Et helt andet liv (Dawn)

Han så kort på hende.
Han vidste ikke hvor han skulle begynde, hvordan skulle han nogensinde kunne få redegjort hvad han selv mente? Uden at det bare...bare hvad?
"Det betød ikke noget" begyndte han og så ned på deres søn.
"De er bare...nogen jeg stiller min lyst på" han så på hende så hun kunne se det var sandt.
"Der har aldrig været følelser i det...Men det har der altid med dig...Jeg kunne ikke forstå at det kunne gøre så ondt på dig...Men det kan jeg nu..." Han så ned på deres søn igen. De sidste 2-300 år havde han bare rendt rundt for sig selv, uden dybere mening...Det var svært at lægge det hele om på et år eller to.
"Jeg elsker dig, Dawn...Og hvis du vil have det, er jeg din. Selv ønsker jeg kun dig som min pige..." han smilte svagt, men så stadig på deres søn, han var vågnet og lå og kiggede på dem, som kunne han forstå der skete noget alvorligt og derfor ikke skulle forstyrre. Han ville aldrig give slip på denne klump i hans arme. Det vidste han nu. OG han ville heller ikke bare lade moren gå...
"Jeg har..." han trak vejret dybt...Sjældent fortalte han om sig selv, om sin fortid...
"...engang haft en anden pige" han smilte svagt ved mindet, selv om han vidste det havde en smertefuld udgang.
"...Hun var helt fantastisk, smuk, klog...forud for sin tid...Vi har nogle dejlige år sammen...Men hun forrådte mig og ødelagde det liv jeg havde tilrettet mig, med tanken på endelig at have en familie...Jeg har alene siden da...Dette er svært for mig..." han så på hende igen og for en gangs skyld, en af de få gange i hele hans liv, var der faktisk tåre i hans øjne.

Hun var mundlam.. men stadig at han havde gjort det var jo ikke okay.
men han havde jo ikke vidst bedre. hun stilte sig op af ham og så på deres barn sammen.
Hu lyttede til ham. hver et ord.
Han betød jo alt for hende. og der for afbrød hun ham ikke..
men da han var færdig. begyndte hun at snakke.Hun fugtede sin læber, kiggede roligt på ham og sagde så "Jeg elsker dig og ønsker kun det er mig der får lov til at kunne nyde dig..sex med andre piger kan jeg ikke godkende..ham her skal ha et godt liv. han skal ikke ha en far der har flere dame. han er mere værd!" hun så på Elyas...
"Det er i orden du er ikke vantil a være i et forhold men i mindste prøv at hold dig væk fra de andre piger.. føler mig ulækker!" hun sukkede så på ha og bed sig i læben men slap den og pressede sine læber imod hans i et dybt kys!.... Hendes øjne lukkede.
Følelsen af kærlighed boblede i hende. han var hendes
livs kærlighed ...

Han så på hende. Og skulle lige til at åbne munden for at sige noget da han blev afbrudt af et kys. Han følte en underlig dyb følelse, som gav ham lyst til at hive hende til sig, kysse hende, kramme hende og give slip på hende igen. Var det denne følelse de kaldte kærlighed? I hvert fald gengældte han kysset, men tøvede med at ligge en arm om hende for at mærke hende hos sig. For det første havde han et barn i den ene arm, for det andet var mindet om, hvordan hun havde kæmpet for at komme ud af hans kram, stadig alt for friskt til at han turde.
Han så på hende og nikkede så.
"Selvfølgelig...Jeg holder mig fra dem..." han så en anelse tænksom ud, det ville blive en anelse svært...men han skulle vel klare det...For Dawn. For Elyas.

Hun smilede roligt og bed sig blidt i læben for at smage hans læber. hvilket hun kunne..
Dawn så på Elyas.."Hej skat" hun bukkede si ned g kysede ham på panden og smile sig kyssede Zea på kinden gik ud i gangen og tog skoende af..
Gik ud og lavede en sutteflaske til Elyas.. og det hele gjord hun med et smil..
Den blev varm og hun gik ud til ham.."Vil du give ham mad eller skal jeg" spurgte hun.
Dawn ville ikke tvinge ham til at give Elyas sutte flaske..
Selvom Dawn så meget glad ud eller had hun gjord kunne hun ikke lide at han ikke havde holdt om hende i kysset..Hun egnede godt med at det var fordi hun ville væk fra ham før..

