Et helt andet liv (Dawn)

Dawn mærkede nogle smerte gled fra hende. hun vidste så ikek at det var Zean der tog dem. men hun kom til sig selv. dog var hun stadig tæt på at besvime hele tiden. hun så roligt på ham. men så kom der læger også gik hun lidt i panik. hun var bange for læger.
hun begyndte at ryste. de gav hende drop og begyndte at lige hende i den stilling hun skulle ligge i når hun skulle føde. "hvad hedder du" spurgte de hende. Dawn så op på Zean. og kunne slet ikke sige noget. hun var så bange. hendes øjne råbte om hjælp og hendes hænder var knyttet og den ene hånd havde fat i zean's ene bukse ben.
den anden hånd var meget svedig. hun fik nu en til fe og begyndte at skrige.

"Dawn, hun hedder Dawn" mumlede han stille, han satte sig ned ved siden af dem og tog hendes hånd i sine, holdt den måske lidt for hårdt. Han mærkede hendes smerter næsten som var det hans egne, men han var ligeglad, hvis det var det der skulle til! Han krympede sig da endnu en ve kom, både begrund af skriget og smerten, men uden at sige en lyd.
Bare der ikke var nogen andre komplikationer...Bare dette ville ske hurtigt og...så godt som muligt.

Hun mærkede noget nærmest revne nede i hendes underliv. hun lukkede øjne hårdt sammen skreg en smule. og lidt efter kom der en baby ud. men hun blev helt slap trak ikke vejret. hun lå bare helt lige. hun var våd af sved. men hun var på et helt andet sted.
Ja, nemlig døden. Det her havde været hårdt. meget hårdt. det kunne hun åbenbart ikke helt holde til. men hun var jo ikke helt død lægerne havde stadig en mulighed for at nå at genoplive hende. hendes hånd blev langsom kold og lå i hans hånd. hun havde en drøm. et barn med denne her mand. hun havde et håb at han snart ville fri. hun skulle bare have noget hjælp nu så hun kunne komme til sig selv.

Han mærkede noget koldt ramte ham. Noget koldt som ikke var godt. Han klemte hendes hånd hårdere og hårdere som om hendes hånd var skyld i det hele. Endelig slap han den, han skubbede lægerne til side og lænede sig ind over hende, så kunne de protestere med alt deres førstehjælps pis! Dawn skulle ikke få lov til at forlade ham! Han ville aldrig kunne tage sig af det barn alene! Aldrig! Han lukkede øjnene og gled ind i hendes krop, ind i hendes hjerne som langsomt begyndte at...glide væk. Stædigt, mens han mærkede hvordan han selv blev træt af den energi han brugte og hvordan døden prøvede at hive ham med sig, tvang han hendes bevidsthed til at blive der. Lægerne stoppede blodet imens og gjorde så meget de kunne, men de kunne ikke fjerne ham. Han var for stærk. Som kun en dæmon kunne være.
Han stønnede af træthed og var til sidst ved at give op, hun måtte komme tilbage! nu! Om han så selv skulle tage døden i stedet! For det ville være sidste udvej. Selv at tage døden som han kunne tage folks smerter...

Dawn vågnede op med et sæt! Lige der gik det op for hende hvad hans evne var. og fandeme nej han skulle sgu ikke dø nu!.. Så hun skubbede ham væk og sætte sig op og kiggede på lægen som lige havde haft et tudene barn i hånden men nu lå lige så stille. Dawn fik barnet. blev hjulpet op og side i sengen som var dækket med håndklæder begrund af blodet. lægerne gik nu ud på toilettet til Zean for at se om han var okay..
Dawn havde for mange smerter til at kunne komme op og side og hun kunne godt høre han trak vejret bare han kom ind og så deres flotte søn. hun bed sig i læben og så bare efter lægerne imens hun lå under dynen med babyen.. hendes plus var meget høj og hendes øjne var sigtet imod toilettet hele tiden og hendes tanke var* KOM NU ZEAN"* Hun elskede ham virkelig og nu havde de stiftet en hel lille familie.. det var jo så fucking lykkeligt.

