Et helt andet liv (Dawn)

Zean sad ved sit spisebord i stuen. Foran ham var en tændt computer, med et strømstik til nærmeste stikkontakt.
Ellers lå der alle mulige papirer ud over hele bordet, ting han ikke havde bekymret sig for i lang tid, men som han nu ville have styr på. Han havde taget en beslutning og nu ville han skabe det bedste liv han kunne for Dawn og deres ufødte barn.
På havde han nogle mørkeblå Jeans og en lidt slidt, mørkeblå T-shirt. Bare fødder.
Lyset var tændt da der langsomt blev mørkere og mørkere udenfor, men vejret havde også budt på tordenvejr i slutningen af dagen.
Han kiggede på sin sidste løncheck, fra den våbenforretning han foreløbig arbejdede i. Det var godt nok.
Han kiggede på en masse papirer med en masse tal på, store tal.
Ud over det lå der også papirer med guider på, til økonomien. Og der lå også nogle testamente papirer rundt omkring.
Hvilket mindede ham om at han nok snart selv måtte få lavet et, i tilfældet at han skulle dø på en eller anden måde. Nu til dags var folk jo grådige og han ville ikke se hans penge eller ting gå til grunde.
Han så på klokken og begyndte at rydde noget af det sammen, han glædede sig til Dawn kom.

Dawn rendte rundt i sin lejlighed og parkede noget tøj inden hun skulle op til Zean. hun havde svært ved at bukke sig ned. hendes mave var blevet stor. meget stor. tiden var jo snart inde hun havde også haft rigtig mange smerter her på det seneste. men ikke rigtig noget hun ikke havde prøvet før. men det var da blevet meget værre. Dawn så mere lyst på smerterne fordi hun vidste jo mere det gjord godt. jo tætter på fødselen var vi.
Hun havde haft alt for mange mareridts om at hun ikke ville overlever og Zean skulle stå med det hele. Hun kæmpede så meget hun kunne på at det ikke ville ske. Hun tog sin læder jakke på. sine All stares. et bar slidte sorte jeans. en hvid løs trøje. hun tog sine nøgler låste døren og gik op til Zean. 25 min efter bankede det på hans dør. tog bløde slag, sådan slog hun altid. to gang og meget blødt. men så man kunne høre det. Hun havde en computer taske på den ene skulder og sin tøj taske på den anden og nu var hun helt færdig i kroppen.

Han sprang nærmest op og smilte. Dawn. Han genkendte de små bank. Hun bankede altid på selv om han sagde hun bare kunne vade ind. Han havde endda givet hende en ekstra nøgle til lejligheden.
Han gik ud i gangen og åbnede op.
"Halløj min engel" hilste han og tog hendes ene taske for at hun ikke skulle slæbe på for meget.
"Kom endelig indenfor, vejret ser ikke så godt ud" sagde han og kyssede hende blidt.
Da hun var inde lukkede han døren igen og låste den, som altid når det nærmede sig aften eller når han bare ikke ville forstyrres.
Han ville gerne snakke lidt med hende om fremtiden, igen, men denne gang på en anden måde, om nogle andre ting. En overraskelse ville han næsten sige det, men det var det ikke helt, det hele kom an på hendes valg.
Han overvejede hele tiden hvordan han skulle begynde...Så det ikke lød dumt. Og hele tiden var der chancen for...Nej, han ville ikke tænke mere over det. Det var dumt. Han skulle nok droppe det igen.
Han gik ind i soveværelset og satte hendes taske, inden han gik ud i stuen igen.
"Noget jeg kan byde på?" spurgt han med et smil. Han gik over og samlede flere papirer sammen, men uden at sætte sig.

Dawn smilede da han åbnede døren. Han var altid så dejlig at komme hjem til, der var altid et smil på hans læber, en velkommende attitude, og et dejligt blidt kys. Dawn smilede roligt da hun så ham og svarede "Jamen Halløj" hun kom ind han låste døren og hun svarede på det med vejret. "Nej det er ret koldt. og det burde blive regn snart, er da bare glad for at jeg nåede her hjem inden det vælter ned"Hun tog sine sko af også gik hun ind med sin taske
og sætte den ved sin anden taske på gulvet på værelset. hun gik ind til ham og takkede pænt "Nej tak" hun smilede roligt til ham. "Men jeg håber da solen snart kommer".
Dawn gik hen til ham og lagde armene rundt om ham. "Så det snart" sagde hun roligt oh hentydet til maven. der var jo ikke længe til. spændingen var stor. men frygten var mindst lige så stor som spændingen.
Hun nussede ham på maven da hun stod bag ham og holdte om ham. hun smilede sødt til ham selvom han ikke kunne se det. men det var bare noget hun gjord når hun så ham. det var kun en god ting.

