Ey du er os en varulv, what's up!! xD - Tine

”H-hvordan vil du gøre det?” spurgte Tine undrende og smilede roligt til ham og kiggede dog lige frem da hun fik hatten på så hun var lidt ekstra sikker på hvor hun gik. Da hatten så faldt ned over hendes øjne bøjede hun dog bare hovedet lidt baglæns for at kunne se mere. Tines blik kørte fra det ene træ til det andet. Ja. De lignede hinanden. Men de var naturligt stillede. Og stien var kommet af folk der havde gået. Ja... Lidt naturligt det hele. Da han så lige pludselig hoppede ind foran hende stoppede hun brat op. Og stirrede først chokeret på ham men, da han bukkede sig og nævnte sit navn smilede hun blot og nejede.
”Tine. Tine Valentina Patricia Müller,” præsenterede hun sig med en meget underlig men snobbet stemme, sådan som alle de der fine fine damer gjorde. Altair... Det var ikke lige det hun hørte hver dag... Det var enlig ikke et hun lige havde hørt for nylig, men da hun var yngre... Nej.. Vent... Hendes onkel hed ikke Altair, nej.. Han hed Albert... Der var alligevel en stor forskel.
”Det er mig en ære at træffe Dem,” sagde hun igen fornemt og snobbet. Bare for at gøre det lidt sjovere.
Hendes venstre ben var bag hendes højre og højre var samtidig bøjet en smule. Og begge hendes arme strittede blidt... Ikke som hvis man skulle kropsvisiteres, men som når man stod og skulle ligne en vægt. Med albuerne ned mod hofterne, ikke helt til men lidt fra, og så armene der peger ud til siderne. Hendes venstreben støttede dog også, men hun blev lidt nød til at bøje sig en smule mod venstre, for at holde blancen.

"Jeg ka' lære dig at kontrollere dig selv og din vrede gennem meditering" fortalte han hende og fik et smil frem da hun gav ham hende fulde navn, "Valentina.. sikke et smuk mellem navn du har" sagde han med en lidt lavere stemme og aede hende blidt på kinden.
"Mig en glæde at møde dem os" hilste han hende og lagde en hånd på hende skuldre og forsatte deres lille skovtur de havde, det var enlig underligt at være sammen med en anden varulv og så en kvindelig en, dog kunne han rigtig godt tænke sig at se hendes varulve-form på et tidspunkt. Han så ned på hende "nåh men bor du så hjemme hos dine forældre eller bor i i eget lejlighed?" Spurgte han og stoppede ikke men så ligeud for at se hvor de gik hen.

”Det ville være en god ide...” sagde hun og smilede blidt til ham og rettede lidt på hatten så den sad så den ikke ville skygge for hendes udsigt.
Da han roste hendes navn kunne hun ikke lade være med at rødme.. ”Umh.. Jamen... Tak skal du ha'” sagde hun og smilede blidt til ham. Da han lagde en hånd på hendes skulder lod hun sin arm slynge sig over på hans anden side.
Hun kiggede ned i jorden lige da han begyndte at snakke, men kiggede så op da han sagde 'dine'. Hendes ansigtsudtryk var ikke så glad, som det var før.
”Det... De er ikke i live, så jeg bor i min egen lejlighed,” mumlede hun roligt, ”Jeg har også en mindre hytte i skoven her,” sagde hun og smilede blidt til ham. Han vidste det jo ikke, så hvordan skulle han vide at hun ikke skulle nævne forældre? Eller noget om hendes forældre..
Hun kiggede så ned i jorden igen og gik roligt videre med ham. Hun havde enlig tog ting som han kunne gøre... Lade være med at svarer, eller at spørge ind til deres død, som hun nok bare ville forklare og til sidste sige det kort og præcist. Men hun ville vente med at spørge til om ham, til hun var sikker på om han ville sige noget mere, eller om han ville være stille..