Han mærkede hvordan det hele blev sløret, men at Dawn så småt bevægede sig under ham. Lægerne hev ham væk, bemærkede han, og han orkede ikke at gøre modstand.
Svagt bemærkede han at de hjalp hende ind og sidde i sengen og en svag gråd fra deres nye barn...Han smilte svagt i tågerne...De levede begge! Dawn var sikkert svækket, træt og fuld af smerter...Men de levede! Begge to! Så blev det hele sort.

Han vågnede til live igen. Først genkendte han ikke stedet, men snart opdagede han at han var blevet flyttet ind i sengen ved siden af Dawn.
Lægerne sad der endnu og det undrede ham, men var også lettet over det, at de ikke havde hevet nogen af dem med til hospitalet. Det havde sikekrt været en ret underlig dag for de to.
Det lykkedes ham at sætte sig op og skubbede lægerne væk da de ville hjælpe, drak dog det vand de tilbød.
Næææ....En ordentlig sjæl ville være bedre...Han var alt for meget bevidst om lægernes sjæle, men han kunne ikke være bekendt at tage dem...Ikke når de havde hjulper Dawn og deres barn.
"Dreng eller pige?" hørte han ham selv sige...
Han drejede hovedet og så på Dawn, selv om det hele stadig virket lidt...tja, faktisk som en drøm.
Han blik gled ned og landede på den lille bylt hun sad med. ET lille spædbarn....Deres barn...Han smilte svagt da en varm følelse bredte sig i hans krop...Han var far...Og de havde begge klaret det...

Han kom til live og Dawn kunne ikke andet end at smile. der lå hun ned og havde lukket øjne men hun kunne mærke ham.. hun så stille op på ham da han spurgte. "Dreng" hun smilte tilfreds.. hun så på barnet men så op på ham. lidt efter på lægerne." Bare gå" hun smilte "Og mange tak for hjælpen" hun smilte stille. puttede sig og lagde sig til at sove.
hun vidste godt at Zean ville ha en sjæl.. men hun orkede ingen ting. hun havde næsten været død. nu trængte hun til at slappe af. Lægerne gik og Dawn så op på ham..
"Mener du virkelig at du smutter nu!" hun bed sig i læben, hun ville så gerne putte babyen lå alligevel ved siden af hende i dens vugge. hun bed sig blidt i læben. "Vid su gør lov du kommer hurtigt tilbage" hun sukkede og vendte ryggen til ham og lukkede øjne. hun var faktisk ked af det. hun havde kort været i døden. nu var hun faktisk bange for at dø. hun bed sig i læben og kiggede hen på vuggen og lukkede øjnene igen..

Han så lidt på hende og rejste sig endelig, da lægerne gik. Endelig gik de.
Han så lidt på hende og lænede sig frem for at kysse hende.
"Sov nu blot, begge to, jeg er hurtig tilbage" han smilte svagt og var snart væk.

Ude i byen trak han vejret dybt, selv om det var halvt forurenet af bilos og andre ting.
Han nød at få lidt frisk luft og komme lidt til live igen...Men han ville også skynde sig hjem.
Han fulgte kort efter en ung kvinde, brunette, som gik foran ham til de var alene.
Hun nåede næsten ikke at skrige da han hev hende ind i gyden og tog hendes sjæl. Det var sjældent han tog en sjæl så hurtigt, som regl nød han ofret, udseendet, følelsen af sjælen...Og for at give dem den sidste ære. Og fordi han elskede når de så på ham med frygt, eller sommetider vrede.

