inde i dybet...(Lucian)

Zean trådte væk fra den lille gågade, der havde været spækket med små butikker og andet skrammel, for så at træde ud i markedspladsens almindelige mylder. Normalt søgte han væk fra så store grupper mennesker, der var for mange sjæle og nogen gange også flotte kroppe, som distraherede ham. Og så larmen, at blive skubbet rundt...og meningsløsheden. Hvorfor skulle de have sådanne store indkøbssteder? Blev de aldrig selv trætte af kaosset og myldret?
På havde han nogle lette, sorte jeans. Med et hul over det ene knæ. En sort sommerjakke som dog var åben, indenunder en mørkerød T-shirt. Nogle tilfældige kondisko.
Hans mørkebrune hår lå halvfladt ned over hovedet på ham, resten, især pandehåret, strittede lidt.
Hans grå øjne gled kedsommeligt over alle menneskerne. Folk var ved at få fri fra arbejde og skulle lige forbi for at bruge lidt penge.
Men ikke desto mindre begav han sig ind i myldret, for at komme væk fra den dusørjæger der var tæt på at finde ham. Han følte sig dog sikker nu.
Han lod blikket falde på en kedelig bod med tørklæder i alle mulige mønstre...

Mennesker mennesker mennesker der var for mange af dem til tider men det gik ikke altid Lucian på da han var van til mennesker efterhånden som han nu havde være mellem i meget lamg tid og derfor var det og ren natur og gå mellem dem selv om de havde det med og kigge en del på ham da han ikke havde meget menneske over sig.
Han havde taget det lidt mere normale tøj man altid så ham i på og det var tit Goht tøj til mænd da han var meget ind på det med stor for det var der han havde fundt sig selv efter hans kones døde, han havde halv langt sort hår der ned til armen mens hans hud hvad hvid som sne og øjne var røde som blod da han var født med det farve af natur. Han tøj var sort som altid mens han havde en ned af vendt korshalskæde om halsen da han ikke var en der troede på gud men mere helvede da han jo selv var en dæmon ja sådan var det.
Hvad han lavede på market på en dag som den her var ikke helt til og sige men han var her ikke for at jage for det havde han gjord for to dage side så det var vel bare for komme sig over det blod tab han havde i kroppen efter at James havde haft fat i ham den nat og nu var han kun stærk som et menneske da hans krop stadig ikke var helt på toppn, han sukkede uden en lyd da mens han kiggede på ting som var rundt om ham da der ikke var så meget anden han kun gør i øjeblikke mens han prøvet og komme frem mellem mennesker men det gik ikke så godt lige i dag..

Zean trak sig væk fra en ældre dame der prøvede at få hans opmærksomhed. Den eneste bod der interesserede ham var en ældre bod, tæt på en af gyderne, som solgte nogle sjove ting. Og nogle gode bøger.
Han lod hånden glide gennem sit hår, hvilket bare fik det til at stritte endnu mere. Han overvejede faktisk at gøre brug af alle de penge han havde sparet op gennem årene. Alle de mange år. Han kunne gøre livet meget bedre for...Vis hun altså ville.
Han registrerede svagt duften, eller lugten, alt efter om det var godt eller dårligt, fra andre racer der også begav sig rundt mellem menneskerne. På et tidspunkt, på et ikke helt så befolket sted, stødte han på en dæmon som prøvede at ligne et menneske...Men hvor det ikke gik helt så godt. Han slappede omgående af. Siden sammenstødet med vampyrerne havde han altid følt sig tættere på sine med-væsner. Som om dæmonerne nu automatisk holdt sammen. Han vidste godt at sådan var det nok ikke helt...Men alligevel, det var lidt fedt.
Han så dog ingen grund til at tage kontakt til denne dæmon...
I det samme opdagede han dusørjægeren fra før, han stoppede op og så gennem menneskemyldret og fik, af en eller anden uheldig grund, øje p Zean. Han begav sig straks over mod ham.
"Ikke for noget..." han så på den fremmede dæmon
"...Jeg vil bare lige fortælle at der er en dusørjæger i farvandet" han smilte lidt som om det var helt normalt. Men det var det jo også for ham. Han vendte sig om og var begyndt at gå tilbage mellem alle menneskerne, selv om de sinkede hans fart.

