Mørkt

Dato : 23.dec.
Årstid : Vinter.
Dag : Onsdag.
Vejr : Frostvejr.
Sted : I Den Fredfyldte Skov.
Tid : 22-23 stykker
Omgivelser : Træer

Elisabeth kom roligt gående ned af en lille sti. Her gik de fleste mennesker, når de vandrede i skoven, i dagstimer vel og mærke. Elisabeth mørkebrune lange hår, var som altid sat op i en elegant frisure, og hendes tøj så gammeldags men alligevel moderne ud. Hun lagde hænderne i lommerne, på dunjakken før hun kiggede op, og betragtede skoven. Hendes mørke øjne scannede hurtigt område, og det var tydeligt, at hun var på vagt. Elisabeth var altid på vagt. Hendes smukke mørkebrune øjne, løb rundt mellem træerne, men der var intet at se.

taron sad i et træ over stien på en tyk gren og pillede ved han skjorte kant, skjorten var helt knappet og hans bukser var hulet ved begge knæ, han var ret beskidt i tøjet og lidt på halsen, men hans ansigt og hår var rent som om han lige havde været i bad, han smilte det sædvanlige fjollede smil og holdte øje med stien, han havde fået færten af en anden vampyr og han ventede blot på vampyren passerede ham, for han var sikker på hun eller han ville komme forbi her da duften blev stærkere,

Elisabeth trådte varsomt på stien, for hun havde ligesom den anden, fået færten af vampyr. Hun lukkede koncentret øjnene, før hun konkluderede, at det var en han. Lidt efter begyndte hun roligt, at gå duften i møde. Efter nogle par minutter, hvor Elisabeth nærmede sig hanvampyren, stoppede hun op, ved træets fod, og så op i kronen. "Godaften," sagde hun høftligt, før hun trådte tre-fire skridt væk fra træet, så han kunne hoppe ned, hvis han ville, og lande uden at dykke ned i hende.

taron så ned da han hørte en pige stemme og så med det samme den unge kvinde, han smilte forsat det fjollede smil og hoppede ned da hun flyttede sig, han landte stabilt på benene og så på hende "godaften" sagde han venligt og rækte sin hånd frem mod hende for at hilse på hende, han ventede dog med at sige sit navn for at sikre sig hun ikke bare gik igen, han havde kedet sig hele a´dagen så nu ville han altså have lidt selvskab.

Elisabeths mørke øjne, trillede over ham, for en kort stund, og hun grinede lavt. "Hvorfor det fjollede smil?" spurgte hun høftligt, før en spinkel hånd trykkede hans. Nu havde hun adgang til hans tanker. Elisabeth læste dog aldrig andre folks tanker, uden tilladelse, så manden havde intet at frygte. Elisabeth tog derefter sin iskolde hånd til sig, og betragtede fyren, som han stod der. "Mit navn er Elisabeth," tilføjede hun derefter, i et roligt og venligt tonefald. Det var altid godt med selskab - Det mente hun i hvert fald.

taron så på den unge kvinde og lage hovedet lidt på skrå over hendes spørgsmål "fjollede smil?..jeg smiler ofte sådan" sagde han og smilte forsat det fjollede smil, hun så på hendes hånd og tænkte lidt over hvor svag den egentlig så ud, han trykkede igen og trak sin hånd til sig "elisabeth..jeg hedder taron" sagde og venligt og studereede hende lidt, han studerede alle hendes træk og bevægelser nøge, han skjulte på ingen måde sit studerende blik.

