Som et mørkt tæppe? - James.

Tid 22:23
Vejr mørkt himlen kunne have været et fremragende tæppe hvis det ikke var fordi det var selve natte himlen.
Sted den fredfyldte skov.
Omgivelser æhh træer blade træer?
Dato irl.
Årstid irl.
Påklædning hvide jeans, almindelige tennis sko. En tyk jakke.

Stilheden i den fredfyldte skov, var lige til at bryde. Darcy kom gående hen af det som hun syntes var en sti. Hun kunne ikke se særligt meget, da himlen havde gjort alt omkring sig mørkt. Det var en af de timer på dagen hun hadede aller mest. Hun slog armene omkring, sig da vejret ikke havde været nært så varmt som senere hen på dagen det havde været. Stilheden havde været i lang tid i skoven, også da Darcy havde bevæget sig der ud, da det havde været lysere. Nu prøvede hun blot på at finde ud af skoven. Som virkede særdeles skræmmende om natten. Men hun måtte ikke stoppe op med at gå nu, hun var kommet så langt nu. Så hvorfor skulle hun give op og sætte sig ned. Og lade som om der kom nogen hen til hende? Midt om natten, når alle for det meste sov, eller bare festede natten ud. Hun rystede slap på hovede, og forsatte lige ud. Det var mere som om, hendes ben automatisk fik hende til at gå fremad. Uden at hun rigtig tænkte over det, eller også vare det blot noget hun forstillede sig. "Dejligt at tilbringe en Mandag ude i en stor stygt skov om natten" sagde hun højt for sig selv, for hvem skulle være her ude for at høre hende? Hun regnede i hvert fald ikke med at der ville være andre, i skoven ud over hende også lige skovens dyr.

James havde det med at gå ud i skoven når han skulle væk fra politiet, som han nu tit gjorde fordi han elskede at provokere politiet med lig. Hvis han så skulle lægge dem uden foran deres hoveddør så gjorde han det, det var vel en nydelse at se at ikke engang magten kunne stille nået op. Han gik bare rundt ude i skoven da han hørte en stemme *hvem fanden snakker med sig selv?* tænkte han og gik bare mod der hvor stemmen kom fra, han gik ikke langsomt som i menneske gå tempo men som i vampyr gå tempo. Han stoppede op mellem nogle træer, når han fik øje på den unge pige som gik for sig selv. Måske kunne han skaffe sig nået natmad? det kunne altid være dejligt, han var jo en af de vampyrer der kunne spise nået hele tiden.
"godaften" sagde han helt roligt og charmerende i det, mens han bare så over på hende med sine hvide øjne som fik ham til at se blind ud.

Hun standsede letter sagt op, med et chok. Det kom helt bag på hende at der ville være nogen, nogen ude i denne skov midt om natten. Hun drejede let om på tennis skoene for at kigge efter personen som havde sagt 'godaften' men hun kunne som sagt ikke se noget i denne mørke skov. Så hun prøvede at knibe sine øjne halvt sammen, for at se om der overhoved virkede. Hun vidste at hun havde hørt ordet komme henne fra nogle træer. Men der var jo så mange træer i denne her skov. "Øhh godaften" lød hendes stemme, en smule usikkert. Da hun jo ikke kunne se den person hun talte til. Hun hadede virkelig når det var så mørkt. Kunne det bare have være solskinds vejr havde hun sagtens kunne set hvordan personen så ud og alt det.

//Sorry et langsomt svar, men prøver på at få en venindes veninde til at lade vær med at irritere hende//

Han begynde først at gå hen mod hende når hun svarede ham, hans blik var rettet mod hende og han stoppede først op når han var få meter fra hende "det er nok ikke det bedste sted at være henne på denne tid af dagen?" sagde han og prøvede bare på at vinde hendes tilled før han ville sætte sine tænder i hende, det var nok altid den bedste måde. Han lag sine hænder ned i lommerne på sine bukser, og smilte bare charmerende til hende som fik de fleste piger til at falde for ham.

//det er fint nok ^^//

Efter at han var kommet lidt tættere på, kunne hun dog se omridset af ham. Eller så meget som natten nu tillod. "Øhh du har sikkert ret hr, men jeg kan ikke finde tilbage til hvor jeg kom fra" sagde hun lidt usikkert. og prøvede på at kigge på ham, "hvem er du?" Tilføjede hun efter noget tid. Hun anede ikke om hun skulle være bange over for ham, eller være tryg, for at der endelig var nogen i den her skov. I stedet for at hun alene vandrede frem og tilbage i skoven helt alene. Hun smilede et skævt smil. Da han også smilede. så kunne hun da vel være høflig at smile igen.

