To be or not to be ? { Zean }

Sted : Gågaden

Omgivelser : De vanlige butikker omkranset af få mennesker der søger en større mening med tilværelsen, måske?

Tid: Årle morgen.

Vejd : Al for køligt og noget overskyet.

Påklædning: Tanktop i caramel, sorte leggins,sort strik bluse med knapper...eller det burde der have været,men de fleste manglede og sorte /hvid ternet vans sko .


"Klonk"! Lyden var forræderisk høj, da panden kolliderede med glasruden.
Det var tideligt på morgenen og derfor relativt stille på gaden. Camille tog sig til panden, da smerten bredte sig. Hvorfor skulle hun dog altid være så uheldig, det var hendes fortolkning...andre ville muligvis have sagt klodset. Hun havde stået og beundret tattoveringerne i vinduet, idet hun havde udviklet en forkærlighed for sådanne.
Det var nu ikke fordi hun havde mange, men dem hun havde var valgt med omhu, og fulgte klædeligt kurverne på hendes krop. Desuden fik smerten fra nålen, andre former for smerte og svig til at træde i baggrunden....måske var det en af årsagerne til hendes lyst til endnu en?
Camille så på klokken, den var kun lidt over syv, de andre der dalreed rundt på gaden nu så suspekte ud. Vagabonder og drukkenboldte, der alle søgte efter en mening med livet...eller måske bare efter den næste flaske sprut.
Camille trak sin trøje tættere sig og mærkede noget klisteret, hun tørrede på den med et par fingrer og så målløs på dem da der var spor af blod. " det er da typisk" mumlede hun og ledte efter noget at tørre det væk med.

//Hmm...Hvilket væsen er du?//

Zean trådte ud på gaden og strakte sig så lang han var. Morgen. Det tidspunkt på dagen han hade mest, der var så roligt og dovent over det hele, solen var som regl på vej op...
Han havde i dag nogle mørkeblå jeans på, bare fødder, en mørkegrå T-shirt. Hans mørke øjne gled rundt på omgivelserne, dovent og ligeglad. Vejret var køligt og han begyndte derfor at gå hjem ad. Deepshell, hans foretrukne by, her han først rigtig havde levet i en del år. Og en by hvor der skete sjove dødsfald.
Han smilte ved tanken, når han tog en sjæl kunne man ikke se på den fysiske krop hvad personen var død af, den var jo helt fin. Men efterhånden som der var flere og flere af disse underlige dødsfald havde politiet nærmest givet op, med god grund, de ville aldrig få fat i ham. Medmindre han kede sig.
Han havde også spist i nat, men liget var blevet begravet lidt ude for byen så de ville ikke finde det med det samme.
Han lod en hånd glide gennem sit hår. Han havde sovet i en lejet lejlighed i nat, i en kælder under jorden, men nu ville han hjem til sin rigtige lejlighed.
Han lod blikket glide over de sædvanlige biler og mennesker...Kedeligt. Alt for meget kedeligt. Selv kvinden, der blødte fra panden, der kom gående et sted foran ham, var kedelig.

// menneske, så vidt jeg er orienteret, død mor og derfor opdraget kun af sin far . //

Camilles øjne skimmede gaden for hjælp, hun burde have sagt sig selv at det var håbløst, naturligvis var alt stadig lukket og kun skodder der mørklage eller jerngittere der beskyttede butikkerne mødte hendes søgende blik.
Hobos og uslinge, tænkte hun ved synet af de få skikkelser der bevægede sig rundt i gaderne.
Hun tog sin trøje af og med et suk flåede hun resolut i det strikkede stof og efter et par forsøg , lykkedes det at få ærmet revet løs i syningen ved skulderen.Det blev bundet om panden...ikke løst men tilpas stramt sp det fungrede som kompression på såret.
Hendes humør var dårligt, påvirket af ikke at have fået noget søvn denne nat og bekymret over brevet hun holdt i lommen.
En fyr , der på Camille virkede rimelig arrogant, eller det var jo ikke til at sige eftersom de ikke havde ytret nogen ord, men sådan tolkede hun ihvertfald hans udtryk i ansigtet, nærmede sig hende og hun vidste per instinkt at ham brød hun sig ikke om. Hun smilede lidt, det var længe siden hun havde givet en fyr en ordenligt røffel....hun fik pludselig en idé.

