Now I see the Dark of the woods -Fanh

Årstid : Forår
Dag : Lørdag
Vejr : sådan halv varmet for en forår nat
Sted : Skoven
Tid : 22.40
Omgivelser : ingen menneske på den her tid da de normalt ikke kommer her om natten..

Skoven var sort af mørke men det var ikke et problem når man var dæmon da de havde et okay godt syn i mørket og det var derfor Luciefar havde taget den vej hjem den nat selv om det ikke var den mest normale vej han kun tag men det var sådan set lige meget da det var særlig tit folk overfladet en dæmon da de var meget stærkere end hvad et menneske var. Dæmonen var i sort Goth tøj og han havde ikke en jakke ud over da han ikke kun frøs som menneske normalt ville kun hvis han havde være en af dem så, han hud var hvid som sne mens han øjne var røde som blod og de havde et svag lys i mørke som kun ses hvis man var tæt på ham, hvad dæmonen lavede her jo han var på vej hjem til den by som han havde hjem i da hans sult var kommet tilbage efter to ugers tid og nu skulle han bare have en nye sjæl så han kun hold den anden side der gemt sig ind i ham tilbage da den ikke var lige så venlig som han selv var.

Dæmonens navn var Luciefar og han var en af de meget gammel dæmoner som havde være til i 3000 års tid da han havde kun hold sig ud af de jæger klør som ville have ham døde for alle de live som han havde taget gemmen tiden men det var ikke lykkes i nu eller det havde være tæt på en gang før han var kommet til den her by da han ikke havde vente af han skulle på mod tre af dem på sammen tid, selv om hans sanser bare ti gang beder end det et menneske havde kun han stadig ikke klager for mange alene da det var ikke så nemt og skulle hold seks knive væk fra hjerte.
*hvad skal man tag i aften?* tænkte Luciefar til sig selv mens han gik å en stig som han nemt kun se med sin øjne og han havde være ind i skoven i en del tid *er jeg nu lost igen* tænkte han kom mens han sukkede da han ikke kun gør så meget anden og det ville være en hjælp hvis han mødt en der kun vejen ud der fra..

Den dejlige varme luft fik hendes øre til at dirre af nydelse. Hun var ikke en varulv.. endnu. Hun havde bare lange pelsene øre stikkende ud af det sort/blå hår. Hun blødte på kinden, og det var som om, at blodet rensede hendes beskidte hud. Hun så ikke ud til, at tage sig af det. Hun lå nemlig lige så dejligt. Sammenkrøllet bag en busk, i noget der lignede en svinesti. Tøj fra mennesker, og knogler lå spredt rundt om hende. Hendes spinkle krop som ikke passede til en 18 årig, så så skrøbelig ud. Så ubeskyttet. Det eneste 'ting' som så lidt levende ud, var hendes havblå øjne. Selvom de så trætte ud, så lyste alligevel op. Fanh som denne ukendte pige hed, havde næsten ingen tøj på. Hendes tøj betsod kun af en slidt T-shirt som var sort, og en total flænset short. Hvis man så godt efter, ville man kunne se blå mærker over alle de nøgne steder på kroppen. Det vil så sige, næsten hele hendes krop, undtagen maven og diverse steder. Fanh var alene. Kæmpede for sig selv, og levede for sig selv. Fanh blev tit forvekslet med en ulv. Hun lignede også mere en ulv, end varulv. Ingen kendte pigen her. Selv hun kendte ikke sig selv. Ingen havde aldrig mødt hende, eller jo.. men de var aldrig kommet levende tilbage. Alle. Alle de personer der havde nærmet sig hende, lå nu tæt på hende.
Fanhs øjne hoppede op, samt hendes krop. Nogen kom gående ned ad stigen. Hendes hjerte hoppede, mens den underlig følelse af angst holdt om hende. Hun vil ikke dræbe endnu en, men hvis det ting kom tætter på hendes territorium,ville hun ikke tøve et sekund med at sætte tænderne i. Fanh lå på alle fire, mens hun spejdede efter skikkelsen, ikke så langt væk fra den busk hun var. Hendes hår lå silke blødt om hendes beskidte hud, og fik hende til at ligne noget fra en gyser film. Hun havde til og med lange negle, som man faktisk ville kalde klør.
En langsom brummen ville kunne høres fra hendes bryst, og hendes underligt nok hvide tænder vil komme til syne. Hvem det end så var, så vil personen fortryde det her.