//sorry det blev kort men skal hurtigt smutte skal spille pakke leg med familien^^//

Elisabeth venlige smil blev en smule bredere. "I såfald," sagde hun og hendes mørke øjne, der var omkrendset af hendes lange mørke vipper, søgte efter hans øjenkontakt, for en kort stund. "Så klæder det Dem," sagde hun roligt, før hun nikkede mod stien. "Vil De gå med, eller har De andre foretagende?" spurgte hun høftligt, før et lille sødt smil, spillede om hendes fyldige læber. Uden at hører svaret, begyndte hun at gå ned igennem stien. Når Elisabeth gik, var det elegant og yndefyldt. Nogle gange lignede det, at hun dansede afsted, på de små spinkle fødder. Den knasende lyd fra hendes gummistøvler, var det eneste man kunne hører nogle par minutter. Elisabeth var godt pakket ind i en dunejakke, der var blevet bundet omkring maven, og indenunder den, bar hun en mørkegrå kjole. Hendes ben var dækkede af tykke strømpebukser, og ellers bar hun gummistøvler. De stoppede lidt under knæet, og man kunne se en fin hvid uldsok der stak op.

//Gør mig intet (:

taron undrede sig lidt over hendes gammeldags og høflige sprog, men det genrede ham overhovedet ikke det gjorde ham kun gladere forde det lød så sjovt, han nikkede blot til hendes spørgsmål og betragtede hende lidt da hun gik, han tog sine sko af og ahve nu bare fødder, for han havde aldrig sokker på, hun løb op ved siden af hende og begyndte at gå istedet, han så på hende og smilte stadig fjollet, men smilet var dog også blevet lidt skævt "hvorfor taler du..eller De så pænt til mig?" spugte han venligt om, han var ikke van til at tale høfligt og det var tydeligt, det var ikke fordi han talte grimt eller noget han var faktisk ofte venlig, men høflig var ikke det han var allermest i sproget.

Elisabeth lo hjerteligt, og nød den knasende lyd i hendes øre, der kom fra hendes gummistøvler og sneen. "Interessant spørgsmål," sagde hun roligt, men med en munter undertone, før hun rankede ryggen, og betragtede træerne. Det var tydeligt, at Elisabeth tænkte. "Gode spørgsmål, kræver gode svar," sagde hun, til forklaring over den tid, der gik. Elisabeth var altid blevet opdraget til, at være høflig i sit sprog, og hele hendes kropsattiude. Det var en nødvendighed dengang Elisabeth 'levede'. Hvis børnene var godt opdraget, var forældrene gode og man kunne derfor, for mere gavn af dem. "Ser De, eller du, jeg er fra det 13-århundrede, og der snakkede man generalt sådanne. Jeg beklager, hvis det går Dem på," tilføjede hun derefter oprigtigt, før hun vende sine mørke øjne mod ham. De udstrålede munterhed og varme. "Jeg vil gerne ændre på det, hvis det genere dig," sagde hun og hendes venlige smil, blev en smule bredere.

taron lyttede til hendes latter og den fik ham til at grine kort, han så på hende og ventede tålmodig på hendes svar, han forstod udmærket at hun godt ville tænke over det så han havde inete problem med at vente, han lyttede opmærksomt til det hun sagde og tænkte sig lidt om "okay det 13- århundrede..det er længe siden..men det går mig ikke på...jeg synes kun det er sjovt" sagde han med et glad smil og så på hende, han blev lidt betaget af hendes øjne, de interesserede ham faktisk ret meget, han mente jo selv at ens øjne var vinduet til ens person, så han var altid dyb interesseret i andres øjne, de kunn efortælle de bedste hemmeligheder, han hørte så hun sagde noget mere og lyttede igen "der genere mig ikke..bare rolig og det behøver ikke lave det om...kun hvis du selv vil det altså" sagde han med et lille mundert grin.

Elisabeth nikkede engang imellem for at vise ham, at hun lyttede til hans ord. Et lille smil undslap hendes læber. "Jeg har intet i mod det," sagde hun så, venligt før hendes øjne blev rettet mod jorden, der var snedækket og glimtede. NU hvor hun tænkte nærmere over det, var det ærgeligt, at mennesker såvel som væsner, ødelagde landskabet ved at vadde rundt på det. Især når der lige var faldet sne. "Jeg er efterhånden en ældre kvinde," sagde hun og overdrev hendes forfinede sprog, for sjov. Lidt efter lo hun svagt. "640 år.. Jeg burde få en medalje," sagde hun drillende, og hendes søde og muntre latter undslap hendes latter igen. "Hvor gammel er du?" spurgte hun, langt mere interesseret, og vende derefter hendes rolige blik mod ham.

