Straskende ned af gaden? -Tazz.

Tid 22:34
Vejr mørkt og koldt.
Sted en gade eller gyde i werclare byen.
Omgivelser ingen.
Påklædning, fin lille kjole, med blonder, kjolen er hvid. Stribede strømpe bukser og små nuttede sko. Og en fin medaljon i sølv.

Savanah gik med urolige skridt igennem den mørke by, hun gad ikke at være på det sted hun boede. Så heller sove et eller andet sted. Men byen var jo så mørk og uhyggelig, de folk hun gik forbi, kiggede ned på hende. Hun smilede ikke, hun ville bare hen til et trygt sted, et sted med tag overhoved. Hvorfor skulle hun netop være et barn? Ja Savanah var et barn, kun fem år gammel og forældreløs. Men hun havde klaret sig ind til videre, hvis nogen spurgte hvor hun boede, for at følge hende hjem, forklarede hun dem blot at hun ikke ville tilbage til det sted.

En ung varulv kvinde med sin barnvogn gik stille rundt inde i byen for at få sin lille datter til at sove lidt men hun havde vist iik rigtig lyst til at lægge sig i dag for hun satte sig bare op og kiggede rundt på folk. Tazz smilede venligt til folk der gik forbi dem og hilste da oqså på nogle af dem som der sagde heej til hende. Tazz havde taget nogle sorte shorts og en hvid lang top som der gik længere ned end hendes shorts og en rød lang ærmet trøje ud over mens hendes lille datter havde en hvid top og nogle lyserøde strømpebukser på.

Hun knugede stille sin medaljon ind til sig, hun ville for alt i verden ikke miste den. Og hvis hun mistede den, ville hun bare sætte sig ned på fortovet og begynde at græde. Hun kiggede lidt op på de folk som gik på gaden, i hvert fald de folk som var tilbage på gaden, så sent om aften. Hun ville ikke snakke med nogen, da hun ikke ville tage nogle chancer, hvis det nu var en eller anden farlig person hun stødte ind i. Hun gik langs murerne til de forskellige butikker, hun ville jo helst ikke støde ind i nogen.

Tazz gik lige stille videre med sin datter som der sad og kiggede rundt over det hele. Hun pegede efter lidt på en lille pige der gik inde ved muren og Tazz gik stille over mod hende da hun virkede lidt for ung til at være ude nu "Kan jeg hjælpe med noget?" sagde hun lige så venligt til hende og smilede kært mens hendes datter bare sad og kiggede ned på hende og smilede lidt men hun havde iik fået nogle tænder endnu så det så lidt sjovt ud.

Hun kiggede op da en dame kom hen til hende. Hun rystede stille på sit hoved da hun var for genert til at svare, hun blev altid genert til at svare når fremmede spurgte hende om noget, hun kiggede stille op på damen med sine store blå øjne. Hun havde altid haft store blå øjne, hun knugede hårdere omkring medaljonen, hun anede jo ikke helt om damen var ude efter den, men det så ikke ud til at damen var ude efter den, men alligevel var hun bare forsigtig.

Tazz smilede kært til hende og sat sig på huk for at være på samme højde med hende "Hva laver sådn en lille pige her ude så sent? du ved godt der går meget farlige folk rundt her ude iik?" sagde hun lige så stille til hende og smilede bare venligt til hende og hun ville da gerne hjælpe hende hvis hun kunne for hun skulle iik gå rundt her ude helt alene for hun var joo bare en lille pige.

Hun så stadig på damen, også da hun satte sig ned på hug foran hende. "Går en tur" svarede hun med en stille fin pige stemme. Hun havde ikke rigtig lyst til at sige hvad hun rigtig lavede uden for så sent om aften. Hun kunne godt se at damen bare prøvede på at være venlig, men alligevel hun ville være på den sikre side, inden hun overhoved sagde noget helt. Men med et vente nysgerrigheden i hende, og hun kiggede på damen med et nysgerrigt ansigt, "hvem er du?" Spurgte hun stadig med sin barnlig lille pige stemme.