Han nikkede og tog imod sutteflasken. Han gik ind og satte sig i stuen og begyndte at give ham sutteflaske.
Det undrede ham pludselig at han faktisk sad her med sit barn. Han havde slet ikke overvejet om han var klar til at have et barn. Men det var også lige meget, nu var han her. Han kom i tanke om at når Elyas var vokset lidt ville han tage det op igen om han skulle starte i militæret. I teorien kunne han bare gøre det, men han ville have det bedst vis han vidste at Dawn havde givet sit samtykke. De var jo fælles om meget mere nu.
Han havde det som om der stadig var en lidt anspændt stemning, men håbede det ville gå over på et tidspunkt. Han rakte over efter fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet, da han syntes der var alt for stille. En eller anden underlig film.
"Dawn..." han så op efter hende
"hvis du har lyst...Vil du sp ikke sidde her lidt med os?" han h¨åbede det, han havde sådan lyst til hendes selskab, til at mærke hendes varme og duft...

Hun så efter ham og bed sig kort i læben der var stadig en ubehagelig stemning.
Men det skulle vel nok gå over. hun fugtede sin underlæbe kørte en hånd igennem hendes pandehår da resten af hendes hår sad i en høj hestehale. hun sætte sig på en stol.. lidt men hørte så Zean..hun smilte kørt men kom i tænke om vaske tøjet. "Har ikke tid" hun rejste sig hentede vasketøjet.. lagde det sammen da hun kom op gik ind på soveværelset og så lid v.. imens hun bare sa n.. og tænkte og tænkte..hun tænkte meget..
Hun rejste sig og gik ind til dem men sætte sig et godt stykke væk fra dem..

Han mærkede et eller andet blive koldt inden i sig. Han kunne ikke klare dette her mere...Ikke mere! Ikke nu!
"Tag ham" sagde han kort, han havde rejst sig og nu nærmest bare lagde drengen hos hende om hun ville det eller ej.
Han skyndte sig væk, gik udenfor på terrassen, tog fat i en tilfældig havestol og gik lidt væk så hun ikke kunne se ham, selv om hun sikkert godt kunne høre ham.
Han greb fat i stolen og tyrede den ned i jorden med alle de kræfter han lige kunne få frem.
Han slog stolen ned igen og igen til han kun stod med to stykker træ som han bare smed tilfældigt. han måtte afreagere...På et eller andet.
Han slog en hånd ind i det nærmeste træ og mærkede en underlig tilfredshed da der gik hul på huden og han mærkede smerten.
Og satte sig så ned. han tog benene til sig, hvilede hovedet mod knæene og følte sig i det hele taget bare...magtesløs. Ikke engang når han bad hende komme hen til sig, ville hun. Hvorfor blev hun her overhovedet hvis hun ikke brød sig om ham? Godt det samme...Han havde selv ødelagt det hele!

Dawn s efter ham lukkede øjne hårdt i da hun kunne høre ham. hun lagde
Elyas ned på et lege tæppe og Elyas pillede lidt ved nogle ting..
hun så kort på ham men gik så ud til Zean... Hun sætte sig foran ham spredte hans ben.
lagde hans arme om hendes hals..og pressede ham op ad træet og begyndte at kyse ham ned af halsen.. også op af halsen hvor hun så til sidst kom il hans mund..
Hun kunne ikke øre for at hun var som hun var lige nu. hun var jo såret..
Hun stoppede kysset og kiggede på ham..
"Du bliver nød til at gi mig lidt tid!" hun så undskyldende på ham..

Han sad bare stille mens hun kyssede ham, de havde overhoved ingen virkning. Det stressede ham virkelig. Det overraskede ham, at han bare mest havde lyst tila t skubbe hende væk.
"Jaja, selvfølgelig..." han rejste sig op og forsvandt mellem træerne. Uden at sige mere.
Han kunne ikke kalre at være sammen med hende lige nu, selv om han lige før havde længtes efter det.
Nu ville han bare være alene.
Han gik uden at vide hvorhen, helst til et højt sted hvor han kunne sidde uforstyrret og bare kigge...
Han kom til en bakke af en art, lidt ude for byen. Han gik op og satte sig på dem, med benene oppe og armene om dem mens han hvilede hovedet på knæene.
Han så ud over vejen han var kommet fra og lysene fra byen...Her var dejlig stille.
Efter noget tid anede han ikke hvor længe han havde siddet der. Kun at det blev mørkere og mørkere og koldere og koldere.

