Mistænktsomme mensker >__<'' ~ Ozzie <'3

Sted. Petronia Night Club
Omkring. Mistænktsomme mennesker o.O
Tid. 21.32
Dag+dato. IRL
Vejr. Kooooldt... BRRRR! >__<''
Påklædning. Tøj....?

Azriels lille katteskikkelse kunne ses i mørket. Hvad hun lavede dér, vidste hun ikke helt. Det var skummelt, og hun brød sig egentlig ikke rigtigt at være der. Hun var en lille sort kattekilling med hvide pletter rundt på sin lille krop. Folk ville jo lade hende være, hvis hun jo bare var et lille uskyldigt væsen. Hun kunne ikke lide folk. Og slet ikke mennesker. De var så irriterende til tider.
Hun sprang rundt omkring i gaderne, på hver ting som hun kunne komme til. Hun kedede sig egentlig lidt, men ville ikke til at opsøge nogen. Hun ville heller ikke finde et sted at overnatte. Nej tak! Det var nu meget sjovt at underholde sig selv. Hun kunne hører en slåskamp længere nede ad gaden, og gik derfor væk fra lydene og ned gennem de åbne og belyste gader. Hun kunne mærke små regndråber imod sin fine pels, og rystede ganske svagt på grund af den dumme kulde. Måske ville hun gerne opsøge nogen, og prøve at få lidt varme, men hun turde ikke rigtigt. Alle de mennesker i den gade, lignede jo nogen som ville kunne spise hende! Mjaaav!!! Nej tak!! Hun skulle da ikke nyde noget..

Ozzie gik langs fortovet, han havde en underlig barnlig tanken og gik derfor på kanten, han vidste folk stirrede på ham, man han beklagede bare med at han var blind, Han var bleven så van til at bruge den undskyldning til alt nu, at han ikke rigtig lagde mærke til det mere. Han gik tøvende af sted på kanten, han havde den værste balance evne af mange han kendte, derfor behøvede det altså også en del koncentration at bevægede sig på den måde, måske var der bare letter når man var blind? I stedet for at kigge hvad man gik på.. så bare forstille sig.. sige til sig selv, det var fortovet, over bevise sig selv om det, for han vidste jo ikke om han tog fejl.. han kunne jo ikke bare kigge efter. Han trak hånden frem for at rett på kraven i hans trøje hvilken havde irreterede ham hele dagen, bare man dog kunne klippe den af eller noget.. dog var det lige i tide af at mærke pælen foran sig, han stoppede bredt op, kun et par centimeter fra at gå ind i en pæl af en slags, lygtepæl eller skilt.. et eller andet. Han løftede forvirrende øjnrbynene.. de plagede da ikke at stå på kantstene? Hvor gik han lige henne? Han tradt forsigtigt et skridt til siden, da han hørte lyden af en bil der dyttede utrolig meget af ham.. han for sammen og næmest kastede sig til den anden side i skærk og ramte cykel stien ret hårdt. Typisk.. han var gået ud på cykelstien, uden at opdage det.

Azriel var gået lidt længere hen ad vejen og så en person balancere på kantstenen. Han så dog ikke ud til at være særlig god til det. Hun satte sig ned og betragtede drengen og vidste ikke rigtig hvad han lavede. Hun sprang nærmest op da han var ved at blive ramt af en bil, og løb over mod ham. Hun forvandlede sig tilbage til sin menneske form i løb, og satte sig på hug ved ham, selvom at de sad midt på cykelstien, men det kunne nu være lidt ligemeget. Hun prikkede til ham med en spinkel pegefinger "Er du levende?" spurgte hun drillende og prikkede ham ved kinden. Det var hendes måde at spørge om han var okay.

Ozzie jamrede sig stille og satte sig forvirret op, havde han brækket noget? Nejnej, så ondt gjorde det vidst heller ik, han sukkede stilel ovr sig selv, hvorfor var han også så dum. Og blind, han savnede at kunne se noget, selv om det ville gøre undt på andre, så var han træt af at være blind, helt blind. Ja han havde mistet sit syn og sin evne helt, forfærndeligt, han regnede ikke med nogen sinde at komme til at se igen. Han havde dog en forfærndelig ide om hvorfor den var væk og hvordan han fik den igen. Han udstødte et tungt støn da han prøvede at rejse sig.. han burde komme væk herfra, hvor end han sad. Han vendte forskærkket ansigtet mod en der vidst nok snakkede til ham. "Eh.. det tror jeg" sagde han forvirret til den fremmed.