Kvinden så ud til at kunne klare sig selv, hun hev sin trøje af og rev ærmet af for at bruge det som panden. Fint nok, menneskerne havde alligevel kun dem selv når det kom til stykket, de fleste væsner ville spise dem, slå dem ihjel, ignorerede dem...Måske nogle få engle som faktisk gad dem. Hvilket fik ham til at tænke på...Hvad var Dawn syn p åmenneskerne? Han vidste hun levede normalt side om side med dem...Men hvordan var hendes rigtige holdning? Elskede hun dem? Hadede hun dem? Måske var hun bare neutral...Det kunne ligne hende. Han smilte svagt af sine egne tanker og opdagede snart at den unge kvinde havde fået øje på hende.
Af hendes udtryk at dømme virkede hun ikke særlig glad for at se ham. Hvorfor forstod han faktisk ikke, enden var hun et væsen som derfor hade ham eller noget...Men hendes lugt var menneskelig...Så måske hade hun bare alt og alle? Sådanne nogle var der jo...
Hans mørke øjne havde som altid en blanding af det hele, ungdommelig livlighed, tegn på at have levet længe og vide meget, erfaring...kulde og varme. Og så var de også udfordrende, de udfordrede folk til enden at have tillid til ham...Eller frygte ham.
Men han var ikke selv klar over det hele, ingen havde fortalt ham hvordan hans øjne så ud i andres.
Og han var ligeglad,lige nu og for altid, folk skulle ikke tro de vidste mere om ham ind ham selv. Især ikke mennesker.
Han gjorde mine til bare at ville ignorer hende og gå forbi.

Camille var kun få skridt fra fyren nu, og det tillod hende at få et bedre blik af ham.
Egenlig ganske nydelig, flot mørkt og kraftigt hår og med det lidt arogante strejf i sit ansigtsudtryk...nah, nærmere i hele sit nonverbale sprog.
Men Camille havde erfaring med at disse typer af mænd falmede i hendes interesse, så snart de indledte en samtale med hende. Det var som en smukt og indbydende gave pakket ind , så den kælede for sanserne men når papiret så var fjernet , lå der desværre bare .....en gammel ost.
Sidste tjek af fyren ... var intet faretruende over ham, han bevægede sig roligt og så ud til at verdenen ikke var af interesse for ham, overhovedet.Hans øjne derimod,....hun slog hurtigt blikket ned igen. En tanke fejede igennem hende men hun manede den væk, og mindede hende om at hun ikke skulle se farer lille på lur rundt om hvert gadehjørne....eller sådan ville hun i det mindste ønske det var.
Game action, tænkte hun da hun var en meter fra ham. Hun lukkede sine øjne i og så for sig den store gren hun havde passeret for nogle meter tilbage, der lå i rendestenen, lade sig rykke og på meget uheldigvis burde lande så den vilkårligt ville spænde ben for fyren.
Camille havde ingen ide om hvordan hun kunne være i besiddelse af telekinesiske evner, men hun kunne få ting til at bevæge sig og hun kunne påføre folk smerter, hvis hun lukkede sine øjne og visualiserede det ske.
I starten va hun meget skræmt af det, og hvis hun skulle være ærlig så var hun det nok stadig. Det betød at hun nødigt brugte evnerne i kamp og konflikt, for hun var bange for den kraft der lå gemt i dem, kunne hun styre det...eller ville hun ende op med at skade mere end hun ville gøre gavn.
Små sjove episoder, som at drille fyren her, tillod hun dog sig selv at have lidt sjov ud af.
Camille ventede spændt på om det kom et *BUMP* og hun slog sine øjne op igen.