Han bankede nogle papirer sammen mod bordet og hans smil blev en smule nervøst. Han drejede sig i hendes arme og holdt også om hende, selv om det ikke var helt så tæt som sædvanlig, begrund af maven.
"Jah" svarede han så rolig han kunne høre.
"Det er det...Jeg vil kunne sove roligt igen når fødslen er godt overstået..." sagde han og kyssede hende på panden.
Han så ud af terrasse døren.
"Tja, nogen gange er uvejr også hyggeligt" svarede han og nussede hende lidt på ryggen, mens han lænede sig op af bordet.
"Har faktisk noget at snakke med dig om..." sagde han og rakte ud bag sig efter et bestemt papir. Han fandt det og rakte hende det. Der stod en masse tal, men det var resultatet han ville have hun så på.
"Når man lever længe får man altid samlet en del penge sammen...Jeg har taget mig lidt sammen og regnet frem til at sådan ca. så mange penge har vi..." Eller sådan set kun ham, men det ville han ikke sige, det lød så egoistisk.
Tallet var stort, ret stort, stort nok til at vis de brugte dem ordentligt ville de blive kaldt rige...Resten af deres liv, vis man tog det i menneskelivs målestok. Når de levede længere ville man kalde dem rig inden for et menneskeliv.
"Jeg siger ikke vi skal bruge dem...Jeg vil bare vise dig det, det er mange muligheder med de penge" sagde han

Dawn smilede roligt. selvfølgelig var han nervøs det var hun jo også. så det var helt okay. Hendes øjne gled samme vej som hans over på døren. og nikkede roligt. "Det kan blive rigtig hyggeligt" hun smilede stille og roligt. men da der var noget han ville snakke med hende om bed hun sig roligt i læben. bare det ikke var alvorligt. Hun blev lettede da hun fik papiret. hun smilede stille og kiggede roligt på ham. "Det er da godt nok" hun var lidt
mundlam. "Så må du jo bare bruge dem fornuftigt" hun vidste det var hans penge og hun kunne ikke lide at de skulle gå på hende så hun smilede bare roligt til ham. "Men har du så nået i tænkerne. altså hvad du ville bruge dine penge på" hun smilede stille og roligt. og så lyttende op på ham. Dawn kørte en hånd igennem sit flotte blondt hår og bed sig blidt i læben. det var et pænt antal penge han havde fået sig. det måtte hun give ham.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Det ved jeg ikke...endnu, det håbede jeg du kunne hjælpe mig med" smilte han og holdt stadig blidt om hende. Han havde som altid lyst til hende, det mærkede han, men det var nok en dum ide nu hvor hun var gravid. Hun blev hurtigt træt og måtte ikke overanstrenge sig. Men det var fint nok. Det hele var fint nok. Det skulle det være!
Han rejste lidt op fra bordet igen og gik ud i køkkenet, her fandt en gryde frem og satte p åkomfuret.
Han tog noget mælk ud af køleskabet og satte det over og stod og rørte lidt i det for at det ikke skulle koge over. Hans tanke var at lave kakao og så kunne de se lidt film, vis hun gad.
"HAr du spist?" spurgte han, nogen gange glemte han at spørge hende, han havde ikke samme behov for mad som hun havde.

Hun tænkte lidt over det. hvordan pengene skulle bruges og om hun ville bruge dem. Hun smilte stille og roligt og kiggede efter ham. Hvorfor skulle han også lige sige det. hun kunne da godt bruge alle pengene. men det ville hun aldrig gøre. men noget tøj til babyen og nogle baby ting manglede de. Hun nynnede lidt med på en sang hun havde på hovedet. og dansede kort lidt rundt inden hun hørte hvad han sagde. "Ja. så du behøver ikke at lave noget..ellers tak" hun smilede stille og lidt efter begyndte hun at synge og synge kunne hun altså. hun stod i treases døren og kiggede ud den var åben for hun havde åbnet den "Er der nogle i himlen" sang hun. Men var så stille den her sang havde hun ikke sunget lige siden hendes fars begravelse. hun bed sig blidt i læben og kiggede ud på regnen hun var ikke til at komme i kontakt med fordi minderne om hendes far svømmede rundt i hendes hovede.