Azriel så på den lidt for overmodige fyr og rejste sig ordentligt op "Det var godt" sagde hun med en blid barnestemme "Det var noget af et stunt du lavede" sagde hun og grinte lavmælt. Hun tog forsigtigt fat i den fremmedes ene arm, med et lidt stærkt greb, og hjalp ham med at komme ordentligt op "Du burde nu være lidt mere forsigtig" sagde hun og betragtede ham nøje og kunne ikke lade vær med at smile lidt over det som lige var sket.

Ozzie sad bare lidt på cykel stien og prøvede at komme sig over det hele, adrenalinen pumpede stadig rundt i hans krop.. tænkt han kunne have været død.. hvis bilen havde ramrt ham.. åh gud. Han sukkede stille, det blev aldrig helt ufarligt at være blind. Han løftede hovedet mod den fremmed, han kunne tydeligt høre på stemmen det var et barn.. en pige.. hun lyd godt nok ikke særlig gammel.. men.. men.. hun lugtede.. vampyr. Det forstod han ikke, og hvis det passede.. hvor forfærndeligt.. hvor grusomt.. åh bare det dog ikke passede, stakkels lille pige. "Det var ikke mevilje.. jeg.. jeg.. kan ik se noget" sagde han forsigtigt og pegede på det sorte bind han havde for øjnene, "Jeg er blind" sagde han stille og smilte forsigtigt, han ville ikke have hendes medfølelse, for han var så van til folk der syntes det var synd for ham.. han var bleven træt af det, han var ikke længere ked af at være blind.. det var bare noget han havde lært at leve med. Han lod hende hjælpe ham en lille smule, men ikke rigtigt for en lille pige.. nej nej, han kunne godt selv, han trak hende forsigtigt med sig ind på fortovet, og stoppede tøvende op.

Azriel kunne ikke lade vær med at smile over fyrens små kunstner. Hun så på hans bind som dækkede hans øjne og lod en lille finger stryge ganske let over det "Blind.." mumlede hun og lagde hovedet let på skrå "Det var da uheldigt" sagde hun lavmælt med en monoton stemme. Han var ikke svær at hjælpe op, men kunne dog ikke få ham helt op på benene, da han var så høj, og hun så lille. Hun gjorde ingen indvendinger da hun blev trukket med ind på fortorvet og lod ikke sit blik gå væk fra den blinde knægt "du burde virkelig passe bedre på" sagde hun med en lidt drillende stemme og kunne godt lide at drille folk. Det var en vane for hende.

Ozzie smilte forsigtigt til pigen, hun lød virkelig ikke til at være særlig gammel, og det undrede ham lidt, kloken var jo mange.. og såen.. han havde lyst til at sprøge hende, men ville ikke fornærme hende hvis hun ikke havde lyst til at fortælle ham om det. "Eh.. " sagde han forvirrende og væltede næsten bag ud da hun rørte ved hans bind, fordi han blev så forskrækket, "Nej!" nærmest råbte han og vendte sig væk fra hinden imens han tog sig til det sorte bind. "Du må ikke tag den af" mumlede han, han torede det var det hun prøvede på.. i det store og hele kunne han bare ikke lide når folk rørte ved den, det var ubehaligt, og han følte sig sårbar nok i forvejen. Han vendte sig langsomt mod hende igen og tog en dyb indånding og ve tilbage fra hende igen.. vampyr.

Azriel rykkede sig hurtigt væk fra ham da han også træk sig væk fra hende. Det var bindet. Kunne han ikke lide at hun rørte ved det? "Undskyld!" peb hun hurtigt. Hun havde fået et chok da han havde råbt af hende, og ville da ikke have det. "Jeg ville ikke tage det af... blot røre.." hviskede hun og så overrasket på drengen. Han var da lidt overforsigtig omkring det møgbind. hun så på ham og rynkede panden da han ve væk fra hende igen "Hvad er der?" spurgte hun forsigtigt og rørte ham forsigtigt på armen. Hun vidste jo ikke hvad der var igalt med ham. Hvad var hans problem?...

