sikker ... hvad? nu var det ikke kun lugten fra en vamoyr han kunne fornemme, men to. han kiggede sig hurtigt om, han ville ikke slippe den lille pige med øjnene for længe; men det kunne heller ikke hjælpe noget at blive angrebet bagfra. han fik øje på et velkendt ansigt og lyste op i et smil, han blev nok ikke nød til at stå alene, hvis nu vampyren angreb ... medmindre selvfølgelig han har ændret holdning? ... der var ikke tid til at tænke på det nu.
"devin!" råbte han glad og vinkede til ham. så kiggede han tilbage mod pigen, og var igen på vagt.

Azriel mærkede hvordan følelsen af de to væsners tilstedeværelse blev større, hvilket fik hende til at vide med sikkerhed, at de var på vej mod hende. Hun så hurtigt op da hun hørte en mands stemme, råbe efter én ved navn Devin. Hun så hurtigt manden, men det var dog svagt, og fulgte hans blik over og kunne se en anden mand, hvilket åbenbart var ham Devin og hans skikkelse var også lidt svag i natten. Hun bed sig blidt i underlæben da de to kendte hinanden, og tilsyneladende var venner. Azriel vidste at hun sagtens kunne klare den ene af væsnerne, men sikkert ikke dem begge, og slet ikke på samme tid.
Hun tog et lille skridt bagud, da hun mærkede begges øjne på hende igen. Hun ville se om de ville følge efter hende, eller smutte fra hendes åsyn. Hun var ikke bange, men måtte jo selvfølgelig være lidt forsigtig. Hendes sikkerhed var ikke særlig langt væk, formet som et hus, men ville selvfølgelig ikke bruge den udvej da hun ikke var nogen kujon, og ville også se om hun kunne få lidt sjov ud af dem her, da hun havde kedet sig så forfærdeligt den aften.

Devin så overrasket i retning af en velkendt stemme.. han løftede overrasket øjenbrynene da han fik øje på Markus, og et stort smil bredte sig på han læber. Det var der den underlige luft stammede fra.. han grinede svagt for sig selv. ”Hej Markus” svarede han venligt, og så hvordan varulvens blik flakkede tilbage til pigen. Var han bange for hende? Det ville være klogt.. Devin selv vendte blikket tilbage imod pigen, men smilede stadig. Det var underligt, men han følte sig godt tilpas lige her..

markus gik over mod Devin; men uden at tage øjnene fra pigen. han følte sig ikke tryg så tæt på to vampyrer; men i det mindste var den en forhåbentligt ikke ude på at dræbe ham. selvom han godt nok så lidt for glad ud selskabet taget i betragtning.
"hvordan går det?" spurgte han, og forsøgte at lyde afslappet, da han var kommet tættere på Devin. han snusede ind igen, og opfangede svagt lugten af menneskeblod; men heldigvis ikke fra sin ven. forhåbentligt havde den tidligere dusørjæger ikke skiftet indstilling siden sidst de snakkede sammen.

Azriel betragtede de to væsner, og rynkede panden da de begyndte at snakke sammen, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre i denne situation. Hun så på varulven imens han langsomt bevægede hen mod vampyren. "Ska i to tøser bare stå og snakke, eller hva?" spurgte hun højt for at være lidt flabet og for at få noget til at ske, da hun nægtede at se på dem imens de bare stod at snakke, og få dem til at få lavet noget andet inden at de begyndte at starte en ordentlig samtale.

”Oh?” Devin så på vampyrpigen, og hans smil blev bredere endnu. ”Godaften frøken, genere det dig at vi står og sludre? Sidst jeg tjekkede var det en helt normal ting at gøre men selvfølgelig..” han skævede i retning af Markus, og vidste godt hvordan andre måtte opfatte at en vampyr og en varulv stod og småsludrede ”er der vel undtagelser..”

markus rynkede irriteret på næsen af den flabede pige, var det måske forbudt at snakke? eller også var hun bare bange for at de skulle slutte sig sammen mod hende. han blev endnu mere irriteret af Devins røvslikkeri, hvad var der sket med ham ...
"jeg er ret sikker på vores affære ikke vedkommer dig; men hvis du absolut vil vide det hilste jeg bare på en gammel ... ven" sagde han en smule syrligt, "men du er måske bange for at vi kunne finde på at forhindre dig i at dræbe flere uskyldige? bare rolig, jeg kunne ikke drømme om at blande mig i din jagt" han smilede svagt.

Azriel betragtede de to væsner og kunne mærke at hun selv blev lidt små sur over deres kommentar, men viste det dog ikke. Hun betragtede dem begge to og bevægede sig nogle skridt tættere på dem. Hun så lidt over på vampyren og kunne ikke lade vær med at smile over ham "Det er en meget besynderlig ting at en vampyr og varulv står og snakker almindeligt til hinanden..." sagde hun lavmælt og så derefter hurtigt over på varulven og grinte hånligt "Jeg er ikke bange for jer, køter!" snerrede hun vredt "Og du forstyrrer mig på ingen mulig måde.." sagde hun lavmælt og smilte ondskabsfuldt.