Selv om han så til at være aldeles ligeglad med hvad der skete omkring ham, så han godt da grenen bevægede sig. Han stoppede inden han ville gå ind i den og tog fat i den.
Han vendte sig om og så på mennesket fra før, nu med et lidt mere nysgerrigt udtryk.
"Først et menneske som øjensynligt er grunden til en gren svæver og så et spørgsmål om hvorfor?" sagde han mens han så på hende, han kunne ikke lade være med at smile lidt, hun ville åbenbart lave sjov og så var det blevet ødelagt. Typisk mennesker, at lægge sig ud med de forkerte.
For han vidste det var hende, for det første var der ikke rigtig noget i nærheden, det var sket i nærheden af hendes lige da han skulle til at gå forbi hende og der var ingen lugt af andre væsner i nærheden. Og en gren kunne ikke flyve af sig selv. Skulle han give hende en overhaling? Bevise hun langt fra var den smarteste? Guderne skulle vide det kunne være sjovt!
*Men væsner er dømt til at leve i skjul* han sukkede svagt, ja, de skulle holde sig skjult selv om de gik lige ved siden af dem, sådan en deprimerende tanke!
Han holdt stadig grenen i den ene hånd, som for at holde hende ansvarlig for det og så der ikke var grund til forklaring, hun ville vide hvad han mente.
Et svagt glimt af en mand der opdragede isn datter gled gennem hans hoved. Og små billeder af andre gange hun havde brugt sin evne. Han smilede svagt.
Mennesker var altid svage...Var hun her anderledes når hun havde fået tilføjet en evne?

Skuffelsen måtte stå malet i hendes ansigt og øjne, da *bumpet *udeblev.
I stedet stod ham nu med grenen i hans hånd, og viftede den nærmest som en irettesættelse af en uartig pige.
Camille var ikke tilfredsstillet, på ingen måde. Hun følte sig nærmere lidt...snydt?
Han skulle have ligget på gaden nu og hun skulle have haft lov at lave lidt sjov med ham, efteralt hvor maget morskab havde hun efterhånden tilbage i sit liv.
Camille ærgede sig over hun havde været nød til at lukke sine øjne gennem visualiseringen, man kunne miste så meget nyttigt information på kort tid.
Hvordan havde han nået at fange grenen, var det ren og skær held, eller var han hurtig....overnaturlig hurtig?
Hendes udtryk ændrede sig fra skuffet til det mere vagtsomme.
Han havde også lige tiltalt hende som menneske, hun skulle nok lige overveje sit svar.
men der var ikke tid til overvejelser og derfor fik han et lidt for kækt svar retur
" Undskyld hr. men er de beruset?" og så smilede hun et påtaget interesseret smil.

Han grinte, ikke nogen hjertelig latter, men en dyb en, hvor man kunne høre at han morede sig.
Mennesker! Selv vis de vidste at ting fandtes, f.eks. dæmoner, ville de stadig ikke tro på det. Selv om det ikke var det helt samme lige nu, kom han stadig til at tænke på det.
Normalt ville han nok være blevet sur, folk skulle ikke sådan tro de kunne tage røven på ham, men han følte sig faktisk ikke sur lige nu. Hvilket nok havde at gøre med at hun bare var et...dumt menneske.
Han slap grenen og rystede på hovedet, hvorfor spildte han overhoved sin tid på dette her?
"Er du?" hørte han sig selv spørge igen.
Hun var flabet, med et interesseret smil men alligevel et hurtigt svar. Ting der faktisk gjorde ham selv nysgerrig. Sådanne kvinder havde som regl en ide om hvad de ville, måske ikke lige pt. men på et eller tidspunkt, og han kunne godt lide kvinder der viste hvad de ville.
Han gjorde mine til at ville vende sig om og gå videre, ikke fordi han havde meget mere at lave, men fordi han ikke gad stå her når andre mennesker begyndte at komme ud af deres huse for at skabe mylder, når de skulle frem og tilbage.
Men det var alligevel et sjovt tilfælde...Han havde gennem tiderne hørt om mennesker der havde specielle evner, påstod at se fremtiden, været medium og andre ting, hvilket han altid havde fundet interessant. Og så mødte han lige en de slags...