Ozzie skælvede over hele kroppen, hans nye opdagelse var kommet som et chok, han var ikke forberedt på det, og vidste derfor ikke hvordan han skulle reagere på det, han var skræmt på en måde der ikek kunne beskrives på nogen måde, men alligvel prøvede han at tage sig sammen.. hun var jo kun en pige, en ikke særlig gammel en af slagsene enda, han sukkede stille og tog sig til hovedet, "Undskyld" hviskede han, han havde gået amok over ingen ting, og hun fortjente en orndelig undskyldning, men han havde intet andet at sige, han trak vejret roligt og gik et skridt tætter på hende, han ville ikke virke bange, selv om det var det eneste ord for hvad han var lige nu, han ville ikke vise hende det, men han kom jo netop til at vise hende det hvis ahn lagde sine hænder mod sin hals, som han i al kraft prøvede at lade værre med, han håbede bare hun ikke så det. Hele Ozzies hals var arret.. der var bide mærker over det hele, ikke kun hans hals, men hans kraveben, skulder, mave, ryg, håndled.. han var en stor bide pude, men kun folk med ekstra godt syn ville bemærke det, hvis de overhovedet gjorde.

Azriel så på drengen og skød en fornærmet underlæbe ud og lagde sine arme over kors "Jeg er ikke farlig..." konstaterede hun mumlende, men talte nok ikke helt sandt. Hvis man trykkede på de rigtige knapper, kunne man godt få Azriel til at blive sur, en ting som man ikke ville have. Azriel var en meget gammel og stærk vampyr, og hun var ikke én som man skulle løbe om hjørner med. Men hun ville selvfølgelig ikke angribe uden grund, og så ingen grund til at gå amok på denne person. Hun så lidt på ham og tog en dyb indånding gennem næsen. Hun havde ikke analyseret hans lugt endnu, og fandt først ud af nu, at han var en elver. En elver er ikke nogen stor trussel, så hun ville ikke gøre noget overilet. Måske var denne elver venlig nok og måske kunne hun stole på ham, og omvendt...

Ozzie stod lidt tøvende foran pigen og ville sige noget, men vidste at hvis han snakkede lige nu, ville han bare begynde at stamme, og det havde han endelig ikke rigtig lyst til, han ville ikke virke bange for hendde, det var synd for hende, hun havde jo ikke gjordt ham noget.. endnu.. og hun var så ung, han trak langsomt vejret ind gennem munden, så hendes duft ville forsvinde igen han rettede blikket mod hende, hvis han havdet kunne se ville de have haft øjnkontakt. "Nej.. nej.. det ved jeg godt" sagde han prøvende, men uden at stole helt på hvad hun sagde, selvfølelige var hun farlig.. hun var.. vampyr, helvedes væsner, med hugtænder og.. styrke og.. dærber instinkter og alt det der. "Eh.. hvad.. havd.. havd hedder du?" sprøvede han roligt og gik forsigtigt nærmer hende.

Azriel så over på drengen og fik et lidt mere almindeligt ansigtsudtryk, men man kunne dog godt mærke på hende at hun stadig var fornærmet over den måde drengen var overfor hende. Hun vidste ikke helt om hun skulle fortælle hendes navn, da hun havde dårlige erfaringer med at fortælle fremmede hendes navn. Hun gnavede tænkende på sin underlæbe, men stoppede hurtigt og valgte at stole på denne elver, måske ville elveren så oss gøre det samme overfor hende "Jeg hedder Azriel" sagde hun roligt "Hvad er dit navn?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Ozzie smilte forsigtigt til den unge vampyr, han skulle tag og stoppe med alle de der fordomme han havde om vampyere, bare fordi han havde haft et par dårlige oplevelser, betød det jo ikke at alle var så onde som han mente de var? Og kunne en uskyldig søde lille pige.. som hende være ond? det kunne hun da ikke.. men et ellr andet sted.. skulle hun jo også have næring fra? Han gøs gangske lidt ved tanken, godt at man var vegetar, ingen behøvede dø på hans bekostning nej. "Eh Azriel.." mumlede han stille og tænkte kort over det, inden han smilte, det var da et meget pænt navn, "Ozzie" sagde han lidt efter og smilte prøvende, og prøvede at se lidt mindre bange ud, det ville han altså ikek vise hende han var, han ville bare ikke, han ville simpelhen ikke! Være et nemt offer.. det var så uretfærdigt, han ville ikke!