taron sdå på hende og smilte skævt, "godt nok da" sagde han med et lille grin og betragtede hendes smil, han så litdt på hendes gummistøvler og så så lidt på hans egne fødder, han kunne jo ikke mærke kulden da det jo altid var koldt for ham, han så på hende og lyttede til hvad hun sagde "ja det kan man vist godt sige...men du holder dig meget godt" sagde han drillende med at fjollet smil på læben, "640...det burde du nok have en medalje for" sagde han med et lill grin og smilet stadig fjollet, han tænkte lidt ovber spørgsmplet, for han havde aldrig rigtig tænkt over hans alder efter han blev vampyr, "jeg er vidst nok...37..en ung mand forhold...til dig" sagde han og betragtede hende lidt.

Elisabeth måtte le, og hoppede blidt og yndefuldt op på resten af en træstamme, hvor hun betragtede ham. Elisabeth smilede bredt til ham, og hendes mørke øjne søgte hans. "Jeg holder mig forrygende!" rettede hun ham, i et drillende tonefald. "Må jeg lige få en ordenlig tone!" sagde hun og grinede. Minderne væltede ind over hende. Den måde hun havde stilt sig på, på træstammen. Den måde hun grinede og pjattede på. Hendes børn ville have, hvis de eksisterede, grinet højt, og stilt sig på en række, hvorefter de leende rankede ryggen. Som små soldater. Og Richard ville le lavt, mens han udforskede skoven. Man kunne ikke se på Elisabeth, at minderne havde taget en blidt overtag, for der gik ikke mange sekunder før hun smilede bredt og yderst drillende. "Så kan du slet ikke kalde dig for en mand endnu," sagde hun og blinkede smilende til ham.

taron lyttede til hendet latter og msilte stort over det, han stoppede da hun hoppede op på træstammen og så op på hende, endnu engang blev han betaget af hendes øjne da de fik øjnkontakt "jeg undskylder...De holder Dem vældig godt" agde han med et lille griun han prøvede at være høflig, men han var slet ikke sikker på om det var rigtigt sagt, han kunne ikke lade være med at grine da hun var meget morsom synes han. taron kunne mærke der var noget hun tænkte tilbage på, men kommenterede det ikke, han betragtede hendes smil og grinte lidt "kan jeg ikke...nej det jkan jeg vel ikke endnu...men det bliver jeg vel aldrig i dine øjne" drillede han, han synes jo på ingen måde hun var en ældre dame for hun lignede jo en på hans alder, så han så intet problem i at drille hende med alderen, hun drillede jo også ham.

Elisabeth grinede hjerteligt, men nikkede så. "Og det samme til Dem min herre," sagde hun formelt, før et bredt og begejstret smil bredte sig på hendes læber. Elisabeth kunne slet ikke lade være med at smile, da det virkelig så ud til, at han ihærdigt prøvede at snakke fint og fornemt. Så grinede hun igen, og hoppede ned fra træstammen, før hun gik et par skridt, og lande en meter eller to, fra ham. Hun stillede sig med fronten til ham, og smilede bredt. Som sædvanlig når Elisabeth smilede, dannede sig der to smilerynker på hendes hvide kinder, og hendes øjne gløede varmt. "Aldrig? Tsk," sagde hun overdrevent, før hun viftede med en smal hånd. "Jeg er en kvinde, i sin absolut bedste alder!" sagde hun og lo igen.

taron grinte mundert og lyttede med stor glæde til hendes latter, "tak skal De have" sagde han høfligt og betragtede hendes smil,han vidste godt han ikke rigtig var så god til det høflige og formele sprog, men han kunne da se det morede hende at han forsøgte, han kløede sig lidt i nakken da hun hoppede ned fra træstammen og kom tættere på ham, han stod helt stille og betragtede hende lidt med et fjollet smil, han søgte efter hendes øjne da han kunne så deres varme, hun grinte lidt af den overdrevede måde hun sagde det på og smilte skævt imens "måske aldrig så?.." spurgte han venligt, han fulde hende bevægelser og lage hovedet på skrå "okay..og hvor længe har du så været i den alder?" spurgte han nyskerrig og grinte kort.