Han nikkede og rørte rundt i den snart kogende mælk.
Han fandt noget kakaopulver frem og satte det på køkkenbordet.
Han så smilende op på hende.
"Du synger godt...Hvad er det for en sang?" Han havde aldrig været musikalsk anlagt, spille eller synge kunne han og kende dem fra hinanden kunne han have svært ved...Men han prøvede da lidt, især fordi samfundet for tiden virkede ret interesseret i det.
"Jeg tænkte på om du er frisk på en film?" smilte han og så igen på hende, men snart trak mælken på hans opmærksomhed og han skruede ned for varmen.
Han hældte kakaopulveret og lidt sukker i og rørte det godt rundt mens det kogte.
Ldit efter tog han det af blusset, slukkede komfuret og fandt en kande frem. Men først lod han det stå lidt og køle af i gryden. Han lænede sig op af køkkenbordet og så smilende på hende.

Dawn hørte ingen ting af det der blev sagt til hende. men vis hun vidste han snakkede til hende havde hun da med 100 % sikkerhed svaret ham. men lige nu var hun i en hel anden verden. en verden der havde været i hendes liv. men aldrig ville kunne leve vider i virkeligheden kun i hjertet. hun sukkede dybt.
Men der var ingen svar. der var intet ryk på hende. hun stod som en statue og kiggede ud på regnen. hun var virkelig ikke til stede.

Han så lidt undrende på hende, det lignede ikke Dawn det der og det, hvilket overraskede ham lidt, irriterede ham faktisk at hun ikke kunne holde bar elidt af sin koncentration på ham.
Han var vist ved at få en lidt for stor ejerfornemmelse på hende.
Han gik over til hende og lod en hånd glide ned over hendes arm.
"Dawn?" spurgte han blidt og så smilende på hende.

Dawn havde ejetefornemmelse over ham. det var nok bare noget man havde når man elskede hinanden meget højt. Hun vågnede op da han rørte hende og smilede
roligt til ham. "Hej skat" hun smilede stillet og lukkede så døren og kiggede op på hans alt for kønne ansigt. "Undskyld var bare lige helt væk" hendes kinder blev svagt røde- det var pinligt.

"Ja, det tør siges" sagde han og kyssede hend epå panden.
"Hvad tage din opmærksomhed så meget?" spurgte han og gik over og hældte kakaoen op i en kande. Han fandt nogle kopper frem og satte det hele på en kande.
I det samme kunne man høre regnen der piskede mod vinduerne.
Han så lidt ud af vinduet, men så så p Dawn igen.
"Jeg spurgte bare om du ville se film?" sagde han

Hun nød kysset på sin pande og smilede bare roligt.
"Den sang jeg sang har jeg ikke sunget siden min far blev begravet" hviskede hun stille. hun så efter ham og smilede kort over det med filmene. og kiggede ud. "Jo det kunne være hyggeligt" hun gik ud til ham og kyssede ham meget ømt og meget frækt på munden. hun hade virkelig lyst til ham. men de ville ikke komme til at ske begrund af barnet og maven og da der ikek var længe til så måtte man jo bare vente.

Han nikkede og så lidt på hende for at være sikker på hun var okay. Hendes far der var død i militæret. Han sukkede svagt og grinte let da hun kyssede ham. Han gengældte det og gav hende også et ekstra kys. Men mærkede ikke mere lysten, men følte sig bare...rolig.
Han tog kakao og gik ind i stuen.
"Herinde er TV´et bedst, vi kan hente dynerne herind...Hvilken film vil du gerne se?" smilte han til hende, i det samme blinkede himlen udenfor og inden for nogle minutter kom braget. regnen tog til.