Tazz smilede lige så venligt til hende "På den her tid om aften? Det er måske lidt sent for en lille pige som diq" sagde hun venligt til hende og kiggede lidt op sin datter som der sad og sagde som baby lyde oppe i barnevognen "Jeg hedder Tazz og jeg bor sammen med miin lille datter Zofie på 5 måneder nu og jeg er selv 18 år" sagde hun sødt "Hvem er du så selv?" tilføjede hun efter lidt og smilede kært.

"Havde ikke lyst til at gå hjem" sagde hun omsider, for det havde hun jo ikke. Når det børnehjem hun kom fra havde dårligt mad og alt det. "Tazz pænt navn!!" Sagde hun med sin pige stemme og kiggede op på ham, dog smilede hun ikke endnu, hun ville først vide om hun egentligt kunne stole på damen Tazz. "Jeg hedder Savanah" sagde hun glad efter noget tid, hun kunne godt lide sit eget navn, mest af alt når hun sagde det. Men hun kunne nu også godt lide Tazz navnet. Hun lagde sit hoved let på skrå, da hun hørte hvor gammel damen Tazz var, og besluttede sig så selv for at sige hvor gammel hun var, "fem" sagde hun, og holdte hele sin hånd frem, for at vise fem fingre.

Tazz smilede lige så stille "Jamen du kan da iik gå rundt her ude og hvor vil du sove i nat?" sagde hun lidt bekymret for hun ville da iik ha hun skulle sove et fremme sted "Mange taak og du har da oqså et lille kønt navn må jeg nok sige" sagde hun lige så venligt og grinede lidt da hun viste fem finger frem "Fem år det er godt nok længe siden at jeg har været det" sagde hun med et lille grin.

Hun trak stille på sine skuldre, hun anede faktisk ikke hvor hun ville sove et nat. Hun smilede stille til Damen Tazz efter noget tid, hun kunne godt lide når folk sagde at de kunne lide hendes navn. "Fem år, lang tid til at være voksen" sagde hun stille, og kiggede op på hende, med sine store blå øjne. Hun kiggede stille op i den mørke himmel, det var begyndt at dryppe en smule, men hun kunne nu godt lide vand, hun havde stadig sin ene hånd omkring sin medaljon, mens hun lod sin anden arm glide ned langs siden igen. Den hånd hun havde vist hvor gammel hun var...

Tazz smilede venligt til hende og kiggede op på Zofie som der prøvede at komme ned til dem men hun kunne iik da hun var spændt godt fast. Hun grinede lidt "Jaa det er rigtig nok at der er lang tid til det" sagde hun lige så sødt og kiggede lidt rundt mens hun tænkte lidt over om hun kunne finde et tryg sted til hende hvor hun kunne sove i nat "Hm... hvor skal vi mon finde et tryg sted henne hvor du kan sove i nat?" sagde hun stille mens hun stadig kiggede lidt rundt og tænkte lidt på om hun kunne huske et sted.

Hun smilede stille til damen Tazz, hun lyttede stille til det hun sagde eller grinede. Hun kendte ikke nogle steder hvor hun kunne sove, eller legepladsen havde hun jo prøvet at sove på før, men at sove i et legehus havde hun nu ikke lige lyst til. Hun trak stille på sin spinkle skuldre, da hun ikke anede det. Men hun holdte dog stadig alligevel godt fast om sin medaljon, med sin ene hånd.

Tazz sad stadig på hun og tænkte lidt over det "Altså jeg kan kun komme i tanke om mit eget hus men det er iik så pænt må jeg nok sige" sagde hun lige stille og smilede venligt til hende og ville helst iik ha at hun skulle sove udenfor for det skulle børn bare iik syntes hun for det kunne man iik tilbyde som børn som Savanah og hendes egen datter som der kun var de der 5 måneder.