Han lyttede så godt med han kunne, selv om han bare havde lyst til at gabe og ikke lytte med overhovedet "okay, har du brug for hjælp?" spurgte han venligt om, selv om han ikke havde tænkt sig at hjælpe hende og ville nok bare føre hende et andet sted hen "jeg hedder James.. og hvad hedder du?" spurgte han om og gik lidt tætter på hende og blev bare ved med at smile, for at virkelig venlig i det og få hende til at stole på ham.

"Hm ja brug for hjælp har jeg dog, for jeg aner overhoved ikke hvor jeg er endt henne i denne her skov" sagde hun og skar en grimasse. Han lød nu venlig nok, og ikke særlig ond. Men at være venlig var vel bedre end ingen ting. "Mit navn? ... Jeg hedder Darcy!" Svarede hun da han spurgte om hvad hun hed. Hendes skæve smil. Blev til et mere venligere smil, men også lidt nervøs et. Darcy ... Havde hun altid heddet, og hun kunne nu godt lide sit navn, mere end navnet Amber eller et navn som mindede om det navn Amber. "James? Pænt navn" sagde hun efter noget tid og kiggede på ham.

Han kunne godt mærke at hun var begynd at stole på ham, og det gjorde ham bare mere lykkelig i det end han allerede var "jamen jeg vil da med glæde hjælpe dig" sagde han og havde endelig aldrig brugt sine øjne som en dårlig undskyldning, og ville heller virke som venlig end en som var blind.
"du har et utroligt smukt navn" sagde han og kunne også selv godt lide sit navn, og kunne vel ikke tænkt sig at hedde nået andet end det han gjorde.

Hun smilede et venligere smil denne her gang, men ikke med nogen nervøsitet i. Bare et helt almindeligt glad smil, og fordi han ville hjælpe hende ud af denne mørke skov. "Takker ville ikke kunne forestille mig hvis jeg havde hedt noget andet end Darcy" sagde hun og lagde sit hoved let på skrå. Sådan gjorde hun når hun betragtede folk, folk som hun aldrig havde mødt. Men hun var alligevel glad for at der var kommet noget ud i skoven, da hun ikke havde mødt ret mange i de timer hun var flyttede lige til stedet. Eller i hvert fald i en villa i nærheden der omkring.

James prøvede på at virke så naturlig som overhovedet muligt, selv om det kunne være lidt svært når han var en vampyr og det næste han tænkte på var stort set kun blod. Han nikkede kort til hende for at vise hende at han hørte efter "du ligner heller ikke en der kunne hedde andet" sagde han og så sig kort omkring inden han vende sit blik mod hende igen, og gik lidt tætter på hende "hvordan kan du endelig fare vildt?" spurgte han om da det undrede ham lidt, folk ville jo ikke gå i skoven uden at vide hvor de var.

"Dårlig retnings sans" indrømmede hun efter noget tid, hun burde have haft en bedre retnings sans. I stedet for at fare vild. "Men nu er det jo også nemt nok at vare vild i en skov, når det er mørkt" sagde Darcy efter noget tid. I mens hun kiggede på ham, hun havde lagt sit hoved på skrå igen. "Men had laver du selv her ude James?!" Spurgte hun ham om, efter noget tid. Nu vidste han jo hvorfor hun var ude i skoven så sent, så kunne hun vel også spørger ham om hvorfor han var ude i skoven. Men hvis han ikke havde lyst til at svare var det jo også i orden, selv om man næsten altid forventede et svar fra personen men havde spurgt.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt af det han sagde "jeg er bare ude at gå, hader at sove så kan bedre lide at gå rundt" sagde han og det passede endda ret så meget, da han jo ikke engang kunne sove så kunne han bedre lide at gå rundt. Han begynde bare at gå lidt frem og tilbage, for i det mindste at have nået at lave "det er ikke ligefrem det bedste sted at ikke have retnings sang" sagde han og kunne ikke lade være med at grine af hende

"At gå rundt er da også bedre end ingen ting" sagde hun, hendes hoved var stadig lagt på skrå. Som i at hun betragtede ham selv om hun egentligt blot bare kiggede på ham. Hun rynkede sine bryn blidt, da han begyndte at grine af hende på grund af hendes dårlige retnings sans. "Når jeg er nye steder, popper min dårlig retnings sans automatisk op!" Sagde hun uskyldigt. Det var jo sandt at når hun var et nyt sted at hendes mega dårlige retnings sans dukkede op.