Hun smilte af hans lille grin, hun nød det sidste kys og så smilende efter ham. hun havde faktisk ingen ide til hvad hun ville se, så hun trak kort på skulderene. "Jeg henter vores dyner og du vælger en film" Hun glædet sig til bare at ligge og slappe af. Hun nynnede imens hun hentede dynerne. stoppede da hun kom ind i stuen.
lagde den på sofaen. og gik så igen ind på værelset og skiftede tøj til et par løse bukser, en løs Ac/Dc trøje og hyggesokker. hun gik hen til sofaen. sætte sig og tog sin dyne rundt om sig imens hun ventede på han kom og lagde sig. Hun ville putte.

Han satte kakaoen på sofabordet og tændte fjernsynet. der var vejret som bare lovede en stormfuld nat.
"DEt skal nok blive sjovt for blodsugerne i nat* tænkte han og rodede lidt rundt i alle de film han havde. Han valgte en eller anden film der hed noget med Thor.
Han satte den i og gik over og trak gardinerne for. SÅ gik han over og hev sin dyne over sig, men sådan så dawns og hans dyne overlappede hinanden så de kunne sidde op af hinanden.
Han satte filmen igen og hældte kakao op til dem begge to.
Det tordnede igen, men han lagde bare armen om hende og nød at hun puttede sig ind til ham.

Hun smilede roligt til ham og nød at de endelig puttede og havde tid til det.
Dawn tænkte slat ikke på de andre væsner når hun var sammen med Zean, det var som
om at hun var et menneske igen. og det nød hun. men nogle gange og det kunne hun da ikke ud lukke. tænkte hun *Når jo min kæreste er dæmon* men så er det glemt igen. Hun begyndte roligt at nusse hans mave under hans trøje og havde sin kop kakao i sin anden hånd hvor hun roligt tog en tår men sætte den på på bordet. "Hvad har du sat på" spurgte hun roligt og forsætte sin nussen.

Han havde hele sit liv været evig opmærksom på at han var dæmon og han havde altid holdt øje med andre racer. Han havde aldrig ville gå så dybt om at se sig som et menneske.
Han holdt ikke meget af menneskerne, i hans øjne var de mest mad, men de havde dog visse værdier som f.eks. at hygge sig. De holdt de vist meget af.
Et sted i baghovedet var han vel også stadig opmærksom på det, men han tænkte ikke sådan direkte på det lige nu.
Han togen forsigtigt tår af sin kakao da den stadig var lidt varm.
"Hmm...Noget med en eller anden gud der bliver smidt ned på jorden begrund af et eller andet...Har aldrig set den" sagde han, han kendte ikke meget til den nordiske mytologi, det var inden hans tid.

Dawn trak bare på skulderende rejste sig. "Skal lige noget".
hun gik hurtigt ud på toilettet. gik hen til vandet tændte for det. satte sig ned på
knæ og bed sig i læben. hun tog sig til hovedet med den ene hånd på maven med den
anden hånd. hun havde lyst til at skrige. hun slukkede vandet trak ud i toilettet. for så lød det bare som om hun havde været på wc. men så kom der et nyt problem hun mærkede at de begyndte at åbne sig nede i hendes underliv og hun begyndte at skrige. Meget højt. Hun smed hurtigt bukserne krympede sig sammen og hev sig selv i håret.

Han nikkede og lænede sig tilbage i sofaen og tog endnu en tår af sin kakao og satte filmen på pause. Han havde lukkede øjnene i et øjeblik da han hørte Dawns skrig.
Han satte kruset på bordet go sprang op, han skyndte sig ud på toilettet til hende og satte sig på hug ved siden af hende.
"Dawn?" sagde han roligt, så roligt han kunne, for ikke at opildne hende yderligere...Han frygtede hvad som helst, måske havde hun alligevel taget skade ved uheldet for et stykke tid siden? Eller måske...Var der dukket andre ting op? Eller måske...Skulle hun faktisk føde? Men var det nu? Allerede nu? Lige her? Han blev endnu mere nervøs...Han kunne ikke hjælpe hende med fødslen. Selv om hun nok ikke ville have det, måtte der en ekspert til.
Især vis hun skulle overleve...
Han vidste det havde noget med barnet at gøre, for hun havde smidt bukserne...
Han rejste sig og gik ind og hentede en dyne og nogle puder. Han ville ikke flytte hende, det turde han ikke. Efter lidt basken fik han hende til at ligge på den ene dyne og med en pude under hovedet så hun i det mindste lå lidt mere behageligt. Og varmere.
"Dawn? Mener du virkelig at du skal føde nu? Eller hvad sker der?" sagde han og så på hende. Vis veerne var reglmæssige og gik helt om i ryggen...Så skulle hun føde.