"moi? " Hun simulerede at blive både overrasket og forfærdet over hans indikation og lage en hånd over sit bryst for at forstærke pointen.
Hun ville ikke værdige det yderliger svar og forventede ingen i retur, men en lille glæde begyndte igen at boble frem...ligesom de første spæde bobler i en gryde vand inden den for alvor går i kog.
Hun rystede næsten ikke synligt på sit hoved og fandt et mere ligegyldigt udtryk frem, som forstod hun ikke hvad det hele havde drejet sig om.
Hun lagde an til at gå og netop som hun tog det første skridt, og var måske 40 cm bag ved hans ryg, lukkede hun igen øjnene i og forestillede først hvordan grenen hævede sig fra jorden og fløj afsted et stykke hen af gaden og lige igennem ruden til en butik, fyldt med de skønneste våben.Grenen havde til hensigt at snittet fyren her på bagsiden af hans knæ da den lettede, hun åbnede igen sine øjne og med en barnlig begejstring standsede hun op og vendte omkring for at se hvad der var hændt.

Han havde været forberedt på noget lignende og havde derfor drejet rundt netop som han så grenen bevæge sig. Han valgte at ignorere grenen og stod i stedet lige foran hende da hun vendte sig om med et begejstringens smil.
Zean derimod var ikke lige så tålmodig som han var før. I stedet for at vente på om hun spurgte om han nu også havde taget stoffer, greb han fat i hende og slyngede hende hurtigt, og ikke direkte blidt, ind i væggen. Han holdt hende fast op af væggen, mens han holdt øje med hendes reaktion.
"Du har valgt den forkerte at lege med...Vil du også se hvad jeg kan? Eller rettere...Mærke..." han smilte svagt, hans øjne var blevet kolde og viste intet andet end utilfredshed, svag vrede.
Hans evne var noget man kun kunne mærke, man kunne ikke se den.
Han så hende direkte ind i hendes øjne og gik nærmest ind i hovedet på hende, lod sine små tråde glide ind over hele hjernen, hvilket gav ham kræfterne til både at skade hende fysisk såvel som psykisk.
Bare et dumt menneske...Men nu havde hun lige valgt at blive hans legetøj.
"Hvorfor vil du så gerne ramme mig med den gren?" spurgte han kort og forventede ikke at få at brugbart svar.
Men det var bare synd for hende...

Camille åbnede igen begge øjne og så forbløffet han stod lige ret foran hende, og det ville være temmelig ukorrekt at sige at han så fornøjet ud...vred , var nok mere rammende.
Camille gispede af overraskelse og nærmest samtidig ramte hun også muren.
Det gik op for hende at hun havde taget tydeligt fejl af ham, han var ingen arrogant menneske...han var kun arrogant.
Hun sad i fælden nu og hun kunne enten undskylde eller kæmpe...ingen af delene faldt i hendes smag.
Mon han forstod det smukke i at indgå kompromis ?Hun tvivlede, men det var det hun ville forsøge.
Hun blev realt skræmt af hans trusel, hun havde bestemt ikke lyst til at mærke noget som helst, hun havde bare haft trang til at lege lidt,på venskabligvis....det var ydetrst sjælden hun opførte sig sådan, og så ville skæbnen at hun valgte....ja, hvad var han ?
" Vær venlig at flytte dig , du er vel ...." Hun bremsede sig selv...kompromis, måtte hun huske på.
"Nej, jeg er ikke interesseret i hvad du kan , vil du være sød at slippe mig og træde tilside " sagde hun lidt mere ydmygt.

Han lod blikket glide over hende, tilfreds med at hun ikke virkede så begejstret mere.
"Hvad er der galt? Er legen ikke sjov mere?" smilte han, skulle han lade hende slippe så billigt?
Han så lidt mistænksomt p åhende.
"Hvad er jeg?" spurgte han kort, han var ligeglad om hun vidste han var et væsen eller noget andet. Men han kunne godt lide at hun virkede mere ydmyg nu, han havde taget fejl af hende...Hun vidste ikke hvad hun ville. Hun drillede bare folk på gaden og håbede der ikke skete noget...Hans interesse for hende faldt.
Han mærkede det kølige vejr omkring sig og huskede at han faktisk var på vej hjem. Men alligevel, han ville lige være sikker på at hun ikke fortsatte når hun slap ham.
"Stopper du så? Har du overhoved overvejet om folk syntes om den drilleri du gør? Eller er du et typisk menneske, egoistisk..." alle mennesker var egoistiske, måske ikke lige meget, men et eller andet sted var de. Ja, det var de fleste racer, væsner, også, men han havde altid set menneskerne som de værste.
Han så ingen grund til at lave om på at kalde hende et menneske, hun havde tydeligvis bemærket at han ikke var helt normal.