James nikkede til det hun sagde og gik hen og tog hendes hånd i sin "skal vi gå?" spurgte han om og smilte så charmerende til hende som overhovedet muligt, han ville jo gerne have så meget af hendes opmærksomhed som muligt. hendes hals kalde ligefrem på ham, men han viste at det var bedst at vente lidt.

Hun lagde hoved let på skrå, da han tog sin hånd i hendes hånd. Hun havde dog aldrig rigtig før holdt i hånd med en anden, på nær hendes forældre da. Men det var jo også noget andet! Et lille smil viste sig i hendes ene mundvige, da hun så hans charmerende smil. "Ja lad os hellere gå" sagde hun, og fik kolde gysninger hvis hun skulle blive på stedet et sekund mere end beregnet.

James tænkte ikke over den kulde han havde i kroppen og som pigen nok ville kunne mærke, men han var endda ret så ligeglad med det da det ikke betød særlig meget for ham. Det ville jo heller ikke gå særlig længe før hun ville finde ud, hvad der var galt med ham og mærke hans tænder. Han nikkede og begynde stille at gå, mens han bare blev ved med at holde hende i hånden "hvor vil du endelig hen?" spurgte han bare om og vende sit blik mod ham

Hun fulgte stille efter ham, men hun undrede sig dog over en ting ved ham. Kulden! Kulden i hendes hånd, gav hende en smule kulde gysninger. Selv om hun blot troede at han havde det koldt. Hun gav sig langsomt, til at tænke over hvor hun egentligt ville hen. "Alle andre steder end denne her skov" svarede hun til sidst, og skar en grimasse. Over kulden i hans hånd. Hun betragtede stille James, i mens hun stadig havde lagt sit hoved let på skrå. "James? ... Hvorfor er din hånd så kold?" Spurgte hun ham om, efter noget tid. "Fryser du da?" Tilføjede hun hurtigt.

James blev bare ved med at se på hende, selv om han også bare gik uden at så hvor han gik hen. Så gik han bare hen over de sten og grene som lå på vejen, også gik han bare hen over dem som om han viste hvor det lå på vejen. "okay så går vi bare" sagde han og drejede let ned af en anden stig, stigen væk fra byen. han vende sit blik ned mod deres hænder og træk lidt på skulderene "ja jeg fryser lidt" sagde han selv om det jo slet ikke passede

Lyde af grene kunne nemt høres, når de gik over dem samt sten. Hun fulgte blot efter. Selv om hun somme tider kiggede, hun lagde mærke til at de drejede ned af en sti, som førte væk fra et eller andet. "Hvad så med at bruge nogle handsker hvis du fryser?!" Foreslog hun, og vente sit blik mod ham. Så hun kiggede på hans ansigt, så meget som mørket nu tillod. Hun ventede stille på at han svarede, også selv om han måske ikke havde lyst til at svare, det var jo også bare helt i orden.

James træk bare lidt på skuldrene mens han gik videre, han skulle sgu ikke bruge handsker og sådan var det bare. Han frøs jo ikke engang og det var nok også lidt af grunden til at han ikke skulle bruge handsker, og fordi han hadet at have sådan nået på sine hænder "ja måske" sagde han selv om han ikke mente det overhovedet, han så kort frem inden han vende sit blik mod hende og stoppede langsomt op "jeg tænkte på nået" sagde han og smilte ret så charmerende til hende

Hun kunne mærke i farten hvordan han langsomt standsede op, lige så gjorde hun. Hun lagde hoved lidt på skrå, og kiggede stille men roligt på ham. "Tænkte på hvad James?!" Sagde hun nøgternt og lod hendes blik hvile roligt men blidt på ham. Da det jo stadig var for mørkt til at kigge alle andre steder hen, selv om hun jo sagtens kunne vælge at kigge op i den ret sorte himmel som var opstået. Hun opdagede at han smilede sit charmerende smil, så hun kunne ikke rigtig andet end at smile tilbage til ham.

Han lod sin anden hånd glide hen over hendes kind "tænkte p om du måske gav et kys?" spurgte han charmerende om og gik bare tætter på hende "du er jo bare så sød" sagde han og mente det overhovedet ikke, men et kys ville føre til at han fik sat sine tænder i hende også videre. Det kunne være fantastisk at få sat sine tænder i hende, Han blev bare ved med at smile til hende imens i håb om at det ville hjælpe lidt med at hun ville sige ja.