Det hjælp jo slet ikke..hun bankede sin hånd ind i en mur og forstuvede håndlede. hun skreg kørt, en gik sp op til Elyas.. Han lå bare og grinede af det legetøj hun gik rundt om sig selv længer henne i stuen imens hendes hånd hævede og gjord mere og mere ondt..
Hun så efter Zen igennem vinduet men gik så ud og tog noget koldt på ånden og sad ved siden af Elys.. hun tog et billede af ham med sin mobil
gjord ham il baggrund.. og prøvede at glemme Zean og smerten..

Zean sukkede og havde stort ikke lyst til at gå tilbage. Hun holdt tydeligvis ikke af ham. Hvorfor? Hvorfor skulle han ødelægge det for ham selv? Hvorfor? Hvorfor var han dæmon? Hvorfor levede han overhoved så længe?! han rejste sig op og følte sig sur og irritabel...Han hade alt ved ham selv lige nu...Hans sorg over det blev til vrede, men han anede ikke hvordan han skulle komme af med den...

Hun elskede ham over alt på jorden..hun var træt og ked af det..men han var hendes et og alt..
Hun ventede på ham og ventede. han burde fatte at hun elskede ham mega højt!
For det gjord hun..og n ringede hun til ham. Hun smilede til elyas..men endes tænker var på zean

Noget vibrerede. Han opdagede at hans mobil lå i hans lomme som den havde gjort hele tiden, den eneste grund til han havde var netop for at Dawn kunne komme i kontakt med ham...Han sukkede da han så det var hende. hvad nu? Ville hun bare fortælle at hun forlod hans lejlighed nu, så han kunne godt komme hjem? Et øjeblik overvejede han ikke at tage den...Han orkede ikke mere nu. Men af en eller anden grund tog han den, førte den til hans øre og ventede bare på at hun skulle sige noget...

Hun ventede og ventede.. men til sidst tog han den. hun smilede og kiggede roligt ned på Elyas. "Skat jeg er virkelig ked af alt det der er sket.. jeg savner dig.. og jeg mangler dig her og nu.. vi tog bliver kun stækker når der sker noget lort".. hun Holdte en pause. bed sig i læben rejste sig og lod Elyas lege vider.. hun gik ud på terasen..
Sætte sig ned. "Jeg håber du snart kommer hjem.. så jeg kan mærke dig igen.. skat jeg elsker dig ubeskriveligt højt!.. pleas sig et heller andet. så jeg bare kan høre din stemme. din fantastiske stemme!... ". Hun holdte igen en pause.. bed sig igen i læben men fugtede så læberne "Vores søn har dine øjne.. lige så smukke og lige så meget fyldt med kærlighed!" Hun smilede stille og roligt.. ved tænkerne om Zean's øjne..

Han lyttede til hvad hun sagde. Det hele var jo meget godt men...selv om hun gjorde det, ville hun så ikke bare stadig behandle ham som gift?
Han tøvede lidt da hun var færdig.
"Dawn..." han vidste ikke hvad han skulle sige og overvejede pludselig hvor meget lettere et kunne være bare at vende ryggen til det hele og stikke af. Hvor befriende det kunne være...men han havde et barn. Og han holdt faktisk af Dawn. Elskede hende.
"...Jeg ved ikke...Jeg ved ikke om jeg kommer hjem i aften...Det gør også ondt på mig, når du undviger mine tilnærmelser..." sådan, nu vidste hun havd der gjorde ham så ked af det...Og hvis hun bare sagde hun skulle have tid igen...så ville han bare ligge på.

Hun tog sig til hovedet. hun havde brug for tid men hun ville ikke sige da hun vidste det ville ødelægge alt.. hun bed sig derfor i læben holdte telefonen op til øret.. og sagde så "Jeg elsker dig!" Hun så ned i jorden.. Hun begyndte a græde.
"Jeg kan ikke mere kom hjem.. jeg savner dig, jeg er så træt jeg har lige født! vi to høre sammen.. vi bliver nød til at snakke kysse og hygge vi begge har såret hinanden men nu har vi en familie og nu burde vi være mere end bare lykkelig!" hun sukkede så ind på Elyas "Jeg har såret dig og det jeg virkelig ked f.. og det skal ikke ske igen.. men vi og bliver nød til at være her sammen med Elyas! " Hun lukkede øjne..
"Du er den eneste mand jeg nogle sinde har elsket så meget at jeg kunne sige det her.." hun holdte en pause og sagde det "Jeg elsker dig så meget at jeg vil giftes med dig!" Hun lukkede øjne hårdt i og hun var faktisk bange for svaret..