Altair lagde sine arme over kors og mens han gik gennem skoven ved siden af hende, han var blevet lidt stille fordi han gik og tænkte over det hun havde sagt, efter lidt tid så han ned på hende igen, "lyst til at vise mig din hytte?" Spurgte han med et lille smil, han kunne godt fornæmme at hun ikke var særlig glad hvis hun skulle nævne hendes forældre eller for den sags skyld at andre spurgte ind til dem eller bare nævnte dem.
"Hytte vil være et godt til at lære dig at kontrollere dig selv og din vrede" sagde han og stoppede op ved hende igen og så ned på varulve-pigen med et lille venligt smil, desuden så ville det også være dejligt at kunne komme ned og sidde, så kunne han os få slappet lidt af da han godt kunne mærke at hans vandrestøvler havde set bedre dage, måske var det lidt på tide at få købt noget nyt fodtøj? Tja.. det kunne han få kigget på efter han var kommet ud af skoven.

Da der var lidt tavs, da de begge nok tænkte, lod Tine sit blik kører en smule ud til siden, til Altair afbrød stilheden.
”Ømh, ja, jeg kan da godt vise dig den,” savrede hun og ændrede en smule retning, ”Så vil det være hurtigst den her vej,” sagde hun og smilede og lænede sig op af Altair. Både for at vise ham vej at de skulle dreje en smule, og for at være tæt på ham. Han var jo rar? Hun kunne ikke gøre for at være lidt tiltrukket af hans venlighed, men han var stadig kun en ven for hende.
”Det tror jeg på,” sagde hun og smilede roligt. Hendes hytte var rimelig stor. Den var ikke så fyld, og ikke beregnet til to personer. Der var dog tog rumme med værelser. Et med en stor meget meget blød hundekurv, og en med en normal seng dog var det en dobbelt seng, da hun var van til meget plads. Et rimelig stort bade værelse, der skulle jo også være plads til om aften når hun skulle vaske noget at varulveformen. Et stort køkken med et køleskab som havde en pedal til at åbne, så hvis det var sådan at hun var lidt fast låst i sin ulve form, at hun stadig kunne få noget mad. Der var et kontor, et helt tomt hvidt rum, og en lukket dør. Men de var jo ikke kommet der hen endnu, så han kunne jo vel ikke spørge til hvad der var hvad.

Altair lagde godt mærke til at hun lænede sig op af ham hvilket fik ham til at rette sit blik ned til hende og smilte til hende, han lagde sin arm om hende og holdte hende tæt ind til sig mens han fulgte videre gennem skoven med Tine på sin side, "hvor langt er til din hytte?" Spurgte han hende og så lidt rundt i skoven, der var noget ved skovens stilhed som han ikke helt brød sig om, for den var blevet relativt stille, vinden blæste dog stadig stille frem og tilbage mellem træerne men, ingen fugle fløjt eller nogen lyde fra dyr som man svagt kunne høre rundt omkring i skoven om dem.
Han ignorerede dog stilheden og vendte sit blik tilbage til Tine, han aede hende blidt på skuldren som hans hånd lå og vilede på, da de havde gået et lille stykke gennem skoven som var den hurtigere vej, kom der et ordenligt brag nær dem, hvilket får ham til at stoppe op lige med det samme og lod hånden slippe hendes skuldre og glide ned langs siden af kroppen, han vendte sig om med ryggen til Tine og var blevet mere opmærksom på omgivelserne, en hånd var placerede ind under frakken og holdte om noget som ikke kunne ses hvad var.