Det gik som forventet, han havde endnu ikke sluppet sit tag i hende og han forsætte med at prøve at skræmme hende.
Hun ville ikke lade sig styre af angst, den beslutning var taget for mange år siden i selvskab med hendes fader...og andre.En anden ting hun heller ikke ville var at løbe fra sit ansvar.
Hun var udemærket bekendt med at adskellige andre racer betragtede mennesker som...svage, men for Camille var verdenen ikke så enkel at opdele.Stærk, svag....hvem skulle kunne vurderer det? Var det ikke styrke og mod at turde kæmpe for de værdier og sager,der stod ens hjerte nær?
Hun så på manden foran hende og en stigende vrede pressede sig på.
Hun blev pludselig i tvivl om hun selv kunne forsætte ud af den gyldne middelvej , som hun før havde tænkt i form af et kompromis.
Hvis han virkelig truede hende....så var det jo en helt anden sag og en ny leg....en grim og alvorlig leg, ville hun blive tvunget til at begynde.
"Slip mig øgblikkelig " sagde hun koldt , hendes hænder var knyttet kun hendes blik rummede spor af....en tristhrd over hvad hun troede hun vidste skulle til at ske, men det var flygtigt og måske ikke til at se medmindre synet var betydeligt skarpt.

Han grinte, øjeblikkeligt? Det ord havde han ikke hørt i ret lang tid, hun lød som om hun kom fra et ret veluddannet hjem hvor de prøvede at holde på formerne.
Han besluttede at der ingen grund var til at overdrive bare for en grens skyld og slap hende derfor.
Han orkede næsten ikke at true hende, men blev alligevel stående i et øjeblik for at se hendes reaktion, hun skulle ikke gøre det igen, det var helt klart. Men som regl var det også kun de dummeste der prøvede igen.
Han stod lidt og skiftede vægten fra det ene ben til det andet, men vente så om og begyndte at gå igen. Han gad ikke give hende mere opmærksomhed, hun ville sikkert heller ikke have den, og vis hun gjorde det igen...Ja, hvad så enlig? Han kunne jo vende tilbage og skræmme livet af hende, men da han lige havde forsøgt på det og vis hun så bare gjorde det igen...Han kom i tanke om at han stadig var inden i hovedet på hende og smilte lidt ved tanken. Vis hun prøvede igen ville han vide det...Og kunne stoppe det.
Desuden holdt han også meget af ideen om at ikke kun at jage den person, men også dem der stod personen nærmest.

Hun kiggede med et lidt overraskende udtryk i hendes øjne, da han brød ud i et grin.
Han løsnede dog sit greb og hun stod igen selv.
Hun vidste at han ikke var afklaret hvad han ville som det næste, da han stod og svejede lidt.Det var somregel tegn på ubeslutsomhed...interessant...han havde ellers lige slået hende som en der ikke tøvede eller tvivlede, men måske hun havde taget fejl?
Han endte med at dreje omkring og "tage afsked" og hun måtte sande at en del af hende var lettet over hans afgang.Men nu er mennesker jo et kompliceret folkefærd og selv med amygdala der sagde det var fint han forduftede, så hun ikke længere var i fare, var en del af hende stadig rebelsk. Camille undrede sig, det var normalt kun de slette og onde hun ville uskadeligøre, og ham her virkede jo som et lille får...okay, måske ikke helt...men ihvertfald ikke brutal og ond. Hvorfor ville hun så ikke bare lade ham fare afsted?
Da han vendte sig om sagde hun til hans ryg " Så er du da ikke helt blottet for fornuft, der er måske stadig håb for...en som dig?".