Da han kom hjem låste han døren og gik ind i soveværelset. Han tog hurtigt sit tøj af, med bortset fra sine bokseshorts og stod et øjeblik og så på både Dawn og deres lille søn.
Han gik ud på toilettet og da han havde klaret hvad han skulle, tog han sig lidt tid til at rydde op. Det samme gjorde han i soveværelset uden at forstyrre dem.
Han lagde sig endelig ved siden af Dawn, lagde sig op af hendes og mærkede selv trætheden...

alt imens Zean var ude at spise. eller hvad man siger. Lå Dawn og sov men lidt efter vågnede hun op og kiggede roligt op i loftet. men så så hun på den dejlige dreng de havde fået.. rejste sig og gik rolig i bad. lidt efter hun have været i bad vaske hår, tørt et, taget trusser på og tørt sin krop. gik hun ud i køkkenet og spiste en lille mad..
hun gik i og lage sig under dynen og sov .. Hun kunne til at starte med ikke sove.. der gik lidt så sov hun.. Dawn vågnede to minuttet efter for der kom Zen tilbage. hun smile blidt lukkede øjnene og slappede roligt af. Hun syntes dog det tog langt tid før han lagde sig. men så kunne hun mærke hans halv nøgne krop imod hendes hun tog hans arm rundt om hende og puttede sig nid til ham..

Han smilte svagt for sig selv da han mærkede at hun ikke helt sov. Og hun duftede...ren. Været i bad måske? Det kunne han ikke fortænke hende i...
Han mærkede hvordan han langsomt faldt i søvn.

//skal vi spole lidt frem til vi vågner igen? Måske ved at barnet skriger for at få mad?:)//

Dawn vågnede bræt op da babyen begyndte at skrige. hun tog hurtigt en morgen kåbe på gabte, hun sætte sig op rejste sig og den lille tog hans dyne med gik ind i stuen for ikke at vække Zean. hun tog sit bryst fem og begyndte at give hm ed.
hu så ham roligt i øjnene for det er sundt for et barn at have øjen kontakt. hun smilede svagt. han var smuk!..lige som sin far.. hun begyndte roligt at synge for ham.. en sang hun havde skrevet imens hun var gravid...

Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=DcAlon7qJkg&feature=channel_video_title

Zean bevægede sig lidt uroligt i søvne. Han havde en drøm om at han faktisk havde mistet Dawn, hun stod med deres søn i armene, så på ham med et tomt blik, og nærmest gled væk fra ham, ud i mærket. At han blev ladt tilbage, helt alene i mørket, mens han mærkede hvordan vreden kom til ham, sammen med sorgen...
han vågnede ved et sæt og så sig lidt forvirret omkring. Han rakte ud ved siden af sig og blev næsten bange da Dawn ikke lå der. Han satte sig op og hev nogle bukser på, så han stadig havde bar overkrop og var på vej ud i køkkenet og stuen da han beroliges af hendes stemme, da hun sad og sang.
Han lænede sig op af døren og lyttede til den...
Da hun var færdig gik han ud til dem, lod en hånd glide gennem sit mørkebrune hår og gik over til dem. Lænede sig ned og kyssede Dawn og satte sig ved siden af for at så på deres søn.
En tanke var løbet gennem hans hoved hele tiden...eller faktisk to...Hvad skulle barnet hedde og hvilken race var den, engel eller dæmon?

Dawn kiggede roligt på m men så så på baren. hun havde samme tænker om race og nav.. men hun havde en lille tænke om hvad navnet kunne være. hun bed si roligt i læben.. barnet var færdigt ed at spise og hun gemte sit bryst væk parkede babyen ind i dynen.
Hun så kort på Zean men gik bare forbi ham.. hun gik ud i køkkenet og lavede en kop te til sig selv. hun så smilende ned på sit barn ."Er du en lille Elyas" hun smilede og drak lidt af sin te..
Hun gik så ind i sengen og tændte for det fjernsyn der var der inde.. Hun så ned på ham igen hvordan kunne han allerede sove når jeg han havde jo lige spist... Hun lukkede øjne og de lå nu og sov arm i arm. teen stod på natbordet..

han havde ikke troet hun allerede ville gå..Måske lave noget te, men så havde han regnet med hun ville komme ud i stuen til ham igen...Han så lidt mod soveværelset og mærkede pludselig et stik af...ensomhed. Ubegrundet sikkert. Men han måtte indse at babyen sikkert krævede mere opmærksomhed end han gjorde. Han sukkede og rejste sig, gik over til terrassedøren og så ud. Hun havde ikke engang spurgt om han var tilfreds med navnet Elyas....Det var han, det var et godt navn, men alligevel...Var det ikke deres barn?
Han forstod ikek hvor disse tanker kom fra og det forvirrede ham...

