Du ulv .. æd mit barn. - Tamara

S: Den triste skov.
V: Det er hundekoldt.
T: Omkring skumring.
O: Ingen, da stedet her er ødet på en måde, pga den grimme natur. Fx ødelagte træer, døde fugle, buske som er total slået igennem, skrald .. osv.
__

Gysende kulde vil trænge igennem ens hud, hvis man ikke var immun.
Dyr vil trænge igennem ens hud, hvis man ikke var immun. Man vil dø, hvis man da ikke allerede var det. Hvem kunne holde ud, at være herude om natten? Hvem vil kunne overleve i den her kulde? Og det underligste var, at vi var i forårets tid. Blomsterne burde komme frem, syngende fugle skulle ses, og træernes flotte grønne farve vil være som guf for ens øjne.
Men dog. Her sad en pige omkring de der teenager alder. Hun havde en hvid flænset kjole, som var overdrevet beskidt. Som resten af hendes krop. Hun lå sammenkrøllet, som en lille ulv, der prøvede at få varme. Hendes sorte hår, som nærmest var blå, lå over hendes ansigtet som den dejligste tæppe. Man ville kunne se hendes ben helt op til låret. Hendes ben var skam ikke det kønneste syn, da de havde alt muligt skræmmer, og andre sære ting. Fanh hed hun. Hun levede for sig selv, kæmpede for sig selv, var sig selv. Hun havde ikke haft en familie siden hun blev født. Men det var nu ikke sådan en virkelig tragisk afsked. De blev bare alle ramt af pesten, inden hun blev forvandlet. Forvandlet til en rigtig ulve tøs, eller retter sagt, varulv.
Fanh bevægede sig stille, for at skifte ligge stilling. Hun var øm over hele kroppen, da hun havde søgt efter mad i flere dage nu. Hun var ikke andet end skin og mag. Men selvom Fanh lignede en omvandrende skelet, så havde hun det smukkeste hår, man kunne forstille sig, og for ikke at tale om de dybhav blå øjne, som skinnede sammen med natten. Fanh lod en af sine lange negle plante sig på jorden. Hun begyndte at tegne en cirkel, mens hendes tænder klaprede af kulden. Hendes læber var endda blå! ”Hvis du lever, ulv. Hvis du holder dig sund, ulv. Hvis din øjne ikke er våde, ulv. Hvis dit liv ikke er i fare, ulv. Hvis dine tænder beskytter dig, ulv. Så vil jeg aldrig true dig, min kære ulve unge. Hvis sandheden i verden skulle komme frem, så vil mine øjne hade dig. Min mund vil tale grim til dig, mine hænder vil bruge vold. Mine ben ville løbe væk, og min næse vil afsky dig. Mit hoved vil aldrig se imod dit ansigtet, og mit hjerte vil forblive ta..vst” sagde Fanh, mens hendes øjne løb stille i vand. Den cirkel hun havde tegnet, blev dybere og dybere. ”Ulv, hvis dine øjne er så sultne som de fortæller mig, så æd ikke mig. Ulv, hvis dine klør længdes efter min hals, så dræb ikke mig. M..Men” begyndte Fanh at stamme, da hendes tårer havde taget over. ”..Men..men Ulv, du må ikke dø. Ulv, t..a..g” Fahn begyndte at hoste, mens hendes små øre bevægede sig. ”...tag mit barn”