Han havde haft tankerne på andre ting, selvfølgelig havde han ikke bare glemt hende med det samme, men der havde simpelthen været andre tanker der trængte sig på. Han var lidt irriteret over ikke bare at kunne få lov at gå, stoppede han måske mennesker på gaden hele tiden? Ikke engang når han jagede! Der jagtede ham dem og tog dem direkte, uden at stoppe dem op først.
Han sukkede og mærkede hvordan det hun sagde gjorde ham sur igen, hvad fanden bildte hun sig ind? Hun lød som en der mente hun vidste det hele, kendte det hele! Sådanne personer havde han aldrig kunnet fordrage...Hvor havde han dog bare lyst til at gå...og hvorfor ikke, enlig?
"Fornuft?" han stoppede alligevel op og vendte sig halvt om mod hende.
"Jeg har nok mere fornuft en mennesker lige forstår...Og håb? Hvad skal det mene? Jeg har allerede hvad jeg vil have. Bedøm ikke folk for hurtigt." svarede han kort igen, selv om det var morgen følte han sig allerede en smule træt, men lod sig ikke mærke med det.
"Men mener du dermed at det var fornuftigt af mig at slippe dig? Ment som i at du i virkeligheden er en trussel?" han så tvivlende på hende, i hans øjne gav det ingen mening. Han ville aldrig se hende som en trussel. Hun var bare et menneske.

Camille tog sig til panden, der stadig værkede , nej nærmere smertede efter slaget mod ruden.
Hun kiggede på ham da han igen standsede op og lyttede til ham , alt imens hun studerede ham.
Han havde temperament og let til at blive irriteret, han var veltalende med et islæt af lidt filosofi ...i det mindste tænkte han lidt over tingenes stand, det kunne hun godt lide.Hvad hun ikke brød sig meget om var hans idé om at tale ned til hende...mon det udelukkende skyldes hun var menneske ,eller var det et udtryk for også hans syn på det modsatte køn.
Igen, hvorfor bruge tid på at forsøge at regne ham ud.Hvad hun mest havde lyst til nu,var at lade grenen ramme ham lige i nakken, så at han også kunne få fornøjelsen af en hovedpine,som hun.
" Måske har du alt. Men forstår du at nyde det ? .Og ,ja....klogt var det at slippe mig, måske enda dit bedste træk i dag".
Camille var igen lidt rastløs ,fordi hun hang fast i otdkløveri med ham.
Han ville aldrig forstå hvordan hun tænkte og hvad der lå bag hendes handlinger, for éen som ham ville formenlig aldrig være nysgerrig på hvad der lå gemt under overfladen...og slet ikke hos et menneske.
Camille smilede til ham , for første gang..." Hvem er du ? " ønskede hun at vide, inden hun ville beslutte hvordan dette skulle ende.
Hun rykkede lidt på ærmet der var bundet omkring hendes hoved øh håbede det kunne suge nok til ikke at begynde at sive igennem.

Camille tog sig //teknisk fejl, min mobil sendte svaret 2 gange...jeg tager et alvorsord med den ! //

Han grinte lidt igen.
"Nyde det? Jeg har selv skabt det, det jeg har. Jeg ved hvad jeg skal med det, der ligger dog flere ting bag ordet at nyde..." sagde han og så i et øjeblik ud til at være væk i sine egne tanker. Han havde på et tidspunkt snakket om at nyde livet med en anden dæmon. Det havde været en ret filosofisk samtale. Han så lidt på hende som om han faktisk overvejede om hun var en trussel...Men rystede så svagt på hovedet.
"Du undervurder mig" sagde han kort
"Og måske undervurdere jeg også dig, men i alt fald ser jeg dig ikke som den trussel du prøver at være, du kan noget, ja, men du er ikke en trussel" sagde han kort, hun skulle bar vide hvad han kunne.
Han tænkte tilbage på alle de folk han havde brugt sin evne i mod, selvfølgelig kunne han styre folk som han ville, han kunne give dem smerter eller give dem lyde inde i deres hoveder, alle mulige ting der kunne drive til sindssyge, og selvfølgelig kunne han slå folk ihjel. Hvis han virkelig koncentrerede sig kunne han også læse folks tanker, men det var ret hårdt, krævede en del energi og så var det ikke engang sikkert han kunne forstå hvad der blev sagt.
Han gjorde mine til at ville gå igen.
"Hvem jeg er? Selv om jeg sagde det ville det jo alligevel vel ikke sige dig noget, vel?" sagde han, faktisk gad han ikke fortælle hende det, hans navn ville ikke sige hende noget nu alligevel, måske hvis de mødtes igen, men ellers ikke. Desuden ville hun sikekrt heller ikke forstå det at han var dæmon.