Dan havde jo ikke sagt han skulle hede det. hun vågede hun kunne sgu ikke sove hun lagde ham i vuggen og tænkte over navn. hun tog tøj på gik ud med teen den var stadig varm også ind i stuen. hun så op på ham..." Jeg har et navn...Elyas..kan du lide det" spurgte hun..
Hun drak lidt f teen.. og så så ned på koppen og bed sig i læben...en hånd røg igennem hendes hår og hendes smukke blå øjne gled op på Zean hun ventede på et svar...

han hørte hun kom ind, men blev stående med ryggen til, for indædt af sine egne tanker.
Da han hørte hvad hun sagde slappede han lidt mere af. Hvorfor havde han været så...bekymret? Eller hvad han nu havde været...hun var sikkert bare træt efter fødslen, det var meget normalt.
Han vente sig om og smilte lidt, men ventede med svaret som hvis han virkelig tænkte over det.
"Ja" sagde han
"Det er godt" han nikkede lidt og proppede hænderne i lommerne på sine bukser mens han så på hende.

Der var noget der var galt de begge gjord ikke rigtig noget. hun nikkede kort. drak færdigt gik ud i køkkenet. og puttede koppen i opvskmaskinen- hun gik hen til stue åbningen igen og så bare på ham og bed si i læben.. Hun pillede lidt ved sit hår men så lagde hun armene over kors og længede sig op af dør karmen og så stadig bare på ham..

Han så på hende da hun kom tilbage og følte sig usikker igen. Hun plejede ikke at stå sådan...Ikke overfor ham...måske var der noget galt? En underlig følelse gled ind på ham igen. Han vente ryggen til hende og så ud af terrassedøren igen, ville ikke se på hende..Han hade den følelse han havde nu...Hade tanken om at noget kunne være galt...Hvad skulle være galt? De havde begge to overlevet fødslen...
"Jeg er glad for i begge overlevede fødslen..." sagde han endelig, stille.men stadig så han bare ud af ruden.

Hun fik et stod han vendte sig bare om... hunstod lidt med åben mund men sagde så "Skal nok gå" hun gik ud for at tag sko og jakke på... hun bed sig i læben.. hvorfor vendte ha sig op hvorfor og han hænderne i lommen, hvorfor snakkede han imens han ikke så på hende. hun gik hurtigt på toilettet og tog en hår elastik i håret. hun gik ud for at finde et bar sko.. men hun havde virkelig ikke lyst til at å.. hun var så skide træt..hun tørte en tåre væk..
Hvad var det er skete, hvad var de der var galt.. Hun sætte sig på hug for at binde hendes snøre bånd...

Han sukkede og lukkede øjnene. Nej. Nej hun måtte ikke gå. Han kunne ikke passede barnet alene...Og han ville ikke have det, han ville have hende hos sig, vide at hun faktisk var ok og var der sammen med ham.
Han skyndte sig ud i entreen og hev hende op og stå og holdt hende ind til sig i et kram.
"Undksyld" mumlede han svagt
"Jeg ved ikke hvad der er galt...Men du må ikke gå..."

Dan stod meget hurtigt op hun, Hun så på ham med store øjne.."Hvor skal jeg blive..Du dufter jo så godt af kvinde"..hun sukke og prøvede at komme ud af hans kram.. der var bare noget der var forkert. hendes øjne begyndte at løbe i vand... hun stod bare og så på ham... hvad skulle hun sige.. hun kunne ikke sige noget..hun ville bar så gerne kramme ham kysse ham..men der var bare noget der ikke passede..have hun en dårlig dag..eller havd Zean lavt noget lort...Hun sukkede roligt og kørte en hånd igennem sit hår og prøvede igen at komme ud a hans greb..