Hun lyttede stille til det damen Tazz sagde. Hun smilede sit lille søde smil, i mens hun kiggede op på damen Tazz. selv om Damen Tazz alligevel sad på hug, var hun dog alligevel lidt højere end Savanah var. "Jeg har sovet steder som ikke var så pæne igen" sagde hun med sin pige stemme, og kiggede på hende. Hun var begyndt stille og roligt at synes om Tazz. Det var egentligt den eneste som hun endelig kun nogen sinde havde talt, sådan rigtig med.

Tazz smilede stille til hende "Jeg kan iik ha at du skal sove et sted du iik er tryg ved og det skal oqså være pænt nok" sagde hun venligt til hende og smilede sødt til hende og kiggede op sin datter som der begyndte at græde fordi hun ville ned til sin mor.

Savanah strakte stille hals, for at se hvem der lige pludselig var begyndt at græde, men hun var ikke høj nok til at kunne se det. Den hånd, hun hele tiden havde haft omkring sin medaljon i sølv, hun lod hånde eller mere hele armen, glide ned langs kroppen. Selv om hendes arme ikke var særlige lange, kunne de alligevel se ud til at være lange nok alligevel.

Tazz rejste sig stille op og tog Zofie op af barnvognen og sat sig på hug igen og Zofie kiggede med store øjne på den lille pige som Tazz stod og snakkede med og Zofie smilede lidt til hende men det så lidt sjovt ud da hun kun havde fået en tand som der sad i overmunden.

Hun smilede venligt tilbage til damen Tazz datter, hun fniste lidt over at Tazz'es datter kun havde en tand som endda var i overmunden, men alligevel sødt. Hun kunne godt huske det navn Tazz havde sagt at hendes datter hed, Zofie eller var det Zofia? Hun var ikke god til at huske på nogen som helst navne, men kun de navne som var korte kunne hun sagtens godt huske.

Zofie rækte stille sine hænder frem fordi hun ville rører ved hende for det var på den måde hun bedst kunne finde ud af hva der var hva "Bare rolig hun gør iik noget men hun vil gerne lige rører lidt ved diq måske dine hænder eller sådn noget" sagde Tazz lige så venligt til pigen der stod der og kiggede lidt på sin datter som der bare sad og sagde små lyde.

Hun kiggede op på Tazz da hun sagde det, og nikkede stille. Så hun langsomt kunne række sine hænder op til Zofie så hun kunne mærke dem. Hun kiggede dog lidt mærkeligt, da Tazz datter sagde nogle små lyde, havde hun selv sagt sådan nogle lyde? Da hun havde været lige så gammel, som Tazzs datter gjorde? Det havde hun vel nok.

Zofie rørte stille ved dem og grinede lidt så man kunne se hele sin tand og så tog hun hænderne til sig igen og klappede lidt i dem og kiggede bare glad på dem begge "Jeg tror vist hun kan li diq for hun plejer at gøre sådn der når hun kan li nogle og det er iik så tit at det sker" sagde Tazz meget venligt til hende og smilede kært til dem begge.

"Sødt" sagde hun med sin fine lille pige stemme, hvor hun efter noget tid langsomt lod sine arme glide ned langs siden. Hun betragtede stille Zofie, en pige som på en måde endnu var baby, selv havde hun for fem år siden været baby, men hun syntes nu godt lide Zofie, hun var sød og ikke larmende. Som andre børn hun kendte var.

Zofie gned sig lidt i øjne og gabte lidt på sin lille baby måde og Tazz lagde hende stille ind til sig og vuggede hende lidt "Enlig blev du lidt træt diin lille bandit" sagde hun med et lille grin og kiggede kært på Savanah "Nå skal vi finde et sted hvor du kan sove i nat?" sagde hun efter lidt og rejste sig langsomt op og lagde Zofie ned i barnevognen.

Hun kiggede op på Tazz og nikkede stille, hun var begyndt at blive en anelse træt. Men hun prøvede dog på at holde sig vågen. Hun blev nød til at bøje nakken en smule, for at kunne se helt op på tazz, da hun jo stod i sin fulde højde. Hun smilede et skævt smil, men af træthed.