Hun kunne slet ikke koncentrer sig, skulle barnet ud nu, det var en måned for tidligt. men det tog det vis heller ikke skade af. men lige nu og her. hun begyndte at mærke veerne helt om i ryggen. Hun så op på ham. og rystede på hovedet.
hun ville ikke føde. hun fik det varmt. der kom en lille pause. hun var svedig. "Det tror jeg... men nej du ringer ikke efter nogle læge. hvad kan du sige. Ja hun er engel jeg er dæmon. det her bliver jo ikke normalt." Hun flippede helt ud. hendes øjne flækkede. og det presser imod hendes bryst. hun tog hårdt fat i dynen . "Jeg kan ikke holde det her ud". Hun snakkede til sig selv. hun mærkede at veerne kom igen og hun skreg kort. den her smerte var voldsom. hun pressede så meget at hendes blodåre kom til syne. hendes ansigt var helt rødt. hendes ,ave bevægede sig. barnet ville ud. hun var træt. men
de var dårligt nok kommet i gang. hun så kort op på Zean inden hun lukkede øjne hårdt i igen. hun ville bare overleve det her. mere end noget andet. hun bed sig i læben men slap den med et højt og voldsomt skrig. hun begyndte at ligne en der skulle til at besvime. hvilket hun også skulle.

Han vidste hun ville modsætte sig, at få en læge. Men han vidste at hun ikke ville kunne klare det alene. Nok kunne han vejlede hendes vejrtrækning, men det var også det eneste.
"Hvor skulle lægen gøre det for? Vores barn vil jo ikke ligne et misforster men et almindeligt barn. Desuden er det deres pligt at hjælpe, lige meget hvad der dukker op" sagde han og da hun så besvimede rejste han sig op og tog sin mobil frem. Så måtte hun sige hvad hun ville! Hun skulle ikke have lov at bestemme det denne gang! Hun skulle ikke have lov...lov til at dø fra ham!
Han ringede op og satte sig på toilettet, selvfølgelig med toiletbrættet nede.
Han gav sit navn
"Vi har brug for en læge, der er en fødsel i gang...Nej, ingen ambulance, læge...Ja, første gang..." han fik nogle råd og lidt forskelligt som han ikke rigtig vidste om han skulle bruge til noget.
Han sad og så på hende mens kvinden i mobilen plaprede løs.

Dawn stoppede med at trække vejrt. hun lå og så helt død ud. barnet kæmpede vider inden i hende. me hun var ikke til stede og snart ikke i live. hun havde åbnede øjne. uden at blikke og uden at kigge rundt. de så bare direkte op i løftet hun blødte ud af næsen.
hun havde ikek regnet med det blev så voldsomt. men det blev det. hun havde regnet med meget rigtig meget. man kunne da heller ikke regne med lidt når man havde en dæmon i maven. hun havde knyttet hænder. men efter lidt tid. blev de helt slappe. hun trak slet ikke vejret og pulsen var så lav som om den også stoppede.
Men inden i kæmpede hun for at komme igennem det her og leve lykkeligt med sin elskede Zean og der ny kommende barn. .

"Skynd jer så at komme, for helved!" udbrød Zean pludseligt da han så hvordan dawn gled væk.
Han lagde på efter at have fået af vide at lægen var på vej. Han skyndte sig ud og låste op så han kunne komme ind når han var her.
Han satte sig ud ved siden af Dawn og så ind i hendes underligt livløse øjne.
"Dawn, nu vågner du op, forstår du det?" han lod sig glide ind i hendes hoved og fandt spor på liv, et liv der kæmpede både for barn og sig selv.
Han tog nogle af smerterne fra hende, selv om han så selv kunne mærke dem, og håbede det hjalp lidt. Og så tog han roligt, ikke meget, men lidt kontrol over hende og kommanderede hende til at vågne op, komme til bevidsthed. Overbevise hende om at først der er hun stærkest.
Lidt efter mærkede han nogle hænder der blidt skubbede ham væk fra hende, ikke meget men nok. Ikke en læge, men faktisk to læger var mødt op og de begyndte straks at hjælpe hende med alt det de nu kunne. Først kæmpede de for at stabilisere hende.