Luciefar stoppede op hans saner havde fanget duften af en anden og på sammen tid duften af blod som han til tider var glad for drikke en smule af selv om det ikke lå i hans kost så var det en af de ting der gjord at han livet det live han nu havde som dæmon.
Han lod sit kolde dæmon blik gå rundt i mørke og det ville ikke være et problem og finde en da han nemt kun se farve på tøjet med hans øjne, hans blik gik stadig rundt og han ventede kort før han igen gik afsted da han var ligglad med hvad han mødt i natten da han ikke var bange for vampyrer og sådan ting nej havde han ikke spist kun man ikke være sikker på at han ville være venlig overfor en da hans personlighed blive til dels kold unde en sjæl og det var ikke fordi han ønskede og være kold men det var bare en ting der ske af natur "kom bare frem" sagde han stille mens han gik stille og roligt og hans hånd var i den ene lommen hvor der lå en del sølv knive som han var hans kendetegns våben da det havde være en ting som han var begyndet og gå med siden han havde være i et ikke så venligt møde med to vampyr hvor han ikke havde haft så nemt ved og slippe fra det da to mod en ikke altid var fair..

Fanh's brystkasse bevægede sig op og ned. Egentlig var hun en lille tøs, som var bange. Men af og til fik hun styrker, som hun ikke engang anede. Man kunne vel på en måde kalde hende en dampbarn? Hendes øre bevægede sig, efter hver skridt personen tog, eller bevægelse. Hendes dybhav blå øjne fokuserede på skikkelsen. En dreng. Med det fineste tøj, som hun nogensinde havde set. Han så så ren ud. Pletfri og perfekt. Det var lige før, at hendes tænder løb i vand. Da hans stemme faldt inde i hendes øre, bevægede hun sig frem. Som en lille hundehvalp som var blevet væk. Hendes ansigt var dækket med hendes lange hår, så han ikke vil se, hvordan hun så ud. Fahn stod midt i lyset foran busken, så man ville kunne se hende. Hendes underlig stilling på alle fire, vil sikkert få en person til at rynke næse. Eller hendes krop, som næsten ikke var tildækket, og til og med var fyldt med blå mærker. "Gå din vej" snerrede hun gennem sine tænder. Hun havde ikke løst til at ødelægge sådan noget smukt. Men hvis han ligefrem bedede om det, så vil hun tværtimod ikke tøve. Stille løftede hun sit hoved op, og håret gled tilbage. Hendes blå øjne kom til syne, og hendes beskidte ansigt, som fik hende til at ligne noget der var begravet op. Blodet på hendes kind var allerede størknet. Hun så på en måde sørgmodigt på drengen foran sig, mens hendes negle af en art, begravede sig dybt i jorden. "GÅ DIN VEJ!" råbte hun så, mens tårende gled. Hun græd egentlig altid når hun så et andet væsen. Måske vil hun dræbe ham, eller måske omvendt?

"hvorfor skulle jeg?" sagde Luciefar og hans stemmen blive kold og ond på sammen tid da han ikke var bange for hvad end man nu var, han lod sin negle gro lange og skabe da det var en del af hans dæmon natur og kun gør sådan ting når han ønskede det og hvis der kom en i veje ville han enden kæmp med hvem end det nu var eller bare gå videre uden af sige mere til personen da han ikke havde så meget af gør med dem som kom her i skoven, han trak vejet kort og var klager på hvad end hun ville gør om og han duftede af hun var en varulve og selv om han havde sin knive med sig havde han ikke tænkte sig og bruge dem da ren kraft nemt hun bruge her til det samen formål selv om han ikke var ud på det. Han bed tænderne sammen mens han vejede på hvad end der nu skulle ske da det ikke ville betyde det stor og han var os så hurtige som en vampyr nu kun være hvis det kom så langt kun han nemt løbe her fra unde af tænke over det..