Han slap hende som var han blevet brændt. Han havde aldrig troet at hun faktisk ønskede at komme væk fra ham....Han så forvirret på hende.
"Af kvinde? Hvad mener du, Dawn?" en pludselig skræk for at miste hende gled gennem hans krop og han kunne ikke finde på noget at stoppe den med. Men han havde en følelse af at både hun og barnet ville forlade ham inden for kort tid...
Hans stemme lød desperat...
"Dawn, hvad mener du?" han havde aldrig været så forvirret som nu. Han huskede den ene anden kvinde han nogensinde havde elsket...hun havde forrådt ham og han var tvunget til at slå hende ihjel. Han ønskede ikke at miste endnu en...han ville ikke kunne klare det...

Hun mærkede at han slap hende. og hun så op på ham imens hu græd..
"Hvad fuck tror du jeg mener" sagde hun grædende.hedes følser boblede rundt i hende.. det her var hårdt.. Hun elskede ham meget meget højt og hun ville ikke kunne forlade ham.. Men det her kunne bare ikke være rigtig... kunne han virkelig finde på de... hun rystede på hovede vendte sig op g bankede hendes hovede hårdt ind i væggen det gjord ondt. g hun fik hul i hovedet..men hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre..
det he så mere end bare sort ud for hende. mistede hun ham nu til en anden kvinde. eller knalde han bare med alt og alle hvad med Elyas skulle han nu også miste sin far...

Han så fortabt på hende. Han havde helt mistet lysten til at forsvare sig. Han kunne ikke helt komme i tanke om hvad der var galt, men en svag klokke var ved at ringe.
Han gik ind i soveværelset, tog deres barn op og så fortryllet på det et øjeblik. Så gik han ud i entreen.
"Er vi fælles om et barn...Eller tager du det?" sagde han kort, noget indeni ham smertede da han sagde det...Hvis barnet ikke kunne holde dem sammen når han var allermest forvirret...HVad kunne så? Han hade at se hende gøre sig selv ondt...Men han vidste at hun ville hade endnu mere at blive rørt af ham.
Pludselig vældede vreden op i ham...
"Eller vil du ikke røre det når det har rørt mig?" hans stemme var knurrende, hvæsende, kold og fuld af...sorg. Han havde en fornemmelse af hvad han havde gjort, stillet sin sult hos andre kvinder...var det så forkert? Havde hun ikke selv antydet at en dæmon havde en stor lyst? Og skulle han bare gå i clølibat i de måneder hvor hun var for gravid til at han kunne røre hende? Han forstod det ikke...men han forstod det gjorde hende ondt. Og han kunne intet gøre ved det.For han vidste ikke hvad an skulle gøre...han huskede svagt en sætning han havde læst...
*har en af dem først været utro, vil den dybe tillid aldrig kunne blive genoprettet, der vil altid være en lille mistanke...* var det hele så bare slut? så let...så smertefuldt, men så hurtigt?

Hun tørte noget af blodet væk.. hun tog sig til hovedet så efter ham. og bed sig hårdt i læbe.. hun gik efter ham.."Hold nu op et er vores barn. dit og mit!" hun blev sur over det han sagde og kiggede dybt på ham.."Hvad snakker du om!... det eneste du burde skamme dig over er at du kan få dig il at røre en anden end hende du er sammen med, hende der er moren til dit barn..Hende du sagde du elskede...hende der har givet dig hendes hjerte som ligger i dine hænder..!" hun mærkede hendes egne tåre trillede ned af hendes bløde kinder.
"Jeg elsker dig! og du ved ikke hvor meget den her familie betyder for mig.. men den vil ikke være det same... Men Zean hvordan kunne du?..Jeg kan let ikke kende dig.. troede du var mi men åbenbart ikke!.. hvor mane piger har du! hendes stemme var meget trist,kold hård. men samtidig rystende. hun var jo ked af det, såret, sur men også glad de havde jo en lille søn.
2Du får mig til at tror du er det bedste, dog er du svær at gemmeskue! Jeg brænder for at mærke dit hjerte slå, jeg brænder op. så lad det slå for mig!Du gør mig helt crazy!" hun så på ham..han var hendes livs kærlighed!.. det her skul bare ikke slutte nu..