Ikke mere komme hjem? Hvad betød det?
Ja, de havde Elyas. Han havde også kun sagt for i aften...Han kunne ikke drømme om ikke at droppe dem for længere tid.
"Dawn, vi har såret hinanden, husk nu jeg startede...åbenbart..." han tav dog hurtigt da det faktisk gik op for ham hvad hun havde sagt. Der var stille længe...
Han anede ikke havd han skulle svare...Havde mest af alt brug for lige at tænke igen, men var bange for at hvis han sagde det...så ville han såre hende mere. Men han kunne heller ikke bare sige ja. ikke med det samme. At gifte sig...bragte flere og nye forpligtelser, folk boede sammen, havde familie, var fælles om næsten alt...Ville han kunne droppe sit til dels frie liv som mand, for et lidt mere bundet? Han følte sig næsten ikke gammel nok til at blive gift, selv om han havde levet så længe. Faktisk følte han at han først rigtig var begyndt at leve nu.
Det gik op for ham at han måtte sige noget...Skabe sig selv lidt tid.
"Dawn...Jeg kommer hjem nu" han ventede ikke på svar, men lagde på. Uhøfligt og hun ville sikkert blive ked af det, men han måtte altså lige tænke...Han ville ikke bare springe ud i noget der betød så meget.
Han gned sit hoved og begav sig ned af bakken...Og snart var han hurtigt på vej hjem.
Men hvad skulle han sige?

Hun nåede intet at sige før han havde lagt på..
hun gik ind til Elyas tog ham op lavede en sutte flask og gik ind i stuen..
sad med og gav hm sutteflaske og sangen igen... den her sang, sang begrund af at han ville
kunne den når han blev stor fordi høre babyer en sang fra da de var små kan de den når de bliver ældre. hun sang færdig og han sov sutteflasken var tøm.. hun lagde ham ind i senen. og smilede hun gik ind i stuen igen og smilede forsvandt.
hun lagde sig ned på gulvet og kiggede på tv'et og ventede på ham
Men hvad skulle hun sige?

Zeans tanker gled rundt i en stor, forvirret pærevælling mens han gik.
Ja? Nej? Okay...han måtte vel....nej. Han prøvede at mærke hvad han ville, selv, helt inde, men opdagede at det var ret svært. Det havde han ikke gjort længe..Eller jo, han vidste jo hvad han ville, men det havde aldrig været spørgsmål om...sådan noget her.
På en måde følte han sig ikke klar...Og tanken om opmærksomheden ved at bryllup skræmte ham...Og Camilles glade ideer skræmte ham...For hun ville have nogen og han ville afslå dem og så ville hun være sur over det i længere tid.
Han sukkede. Men det var jo slet ikke disse tin han skulle tænke på! han måtte finde ud af hvad han ville...
Da han nåede hjem vidste han det stadig ikke.
Han gik om bag til haven og stod snart i terrassedøren. Med en hånd tændte han lyset og stod lidt tøvende og kiggede...Stemningen virkede stadig lidt trykket...Syntes han, men da han så Dawn havde han bare lyst til at hive hende med ned under en dyne, lave noget kakao og se en film. At være hende nær og hygge.
Men han var stadig i tvivl om hun ønskede hans selskab....Og hvordan kunne man blive gift hvis man ikke kunne være sammen?
Åndssvage tanker sikkert...men de var der.

Han havde vist mange piger.. og det vidste hun ikke..
men vis hun ikke elskede ham, ville hun da ha skredet og ikke nævnt
at han var den hun ville giftes med... Men hun ventede på ham og lidt efter
var han der.. Dawn lå stadig på gulvet og stenede tv.. men da hun mærkede han var der.Sætte hun sig op smilede og løb hen il ham hoppede op på ham og lade hendes læber imod hans..Hun kysede ham dybt.. og fyldt med kærlighed..
Hun stoppede så og kiggede på hm med tåre i øjne "Undskyld jeg...elsker dig bar så højt!" Hun vidste jo ikke om ha var med på den her...