Camille rystede lidt på hovedet, et tegn på han ikke forstod.
Hun kunne jo næppe stå og forklare ham at et navn var et minimumskrav når og hvis hun skulle foretage lidt reserch om ham.
Hun kom til at grine lidt. Han troede hendes evner kun var baseret på at flytte rundt med ting, at hun kunne tilføre smerte havde han intet clue om, hvordan skulle han også have det.Camille selv forstod ikke hvorfra hendes evner kom, og hun var aldrig kommet i nærheden af en forklaring på hvordan et menneske kunne det.
"Et navn ville være rart, hvis jeg skulle sende dig blomster" svarede hun syrligt.
Camille ville forsøge noget andet.
"Kan du lide våben ?" Spurgte hun med lidt mere smil i sin stemme.

Han så tvivlende på hende og at dømme på hendes stemme lød hun heller ikke som en der forventede at få navnet. Som regl havde han ikke så meget imod det, og han forstod ikke helt hvorfor han havde det nu.
Han så lidt mistænksomt på hende.
"Hvorfor?" spurgte han og så sig kort omkring, ikke fordi han forventede at der ville være våben, men for at se hvad der måske fik hende til at tænke på det.
"Men...Ja, det gør alle vel på en eller anden måde, der findes mange slags våben" han så på hende igen og spekulerede på hvad hun nu pønsede på.
Han orkede virkelig ikke hendes små lege...

Hun nikkede i den retning grenen var fløjet.
Ruden til våbenbutikken var knust og uden de store bedværlighedder kunne man få adgang dertil.
Hun så hans lidt skulende udtryk og morede sig lidt derved.
Han havde ingen idé om hvad hun ville.
" Fordi der ligger en mængde af slagsen lige dér og jeg kunne godt bruge nogen, vil du hjælpe mig udvælge?...Som tak, kan du også få et par stykker ".
Hun smilede igen,uden ironi.

Hvad havde hun tænkt sig? At få ham skudt? Så måtte hun blive skuffet...Der skulle mere til for at dræbe en dæmon. At lave en røveri? sikkert ikke...Hvad skulle hun overhoved med våben? Han rystede på hovedet.
"Du tar bare, jeg er ligeglad, hvad du end har tænkt dig, så får du ikke mig med til det" sagde han kort, det passede hende sikkert ikke at han ikke gad være med i hendes leg, men det måtte hun jo bare vænne sig til.
Han vendte sig igen om og begyndte at gå hen af gaden, hans hjælp til at udvælge nogen? Til hvad dog? Var det bare for at få ham mere i snak? Han rystede på hovedet, åndssvagt emne. I det hele taget så det ud til at blive en underlig dag.

"Hallo hotshot " råbte hun efter ham.
"Ved du noget om pistoler eller ved du ingenting ? " hun gjore et sidste forsøg, for guderne må vide at hun behøvede hjælpen.
"Hør nu her...jeg skal have nogle der er små, lette og super effektive....og jeg er helt på bar bund.Kan du hjælpe mig her...eller ?" Hun vidste hun var nød til at være ærlig hvis hun skulle have den fjerneste chance for han ville hjælpe, alt andet ville han gennemskue straks.

Han stoppede op og så lidt tilbage på hende. Og af en eller anden grund valgte han at gå tilbage til hende og butikken.
"Fortæl mig hvad du skal bruge dem til, så vil jeg fortælle dig hvilke der vil passe bedst til formålet" selvfølgelig viste han da noget...Han arbejdede selv i en våbenbutik.
Han lod blikket glide over udvalget og så så på hende igen, for en gangs skyld følte han at hun ikke bare prøvede at tage fusen på ham, hvilket var en forbedring.
Han lod blikket glide op og ned af gaden, men ingen så rigtig ud til at være...Helt vågne endnu, af de få der altså var ude.