Tine smilede roligt. Hendes øjne faldt dog på hans arm, da den hvilede sig på hendes skuldre. ”Hmm... Der er ikke så langt igen... Omkring tre kilometer,” savrede hun roligt og kørte blikket fremad. Tine havde også langt mærke til stilheden. Det var på en måde det der gjorde hende lidt utryg... Selvom hun var rimelig tryg ved ham, vidste hun jo ikke om der var en bagside ved ham, bare et eller andet, så hun kunne ikke lide at der var helt stille, for så var hun jo sikker på at der ikke var nogen i nærheden til at hjælpe hende hvis han nu var lidt skør i hovedet, som en del andre var...
Men hun prøvede at ignorere det og få en masse tanker ind i sit hoved.
Under et halvt millisekund havde hun spæret øjnene op og havde vendt sig om, men ikke så kort tid efter stod Altair foran hende. Hun trådte så lidt til siden, hun kunne ikke lide han stod i vejen. Hun havde jo sine egne meninger. Hun lagde hurtigt en hånd på hans skulder og skubbede blidt til ham i mens hun selv gik frem ved siden af ham. Tænk hvis nu det var en vampyr, og hun så ikke selv havde chancen for at se at de skulle løbe? Eller noget i den stil... En fornemmelse af både utryghed og tryghed overmandede hende. Utrygheden, fordi hun havde på fornemmelsen at det var planlagt, at han bare havde tænkt sig at udnytte hende, og at de begge ville dø.. Paranoia. Trygheden... Fordi hun troede det bare var et træ der var væltet. Men hendes sanser fløj over det normale felt.

Han spejdede rundt i skoven og kunne mærke en hånd på hans skuldre og fjernede blikket kort fra skovens omgivelser og hen på Tine, et par skramte fugle lettede fra et budskas fra hvor de var kommet fra hvilket fik hans blik rettet mod de budske og gik nogle skrid fremad med den ene af sine to 6-løber i sin venstre hånd, revolveren så gammel ud eller mere anerledes, den lignede ikke en revolver som blev lavet nu til dags.
Uden at vende blikket hen i mod hende kom det fra ham, "tror det vil være en idé at vi kom indenfor.." og begyndte at gå med ryggen tilbage mod Tine, "jeg bryder mig slet ikke om stilheden eller hvad der nu end skramte de fugle" indrømmede han og tjekkede hurtigt om revolveren var ladt, hvilket den så var.

Da Altair kiggede på hendes smilede hun blidt, lod blikket kører ned på revolveren og lod så blikket kører frem mod busksakset foran dem. ”Øjeblik...” nåede hun lige at sige før man kunne hører tøj revne...
Tines ulveform var kommet til syne... En stor sort ulv, hvor det lignede hun ingen øjne havde. Ulven trådte et enkelt skidt hen mod ham og lod hovedet glide mellem hans ben, så han automatisk landede på hendes ryg. Hun var utrolig stor. Enorm.
Om han ville eller ej, nu var de gået!
Hun lavede et hårdt kast til siden, da der igen kom en lyd fra busken, så de havde vendt sig om, som hvis en hest blev bange for noget og ville vende snuden hjem ad.
Hun havde en utrolig fart på så man troede det var løgn. Hun håbede i hvert fald at han holdte godt fast.. Ellers ville det gøre ondt, uanset hvilken form...

Altair fik et mindre chok over at hun pludselig forvandlede sig og at hun så løfter ham op på sin ryg og stormer væk, han holdte dog godt fast i pelsen for ikke at falde ned af hende, Tine var utrolig smuk som varulv, det synes han virkelig at hun var, stilheden var der ikke mere i skoven, fugle kunne man høre mere eller mindre i farten gennem skoven, de var nok nåede for langt væk fra hva' end det nu var som havde gemt sig i buskene i stykke fra dem. Han lændte sig en smule frem for at slappe lidt mere af, så han ikke var så spændt i kroppen, for han havde holdt rimelig godt fast i hendes pels fordi at det havde gået lidt hurtigt, så det var en ren refleks at han bare holdte godt fast i pelsen.
Han smilte lidt for sig selv over Tines varulve-form, den var meget mere ulve-agtig end hans var, nu var hans form os en sjælden varulve-form som ikke kunne styres på nogen måde, lige meget hvor meget han havde prøvet, så vil han aldrig kunne styre sig selv som varulv, det var enlig grunden til at han aldrig forvandlede sig fordi han havde for mange dårlige minder og nogle gange mararit, men det var nu meget sjældent at han faktisk fik dem.