*en dusørjæger?* tænkte Lucian kort før han kiggede sig om og han var hurtige på vej gemmen menneskefolken som var for an ham da han ikke havde bruge for en kamp her melle mennesker da det var for farligt, han havde sat farten op en stor del da han kom til et sted hvor han kun kom ud af mennesker folken selv om det nok mere var en god ide og blive mellem folk da det ville give en sær opgave og finde ham men han var lidt ligglad i øjeblik og han ville enlig bare gerne væk fra folk.
Han gik ned til en lille café som var åben og han gik stille der ind da han ikke ville blive på dagen, han kom ind og her var der os en del mennesker som sad i snak eller og var de alene eller et eller anden som de nu havde gang i, han gik stille op i baren "en kop kaffe" sagde han med rolige stemme mens han tog lidt penge op af lommen for betal da koppen blive sat for an ham. Han gik der efter ned mellem folk for finde e sted hvor der ikke sad en og hvor han kun være alene mens han ikke ville kun ses ude fra gaden..

Den anden dæmon var hurtigt væk. Uden at sige noget eller noget. I et kort øjeblik havde han troet han ville følge efter ham gennem mængden, men han var drejet af og skyndt sig væk. Godt det samme.
Menneskelig betød ikke det store for ham, men det ville alligevel være ret risikabelt at starte en kamp her, alle de mennesker der ville se dem...Se ham...Han ville så samtlige byer på nakken og ville ikke kunne give sin gravide kæreste et trygt liv.
I stedet lokkede han dusørjægeren med væk. Ind i en gyde.
Dusørjægeren var svag, i hvert fald i forhold til ham, men det var altid sjovt at lege fangeleg.
Nu gjorde han livet af med dusørjægeren, sugede hurtigt hans sjæl ud af ham og så tilfreds ud da den døde, stadig varme, krop faldt til jorden.
Han rodede hans ting igennem, tog hans penge, det kunne han lige så godt, folk ville tro han var blevet udsat for røveri. Han tog en kniv og skar halsen over på ham, omhyggelig med ikke at få blod over sig. Perfekt. Ingen ville vide noget. Menneskerne vidste lidt for meget om væsnerne efter den lille krig mellem dæmoner og vampyrer.
Han gik ud p ågaden igen og forsvandt hurtigt hen af gaden, lydløst og, så vidt han vidste, uden at blive set.

Lucian kiggede ud på gaden og han ventede stadig mens han drak kaffen uden en lyd da han ikke snakkede med menneske men i sted bare lyttede til hvad de havde at sige til hinanden da han ikke gik op i det med børn og familie som han enlig havde gjord.
Han lod sin ene hånd gå hen over han ringen som havde være fra hans gammel ægetskab med den ene kvinde han havde elskede mens han havde være til i 3000 lang år, han sukkede ved tanken om hende og han skun stadig se hvad der var sket den nat hans kone mistede live til en anden dæmon som han havde være oppe og toppes med. Det gjord ondt inden i hver gang hans tanker var på det men det var den ene måde og kom af med det på i den samme tid..

Han nærmede sig en cafe. Cafeer var kedelige, man sad stille og drak eller spiste et eller andet, var man heldig havde man nogen med at snakke med. Pludselig fornemmede han dæmonduften igen og spejdede hen over kunderne og ganske rigtigt...Dæmonen fra før sad der.
ET billede af en kvinde, vis liv blev taget af en dæmon, gled gennem hans hoved, mens følelsen af sorg bølgede igennem ham. Han havde opdaget sin anden evne for ca. en måned siden, men vidste endnu ikke hvordan han skulle styre den. En evne der gjorde at han kunne se billeder fra folks liv eller føle det de følte.
Han gik ind på cafeen og satte sig roligt ned foran den dæmon fra før.
"Så du stak af" smilte han, mere som en indledende replik end enlig noget han interesserede sig for.
"Jeg er Zean" sagde han så og lænede sig tilbage i stolen.

"kan man godt sige" sagde Lucian mens han kiggede op på dæmonen fra før "og navnet er Lucian" sagde han lidt efter mens han kiggede på ham, det var ikke en dæmon havde mødt før i tide men han var den type der var glad for møde nye mennesker. Han lod ringen glide af fingen og gemt den stille ned i den ene lomme uden og sige en lydt da han ikke havde lyst til og tænke på det der var sket mere, hans blik var tilbage op på dæmon "og tak for det du sagde før" sagde han mens et lille smile var på hans læbe "for jeg nu ikke ud på kamp hvis jeg kan slip" sagde han mens han var stille der efter og han havde ikke mere og sige..