Elisabeth strøg en tot pandehår væk fra øjnene, før hun blidt kærtegnede barken, der sad isdækket på træet. Det var koldt, men hun kunne intet mærke, da hendes hånd var mindst ligeså kold. Elisabeth fuldte årene ned, og vende derefter sin opmærksomhed mod ham. Hun kunne rigtig godt lide ham allerede, for han var rar at tale med, og forstod at underholde hende. "Hvad mener du?" spurgte hun og lagde blidt hovedet på skrå. "Jeg har været 25 i 640 år. Hvor gammel er du? Hvis man nu talte i menneskeår," sagde hun derefter, før hun lagde hovedet en smule lige igen. Hun betragtede ham interesseret. "Bor du egentlig her?" spurgte hun så, og grinede lavt, over at hun spurgte så meget. "Altså..." hun lavede en grimasse, og kløede sig forlegent i nakken. "Altså, ikke lige her, men sådan.. I området," forklarede hun sig, og smilede en smule undskyldende men også forlegent til ham.

taron fuldte hendes hånd med blikket og tænkte lidt, han så på hende og smilte skævt " ikke noget..." sagde han og lage hovedet lidt på skrå "okay...altså jeg har været 20 i 17 år.." sagde han stille og håbede det var det hun ville vide, han smilte skævt og betragtede hende lidt, han grinte lidt over alle hendes spørgsmpl og smilte fjollet igen "øhm nej det gør jeg ikke...jeg bor i Sheria jeg er næsten lige flyttet der til fordi jeg har fået arbejde der...hvad med dig..hvor bor du?" spurgte han roligt og sp op hende, han smilte beroligende tilbage for at vidse hende der var helt okay og at der inete var galt med hun spurgte.

Elisabeth selvsikre attiude betrådte hendes ansigt igen, over at han tog hendes dumme spørgsmål så roligt. Hun betragtede ham interesseret, og inprintede alt det han fortalte, i hendes hukommelse. "Jeg bor nede ved havnen. Jeg besluttede, da jeg flyttede hertil for en uge siden, at jeg ville finde et stille sted, for jeg regnede ikke med, at bo her længere end et par dage. Jeg fandt et lille forladt lejlighedskomplex nede ved havnen, og så tog jeg det simpelthen. Nu går jeg lidt og kigger efter noget andet, da der lugter så forfærdelig slemt," fortalte hun roligt, før hun igen smilede til ham, og hendes to smileynker trådte frem på hendes kinder. "Jeg har råd til lidt af hvert, men jeg er utrolig kræsen. Et job siger du? Lyder interessant. Hvordan foregår det? Hvad arbejder du med?" spurgte hun interesseret, og hendes smil blev bredere, da hun lidt efter stak hænderne i hendes lommer, på den varme jakke. Når Elisabeth spurgte ind til det, var det fordi, hun jo vidste, at vampyre ikke kunne arbejde i dagtimerne, og hun havde selv haft et hyr med, at lede efter jobs, da de fleste jo var om dagtimerne.

taron så blot på hende og lyttede opmærksomt til hver eneste ord der kom ud af hendes mund, han nikkede lidt imens for at vise han lyttede "okay...flytter du meget rundt eller?" spurgte han og lyttede så videre til hvad hyun mere sagde og smilte mundert imens, han betragtede hendes smil og smilerynker, han lage hovedet på skrå og tænkte lidt over spørgsmplene "jeg er vikar...jeg holder mig mest indedøre for at skygge mig fra solen så...og det foregår meget rolig..der sker ikke så tit noget og ingen har lagt mærke til jeg er vampyr..men det er sjovt at have timer med dem..på grund af min lille evne" sagde han med et drilsk og lumsk smil, han grinte kort over det for.