Tine mærkede han havde fast og og satte farten lidt op. Hendes ulve form var meget elegangt af andre. Pelsen skinnede smukt, lidt blålig, og hendes sorte øjne, hver gang man virkelig kiggede ind i dem kom der et blodrødt snit i linsen. Hendes ører farede frem og tilbage, det kunne godt være han ikke kunne hører det, da det gik så hurtigt, men hun syntes der var et eller andet væmmeligt omkring skoven.
Hendes øjne spærrede pludseligt op da han lænede sig frem. Hendes fart væltede bare frem. Hun var som et lyn. Og meget rigtigt hun landede foran en smuk yndig hytte. Hendes stop var ikke brat men hun lod sine poter glide hen af skovbunden så de mistede farten. Hendes poter gjorde dog at de drejede rundt. Da de stoppede foran huset var Tine blevet rundtosset så kløerne satte sig ud og ned i jorden. Det var nogle lange sorte negle som man nemt kunne forstille sig med et lille snit rive sprælle en op.
Tine ventede dog bare på at han ville hoppe ned, og hun ville vise ham hvor hun havde lagt nøglerne – hun vidste nemlig det var mere sikkert at lægge den et andet sted end i hendes tøj, da hun jo forvandlede sig nogle gange.
Hvis Altair kiggede sig en smule omkring ville han kunne se en treesse og nogle vinduer, så det var ikke et hus egnet til vampyrer.

Altair hoppede lige så snart hun var stoppet ved en lidt større hytte som så meget imponeret ud, lignede lidt en af de lidt dyre bosteder, han fulgte efter hende hen til hvad så ud til en nøgle, sikkert nok til hytten, han tog nøglen og gik hen til hoveddøren og åbnede op. Han kiggede kort rundt foran hytten bare for at være sikker på at de ikke var blevet forfulgt, hva' det lignede nu, så det ikke ud til at de var, men han kunne jo ha' taget fejl. Han forsatte videre ind i hytten og så sig lidt om, inretningen var hyggelig og et perfekt sted til at træne hende meditation, han lagde nøglen på et lille bord ved et af vinduerne og tog sin frakke af så de to revolver kom til sine i sine hylster som sad en smule skråt ud af så han nemmere ka' få fat på dem, Altair lagde frakken over sofaens ryglænd og så sig en smule rundt, "det må jeg sige, det er du sku' sluppet godt fra" sagde han og smilte en lille smule drilisk til hende.

Tine vandrede roligt hen til dørmåtten og fjernede måtten så han kunne se en nøgle.
Tines døre var store, eller brede, så hun kunne vandre i ulveformen i hendes hus. Hun vandrede så ind af sin døråbning og åbnede så en dør til et soveværelse med en dobbeltseng. Hun kiggede så hen på Altair, for at være sikker på at han ikke kiggede, men for en sikkerhedsskyld lukkede hun døren i med sin pjuskede hale. Da hun forvandlede sig tilbage var hendes krop øm, så hun lannede hurtigt på gulvet. Det gav et mindre bump. Hun åbnede sit skab og fangede noget undertøj og skyndte sig lidt at få det på hvor efter hun rejste sig, mens hun støttede sig til en reol og kiggede efter et eller andet bevægeligt hun kunne have på. Hun valgte dog at tage en sort træningstop, som sad løs over brystkassen, som faktisk sluttede lidt under brysterne, og nogle lårkorte sorte shorts.
Hun vaklede roligt hen til døren for at åbne den og gå ud til ham, men det havde været hårdt... Meget hårdt... Om morgen.. Jagte et dumt egern, møder en ny, lige pludselig bliver hun lidt ked af det, så er de på vej videre, og så mener de de bliver jagtet og tilsidst er hun bare helt færdig. Hendes ben bukkede sammen og hun sad igen på jorden.
Hendes ben var bukket, og hendes arme hang slasket ned på gulvet ved hendes side og hun havde bøjet sin ryk. Totalt smadret.
Hun havde tænkt sig at sige at det måtte vente lidt, det med en lille lektion, hun var simpelthen for træt. Men i stedet røg hun bagover.
Hytten var enlig pænt klædt, varme og hyggelige farver, og der var endda meget varmt der inde, men der lå ikke noget rod eller noget lignende der inde.