han var overrasket, men modstod en trang til at skubbe hende fra sig. Han vidste ikke helt om hun faktisk var glad...eller hun bare gjorde dette for ikek at srkæmme ham væk igen. altså imod sign egen vilje.
Han lagde armene om hende og gengældte kysset, måske lidt voldsomt, men det var bare et udtryk for hvor meget havde faktisk havde savnet hende.
Han bar hende hen til sofaen og satte sig der, så hun nu sad på ham.
"Undskyld, jeg har ikek været særlig god til at vise hensyn, du må være meget træt efter fødslen..." sagde han som det første og så på hende...Det var sjældent han sagde så mange undskyldninger på en dag...
"Og....Jeg....Må ikke godt tænke over det i noget tid? Med at gifte sig? Jeg har brug for at tænke..." han så på hende

Hun ville ha ham.. de her var hvad hun ville. Dawn elskede ham
og ville ikke ha han skulle forlade ham. hun bed sig i læben så på ham...
"Du må bruge alt den tid du vil!" hun så på hans mund og begyndte nu at kysse ham
en anelse vildt.. hun have ikke fået noget meget meget længe så ja un havde den sygeste lyst til ham.. hun pressede sit skridt ned imod hans...
hun begyndte nu og ligge op til et tunge kys... hun ville gere ha ham.. hun var ikke den sidste han havde været sammen med og de skal laves om.. hun tog en hånd ind under hans trøje.
røgte ret vidt ved ham og gled sit skridt frem og tilbage på hans..

Han smilte. Dette var den Dawn han kendte...Og holdte af.
Alle hans tanker om at hun ikke ville have ham, var forsvundet.
Han lagde armene om hende, lukkede øjnene og gengældte kysset.
Han kærtegnede hende blidt op af ryggen og mærkede hvordan hun begyndte at vække hans begær, hans lyst efter hende.
Han kyssede hende på næsen, kinderne, suttede på hendes øreflip og nappede den drillende, før han vendte tilbage til hendes mund, lod tungen glide drillende rundt med hendes tunge.
Han lod hænderne glide ind under hendes trøje, over hendes ryg og mave....

Hun mærkede han gerne ville og smilede kort da han nappede
drillende i hendes øreflip.. hun rev trøjen af ham og kyssede ham kort på halsen
mens så ramte hans læber hendes. hun kyssede vildt med og mærkede der efter hans
tunge lege med hendes... hun smilte lidt imens men begyndte så at drille hm lidt med sin tunge.. hun begyndte at åbne hans bukser langsomt..
men hendes tunge trak hun til sig og lod den løbe ned af hans hals ..Hun stoppede og hviskede i hans øre..
"Jeg vil bare gerne være sammen med dig, Når alt hvad jeg ved er fanget inde i dine øjne Dette smertende hjerte er ikke brudt endnu Åh Gud, jeg ville ønske jeg kunne få dig til at se Fordi jeg ved, at denne flamme er ikke døende Så intet kan stoppe mig fra at forsøge at du kun er min, Baby, du ved, at Måske er det tid til mirakler Fordi jeg er ikke at give op på kærligheden
Du ved, at jeg ikke giver op på os" hun kyssede han øre og mærkede en tåre trille ..

Han stoppede pludselig op og så alvorligt på hende midt i det hele. Han tog hendes hoved mellem sine hænder og så på hende.
"Dawn...Jeg er ked af alt hvad jeg har gjort og jeg er ked af jeg ikke har tænkt...altid, over hvad der er bedst for os to sammen...Jeg ønsker bare, selv om det kan være svært for dig, at lægge det hele bag os og starte et nyt kapitel, sammen med Elyas...Jeg ønsker..." han slap hendes hoved for at hun kunne reagere som hun nu ville, men han ville snakke færdig..
"...Desuden også at have frihed til dog at have kvindelige venner, ikke elskerinder, Venner" han gjorde det tydeligt at der var forskel.
Han lagde armene om hende.
"Dawn....Jeg vil gifte mig med dig...Hvis vanviddet stopper" han så på hende og håbede ikke hun tog det...hårdt, vredt. han havde jo lige erklæret at han elskede hende...OG ville altid gøre det.
Han havde en fornemmelse af at Demetri var efter dem alle, han ville skabe splid og gøre folk uvenner, sige løgne...Men lige nu måtte han bare beskytte sin familie og holde den sammen...OG samtidig beholde den eneste ven han faktisk havde, ud over Dawn...vis bare de kunne mødes og lære hinanden at kende....Det hele var jo misforståelser.

//Ved godt nogle af elementerne ikke høre til i emnet, men følte lige det måtte ud...For føler at dette "spil" er ved at køre af sporet...//