Hendes øjne betragtede ham nøje. Hendes hår havde allerede klæbet sig fast til hendes kind. Ikke af tårende men sveden der nu kunne ses som små krystal perler. Hun bed sig hårdt på underlæben, mens hendes blik blev en anelse hård. "Du har intet at gøre her" snerrede hun, mens hun veg en smule tilbage. Det kunne godt være han så stærk ud, og kom sikkert fra de finere klasser, men hun var trods alt 'Ulve Pigen Fahn'. Men underligt nok, så ville hun ikke gå til angreb på personen. Hun lag kort hovedet på skrå, mens hendes øjne blev erstattet med nysgerrighed. Hun så faktisk ikke grim ud, Fanh. Hun var bare beskidt, og lignede en der aldrig havde været i bad. Det havde hun sådan set heller ikke. Hun bed sig endnu engang på underlæben, mens hun kort tøvede. Derefter, efter mange overvejelser, tog hun få skridt imod ham. Først hendes hænder derefter hendes ben. Som en hver anden kat, som lige havde fundet sig en ven. Nu vil han kunne se hendes figur endnu bedre. Han vil få øje på mærkerne på halsen, og de blå mærker ned af halsen. Fahn gav efter, mens hun satte sig på hug, foran ham. Det kunne godt være, at han vil dræbe hende, men det var lang tid siden, at hun ikke var sulten over en person. Hun åbnede sine læber, men hendes blå øjne vente sig op til hans øjne. "Hvorfor forlader du mig ikke? Som alle de andre.."

Luciefar tænkte lidt overdet og han var stille i mens "har jeg en grunde for jeg var enlig på vej gemmen skoven" sagde han roligt mens han kiggede på hende og hans negle trak sig tilbage til menneske form mens han så på hende, hun så ud som om hun ikke havde fået et bad i en del år og det fik ham til og tænkte lidt mere men han ville ikke spøger ind på da det han ikke var så uhøflig med sådan ting. "hvem er du overhoved?" sagde han lidt efter mens hans stadig holdt blikket på hende for hun var ikke en af dem han havde mødt før i tiden da han ikke så det her veje til hverdag for det var lidt af en om veje da han bare kun flyve over skoven..

”Igennem skoven?” mumlede hun stille, mens hun så ned på sig selv. Det gav jo sig selv. Hun så kort ned af sig selv, mens hun forbandt sig selv i, at tale med den fremmede som hun sådan set, aldrig vil få at se igen. Det var jo ikke engang hendes skov. Fanhs læber var lukket sammen, og hendes pande var rynket af tvivlsomhed. Hun kiggede dog overrasket på ham, da han spurgte ind til hende. Ingen havde aldrig spurgt ind til hende før. Alle vil bare fjerne sig fra den beskidte pige. Og det var altid drengens slags der ikke vil omgås med hende. Hun forventede ikke det store af ham. Hun kendte ingen venner, så det var vel ikke ligefrem, at hun forventede at de blev venner. Fanh rystede voldsomt på hovedet, mens hendes dybhav blå øjne, som virkede altid seriøse, så på drengen foran sig. ”J..Jeg er Ulve pigen” sagde hun. Hun var så van til at høre folk kalde hende det, at hun ikke brugte sit eget navn mere. ”Hvorfor” lød hendes lille skrøbelige stemme.

"spøger bare for sådan er jeg bare" sagde Luciefar mens han kiggede på hende med et roligt blik og han kiggede stadig på hende eller det var mere en stirre da han ikke blikkede af natur så hvis han ikke opdagede det måtte man selv sige det til ham, han trak vejet kort før han kiggede på sit ur og klokken var ved og være natte tid og det var jo os der han livet mest hvis han kun kom til det. "på tide og jage" sagde han lave til sig selv mens han lod armen var i kors ikke fordi han var sur men mere af ren natur..

//beklager jeg først svar nu men har en del og se til for tiden//