Altair vidste udmærket hvorfor hun gik ind på soveværelset. For at skifte tilbage. Dog hørte han et mindre bumb derinde fra efter nogle få minutter som af en eller anden grund til at finde ud af hva' det var der havde lavet bumbet, om det var hans ulve-gener som fik ham til at være nysgerrig eller om det var fordi at han havde en følse som om hun ikke havde det helt så godt. Først bankede han kort på men åbnede den lige efter for at finde Tine sidde fuldstændig slatten på gulvet, han stod med krydsede arme og kiggede med et hævet øjnbryn og et med et undren blik, "brug for hjælp?" Spurgte han men gad ikke at vente på om hun vil svare eller ej. Altair satte sig ned på hug over for hende og aede hende blidt på kinden med et lille venligt smil, "kom lad mig få dig op" sagde han og rejste sig for at sætte sig på hug lidt mere til siden af hende, en arm bag ryggen og en hånd placerede på siden af hendes rigben, lige under armhulen. Han fik løftede hende en lille smule op så han kunne få sin anden arm under hendes ben og efter nogle få sekuntter lå hun i hans favn, "kom lad os få dig iseng og så ka' vi kigge på træningen imorgen" fortalte han hende med en rolig stemme og et mindre smil. Altair lagde Tine på den store dobbelt seng og fik 'puttede' hende lidt med at få dyne halvt væk fra sengen så hun kunne lægge sig ned på madresen og ikke dynen men stadig så hun bare lidt ka' vippe dynen hen over sig når hun vil, "Jeg tager bare sofaen" sagde han og begyndte at gå mod stuen og ud af soveværelset.

Da Altair kom ind kunne hun ikke lade være med at smile en smule. Den måde han stod på, det var som om den sagde ”Hva' har du gang i, søde ven”, på en måde så den fik ham til at se ud som om det var typisk hende at ligge på gulvet som en ballon der var blevet pustet op og så blevet sluppet uden knude og fløjet rundt og landede slatten på gulvet. Da han så spurgte ville hun ikke svare, det svarede vel sig selv at hun ikke lige havde kræfter til noget. Hendes ulveform var jo så meget større end de andres, så hendes knogler, muskler og led skulle jo også vokse mere, så det gjorde jo mere ondt på hende.
Da han satte sig ned på hug og aede hende, var det som om at hun fik et eller andet til at gå i gang, som et magisk trylleslag.
Da han fik hende rettet op og hende i hans favn kunne hun ikke lade være med at sætte sine arme om hans nakke. Hendes hoved var bøjet ned mod brystet og skjulte hendes ansigt. Hun havde enlig ikke ligefrem regnet med at han ville bære hende i seng, men at han ville være mere streng og sige noget lig med ”Kom så op!”, eller kendte han selv til den smerte af at være større?
”O-o-okay,” mumlede hun roligt og hæst. Det var lyst uden for. Hun ville ikke kunne falde i søvn, og desuden ville hun bare være øm dagen efter, som man siger ”Det kommer til at gøre ondt i morgen”.
Tine smilede blidt og lod sin venstre arm falde ned fra hans nakke og ned på madrassen som en lille støtte, men da hun kom længere ned, bukkede hendes arm under.
”Det gør ikke noget...” mumlede roligt, normale mennesker ville nok spørge hvad hun sagde, men siden de nu var varulve, burde han nok kunne høre det.

Han så en sidste gang tilbage på Tine med et lille smil, "prøv at få vilede dig" sagde han rolig dog med en rar stemme, han fiskede en lille ting op af sin lomme i den ene side af bukserne, det var et lille totem af træ med en ulv snidtet ud af den så det så ud som om den havde den poter foran sig, under de stridtene øre som pegede lige op i luften var der et hul som gik gennem den så der var plads til en snor eller noget, hvilket der også var. Han kastede den med en blød bevægelse hen til Tine, "her, den er til dig" fortalte han hende og forlod soveværelset og lod døren stå på klem.
Han stod nu alene ude i stuen og så sig rundt, dog satte han kurs mod sofaen og lagde sig ned, dog tog han sine vandre støvler af først før han lagde sig og på den, han havde bøjet sine ben en smule så knæende var bøjet og hævede sig over sin krop som lå ned fladt mens hænderne var placerede bag hovedet som en slags hovedpude.
Altair lukkede øjende og begyndte at nynnde lavt for sig selv, det var ikke særlig højt så det var kun ham selv som kunne høre det, eller hvis en person var helt tæt ved ham.

