Sultent hjemløst barn -Xeera

Sierra åbnede døren for personen der ringede på døren.
Det var en lille pige, med fedtet, brunt hår, mudder i ansigtet og forrevet tøj. Den lille piges budskab stod klart i hendes sultne blå øjne. De sagde alt:"Har du noget mad?"
Sierra gik ind og tog noget brød med ud til den lille pige.
Sierra så på den lille pige der mindede hende om hende selv dengang hun gik rundt i Sherias hede gader. Før hendes onkel tog hende til sig. Hendes lange mørke hår havde også været fedtet og hendes tøj slidt, beskidt og forrevet.
Hun gav brødet til den lille pige som skyndte sig afsted og ind i en af slumgyderne.
Sierra lukkede døren og gik ind til Xeera for at fortsætte arbejdet, menmed et meget underligt ansigtsudtryk.

Xeera kiggede op da Sierra kom ind igen. "Hvad sker der?" Spurgte Xeera Sierra.. Xeera havde set Sierra havde taget noget brød med ud til den person der stod ved døren. Sierra var ikke kommet ind med brødet igen.
"Hvem var det?" Spurgte Xeera.

//Undskyld jeg ikke skriver så meget-.-//

"En lille pige.", svarede Sierra og satte sig ved sit bord.
Hun kiggede tomt på den hvide væg og fortalte så Xeera sit liv på gaden, før hendes onkel tog hende til sig.
Bagefter mærkede hun tårerne presse på. De opslevelser hun havde fra den gang hang fast i hendes hjerne, indelukket et sted langt bagude.
Mange små og store børn samlet i store lejre de selv havde lavet. Syge børn, kvæstede børn og døde børn.
Sierra huskede tydeligt hendes brors død. Han var blevet bidt af et eller andet, som nu kvalte ham indefra. Han gav hende en lille sølvmedaljon, som deres mor havde givet til ham.
Der var tegnet et "S" og et "M". For "Sierra" og "Marius".
Sierra gemte sit ansigt i hendes hænder og lod tårerne strømme. Hendes barndomsminer kom tilbage til hende. De mange mennesker hun blev tvunget til at dræbe.

//Helt okay//
_______________________________________________________________
We lost many loved ones,
but olso get many

//Godt:P//

Xeera kunne selv mærke tårene presse på. Bare det at høre om folks frygtelige barndomme var nok til at få Xeera til at tudbrøle.
Xeera rykkede over på venstre side af Sierra og lagde en arm om hende. "Det er helt i orden at græde" hvishede Xeera ned i Sierra's hår efter hun havde trukket hende helt ind til sig. Xeera kunne mærke hendes lyblå T-shirt fik et par dråber på sig. Men det var ligemeget nu. Xeera vidste hvordan Sierra havde det. Xeera havde selv haft en dårlig barndom, bortset fra at Xeera's mor døde og hun havde aldrig haft en far.

Sierra græd de sidste tårer ud og rejste sig op i stolen.
"Tak, det var ikke for at presse mig på.", sagde Sierra og smilte et lidt livløst smil.
Hun rejste sig og gik ud i byen.
Hun havde taget mad med og gik over til den lejr hun havde boet i.
En masse børn var samlet og de fleste begyndte at løbe ud at deres flugtveje.
Sierra smilte og satte sig ned ved en sengeliggende pige med store brandmærker på kroppen.
Hun tog et stykke brød ud af hendes taske. Pigens rystende hånd snuppede hurtigt og begyndte at gnave idet.
Flere børn kom kravlende. Sierra satte tasken fyldt med mad og gik rundt om et hjørne mens hun studerede de sultne børn grådigt angribe hendes ellers så dyre taske.

//Skal logge nu, kan vi skrive videre en anden dag?!//

_________________________________

We lost many loved ones,
but olso get many

//Ok... kan jeg ikke bare svare?? Så kan du jo bare vente med at svare til du logger på igen??//

//Bare svar!//

________________________________

We lost many loved ones,
but olso get many

//Okay da?!//

//Det var ikke surt ment :)//

_______________________________________

We lost mant loved ones,
bt also get many