Elisabeth smilede bredt, før hun begyndte at gå lidt længere. Hun regnede faktisk med, at han fulgte med hende, så hun spurgte ikke. Lidt efter grinede hun mildt, og snurrede rundt, som om hun dansede. Hun elskede den knasende der kom fra hendes støvler, når hun trådte på sneen, og den blev ti gange højere, når man dansede - Det synes hun i hvert fald. "Jeg flytter en del. Er hele tiden i bevægelse, hvis du forstår," sagde hun roligt, før hun trak let på den ene skulder. Det havde været mest fordi, hun ville holde sig igang. Hele tiden have noget andet at tænke på. "Vikar? Det lyder faktisk fedt. Hvilken lille evne?" spurgte hun, og stoppede brat op, før hun vende rundt og betragtede ham. Havde han brugt den på hende? Elisabeth kneb svagt øjnene sammen, men fordi han smilede så fjollet, kunne hun heller ikke lade være med det.

taron gik med det samme med hende da hun begyndte at gå, hun tænkte ikke så meget på lyden men grinte lidt over hun snurrede ruindt, "jeg forstår..." sagde han med at nik og smilte, han så på hende og stoppede lige da hun gjorde "ja...det er også meget sjovt...eleverne more sig altid når jeg er deres vikar...jeg kan manipulere med andres følelser..så når eleverne ikke høre efter manipulere jeg lidt med dem og de begynder at lytte..pludselig behøver jeg ikke at manipulere med dem længere..for nu ved de det faktisk er interesandt det jeg snakker om" forklarede han mundert og smilte stadig fjollet, han havde på ingen måde brugt sin evne mod hende for han brugte den ikke så tit mod nogle han lige havde mødt.

Elisabeth lyttede interesseret. Aha. "Javel. Det er faktisk virkelig smart. Kan du så.. Få sure mennesker, til at danse af glæde? Få den lykkeligste mand til, at græde sig selv i søvn hver aften? Hænger det sådan sammen?" spurgte hun, før hun betragtede ham. HUn kunne forestille sig det. Han virkede som en meget sympatisk fyr, og selvfølgelig havde han et eller andet med humøret. Elisabeth havde bare ikke regnet den ud, før han havde fortalt hende det. Elisabeth havde ubevidst, ført sine små fødder, længere ind i den mørke skov, men hun nød det. Der var intet som vinterens natur. "Det er faktisk ret sejt," udbrød hun tænksomt, før hun grinede hjerteligt til ham.

taron nikkede "jep..det er lige det jeg kan.." sagde han med et stolt smil og så på hende med et mundert blik, han lage hovedet på skrå og tænkte lidt over det hun sagde "synes du det er sejt?" surgte han hende lidt undrende og så spørgende på hende, han smilte stadig, men nu bare det fjollede smil igen, han så så ned på sine bare fødder og gravede sine tær lidt ned i sneen, han morede sig lidt med det og så så op på hende igen. taron havde ikke forstillet sig han skulle havde mødt en pige med sådan et godt humør og med sådan en glædens latter, det fik ham til at smile bredere.

Elisabeth nikkede med ivrige øjne. "Selvfølgelig synes jeg det!" konkluderede hun. "Det må være utrolig praktisk," tilføjede hun og kastede et blik hen imod ham. Hendes mørke øjne søgte kort hans, for ligesom at understrege hendes holdning. "Så ville du også kunne føle, hvad jeg føler lige nu? Ikke sandt?" spurgte hun så, og rynkede spørgende brynene. "Jeg kan læse folks tanker efter jeg har rørt dem. Jeg har adgang til deres tanker helt til deres liv slutter, hvilke jo til tider, kan være ganske nyttigt," fortalte hun. Lidt efter smilede hun bredere til ham. "Men jeg læser ikke folks tanker, uden deres tilladelse. Så uhøflig er jeg altså ikke," tilføjede hun i et alvorligt tonefald, selvom undertonen var drilsk.