Halskæden landede på Tines brystkasse og hun samlede den roligt op og kiggede roligt på den. Dem var flot. Tine kiggede over mod et lille bor hun havde hvor der var en masse værktøj, smykker, tegninger, og en masse andet. Altair havde nu lukket døren og hun lagde halskæden på sengen og satte sig op. Det var hårdt. Hun kæmpede sig dog helt hen tilbordet med alle tingene og satte sig på en fin blød stol og tog en træklump som hun havde i nærheden og tog en lille skarp sten og en minihammer og begyndte roligt at hakke i træet. Træklumpen var ikke så stor, så det gik meget hurtigt, oh klumpen havde også den perfekte form, så det gik endnu hurtigere! Klumpen havde form som et hjerte, hvor hun så lavede to ulve i mellem som hylede foran hinanden. Nu havde hun godt nok ikke set hans ulveform, men nu blev de ens. Hun tog så tilsidst og hakkede hjertet over så hjertet flækkede på en pæn zig zakket måde. Hun tog så og fik lavet et lille hul hurtigt og i begge dele og en snor igennem. Hun ville ikke hvile sig. Hun ville ikke sove. Hun ville ikke kunne falde i søvn! Hun tog de to selvlavede halskæder i hånden og bukkede sig hen over sengen efter den anden halskæde og tog den om halsen.
Hun støttede sig så til stolen, der efter væggen og så det store klædeskab. Hun åbnede døren og støttede sig i dørkammen. Der var et stykke hen til sofaen. Det ville hun ikke kunne nå - så hun lod sig blot stå der.
Hun løftede armen med sammen klemte øjne og skulle til at kaste. Hun kunne ikke. Hendes arm faldt bare ned.
Hun var blevet forpustet af den lille tur, med de meget ømme muskler og knogler. Men kunne høre hun stønnede, dog ikke voldsomt, men forpustet og tungt.
Han havde godt nok sagt hun skulle hvile sig, men det kunne hun ikke! Eftermiddagen, eller bare indtil det blev mørkt skulle der fares rundt, uanset hvor øm hun var.
”Vi-vi kan godt øve...” sagde hun stadig forpustet, men mere roligt. Hun regnede også med nogle stillinger, og det ville måske også hjælpe lid, hvis nu de strakte ud?

Altair kiggede i retningen af hvor hun stod, han smilte blidt til hende over at hun bare ikke vil slappe af i sengen og få sovet lidt, han rejste sig op fra sofaen og gik Tine i møde, "er du sikker?" Spurgte han hende og uden at han havde spurgt om lov eller hun havde givet ham lov løftede han hende op i sine arme og holdte hende tæt ind til sig så hun ikke behøvede at barkse sig hen til ham, da de var henne ved sofaen satte han hende ned,
"Er du sikker?" Spurgte han med krydsede arme og hovedet lændt lidt til siden, "tror du at du vil kunne holde til det?" Spurgte han hende, Altair fik det til at lyde som om at det noget hårdt fysisk træning de skulle til at lave, eller det var det måske også lidt for hende eftersom at hun var så udmattet og træt i kroppen efter sin forvandling.