En bølge løb igennem Devins krop, da Markus snakkede om at jage uskyldige… han bed hårdt tænderne sammen og kneb øjnene lidt sammen. Det var så nemt ikke at blive skræmt af de overnaturlige væsner nu.. han mærkede jo knap nok frygt. Han tog en indånding.. selvom det -selvfølgelig stadig var unødvendigt – og så ned på Azriel. Han syntes hun så knapt så nuttet ud nu..

markus besvarede køligt smilet "det var sandelig heldigt, jeg vil så nødigt være til besvær for dem frøken" sagde han med et snert af ironi i stemmen, sådan nogle som hende gik ham virkeligt på nerverne. "undskyld min nysgerrighed; men måske har fruen allerede spist for i aften" sagde han stadig en smule spottende, da hun kom tættere på og han fornemmede en svag lugt af friskt blod.

Azriel betragtede varulven og kunne mærke hvordan stemningen blev mere og mere tryggende og lige på kanten til at blive lidt for meget. Hun grinte svagt ondskabsfuldt og trak svagt på skuldrene "Måske har jeg... måske har jeg ikke. Men heldigt for dig, drikker jeg ikke blod fra køtere" sagde hun hårdt og så langsomt over på vampyren ud af øjenkrogen "Måske din ven dér, hvis han spiller sine kort forkert, kan jeg nok godt sætte tænderne i ham. Men det er nu oss hvis han bliver uheldig" sagde hun med en vis kølighed i stemmen, hvilket ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på hvem som helst.

”Bider du vampyrer?” spurgte Devin og blev et øjeblik distraheret ”kan man det? Kan man drikke vampyr blod? Hvordan smager det??” Massere af spørgsmål dannede sig i hans hoved. Hvis han alligevel skulle dræbe vampyrer.. og de så kunne spises? Han overvejede det..

vampyrer! tænkte han irriteret, var det virklig så svært for dem at opføre sig civiliserede? hendes tonefald fik ham til at stille sig i forsvarsposition, devin var hans ven, vampyr eller ej. "du skal da være velkommen til at prøve!" snerrede han udfordrende, tænk at hun turde true ham, især, nå de var to mod en.
han hørte Devins spørgsmål og kom til at smile lidt, hvem havde nogensinde hørt om en vampyr der slog ihjel for menneskets bedste ...

Azriel så over på vampyren og lagde hovedet let på skrå og kunne ikke lade vær med at smile ad ham "Det er svært at forklare, og jeg tror at det er bedst hvis du selv finder ud af det" sagde hun og kiggede så langsomt over på varulven "Jeg sagde at han skulle være uheldig!" sagde hun hårdt, men tog dog alligevel et skridt over mod vampyren for at være lidt ond imod varulven og se hvad de to væsner ville gøre, selvom at hun ikke havde tænkt sig at bide i vampyren. Men tanken om at gøre det udelukkende for at få dem til at blive skide sure, var underholdende...

En dæmpet snerren kom fra Devin, hans øjne blev smalle og helt automatisk stillede han sig i forsvars position. ”Var dine ord, ellers tester jeg det måske nu i aften..” sagde han truende, uden at rykke sig. Om truslen var vent mod Markus eller ham, så var hans instinkter alligevel helt vågne nu.

markus trådte et par skridt tættere på Devin og blottede tænderne, mens han hjorde sig klar til en hurtig forvandling. han håbede næsten hun ville prøve ... så kunne Devin også få mulighed for at teste sin nye teori, verden ville nok ikke blive et fattigere sted, hvis der var en vampyr mindre. "jamen som sagt, du kan da bare prøve .." han snerrede igen.

Azriel stoppede op og grinte underholdt "Aaaw, er man lidt bange nu?" spurgte hun og så hen på vampyren og så hen på varulven "Er i bange for en lille pige? Helt ærligt.." grinte hun hånende og rystede svagt på hovedet. De kunne jo ikke være andet end bange. Hun var stærkere end dem, så de kunne ihvertfald godt være lidt nervøse. Hun kunne se hvordan de stillede sig op til at forsvare sig selv, hvilket fik hende til at grine endnu mer og stillede sig som om at hun skulle tage endnu et skridt hen imod vampyren, men gjorde sig dog klar til at forsvare sig selv hvis de ville angribe hende..

Devin løftede et øjenbryn og kom til at smile lidt. Det var det her vampyrhalløj.. det gav så pokkers meget selvtillid! Den lille pige så heller ikke ud til at være bange.. han overvejede hvor slemt det skulle være før man mærkede frygt. Måske ville den følelse aldrig komme tilbage igen? Han skævede over imod Markus og gav ham et lille puf i siden ”hm hvordan synes du vampyr smager?”

markus så på ham "skrækkeligt, lidt som et dødt dyr der har ligget for længe i en snedrive ..." sagde han med et grin, "men det kan da vær du bedre kan lide dem, om ikke andet må du i hvert fald få hende for dig selv". han følte sig lidt roligere nu, hvor han var sikker på Devins standpunkt, tanken om måske at skulle stå over for en ukendt vampyr alene, eller i værste fald to vampyrer, havde gjort ham en smule utryg.

Azriel betragtede de to væsner og knyttede sine hænder hårdt sammen da hun kunne mærke hvordan de to langsomt rottede sig imod hende. Hun kunne ihvertfald godt mærke at hun var ved at blive sur. "Du ville da aldrig finde på at gøre noget ved mig, vel?" spurgte Azriel med den mest sødeste stemme og lavede de største dådyrsøjne op til vampyren. Hun var lidt kendt for at få både menneskers og væsners hjerter til at smelte på den måde, så hun var sikker på at hun ville kunne få vampyren til at tænke sig om inden at han overhovedet overvejede at angribe hende..