"Så lidt, vi dæmoner må jo holde sammen" smilte han til ham
"Og hyggeligt at møde dig...Bare rolig, den dusørjæger er ikke...et problem mere" smilte han roligt og lod blikket glide rundt på gæsterne der sad rundt omkring. En mor med barn, uden en far. En kvinde og en mand...Nogle veninder, der sikkert var på tur...Og en anden mand der sad alene.
Tjeneren rendte rundt med glas og mad, samt tomme glad og en karklud han brugte til at tørre bordene af med.
Ellers var cafeen rimelig fin, men stadig...Lidt kedelig.
"Hvorfor sidder du her?" spurgte han, det var sjældent han var så...Hyper kunne men vel sige, som han var nu. virkelig sjældent. Men en gang skulle vel være den første.

"jeg ved ikke længer hvad jeg skal gør af mig selv i den her verden" sagde han mens han kiggede på ham
"så et eller anden sted må jeg vel gå hen her i verden for der ikke så meget anden jeg kan bruges til" sagde han lidt efter og han gav det en kort tanke men han kun ikke længer se en grunde til og være i den her verden han gik vel bare gemmen tidem mens han ventede på at hans sygdom skule gør en enden på ham så han kun kom tilbage igen en anden gang, han sukkede uden en lyd inden i mens han kort rystede på hoved for finde andre tanker da han ville forhold tankerne mere..

Han så lidt på ham. Han vidste han selv havde haft samme følelse, at føle han bare gik gennem tiden uden mening eller grund til at være der, men det var inden an fandt sig selv en større mening.
Og nu...nu følte han foragt. Svagt. Og han skammede lidt over det, men alligevel...en dæmon der var ved at give op! Svagt...Dæmoner var stærke væsner, og det skulle ingen være i tvivl om, de var en plage som folk ikke bare kunne slippe af med...
"Find dig selv en mening eller lad dig finde af en dusørjæger som kan dræbe dig" sagde han kort, hans...hyperhed fra før var forsvundet, det var som om denne fyr bare spredte...tristhed. Men han kunne ikke tage sig af det, så måtte han blive sur eller ej. Han hade når folk mente de var ubruglige. Alle kunne bruges til et eller andet, eller også måtte de lære det, sådan var livet...Hvilket han åbenbart endnu ikke havde fattet. Han huskede billede af kvinden...Det måtte have betydet meget for denne dæmon. Men det bevidste jo bare at kærlighed var en svaghed der kunne udrydde en totalt.

"selv det har jeg prøvet en gang men der var jeg ikke helt klager på og dø" sagde han mens han kiggede på ham
Han bed sig i læben og var igen stille "så jeg gider ikke prøve igen da jeg lider af en sygdom som kan gør jobbet" sagde han kort efter mens han blikkede en gang eller to " sluttede han og han bed sig alene i læben mens han lukkede øjne helt da han bare ønskede og lave om på det der var sket i tide og der ved stadig være lykkelig som han havde været for længe siden eller for ham var de længe selv om det kun var 100 år siden det var sket med hans kone..

Han så kort på ham.
"Vis det går lang tid vil jeg råde dig til at finde en anden sygdom at dø af" sagde han kort.
"For du spreder virkelig...du ødelægger gode stemninger og får en til at være trist og der er der ingen kan holde i længden" han rejste sig op for at gå og dermed understrege sin mening.
"Eller også må til at vise dig som en fandens dæmon! For lige nu...Ville ikke en gang kalde dig en dæmon, du minder mere...Ja, nærmest mest om et menneske, om du vil det eller ej, hvornår ser du det i øjnene? Du kan ikke leve evigt for sjov, brug nu de evner du er født med" sagde han, vendte ryggen til og gik.
Hvor var sådanne personer dog triste.

Dæmon havde helt klaget ret og han måtte vel tag sig sammen og nyde den tid han nu havde "du har ret jeg brudt tag mig sammen" sagde han men han lavede et lille smile "men måske er menneske side os bare kommet efter at jeg har være så meget sammen med dem" sagde han lidt efter og rettede sig op for tag sig sammen da verden var et sted hvor man brudet live og ikke bare side og vente på døden som først ville komme om meget længe, han tog sig sammen og kom stille og op og stå med et smile på læben..

Han smilte svagt, hans lille tale havde virket rigtigt. Han stoppede op og så lidt tilbage til på dæmonen og nikkede lidt.
"Godt du kom på bedre tanker" sagde han. Heldigvis for denne dæmon var Zean ikke altid et egoistisk skiderik. Selv om det havde været mere frodi han havde følt foragt, end direkte lyst til at hjælpe. Andres problemer havde aldrig interesseret ham.
Han flyttede sig for nogle mennesker der ville ind i cafeen.