Tines blik hvilede ned mod gulvet, mem da han rejste sig og begyndte at gå hen til hende, flyttede kun hendes øjne op på ham. Da Altair så kom tættere på kiggede hun helt op og nikkede fast, ”Ja,” kom det bestemt, men ikke så frisk, som hun ville have sagt det. Da hendes fødder så lettede fra jorden lagde hun hendes hoved indtil hans brystkasse, fordi hun havde en tanke om at det ville gøre så hun ikke faldt, ja nogen former for højdeskræk havde hun.
Da hun så blev sat ned igen kiggede hun op på ham igen og gentog, da han spurgte igen, ”Ja,” sagde hun igen fast og bestemt, men hun havde dog lige fået en tudse i halsen så hendes stemme blev underlig til sidst, helt kruset. Hun hostede kort og kiggede så op på ham igen, mens hun skjulte sin albue en smule, mens hun svarede, ”Ja, jeg er helt sikker, og jeg tror nok jeg vil kunne klare det,” sagde hun og smilede roligt til ham. Tine havde det nemlig sådan at hendes krop ikke kunne tåle ulveformen, så hun led nogle gange en straf, nogle gange hårde end andre. Men en af hendes symptomer var at hoste. Hoste blod.

Altair nikkede til hendes svar med et lille smil og satte sig ned på gulvet i en lidt anden slags skrader stilling, bortset fra at den ene fod som plejet at lægge unde det andet ben, lå nu oven på det, det var en stilling som var ret svært at mestre da det krævede at man kunne få sin fod op på siden af knæhagsen. Da han havde sat sig i positionen, kiggede han op på Tine og smilede roligt til hende "sæt dig foran mig i denne stilling" fortalte han hende og ventede til at hun satte sig ned i samme stilling som han sad i, Altair gik ud fra at han nok skulle hjælpe hende med at komme i siddestilling som han nu sad i.
Han kunne mærke på hende at hun stadig var svag efter sin forvandlig tilbage til menneske, det kunne være han nok skulle hjælpe hende lidt mere end han regnet med, "nåh men without further ado, lad os komme igang" fortalte han hende og rejste sig op og stillede sig ved siden af hende og ventede på at hun vil sætte sig.

Tine tørte usynligt de meget få blodpletter af i sin korte sorte bluse og og støttede sig til sofaen mens hun roligt og langsomt fik sat sig på gulvtæppet.
Hun kiggede så ned på sine ben som var endt i en normalt skrædderstilling. Hu havde kigget godt efter hvordan hans ben lå og tog så og lagde sit højreben over det venstre og lod derefter sin højrehånd fiske efter venstreben. Det gik ikke særlig godt at få benet op på plads, den kom højest til låret.
Hun smilede blidt og kiggede op på ham, ”Det gå ikke så godt,” mumlede hun og smilede lidt fortabt.

//Sorry, realy no krea! D://

Altair satte sig ned på hug ved foran af hende med et lille varmt smil, "lad mig vise dig hvordan" fortalte han hende og var gået igang med at få hendes ben til at sidde som de skulle i den stilling som hun skulle sidde i for at udføre kendo.
Med en lille smule besvær og så hun ikke kom mere til skade, fik han endelig hendes fødder til at lægge som de skal men nu sad hun også i en slags ben låse hvilket var ret meget svært at komme ud af igen da det kravede at man var øvede i den siddestilling.
Han satte sig nu ned ved siden af hendes højre side på sine skindeben og gik igang med at forklare hvordan det ville forgå, "Okay, jeg vil havde du skal lukke dine øjne og strække din ryg så meget du nu kan, du skal lægge dine hånd flader på dine knæs sider som vender mod dig og samle tommel fingren og pegefingren mens de andre fingre bare er halvt udstrakte.." Altair holdte en lille pause så Tine kunne følge med alt det hun fik fortalt, lidt efter begyndte han igen.
"Nu tag du en dyb indånding via næsen og puser ud med munden, slap af i dine muskler og sig så sætningen langsomt, "Omm" mens du focusere alt din energy på din indre varulv" forklarede han nærmes i en slags visken og rykkede sig foran hende i samme stilling som hende og gjorder det samme så det vil være nemmere for hende.

