Nikita gik af den vej, hun kendte som førte imod hans opholdssted. Men der var et eller andet galt, hun havde bare den der underlige fornemmelse i maven, og det havde hun god grund til. Et højt gø lød langt væk, og Nikita vendte sig forskrækket om. Det kunne godt lyde som en hellhound, men det var bare sikkert hende. Man kunne tydelig mærke på hende at hun var blevet noget mere anspændt, og kiggede mere omkring og holdte øje, og så om der var noget udsædvanlig.