//Okay det blev lidt langt søde x3

Tine var uopmærksom og kiggede bare på Altair selv om hun pillede ved hendes meget kildne fødder.
Tine kiggede så ned på sine fødder da det begyndte at stramme og smilede roligt.
”D-det strammer en smule,” stammede hun med en meget dæmpet og hæs stemme.
Da Altair rykkede sig over til hendes højre side kiggede hun så hen på ham igen og smilede blidt. Kort efter at han havde sagt at hun skulle rette ryggen og lukke sine øjne, lukkede hun sine mørkebrune øjne i og rettede sig utrolig meget op så man kunne se at hen var meget svaj rygget og det lignede hun havde et knæk over hofterne. Tine førte derefter sine hænder op til sine knæ. Hun åbnede sit højre øje så hun lige kunne se over på ham.
*Kan man ikke også samle tommelfingeren og langfingeren, og tommelfingeren og ringefingeren, og tommelfingeren og lillefingeren?* tænkte hun spørgende og meget lavt for ikke at komme ud af koncentration – men hun samlede dog sin pegefinger og tommelfinger og lod de andre tre være afslappet væk fra de pege- og tommelfingeren.
Hun lukkede sit øje igen og trak meget langsomt vejret gennem næsen – holdte det lidt – og pustede så ud af munden. Hun gjorde det få gentagende gange og tilsidst sagde hun meget langsomt 'lyden' som han havde bedt hende om. Hun kunne selv mærke at hun kom dybere ind i sig selv og kunne bedre mærke sine følsomme følser.
Længere inde var der dog en mere 'uartig' og festlig del...

//ENDELIG :'D//

Altair satte sig først i noget kort tid i samme stilling som hende uden at sige noget, han sad bare med lukket øjne og kunne mærke vibrationerne i gulvet fra Tines medition, men blev afbrudt af en lyd som han opfangede ude for huset af, først prøvede han at ignorere det, men det lykkes ikke rigtig for lyden blev ved med at irritere ham, så han satte sig på sine skindeben og hviskede meget lavt ved hende øre, "bare forsæt med det du er igang med og ignore lyden, jeg skal nok tjekke det ud", Altair rejste sig op og kiggede rundt i hytten, den var stor man han var ret sikker på at lyden kom ude fra ved selve hytten. Han satte kurs mod den bagerste dør i stuen som førte ud til skoven bag hytten.. eller skoven omringet jo hytten men det skov som stod bag hytten, han fik åbnede den og lukkede døren efter sig og så rundt ved hytten og blev meget overrasket over det han så, en.. en elver?!
Der var ingen tvivl, det var en elver, den utrolige dejlige duft gav hende væk hvis det ikke var fordi man så hendes lange spidse øre, hun havde langt nødebrunt hår, en fjer i håret, en kjole som gik hende til lige under numsen og så nogle mørkegrønne bukser, men ingen sko, hun var barfodet og så ud til at gerne vil indenfor, "hør hvad er det lige det er du har gang i?" Spurgte han hende med et hævet øjnbryn.

//Bedre søde?? :3

Da en mærkværdig lyd lød udenfor åbende hun igen sit ene øje og prøvede forgæves at ignorere lyden, for ligeså snart at Alistar begyndte at sige noget, gjorde hun det komplet modsatte. Hun ignorede ikke lyden og fortsatte ikke med sin meditation.
Da Alistar var kommet ud i gangen rejste hun sig forsigtigt op for ikke at belaste hendes muskler. Hun gik forsigtig og stille efter ham. Hun følte at hun var en ældre dame der fulgte efter sit barnebarn. Hendes krop var jo også så øm, så det ville nok kunne forklares på den måde.
Da Alistar gik ud i baghaven fulgte hun med. Da han stoppede op stoppede hun også, og var skævt bagud for ham. Hun kiggede frem og så denne elver kvinde.
Hun klemte sine øjne sammen. Hun kunne da heller aldrig have sit territorium i fred? Kun fordi at Alistar var der havde hun ikke sprunget på hende, men lod blot en svag knurren komme fra hende. Helt automatisk.
”Jeg går ind,” mumlede hun irriteret, ”Find du ud af noget med denne ungmø elver,” knurrede hun sammenbidt og vendte sig om og gik ind i huset igen og hen i køkkenet og begyndte at finde lidt forskellige ting frem som de kunne spise senere.